Få et hus, der drejer rundt
Nyt bud på dansk hus kan dreje rundt og følge solen. Der skal ikke bruges penge på varme eller strøm i det kuppelformede hus.
Normalt står de danske huse solidt plantet på jorden. Men et nyt bud på et dansk hus drejer rundt og følger solen, så det kan opsamle mest muligt varme.
- Man bliver ikke rundtosset og vil som sådan ikke bemærke, at huset drejer rundt. Men vi ved ikke, hvordan man vil reagere, for man er jo vant til, at udsigten er den samme hele tiden, siger arkitekt Ole Steen, der har tegnet huset.
Drej huset med en finger

Free Energy Island hedder huset, der er formet som en kuppel. Det består af tre dele:
-
Et rundt vandbassin med en fast kerne i midten.
-
En flydende gulvskive, der kan dreje omkring kernen.
-
En flydende kuppel, der udgør selve boligen.
- Det er som en luftpude. I princippet vil du kunne flytte 60 ton med én finger, så der skal en meget lille motor til at dreje huset rundt, forklarer Ole Steen.
Opførsel af prototype går i gang i august
Det er meningen, at huset kan drejes rundt elektronisk eller manuelt. Elektronikken kan få huset til at dreje rundt på den mest optimale måde i forhold til solen og rulle markiser ud, hvis der falder dug, eller det bliver for varmt.
Endnu er Free Energy Island kun på tegnebrættet. Ole Steen forventer, at opførslen af huset går i gang i august. Målet er, at det skal være et forsøgshus i forbindelse med FN's klimakonference i København i 2009.
Gratis varme og strøm i Free Energy Island
Free Energy Island skal efter planen være stort set selvforsynende med energi ved hjælp af solvarmenergi og en lille mølle på taget. Beboerne skal altså ikke bruge penge på hverken varme eller strøm.
- Vi vil også lave et lukket kloaksystem, hvor man renser regnvandet, så det kan bruges til drikkevand, og spildevandet, så man kan udvinde gødning. Det bliver et hus, der ikke belaster energiregnskabet, mener Ole Steen.
Forskellige materialer kan bruges til huset

Ifølge folkene bag projektet kan der bruges forskellige materialer udvendigt på huset. Det kan bl.a. beklædes med formstøbte polystyren-elementer lamineret med glasfiber.
Isoleringen kan bl.a. bestå af mineraluld eller halmballer.
Indvendigt er kuplens bærende konstruktion bygget af valset armeringsstål. Den indvendige beklædning vil typisk bestå af gipsplader.
Lej en tilbygning i årevis
Selv om Free Energy Island har et bruttoetageareal på 270 kvadratmeter, er der mulighed for at lave det større.
- Vi arbejder på at kunne tilknytte to moduler på hver 15-16 kvadratmeter. Det er meningen, at man skal kunne leje dem, for det er typisk kun i en periode, at man ønsker mere plads, siger Ole Steen.
Prisen er endnu ikke fastlagt. Men målet er en kvadratmeterpris på 12.000-13.000 kr., eller ca. 3,5 millioner kr. for det 270 kvadratmeter store hus.
Fakta om Free Engergy IslandFree Energy Island har et bruttoetageareal på 270 kvadratmeter, og kuplen har en diameter på 14 meter. Det er ikke muligt at lave mindre, da værelserne på 1. sal dermed vil blive for små. I kælderen er der teknikrum. Stueplanet er på 150 kvadratmeter. Her er der bl.a. et stort opholdsrum, køkken/bad og trappe til 1. sal. Det er muligt at have både grønne plantebælter og en køkkenhave indvendigt. Trappen og 1. salen følger kuplen, når den drejer. På 1. sal er der adgang til toilet/bad, værelser og trappe til hems. |
Free Energy Island - et selvforsynende husFree Energy Island skal efter planen være selvforsynende ved hjælp af:
Stoffet polystyren, der bl.a. benyttes som isolering, bruges "under" huset. Gulvplanskiven anbringes således på en halv meter polystyren, mens kuplen flyder på en polystyrenring, der er en meter tyk. "Med anvendelsen af polystyren som opdriftmiddel, er der skabt en meget stor "termokande" under huset. I løbet af sommerperioden vil det være muligt at opvarme vandet i denne akkumuleringstank til omkring 80-90 grader Celsius. Det har til dato altid været et problem at gemme denne overskydende solvarmeenergi på en rentabel måde. Med denne løsning er dette problem løst", skriver folkene bag projektet. |
Kolofon / Send feedback
Få gratis hjælp af en Bolius ekspert
Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.
Klik og stil dit spørgsmål nuFå professionel rådgivning
Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.
Klik og få mere at vide




















Kommentarer