Vejtræer
Vejtræer kan være både offentlige og private, og der er derfor forskel på hvem der skal og må vedligeholde dem. Tjek lokalplanen, inden du planter vejtræer, og læs om de mest almindelige vejtræer her.

- Vejtræer kan f.eks. stå som allé omkring en landevej, som det er tilfældet her.
Hvad er et vejtræ?
Et vejtræ er et træ, der står langs en vej eller på små heller på vejen. Et vejtræ står sjældent alene, men er en del af f.eks. en allé eller en "vejudsmykning".
De første vejtræer blev plantet langs veje for at markere vejens forløb i landskabet. Især om vinteren var det en god måde at se, hvor vejen gik. I barokken begyndte man at bruge vejtræer i store haver og parker til at lave alleer. Ofte fortsatte alleerne ud af haverne og parkerne og fungerede som vejtræer.
Desværre er mange af disse vejtræer blevet fældet igennem tiden. Mange på grund af råd og svampesygdomme, men også elmesygen, der var fremherskende i midten af 1990’erne, fjernede mange ellers flotte vejtræer rundtomkring i landet.
Vejtræer kan være:
- Offentlige - de står på en offentligvej. Det er kommunens træer, og kommunen står for at plante og pleje træerne.
- Fælles - de står på en privatvej. Det er et vejlav eller en grundejerforening, der ejer træerne og står for plejen.
- Private - de står på en privat vej. Det er ejerne af vejen, der ejer træerne og står for plejen.

- Røn er en af de træarter, der ofte bruges som vejtræ.
Hvilke træsorter bruges som vejtræer?
I princippet kan alle træarter anvendes som vejtræ. Normalt bruges træer, som er meget hårdføre, og som kan klare at stå på de lidt udsatte steder langs veje.
Når du vælger vejtræer, er det vigtigt at tænke på, hvor store træerne bliver med tiden. Det er ikke alle steder, der er plads til, eller det ser pænt ud med meget store træer.
De mest almindelige kraftigt voksende vejtræer er:
- Lind
- Ahorn
- Platan
- Røn
- Elm
- Avnbøg
- Hestekastanje
- Ask
- Eg
Lindetræer kan blive meget gamle, og der findes stadig alleer i Danmark, som stammer fra 1600-tallet.
Platantræer kan have svært ved at vokse i Danmark. På meget udsatte steder kan forskellige rønnearter med fordel anvendes, da de er meget hårdføre. Egetræer er også gode vejtræer, men vokser meget langsomt og bliver meget store.
Til steder, hvor der ikke er så meget plads, kan du vælge søjleformede træer, f.eks. tuja, frem for træer med stor krone. Du kan også vælge træer, der ikke bliver så store.
Disse træer er meget velegnede som små vejtræer - og så får de også blomster:

- Vejtræer er ikke kun store, velvoksne egetræer, men kan også være mindre træer.
- Tjørn
- Paradisæble
- Japansk kirsebær
- Æble- og pæretræer
Kontakt evt. en landskabsarkitekt, som kan hjælpe med at vælge og få sat træerne, så de harmonerer bedst med området.
Hvad koster vejtræer?
Et vejtræ kan anskaffes for ca. 300 kr. og opefter. En øvre grænse findes i princippet ikke. Derudover er der udgifter til at plante træerne og vedligeholde dem.
Hvilke love og regler gælder for vejtræer?
Det er ingen love om vejtræer, men de indgår i mange lokalplaner. Derfor er det meget vigtigt at tale med kommunen, inden du planter vejtræer, da der kan være regler og begrænsninger i lokalplanen.
Nogle lokalplaner er meget strikse og forbyder levende hegn og træer omkring veje og stier. I andre kommuner er der direkte krav om, hvilke træer der må plantes langs vejen.
Også private veje er underlagt lokalplanen. Du skal også overholde færdselsloven i forhold til udsigtsforhold, nedfaldne grene m.m. Husk også at tale med eventuelt vejlav, grundejerforening og naboer, inden du går i gang.
Hvordan vedligeholdes vejtræer?
Vejtræer skal vedligeholdes for ikke at være til gene eller fare for dem, der færdes på vejen - både trafikanter og fodgængere. Det er f.eks. også meget vigtigt, at f.eks. en brandbil kan komme igennem gaden.
Mindst to gange om året bør alle vejtræer tjekkes for, om der er store grene eller ligefrem stammer, der er rådne, og som kan falde ned under hård blæst.
Vejtræer bør beskæres en gang om året. Det er vigtigt at sørge for, at vejtræer ikke bliver så store og brede, at de generer trafikanter og naboer. Vejtræer skal ikke beskæres helt tæt, men nænsomt og evt. i facon, alt efter "moden" eller "stilen" på vejen.
Er du i tvivl om, hvordan vejtræerne skal beskæres, kan du kontakte en gartner og få råd og vejledning. Du kan også betale en gartner for at sørge for beskæringen.
Hvem skal vedligeholde vejtræerne på din vej?
Vejtræer på offentlige veje bliver vedligeholdt af kommunen, som sørger for at passe og beskære dem. Kommunen kan dog også overgive ansvaret for plejen af vejtræer på en offentlig vej til en grundejerforening eller et vejlav.
På private veje skal vejtræerne vedligeholdes af ejeren eller af vejlavet eller grundejerforeningen.
Læs mere i BOLIUS Fakta: Hvad er en grundejerforening? og i BOLIUS Fakta: Hvad er et vejlav?
Et vejlav eller en grundejerforening kan godt pålægge de enkelte husejere at få klippet og vedligeholdt eventuelle træer langs vejen – i henhold til gældende vedtægter i den pågældende forening. De kan og må dog ikke melde enkelte husejere til politiet eller kommunen for ikke at have vedligeholdt disse træer. Men både foreningen og kommunen kan lægge sag an mod en husejer, som ikke overholder vedligeholdelsespligten.
I nogle kommuner vedligeholdes vejtræer på private veje af kommunen, som sender regningen videre til ejeren eller vejlavet.
Læs mere i BOLIUS Fakta: Offentlig vej eller privat fælles vej.
Når man planter og vedligeholder vejtræer, er det vigtigt at tænke på, at træer ikke må kunne vælte ud på kørebanen, og store grene ikke må kunne falde ned og være årsag til ulykker. Der findes eksempler på, at ejere, som ikke har passet vejtræer godt nok, er blevet dømt til at betale erstatning, hvis nogen har fået en gren i hovedet.
Må du selv beskære og fælde vejtræer?
Vejtræer må kun beskæres og fældes af den, som har ansvaret for dem. Det kan være kommunen, vejlavet eller dig selv. Hvis du beskærer eller fælder andres vejtræer, kan du få en bøde, da det ifølge loven er selvtægt. Du kan også blive dømt til at betale erstatning, og det kan være meget dyrt at erstatte store træer!
Skygger vejtræer eller generer på anden måde, bør du kontakte kommunen, ejer eller vejlav og forsøge at finde en løsning sammen med dem. Du skal ikke selv beskære træerne.
Hvordan passer du på vejtræer om vinteren?
Om vinteren er vejtræer noget udsatte på grund af vejsalt, der bliver smidt på vejene. For at beskytte træerne mod salt og reducere saltskader på dem, kan de skærmes med f.eks. halmmåtter.
Sæt et stativ ca. 1-1,5 meter fra træerne, og pak det ind i løse halmmåtter. På den måde vil saltet fra saltbilerne ikke ramme træerne direkte, og saltet vil efterfølgende heller ikke så let kunne trænge ned til rødderne, da det ikke ligger på jorden lige omkring træet. Sørg dog for at fjerne eventuelle saltrester på jorden.
Publiceret: fredag 31. december 2010
Kolofon / Send feedback
bygningskonstruktør, fagredaktør Casper Kjerumgaard
journalist Dea Lindegaard
redaktionschef Kristine Virén
Kilder
Erhvervs- og Byggestyrelsen
Advokat Anders Troelsen, Heising Advokater
Landskabsarkitekt John Henriksen, Green Consult
Sitas Planteskole
Plantetorvet
Få gratis hjælp af en Bolius ekspert
Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.
Klik og stil dit spørgsmål nuFå professionel rådgivning
Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.
Klik og få mere at vide




















Kommentarer
1. Træer skal ikke nødvendigvis beskæres hvert år.
2. Det er derimod vigtigt at foretage en til flere etableringsbeskæringer med henblik på at skabe en gennemgående stamme der senere kan klare en opstamning som kan være påkrævet når træet med årene bliver bredere så vejens frirumsprofil ikke er overholdt (se vejlovgivningen der også indeholder regler om træernes placering i forhold til kørebanen og den på stedet tilladte hastighed). Der er således flere bestemmelser der omhandler vejtræer!
3. Det vigtigste er at vælge en træart der udvokset passer til plads der er til rådighed. I modsat fald bliver driften af vejtræerne for omkostningsfuld når der skal foretages kronereducering. Afskæring af grene over ca. 5 cm i diameter er risikabelt, da træet udsætter for svampeangreb inden det kan nå at overvokse såret. Korrekt beskæring er ligeledes en forudsætning for hurtig sårheling.
4. Plantning af vej-og gadetræer er en opgave for professionelle og det er korrekt pleje også. Investeringerne i en vejplantning er for stor til at det kan betale sig at spare professionel rådgivning. Træerne er en del af vores æstetiske miljø. Det er derfor ikke ligegyldigt hvordan de ser ud. Der ses desværre indimellem eksempler på vejtræer der har fået en forkert og skadelig beskæring (stumtjenertræer), det giver kun anledning til problemer og øgede udgifter til plejen mange år fremover til træerne dør af råd. Undervejs tilmed med øget risiko for at der sker ulykker når grene brækker af fordi deres vedhæftning på stammen er svækket (vandrisgrene). Undertiden kan hele træet vælte. Det sker især hvis der har været udført gravearbejde tæt på stammen så rodsystemet er blevet beskadiget med efterfølgende svampeangreb til følge.
5. Ved valg af træer til en vej er det ikke nok blot at lægge sig fast på en træart (fx. lind). Der findes mange sorter inden for hver træart og de kan være nok så forskellige i vækstform og krav til voksestedet (jordtype, klima, salt osv.). Man behøver ikke at vælge et stedsegrønt træ som angivet i artiklen for at få et smalt træ. Mange løvfældende træarter rummer også søjleformede sorter (fx. søjleeg). I den forbindelse skal man være opmærksom på planteudtrykket. Søjleformede træer giver en "højtidelig" stemning, hvor "rundkronede" træer eller træer med hængende grene giver en anden form for stemning.
Ovenstående skulle besvare de vigtigste misforståelser i bolius artikel om vejtræer, men emnet er langt fra udtømt og det må derfor kraftigt anbefales at kontakte fagfolk inden for området.
Dansk Træplejeforening kunne være et bud. Det er en 25 år gammel interesseforening hvor medlemmerne alle beskæftiger sig professionelt med træer lige fra forskere, driftsledere i offentlige stillinger samt private firmaer med certificerede træplejere. Se www.dansk-traeplejeforening.dk
mvh. T. Kansager, landskabsarkitekt