Huse i landbindingsværk er nok den type bindingsværk, de fleste forbinder med "rigtigt" bindingsværk. Bindingsværkshuset kan også kaldes fortidens typehus på landet.

Gamle bindingsværksbygninger på landet har ofte et smukt og enkelt udseende. De kan også være rigt dekoreret med flotte tømrersamlinger og egnsbestemte detaljer.

Landbindingsværket kan opdeles i 2 typer: Styrtrumshuset og spærfagshuset.

Styrtrumshuset

Styrtrumshuset er lavloftet, så der var plads til det høstede korn på loftet over stue og køkken, hvor der var varmt og tørt.

I princippet består styrtrumshuset af 2 dele – en ydervægskonstruktion og en tagkonstruktion. Alle væggene blev bygget på jorden og derefter rejst op på plads og sat sammen. Tagkonstruktionen blev "lagt" oven på konstruktionen.

Denne type bindingsværk er ikke særlig stærk, fordi de udvendige vægge ikke er fastgjort til tagkonstruktionen. Desuden blev husene ikke bygget på et egentligt fundament. Disse forhold gør huset sårbart over for selv mindre forskydninger i jorden, der får facaden til at "falde" enten ud, ind eller ned.

Man kan derfor se ældre lavloftede bindingsværkshuse, hvor større dele af facaden har sat sig rigtig meget. Det kan se meget malerisk og idyllisk ud med sådanne skæve huse, men det var og er ikke særlig praktisk for husets beboere.

Spærfagshuset

Bindingsværk består af:

• Topremmen - også kaldet "lejde", som er den øverste rem, som spærene ligger på.
• Bindbjælker, som "binder" de vandrette bjælker på tværs af huset sammen.
• Kopbånd, som er et skråbånd, der går mellem en stolpe i ydervæggen og en tværliggende drager igennem huset. Den sørger for at holde styrke og stivhed mellem væg og tagkonstruktion. 
• Skråbånd, som er med til at give væggen styrke og stivhed. 
• Facadestolpe, der er den lodrette stolpe imellem bundrem og toprem. 
• Løsholter, som er vandrette stykker tømmer mellem top og bund. Sidder normalt ca. 1 meter over bunden. • Dokker, som er lodrette stolper mellem løsholt og lejde.
• Tavl, som er felterne mellem selve bindingsværket (trækonstruktionen). Er i de fleste tilfælde af mursten, som er pudset og efterfølgende kalket. 
• Bundremmen - også kaldet "syld", som er et langt stykke tømmer, der udgør den nederste del af væggen.
• Syld eller syldstykke, som er den bundrem, der ligger mod terræn/jorden.
• Syldsten, der er de sten, som bundremmen (sylden) ligger på. 
• Stenpigning, som er små æggeformede sten, der ligger uden for huset.

Hvilke egnsforskelle er der på bindingsværk?

Der er store forskelle på bindingsværkshuse i Danmark, afhængigt af hvor i landet huset er bygget. Der kan være forskel i farver, bindingsværkskonstruktion, tagbelægning og i husets indretning.

Bindingsværkets farver

Der kan være store farveforskelle på selve bindingsværket (tømmeret), men der er ikke farver, der knytter sig til bestemte egne eller områder i Danmark. Farveforskellene er derfor ikke egentlige egnsforskelle, snarere et udtryk for tendenser i tiden og udviklingen af bindingsværkshuset.

Bindingsværket kan være kalket hvidt som de murede tavl, eller det kan være sort, rødt eller brunt.

Det kan være synd at dække bindingsværket med en hvidkalkning, da det så er sværere at se selve bindingsværket. Det er meget smukt, når bindingsværket får lov at træde i karakter og ikke bliver skjult i en hvidkalkning sammen med tavlene.

Farver på tavl

Der er store variationer i farvevalget til bindingsværkstavlene, dvs. på selve facadefarven. Tavl er felterne imellem bindingsværket, og de er som regel af pudsede og kalkede mursten.

Det mest almindelige på Sjælland og Lolland-Falster er hvidkalket tømmer og tavl.

På Fyn kan tavlene også være hvide, men så er bindingsværket ofte rødt, grønt eller sort. På især Vest- og Nordfyn er tavlene okkergule, men det er heller ikke ualmindeligt på Fyn, at væggene har to farver, fx gult eller rødt nederst og hvidt øverst.

I Østjylland er tavlene gule og bindingsværket rødt eller sort, mens tavlene i Vestjylland ofte ikke er malede og står ubehandlet med murstenenes mørkerøde farve.

På Bornholm har bindingsværkshusene i nord hvide tavl, og syd på øen er de røde. Der er dog også mange gule gårde - alle med sort bindingsværk.

Bindingsværkshuse i byerne har ofte kraftige farver, fx gul og rød med sort bindingsværk.

Tagbelægning

Taget på bindingsværkshuse kan også variere fra egn til egn, men det vil dog typisk være stråtag. Der er forskellige egnstraditioner, hvad angår selve afslutningen (toppen) af stråtaget - dvs. mønningen, som kan variere en del.

Nogle steder er der lavet en blød mønning af tørv eller strå. Andre steder er mønningen lavet af brædder og kan endda i særlige tilfælde være beklædt med kobber. Den mest klassiske mønning er dog en top af strå, som afsluttes med "kragetæer", som er navnet på de stykker af egetræ, som ligger på toppen.

Læs mere i BOLIUS Fakta: Stråtage.

Især Læsø er kendt for bindingsværkshusenes specielle tagform. Der blev den eksisterende tagbelægning af ålegræs ikke fjernet, når den skulle renoveres. I stedet blev der lagt et nyt lag ålegræs oven på det gamle, og det er med årene blevet til rigtig mange lag, der i dag hænger langt ud over udhænget og i nogle tilfælde næsten når helt ned til jorden.

På bybindingsværkshuse er taget af tegl. Ofte er det en klassisk rød s-formet vingetagsten.

Der er desværre mange bindingsværkshuse, der har fået renoveret tagkonstruktionen og har fået belægning af fx bølgeeternit - og det er en skam. Huse af bindingsværk, der er født med stråtag, bør have stråtag igen, når taget skal udskiftes.

Indretning

Selve indretningen af bindingsværkshuse varierer en del og hænger også sammen med, hvornår huset er bygget.

De meget gamle landbindingsværkshuse havde kun lige de nødvendige rum. Ikke sjældent holdt husdyrene til i den ene del af bygningen og menneskene i den anden.

Husene bestod ofte kun af et simpelt køkken med et hårdt gulv af sten og et spiseområde med bord og bænke. I spise/opholdsstue var der langs væggene placeret alkover, hvor beboerne sov.

Med tiden blev husene større, og der blev lavet særlige rum til køkken, spisestue, opholdsstue, soveværelser osv. Rummene blev større og mere behagelige at opholde sig i, og der blev lavet gulve af brædder og rigtige vægge med tapet og regulære lofter.

Hvilke skader kan typisk opstå på bindingsværk?

Den mest almindelige skade på bindingsværk er råddent og nedbrudt tømmer, som opstår på grund af dårlig opbygning eller blot mange års slid og vandpåvirkning. Det kan også ske, at stråtaget bliver så utæt og slidt, at vand trænger ned igennem taget og opfugter bindingsværket. Gennemgå hele huset, og kig efter dårligt vedligeholdte områder og dele.

Skader på bindingsværk skal udbedres hurtigst muligt. Er det blot råd i overfladen, kan det ofte være nok at "udluse" de områder, der er rådne. Det vil sige, at det rådne træ fjernes, indtil der ikke er mere, hvorefter et nyt stykke træ tilpasses og sættes ind i bindingsværket i stedet for.

Tagkonstruktionen kan være meget slidt, og af hensyn til hele husets stand kan det være en god idé at få et nyt stråtag. I nogle tilfælde kan det være nok blot at skifte mønningen på taget. Få en uvildig ekspert til at besigtige taget.

En anden almindelig skade på bindingsværkshuse er skæve og mere eller mindre deforme bygningsdele. Det skal tages alvorligt, og du bør kontakte en ekspert i bindingsværk, og få råd og vejledning om, hvad der skal gøres. Et hus kan sætte sig så meget, at der ikke kan gøres meget andet end at rette hele huset op og istandsætte det.

Hvordan renoveres bindingsværk?

Huse af bindingsværk er ofte temmelig gamle, og det er vigtigt, at de bliver vedligeholdt jævnligt, så de kan holde mange år endnu. Få en uvildig rådgiver, tømrermester eller anden ekspert til at gennemgå husets tømmer, så du ved, hvilke dele der trænger til at blive vedligeholdt, og hvad der bør eller skal udskiftes.

Renovering af bindingsværkshuse er ikke gør det selv-arbejde. Du bør hyre håndværkere, der har erfaring med bindingsværkshuse.

Alle de dele af bindingsværket, der udskiftes, bør erstattes af tilsvarende tømmer og laves med den samme slags samlinger, som huset er født med, fx tapsamlinger. Lad være med at bruge sømvinkler, skruer og diverse bolte, møtrikker og spændeskiver, da de samler kondens, der medvirker til, at træet bliver opfugtet, og der dannes grobund for råd og svamp.

Når tømmeret er sat op, skal det behandles med et produkt, der giver træet mulighed for at ånde. Du kan med fordel bruge de lidt mere gammeldags produkter, dvs. hvidtekalk, diverse kalkfarver, trætjærefarve eller linoliemaling.

Når tavlene mellem tømmerkonstruktionen skal repareres eller pudses, skal du ikke bruge mørtler med stort indhold af cement, da disse er for stærke og kan rive større partier ud af væggen. Normalt er et godt blandingsforhold til puds 1:10, dvs. 1 del cement og 10 dele strandmørtel. Skal der farvestof i, blandes dette i blandingen, mens den bliver rørt. Blandingen skal være lind, ikke for tyk og ikke for tynd.

Tavlene kan være pudsede eller kalkede, og du skal undersøge, hvilken form for behandling murværket har fået tidligere. Hvis du ikke selv kan se, om det fx er pudset eller kalket, må du få en murer til at kigge på de enkelte tavl. Brug altid produkter, der tillader væggen at ånde - mal fx aldrig med plastikmaling, som ikke er diffusionsåben.

I forbindelse med renovering og vedligeholde dit bindingsværkshus bør du respektere de æstetiske værdier, huset er født med, og bl.a. følge egnstraditionerne. Det er synd at modernisere et gammelt bindingsværkshus med energivinduer, store vinduespartier, eternittage osv. Nogle huse er fredede, og de skal renoveres efter særlige regler.

Hvordan efterisoleres et bindingsværkshus?

Gamle bindingsværkshuse er altid opført uden isolering. Indvendig isolering af ydervæggen kan især anbefales til huse, hvor det er synd at ændre facaden. Det vil måske gå ud over husets stil og charme eller bevaringsværdige detaljer.

Det er meget vigtigt at udføre indvendig efterisolering korrekt, da der ellers kan opstå problemer med fugt og skimmelsvamp inde i væggen. Der kan også nemt opstå såkaldte kuldebroer (steder, hvor kulden kan trænge ind), hvis arbejdet ikke udføres omhyggeligt.

Isolering af ydervægge

Når man efterisolerer en bindingsværksvæg, må man ikke sætte en dampspærre (en plastikmembran) op på indersiden af væggen (dvs. ind mod rummet). Hvis der sidder en dampspærre, kan tømmeret i væggen ikke ånde, og det vil rådne. Isoleringen må ikke monteres direkte på ydervæggens indvendige side (ind mod rummet). Der skal opbygges et ventileret hulrum mellem ydervæggen og den nye væg af isolering.

Sådan efterisoleres ydervægge i et bindingsværkshus:

• Der laves et træskelet af fx lægter, der placeres ca. 3-5 cm fra ydervæggen. 
• En 5-6 mm finérplade sættes på lægteskelettet ud mod ydervægen. 
• 50 mm isoleringsmåtter sættes op på lægteskelettet.
• Hvis der er plads, kan man sætte endnu et lægteskelet op med isolering uden på det første lægteskelet, så der bliver plads til i alt 100 mm isolering. 
• Der monteres forskallingsbrædder uden på træskelettet og afsluttes med terrakottavæv og puds. Man bør ikke bruge gipsplader, selvom det er hurtigt og meget nemmere. Gips suger fugt, og i bindingsværkshuse kan fugt trænge lettere ind gennem væggene end i murede huse. Derfor vil skimmelsvamp have gode betingelser.