Bolig på bjerget

Inspiration |  Publiceret: tirsdag 17. april 2007

Nyd parcelhusets glæder uden besværet. Det er filosofien bag et nyt og atypisk lejlighedsbyggeri i Ørestaden på Amager. Store, frodige taghaver anlægges og passes af gartneren, og her er der ingen kamp om at komme først hjem fra arbejde for at kunne parkere bilen. P-huset er indbygget i fundamentet og har plads til 480 biler.

 

At bo på en sydvendt bjergskråning er ikke noget, vi normalt forbinder med Danmarks geografi. Romantiske alpehuse med græs på taget er heller ikke lige præcis den stil, der har inspireret arkitekten bag VM-bjerget, Bjarke Ingels. Selv om der er lighedspunkter, er de 80 lejligheder i den kommende, spektakulære boligbebyggelse på Amager en meget anderledes og moderne fortolkning af den traditionelle bjerghytte.

VM husene

Bjarke Ingels er i forvejen, sammen med den belgiske arkitekt Julien de Smedt, ophavsmand til nabobebyggelsen, de prisbelønnede VM-huse. Navnes skyldes bygningernes grundplan, der udgøres af henholdsvis et V og et M. Efter en opsplitning af den fælles tegnestue PLOT er det Bjarke Ingels Group (BIG), som alene står for projekteringen af VM-bjerget.

Ingen stablede blokke

VM Bjerget bryder med det traditionelle lejlighedsbyggeri på mere end en måde. Her er ingen ensartede blokke stablet oven på hinanden. I stedet for lodrette byggelinjer er der tænkt i vandrette og diagonale. Boligerne placeres side om side op ad en menneskeskabt bjergskråning, som er tilpasset den geometriske form på M-huset for at binde bygningerne sammen i en arkitektonisk helhed .

På samme måde er de uundværlige P-pladser ikke henlagt en separat bygning, men udgør derimod selve "bjergets" fundament. Der er tale om et p-hus i seks etager med sammenlagt 480 pladser. P-arealerne får en markant lofthøjde på op til 16 m, som skal give en katedrallignende effekt. Stærke farver og en speciel elevator, der bevæger sig skråt op ad bjergets indvendige vægge, forstærker den kirkerumsagtige virkning.

Praktisk kunst

Perforerede aluminiumsplader, der omgiver VM-bjergets nord- og vestfacader, sørger for, at p-arealerne forsynes med masser af både lys og ventilation. Men pladerne er samtidig et usædvanligt stykke fotokunst. Fotografen er japanske Osamu Uchida, som har foreviget Mount Everest-massivet set fra bjerget Kala Pattar, hvor mange ekspeditioner slår lejr. Overført til omkring 1.200 aluminiumsplader a 2 x 1,5 m med udstansede huller i varierende størrelse bliver resultatet et gigantisk billede af Mount Everests bjergtinder med klippe, sne og gletcherspalter. Om dagen fremstår bjerget som et normalt foto med sorte rastehuller. Når mørket falder på, vil farverne fra P-huset oplyse facaden indefra og skabe et fotografisk negativ med grønne, gule, røde og blå toner.

Grøn facade

Også på den sydøstlige facade spiller farverne en vigtig rolle. Her i form af beplantningen, som danner skiftende farvemønstre gennem året. VM-bjerget skiller sig også ud fra mængden af Ørestadens boligkarreer ved lejlighedernes store udearealer, der samlet udgør ikke mindre end 7.200 m2. Terrasser breder sig ud i taghaver og omkranses af en bred beplantning, der kanter sig ned ad sydskråningen. Brede mure med beplantning imellem haverne skærmer mod indkig fra etagen ovenover. Samtidig forsyner et automatisk vandingssystem planterne med opsamlet regnvand efter behov og sørger for, at beboerne kan nyde sommeren uden at skulle svinge vandkanden.

Stue

Enkelhed med variationer

VM-bjergets 80 lejligheder fordeler sig på 11 etager. Til forskel fra lejlighederne i VM-husene er boligerne på bjerget ret enkle i grundplanen, men med variationerne i udendørsarealets størrelse og placering bliver der hele 48 forskellige lejlighedstyper at vælge imellem. Også arealmæssigt er der stor forskel på lejlighederne. De fire mindste har ingen terrasse eller have og ligger på mellem 56 og 88 m2. Med 144 m2 inden døre og et udeareal på 243 m2, tåler den største sammenligning med et almindeligt parcelhus.

Indretningen er domineret af store glaspartier og egeparketgulve, som synes at gå i ét med den udvendige gulvbelægning og vægbeklædning af hårdt træ. Gulvvarme gør skæmmende og pladskrævende radiatorer overflødige.

Stilrene materialer

Først i foråret 2008 kan ejerne indtage de nye lejligheder, der sættes til salg i tre tempi. Mens vi venter på, at bjerget skal vokse op fra grunden, er der mulighed for at besigtige en prøvelejlighed indrettet i 1. sals højde.

Køkken og stue

Der er tale om en standardlejlighed, der består af entre, bryggers og et køkken med kogeø i åben forbindelse med en stor stue. Herfra er der adgang til soveværelset, der ligesom stuen har udgang til terrassen, samt til badeværelset med grå, italienske fliser og en dobbelt bruseniche, hvor to personer kan tage bad samtidig. Badeværelset suppleres i de fleste af lejlighederne af et gæstetoilet med hvide fliser. Det hvide og grå materialevalg går igen i Boform elementerne, der er anvendt i køkkenet og til den funktionelle skabsvæg langs væggen mellem soveværelse og stue.

Udendørs køkken

Klassisk og moderne mix

Designfirmaet FurniD, der står for indretningen af prøvelejligheden, har tilvejebragt en inspirerende og funktionel sammensætning af indretningsløsninger og design. Et eksempel er spiseafdelingen, hvor Ray og Charles Eames hvide fiberglasstol fra 1948 med held mixes med FurniD's eget "Inviting Table". I den helt moderne afdeling ses fleksible skillevægge, som kan rotere og opdele stuen i to rum efter behov. De er udstyret med fladskærms-tv, der som en særlig finesse kan ses fra begge sider.

Taghave

Kræsne købere

Byggeboom og deraf følgende håndværkermangel var medvirkende til, at VM-bjerget kom forsinket fra start. Men byggeriet vil stå færdigt til tiden, lover projektchef Svend Blem Sørensen fra Høpfner A/S, som forestår udvikling og byggestyring for bygherren Dansk Oliekompagni A/S. Han vurderer, at VM-Bjerget først og fremmest vil appellere til det kræsne publikum. Dem, som ønsker at få en unik lejlighed tæt på byen og at kunne nyde parcelhusets glæder uden de forpligtelser, der følger med.

Kolofon / Send feedback

Af Karin Elrød

Kommentarer

Ingen kommentarer
* alle felter skal udfyldes



Nyhedsbrevfh-newsletter

Køb bolig
Læs om naboer og naboskab
Skader på din bolig
  • Bolius Boligejernes Videncenter A/S
  • Lautrupvang 2
  • 2750 Ballerup

Se her hvordan du kontakter os

Få GRATIS bogen
"Førstehjælp til dit hus"

 

- så er du klar hvis uheldet er ude

 

Tilmeld dig Bolius Nyhedsbrev her:

Du modtager en velkomstmail med et link så du GRATIS kan downloade
”Førstehjælp til dit hus” som PDF.

Herefter modtager du to gange om ugen Bolius Nyhedsbrev med relevante artikler og billedserier om alt indenfor hus og have.

Luk og vis ikke igen