Spring ud i foråret

Inspiration |  Publiceret: mandag 13. februar 2006

Tiden er inde til at tage hul på den nye havesæson. Selvom det stadig kan være koldt om natten, er der opgaver, der løses bedst og nemmest netop nu.

Det er et sikkert tegn på forår, når ukrudtsplanterne begynder at myldre frem. Du gør dig selv en stor tjeneste ved at være tidligt ude med ukrudtshakken. Ikke alene er de spæde kimplanter betydeligt nemmere at hakke op nu, end når de har vokset sig store og stærke. Du risikerer heller ikke, at de smider i hundredvis af frø omkring sig, der lynhurtigt bliver til nye ukrudtsplanter.

Tid til fine forårs blomster
Kæmper du med flerårigt ukrudt som skvalderkål og kvikgræs, er det også nu, du kan sætte mest effektivt ind. Her hjælper hakken ikke meget i første omgang, men gør snarere ondt værre, fordi den findeler rødderne. Hvert enkelt rodstykke kan nemlig spire og blive til en ny plante. Grav i stedet ukrudtsplanterne op og sørg for at få så meget rod med som muligt. Og lad det være sagt med det samme. Det er umuligt at få det hele med. Men jo mere, jo bedre. Hold øje med det angrebne område efterfølgende. Hver gang det mindste lille skud titter frem i jordoverfladen, skal det hakkes væk. Planten er sårbar på denne årstid og bruger mange kræfter på de nye skud. Med lidt tålmodighed kan du udmatte den og dermed slippe af med problemet i løbet af forårsmånederne.

Beskæring forskønner

Beskæring af løvfældende træer og buske er også en nyttig forårsaktivitet. Du skal ikke beskære forårsblomstrende buske som forsytia og ribes nu og heller ikke kirsebær- og blommetræer og ribs- og solbærbuske. Det er også for tidligt for roserne, der risikerer at få frostskader, hvis de beskæres for tidligt.

Men ellers er det tidlige forår velegnet til beskæring. Fordelen ved at beskære, før bladene springer ud, er, at man kan se, hvad man gør, og dermed nemmere kan forme busken smukt. Samtidig er arbejdet overstået, når småfuglene begynder at bygge rede, så man undgår at forstyrre familieidyllen.

Beskæring har ry for at være besværligt, men det er faktisk ufortjent. Det er et godt redskab til at bevare havens træer og buske tætte, frodige, velformede og i god vækst.

Når du går i gang med saksen, skal du altid skære helt tilbage. Er det en sidegren, der skal fjernes, må du skære tilbage til dens udspring. Der er ligesom en krave omkring grenen. Lad saksen følge den krave, så har planten lettest ved at hele såret.
Fjern først og fremmest døde og syge grene og dernæst grene, der vokser på tværs i busken eller trækronen. Træd et skridt væk for at vurdere, om der skal fjernes yderligere grene.

Det er en god idé at fjerne tre-fire af de ældste grene helt ved grunden en gang om året. Det holder busken ung.

Nu gror græsset

Forårsgræs
Græsset begynder at gro, når temperaturen når op over syv grader. Før væksten sætter ind, er det en god idé at gøde græsset. Dermed kommer græsplanterne godt fra start og står stærkt i kampen mod mos og ukrudt. Hvis du vælger en langtidsvirkende gødning, er det sjældent nødvendigt at gøde plænen mere end denne ene gang om året. Vælg så vidt muligt et tidspunkt, hvor græsset er tørt, og fordel den mængde gødning på arealet, der er angivet på emballagen.

Når græsset for alvor begynder at vokse, skal plæneklipperen på arbejde. De første gange, du klipper græsset, er det bedst at stille skæret højt, dvs. på 4 cm. Så undgår du at svække græsplanterne, mens de er sårbare i vækstperiodens begyndelse. Det styrker deres konkurrenceevne på længere sigt. Når væksten er godt i gang, sænkes klippehøjden til 3 cm.

Når du klipper græsset jævnligt, så det ikke bliver for langt, behøver du ikke rive græsafklippet sammen. Lad det ligge, så det kan indgå i naturens kredsløb.

Ud med komposten

Hvis din kompostbunke eller -beholder bugner af velomsat kompost, er tiden inde til at sprede komposten i havens bede og ikke mindst i køkkenhaven. Velomsat kompost ligner nærmest jord. Du kan ikke længere skelne de enkelte plantedele fra hinanden.
Hvis det ikke lige er sådan, indholdet af din kompostbunke ser ud, er det en god idé at vende grundigt rundt i planteresterne. Det sætter gang i komposteringsprocesserne.

Det ukrudt, du hakker nu, kan du enten lade ligge, hvor det ligger, eller lægge det på komposten. Det har endnu hverken blomster eller frø, der kan give flere ukrudtsproblemer. Undtagelsen er det flerårige ukrudt, der aldrig må komme i kompostbunken.

Brug knolden

Jorden er stadig for kold til, at du kan komme i gang i køkkenhaven. Men hvis du drømmer om en tidlig høst af egne kartofler og grøntsager, er det nu, du skal i gang.

Læg læggekartofler til forspiring, så de er klar til at komme i jorden, så snart den er varm nok. Læg dem f.eks. i en æggebakke med den ende op, der har flest ?øjne?. Stil bakken lyst og køligt ? 15-18 grader er bedst ? og lyset skal være sollys. Gode spirer er korte (ca. 1 cm) og tykke, så de ikke knækker, når knoldene siden lægges i jorden. Der går fem-seks uger, fra du sætter knoldene til forspiring, til du kan plante ud.

Godt begyndt

Du kan også tage vindueskarmen til hjælp nu, hvis du vil lave dine egne tomat- og peberplanter eller sommerblomster.
Det er alle plantearter, der kan dyrkes og vil trives i det danske sommervejr, men sæsonen er lige lovlig kort til, at de kan nå det hele uden lidt hjælp til en tidlig start. Og her kommer vindueskarmen ind i billedet. Hvis du sår frøene nu og giver dem gode spirebetingelser, er du allerede et skridt foran.

Alt, hvad du behøver, er spiremuld, der er findelt spagnum med et meget lavt gødningsindhold, samt bakker eller potter med drænhul i bunden.

Vand spiremulden grundigt, før du fylder den i potterne. Tryk overfladen let til. Så frøene med god afstand - store frø som ærteblomstfrø sås enkeltvis - og dæk med et jordlag, der i tykkelse svarer til frøets diameter. Vand let, så der opstår kontakt mellem frø og fugtig jord, og dæk potten med plastic for at holde på fugtigheden. Stil potterne lyst, men ikke i direkte sol og gerne ved stuetemperatur. Når frøene spirer, fjernes plastdækket, og potterne flyttes til et køligere, men lyst sted.

Kommentarer

Ingen kommentarer
* alle felter skal udfyldes



Nyhedsbrevfh-newsletter

Køb bolig
Læs om naboer og naboskab
Skader på din bolig
  • Bolius Boligejernes Videncenter A/S
  • Lautrupvang 2
  • 2750 Ballerup

Se her hvordan du kontakter os

Få GRATIS bogen
"Førstehjælp til dit hus"

 

- så er du klar hvis uheldet er ude

 

Tilmeld dig Bolius Nyhedsbrev her:

Du modtager en velkomstmail med et link så du GRATIS kan downloade
”Førstehjælp til dit hus” som PDF.

Herefter modtager du to gange om ugen Bolius Nyhedsbrev med relevante artikler og billedserier om alt indenfor hus og have.

Luk og vis ikke igen