Er du klar til at bo i bofællesskabet
Både skrevne og uskrevne regler har stor betydning for, hvordan et bofællesskab fungerer. Derfor bør du nøje overveje, hvordan bofællesskabets værdier og forventninger stemmer med dine egne.

- Tænk over, om du er på bølgelængde med bofællesskabets værdier, før du flytter ind.
Er du enig i de værdier, bofællesskabet har?
Hvis du flytter i bofællesskab, er det vigtigt, at du kan tilslutte dig bofællesskabets grundlæggende værdier.
Det kan være, bofællesskabet har et fast princip om bæredygtighed, økologi eller biodynamiske grøntsager. Det kan også være, at bofællesskabet prioriterer børnenes udfoldelse, går meget op i, at man arbejder sammen, eller at man hygger og fester.
Der vil typisk være et indledende afsnit i vedtægterne, som beskriver de tanker, der ligger bag bofællesskabet. Det kan give dig en fornemmelse af stedet og dets kultur. Men eftersom bofællesskabet i sagens natur udgøres af de mennesker, der bor i det, kan bofællesskabet godt have ændret sig i forhold til de oprindelige tanker, i takt med at beboere er flyttet til og fra.
Det bedste, du kan gøre, er at snakke med de mennesker, du måske skal bo sammen med i bofællesskabet, om deres og bofællesskabets værdier. Så kan du også få en fornemmelse af, hvordan man løser konflikter, og om kemien passer.
Hvad er fælles i et bofællesskab?
Grundlæggende har langt de fleste bofællesskab et eller flere rum og/eller huse, som beboerne er fælles om. Selvom de enkelte boliger har eget køkken, vil der også typisk være et fælleskøkken, hvor man spiser sammen. Derudover er der meget stor variation i den måde, fællesskaberne er organiseret på.
For at tage en række eksempler, består det store, nybyggede bofællesskab Lange Eng i Albertslund således af 54 huse, hvor beboerne kan være sig selv, i det omfang de ønsker det.
Derudover findes her et fælleshus på 600 kvadratmeter med stort køkken, spisesal, værksteder, legerum, gymnastiksal og vaskeri. Af andre bofællesskaber, der er organiseret på nogenlunde samme måde, kan bl.a. nævnes det noget ældre Æblevangen i Smørum Nedre og det forholdsvis nye Trekroner Bo ved Roskilde.
I bofællesskabet Bo-90 på Nørrebro i København fra 1993, der er en række lejligheder samlet om en opgang, har man et fællesrum med stort køkken, hvor beboerne laver mad på skift. Det har den fordel, at de enkelte beboere ikke skal tænke på menu, indkøb og madlavning hver eneste dag. Fællesspisningen er frivillig.
Endelig er der f.eks. studenterkollektivet Jomsborg på Frederiksberg, hvor det hedder, at "alt, der kan laves fælles, laves fælles", og det efterhånden aldrende - og meget store - produktionskollektiv Svanholm i Hornsherred, hvor beboerne lægger 80 procent af deres indtægt i fællesskabet.
I den anden ende af spektret er der et seniorbofællesskab som Lumbylung syd for Odense, hvor man "respekterer hinanden og giver plads til privatlivet, men hejser flaget og samles til kaffe, når der skal fejres en fødselsdag".
Hvor meget fællesskab er du indstillet på?
Graden af fællesskab varierer mellem bofællesskaber. Før du vælger bofællesskab, er det derfor en god idé at stille dig selv en række spørgsmål og herefter vælge det sted, der harmonerer bedst med dine egne forventninger og præferencer. Det er en god idé at gøre op med dig selv:
- Hvor meget fællesskab med de mennesker, du bor sammen med, ønsker du?
- Vil det være en lettelse at spise i fællesskab alle ugens dage og kun skulle lave varm mad en gang hver anden uge?
- Vil det være hyggeligt - eller et irritationsmoment, at dine egne og bofællesskabets øvrige børn render ud og ind ad dørene hos hinanden?
- Vil det føles trygt eller klaustrofobisk at bo i et fællesskab, hvor man følger med i hinandens liv?
- Vil det være rart eller irriterende at bruge penge på et fællesskab, du ikke selv kontrollerer alle aspekter af?
Er du villig til at yde det, fællesskabet kræver?
I mange bofællesskaber klarer man selv meget af det, du ellers vil betale dig fra, hvis du bor alene. I bofællesskabet Kæphøj ved Roskilde varetager beboerne alle faste opgaver som medlemmer af arbejdsgrupper for indkøb, netværk, vedligeholdelse indendørs og udendørs, madregnskab, varmeregnskab, køkkenrenovering m.m.
Du skal regne med, at du skal lægge et stykke arbejde i bofællesskabet, hvor du så selvfølgelig også nyder godt af andres arbejdsindsats. Det kan jo også være, at der er noget arbejde, du er særligt god til eller holder særligt af at lave, og på den måde kan pligten godt gå hen og blive en fornøjelse.
Hvor vil du bo?
Her gælder det samme som ved enhver flytning - bofællesskab eller ej.
- Vil du bo i byen eller på landet?
- Hvordan er indkøbsmulighederne og adgangen til offentlig transport?
- Hvor langt får du til arbejde, familie og venner?
Som udgangspunkt vil du formentlig få dækket en stor del af dine sociale behov i et bofællesskab. Flytter du samtidig længere fra familie og venner, vil du formentlig se mindre til dem.
Hvordan kommer du ind i bofællesskabet?
De, der allerede bor i bofællesskabet, kan have interesse i at være med til at vælge deres nye bofæller. Det kan bidrage til fællesskabet, fordi man på den måde kan sikre en vis enighed om mål og midler. Det kan lade sig gøre, hvis bofællesskabets ejerform er en andelsboligforening.
Hvis det er et fællesskab af ejerboliger, har fællesskabet ingen indflydelse på, om du må købe en ledig bolig eller ej. I bofællesskaber i privat udlejning er det ejeren, der beslutter, om du kan bliver lejer. Men det kan alligevel godt være, at bofællesskabet har aftalt med udlejeren, at de bestemmer, hvem de vil bo sammen med.
Publiceret: mandag 15. december 2008
Kolofon / Send feedback
Kilder
"4 trin til et bofællesskab" | Susanne Palsig Jensen | Realkredit Danmark, 2001
"At bo er at leve. En debat- og inspirationsbog om bomuligheder for ældre" | Margrethe Kähler m.fl. | Høst & Søn, 1999
Få gratis hjælp af en Bolius ekspert
Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.
Klik og stil dit spørgsmål nuFå professionel rådgivning
Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.
Klik og få mere at vide




















Kommentarer