Valg af træer og buske til den nemme have
Hvis du vil have en nem have, skal du plante nemme planter. Her får du lister over nemme bunddækkende, stedsegrønne og blomstrende buske og små nemme træer til haven.

- Vedbend som bunddække.
Hvad er en nem plante?
Nemme træer og buske er sunde og robuste planter, som klarer sig godt i det danske klima og i almindelig havejord, og som ikke bliver større, end at de passer ind i en have på 500 til 1.000 kvadratmeter.
En nem plante kan også være én, der dækker jorden, så der ikke er plads til ukrudt.
Planter, du bør undgå
Hvis haven skal være nem at passe, bør du til gengæld undgå planter, der kræver for megen ekstra omsorg for at trives, f.eks. i form af vinterdækning.
Du bør også undgå store træer, f.eks. poppel, ahorn, bøg og birk, som skygger meget og bruger så meget næring og vand fra jorden, at der ikke kan gro ret mange andre planter under dem.
Også langt mindre planter kan brede sig voldsomt i haven. Det gælder især planter, som danner rodskud, f.eks. bambus, hybenrose og hjortetaktræ. Også når du vælger klatreplanter til haven, skal du gå uden om dem, der har alt for voldsom vækst, f.eks. arkitektens trøst og humle.
10 nemme bunddækkende buske og slyngplanter
Nogle buske og klatreplanter vokser på en måde, som gør dem velegnede til at bruge som bunddækkende planter i bedene eller under større buske og træer. Når planterne dækker den bare jord, bliver der ikke ret meget plads til ukrudt, og på den måde bliver haven nem at passe.
Hvis du vælger stedsegrønne planter f.eks. vedbend eller kranstop, får du en rolig grøn flade i haven gennem hele året. Planter som potentil, dværgmispel og krybende benved med brogede blade giver farver i haven.
De følgende 10 småbuske og klatreplanter er velegnede til at bruge som bunddække i den nemme have. Plantenavnene står også på latin, så de er lettere at finde på planteskolen:
- Bjergskovranke (Clematis montana) - klatreplante, op til 8 meter, hvide eller rosa blomster i maj, sol til let skygge, 2 pr. kvadratmeter.
- Japankvæde (Chaenomeles japonica) - busk, 1 meter høj og bred, røde, rosa eller hvide blomster i april til maj, duftende frugter, sol til halvskygge, 1-2 pr. kvadratmeter.
- Klatrehortensia (Hydrangea anomala petiolaris) - klatreplante, 4-7 meter, hvide blomster i juni til juli, sol til skygge, 1 pr. kvadratmeter.
- Krybende benved (Euonymus fortunei) - krybende busk, 0,3-1 meter høj, stedsegrøn, nogle har hvide eller gulbrogede blade, sol til skygge, 2 pr. kvadratmeter.
- Myrtegedeblad (Lonicera nitida) - busk, 1-1,5 meter, delvist stedsegrøn, sol til skygge, 2 pr. kvadratmeter.
- Potentil (Potentilla fruticosa) - busk, 1-1,5 meter høj og bred, gule, hvide, rosa eller røde blomster fra juni til frost, sol, 4 pr. kvadratmeter.
- Rød snebær (Symphoricarpos) - krybende busk, 0,8 meter, sol til skygge, 1 pr. kvadratmeter.
- Spiræa (Spiraea) - busk 0,5-1 meter, hvide blomster i maj, sol, 1-2 pr. kvadratmeter.
- Vedbend (Hedera) - klatreplante, stedsegrøn, sol til skygge, 1-3 pr. kvadratmeter.
- Kranstop (Stephanandra incisa) - krybende busk, ca. 0,50-0,75 meter, hvide blomster i juni til juli, høstfarver, sol til halvskygge, 3-4 pr. kvadratmeter.
Du kan også dække bunden i haven med flerårige blomsterplanter. Se en liste over nemme bunddækkende planter i BOLIUS Fakta: Valg af blomster til den nemme have
10 nemme blomstrende buske
Hvis du planter nogle nemme, blomstrende buske og dækker bunden under dem med bunddækkende planter eller barkflis, får du et bed, der både er nemt at passe, og som kan give farver gennem en stor del af sæsonen.
Sørg for at plante buskene med mindst 1,25 meters afstand, ellers kommer de til at stå for tæt, så de bliver grimme og ranglede.
Vælg buske, der blomstrer på forskellige tidspunkter, så hele blomstringen ikke er overstået i maj. Vælg også buske med bær og efterårsfarver som f.eks. tjørn og røn. Det er også godt at plante nogle vinterblomstrende buske, der giver variation, så haven er spændende hele året.
De følgende 10 blomstrende buske er velegnede til at plante i den nemme have:
- Blodribs (Ribes sanguineum) - 2-3 meter høj og bred, røde blomster i april, sol.
- Forsytia (Forsythia) - 2-3 meter høj og bred, gule blomster i april, sol til halvskygge.
- Hvid kornel (Cornus alba) - 2-4 meter høj og bred, hvidgule blomster i maj, røde grene, sol til halvskygge, tåler fugtig jord.
- Kejserbusk (Viburnum) - 2,5 meter høj og bred, rosa blomster i milde perioder fra november til april, sol til halvskygge.
- Perikon (Hypericum) - op til 1 meter høj, gule blomster i juli til september, sol til halvskygge.
- Pibeved (Philadelphus) - op til 2,5 meter høj og bred, hvide blomster med dejlig duft i juni til juli, sol til halvskygge.
- Sommerfuglebusk (Buddleja davidii) - 2 meter høj og bred, violette eller hvide blomster i juli til september, fuld sol og læ, tåler tørke.
- Surbær (Aronia melanocarpa) - 1-2 meter høj, hvide blomster i juni, sorte bær i september, høstfarver, sol til halvskygge.
- Syren (Syringa) - 5-6 meter høj og 2-3 meter bred, violette, rosa eller hvide blomster med stærk duft i maj til juni, sol.
- Troldnød (Hamamellis) - op til 4 meter høj og 6 meter bred, gule blomster i januar til april, smukke høstfarver, sol til halvskygge, læ.
Rododendron
Rododendron er ikke taget med på listen over nemme, blomstrende buske. Disse planter passer til haver med sur jordbund (lav pH-værdi) - en jordtype som sjældent findes naturligt i danske have. Hvis der ikke er sur jord i din have, kræver det en del arbejde at anlægge et såkaldt surbundsbed. Men når først surbundsbedet er anlagt, kræver bedet ikke så meget pasning og kan derfor godt få plads i en nem have, hvis du har mod på lidt anlægsarbejde.
Roser
Du kan også godt have roser i den nemme have, hvis du vælger de rette sorter. Det kan f.eks. være de vilde buskroser, der kun blomstrer én gang. De kræver ikke så megen pleje som de roser, der skal have energi til at blomstre flere gange i løbet af sommeren.
Se en liste over nemme roser i BOLIUS Fakta: Valg af blomsterplanter til en nem have

- Små træer med smukke efterårsfarver.
10 nemme små træer
I en nem have er det ligesom i alle andre haver fint med små træer, der danner et loft over haven. Det er vigtigt at vælge træer, der ikke bliver for høje eller skygger for meget.
Ved foden af træet kan du f.eks. plante bunddækkende planter, som trives i halvskygge, eller du kan lægge løgplanter, f.eks. vintergæk, blå scilla og påskelilje.
De følgende 10 små træer er velegnede til en nem have:
- Benved (Euonymus) - 2-3 meter, smukke høstfarver og orange frugter, sol til halvskygge.
- Bærmispel (Amelanchier) - 4-5 meter, hvide blomster om foråret, smukke høstfarver, sol til halvskygge.
- Frugttræer f.eks. æble, blomme, pære (Malus) - op til 10 meter, hvide blomster i forsommeren, frugter, sol.
- Hassel (Corylus) - op til 5 meter, gule hanrakler i mart til april, nødder om efteråret, sol til skygge.
- Hjertetræ (Cercidiphyllum) - 7-10 meter, smukke høstfarver, sol.
- Hvidtjørn (Crataegus) - 5-8 meter, hvide blomster i maj til juni, røde bær om efteråret, sol til halvskygge.
- Japansk løn (Acer japonicum) - 3-5 meter, smukke høstfarver, sol.
- Kirsebærkornel (Cornus) - 4-7 meter, gule blomster i marts til april, smukke høstfarver, sol til halvskygge.
- Paradisæble (Malus) - 3-4 meter, hvide blomster i maj, små røde æbler, sol.
- Røn (Sorbus) - 5-15 meter, hvidgule blomster i maj til juni, røde rønnebær, smukke høstfarver, sol til halvskygge.
10 nemme stedsegrønne buske og træer
Stedsegrønne buske og træer er grønne hele året. De taber ikke bladene/nålene om efteråret, ligesom de løvfældende buske og træer gør.
Derfor giver de stedsegrønne planter haven farver og form om vinteren. Stedsegrønne træer og store buske er også velegnede til at dække for en grim udsigt eller til at hindre, at naboen eller forbipasserende kan kigge ind i haven.
Følgende 10 buske og træer er velegnede i en nem have:
- Buksbom (Buxux) - busk, op til 3 meter høj og bred, kan formklippes eller bruges som lav hæk omring bede, sol til skygge.
- Cypres (Chamaecyparis lawsoniana) - nåletræ, 6-7 meter høj, findes også gule og grå varianter, sol til skygge.
- Dværgmispel (Cotoneaster) - krybende busk, 0,2 meter høj og ca. 2 meter bred, hvide blomster i maj, små røde bær, sol til halvskygge.
- Enebær (Juniperus) - krybende eller søjleformet busk med nåle, 0,3 til 4 meter
- (Ilex) - busk eller træ, 3-10 meter høj, findes også i gulbrogede varianter, røde bær, sol til skygge.
- Krybende benved (Euonymus fortunei) - krybende busk, 0,30-1 meter høj, finde også i hvid- eller gulbroget variant, sol til skygge.
- Laurbærkirsebær (Prunus laurocerasus) - busk, 1-6 meter høj, hvide blomster i maj, sol til skygge.
- Mahonie (Mahonia aquifolium) - busk, 1 meter høj og bred, gule blomster i april til maj, blå frugter, sol til skygge.
- Taks (Taxus) - busk eller træ med nåle, 3-10 meter høj, røde bær (giftige), sol til skygge.
- Vedbend (Hedera) - klatreplante, sol til skygge.
Publiceret: torsdag 19. juni 2008
Kolofon / Send feedback
Kilder
Den nemme have l Laila Sølager l Politikens Forlag 2004.
Den dovne have l Rie Post l Gyldendal 2002.
Den magelige have l Helge Petersen l DR 2004.
Hvilken plante hvor l Jane Schul l Politikens forlag 1999.
Politikens store havebog l Jane Schul og Laila Sølager l 2006.
Personlig rådgivning
Nyhedsbrev
HUS OG HAVE I februar
-
10 gode råd til haven i februar
-
Hvordan undgår du kalk på...
-
10 gode råd om indeklima
-
Husstøvmider
-
Sådan fjernes skimmelsvamp i din...
-
10 gode råd om beskæring af træer...
-
Sådan finder du ud af om der er...
-
Fald på terræn tæt på huset
-
Bortledning af regnvand og...
-
Planlægning af haven
-
Tjek dit badeværelse for...
-
Tjek udluftningen af dit hus


























Kommentarer