Fra bybo til landbo: Sammenholdet er et og alt

Inspiration |  Publiceret: onsdag 14. maj 2008

Lokalsamfundet tog godt imod Anja og Martin Krag, da de flyttede på landet. I dag vil de ikke bytte livet på landet for et liv i byen eller et villakvarter.

 

Der blev taget godt mod ægteparret Anja og Martin Krag på 34 og 35 år, da de flyttede ind i et tidligere statshusmandsbrug fra 1924 med seks hektar jord mellem Slagelse og Sorø.

Ny_hus i dagslys.jpg

- Rygterne var løbet i forvejen længe før. Så da vi flyttede ind i 2001, vidste hele lokalsamfundet, at der flyttede en københavner og en skattemedarbejder til området. Det er vel omtrent den værste kombination, man kan forestille sig, konstaterer Martin Krag tørt.

- Men alle var fantastisk imødekommende og sagde, at vi bare skulle sige til, når vi skulle have hjælp med et eller andet. Det var næsten overvældende og meget, meget positivt, siger Martin, der indtil da havde boet sammen med Anja i en lejlighed på Amager.

3-4 timers pendling var uacceptabelt

At de overhovedet flyttede på landet i første omgang, var en direkte følge af, at Anja Krag havde fået job hos SKAT i Korsør.

- På sigt ville det være uholdbart, at jeg skulle bruge 3-4 timer hver dag på at pendle, så vi skulle tættere på. Og efterhånden modnedes tanken om at flytte på landet og måske få nogle dyr, siger Anja.

Anja og Martin så på landhus et år

Det var imidlertid lettere sagt end gjort. Gennem et helt år trawlede de en lang række landsbysamfund igennem for at finde den helt rigtige ejendom, og stort set hver weekend bød på et eller flere huskig.

- Der var virkelig mange nitter imellem. Mange af husene var slet og ret ved at falde sammen, og det var langt fra nogen selvfølge, at der var gulv i stuehuset, husker Martin.

Nej tak til mødding og gylletank

På et tidspunkt forsøgte en oversmart ejendomsmægler at sælge parret et hus med påstanden om, at det skam var helt normalt at have en svinebonde og hans gigantiske gylletank og en endnu større mødding tyve meter fra hoveddøren.

"Sådan er det bare, hvis I vil have et hus på landet!"

- Den hoppede vi heldigvis ikke på. Heller ikke selv om stuehuset faktisk var pænt, siger hun.

Andre steder mødte de samfund, hvor den trykkede stemning konkurrerede med faldefærdige naboejendomme om at skræmme potentielle tilflyttere væk.

Ny_tag_2.jpg

Landejendom trængte til en kærlig hånd

- Faktisk var huset her det første, hvor jeg tænkte, at "det her, det kan faktisk bruges". For godt nok trængte det til en kærlig hånd, men man kunne i det mindste bo her, mens det blev ordnet. Samtidig var der tilstrækkeligt med jord til at realisere vores ideer om dyrehold, siger Martin.

Ny_istandsattelse.jpg Anja var mindre forbeholden.

- Faktisk var jeg vildt begejstret og ville allerhelst skrive under med det samme, husker hun.

Så selv om hverken hun eller Martin kendte nogen i området, blev slutsedlen underskrevet, Amagerlejligheden solgt, og parret rykkede på landet.

- Ved samme lejlighed sagde jeg jobbet op i København. For som klejnsmed kan du finde noget at lave alle vegne, siger Martin, da der også kun var et par uger om at finde et job tæt på det nye hjem.

Søde og hjælpsomme naboer tog imod

Den beslutning har de ikke fortrudt, og det skyldes ikke mindst et godt, lokalt sammenhold.

- Det har naboerne naturligvis langt den største del af æren for, for de er enormt søde og hjælpsomme, forklarer Martin om det meget bredt sammensatte landbosamfund.

- Men vi har på den anden side også selv gjort meget for at blive en del af fællesskabet. Vi prioriterer det højt at mødes med naboerne. Byder de en dag på kaffe eller en øl på nabogården eller nede på bænken, så møder vi op - også selv om jeg måske kunne have brugt den halve time på et eller andet praktisk herhjemme. For der er altid noget at lave på sådan en gård, siger han.

Alle har brug for hinanden på landet

Martin understreger dog i samme åndedrag, at der ikke er tale om sur pligt. Heller ikke selv om den slags tætte sammenhold i nogle inkarnerede byboers ører kan lyde en smule omklamrende.

- I byen har du ikke så meget plads, og derfor har mange behov for at skabe sig deres eget rum, hvor de kan være i fred. Og der er så mange serviceydelser, at du ret beset ikke har brug for andre mennesker. Jeg tror f.eks. aldrig, jeg rigtig talte med mine naboer i København. Men herude er der masser af plads, og vi HAR vitterlig brug for hinanden, siger Martin.

- Hvis hele området f.eks. er sneet til, og en brækker benet nede for enden af vejen, så bliver vi andre nødt til at rydde sneen væk, så han kan komme på hospitalet. Der er simpelthen ikke andre muligheder. Den slags gensidige afhængighed er med til at binde folk langt tættere sammen på et både praktisk og venskabeligt plan, end hvis du bor i et villakvarter, konstaterer han.

Naboer på landet er som en ekstra familie

Men helt så drastisk behøver det heller ikke være, og Anja supplerer med talrige beretninger om naboer, der dukker op med alt fra presenninger og minigravere til ekspertise om syge afgrøder, når parret skulle have hjælp til et eller andet.

- Vi gør naturligvis gengæld, hvor vi kan. For selv om vi stadig har rigtig meget at lære om det at bo på landet, så kan man altid give en hånd med et eller andet, siger Anja.

- Efterhånden er folk herude blevet en slags ekstra familie, og vi bliver som den naturligste ting i verden inviteret med til både runde fødselsdage og konfirmationer hos nogle, der bor flere kilometer væk. Det gør du altså heller ikke, hvis du bor i parcelhus, siger hun.

Ses stadig med vennerne - men ikke så ofte

Omvendt ser parret ikke helt så meget til den gamle vennekreds i byen som før. Til gengæld sætter både de og vennerne så meget desto større pris på det, når de endelig ses.

- Så på den led synes jeg ikke, at vi lider afsavn ved at være flyttet langt væk fra byen. På den anden side havde det sikkert ikke været nær så god en oplevelse, hvis ikke nabolaget havde været så fantastisk. For hvis tilstrækkeligt mange i et område har nok i sig selv og ikke rigtig vil deltage i sammenholdet, kan det sikkert hurtigt blive en ret ensom oplevelse at bo herude, siger Anja.

- Men sådan som vi har fået det herude, kan jeg ikke forestille mig, at vi nogensinde flytter herfra igen, vurderer hun.


Fakta om gården

Anja og Martin Krag bor på et tidligere statshusmandsbrug halvanden kilometer fra landsbyen Nordrup, cirka midt mellem Sorø og Slagelse. De købte ejendommen i 2001 for knap 1,2 mio. kroner - ca. det samme som Martins 75 kvadratmeter lejlighed på Amager blev solgt for.

Gårdens stuehus er på 140 kvadratmeter, og der er yderligere 350 kvadratmeter udlænger (staldbygning og gammelt maskinhus) under tag. Til ejendommen hører seks hektar jord, svarende til 12 fodboldbaner. I løbet af i år tages et nyt maskinhus på 320 kvadratmeter i brug, hvorefter forgængeren laves til garage og værksted.

På gården holdes får, høns og bier. En del af året er der også pattegrise til opfedning.

Anja og Martin har gennemført mange projekter på gården:

  • Stuehuset har bl.a. fået nyt tag og nye vinduer.

  • Førstesalen er komplet om- og nybygget.

  • Taget er udskiftet.

  • Bryggerstilbygningens tag er hævet og efterisoleret.

  • Muren er blevet filset og hulmursisoleret.

  • Der er bygget skorsten og en ny trappe til førstesalen.

  • Sokkelen er fritgravet, repareret og understøttet.

  • En stor faskine til regnvand i haven er blevet etableret.

  • Der er bygget ny og større hønsegård samt en stor fåreindhegning.

  • Det meste af den eksisterende stald er lavet om.

Men Anja og Martin er ikke færdige endnu. De vil have marken færdigindhegnet og indrette nye læmmebokse (hvor moderfåret står med de nyfødte lam de første par dage efter fødslen). I år ventes det nye maskinhus at stå færdigt, ligesom den eksisterende køkkenhave skal laves om til en tidssvarende ditto, bl.a. med højbed og drivhus.



 

Kolofon / Send feedback

Af Michael C. Svendsen, journalist

Kommentarer

Ingen kommentarer
* alle felter skal udfyldes



Nyhedsbrevfh-newsletter

Køb bolig
Læs om naboer og naboskab
Skader på din bolig
  • Bolius Boligejernes Videncenter A/S
  • Lautrupvang 2
  • 2750 Ballerup

Se her hvordan du kontakter os

Få GRATIS bogen
"Førstehjælp til dit hus"

 

- så er du klar hvis uheldet er ude

 

Tilmeld dig Bolius Nyhedsbrev her:

Du modtager en velkomstmail med et link så du GRATIS kan downloade
”Førstehjælp til dit hus” som PDF.

Herefter modtager du to gange om ugen Bolius Nyhedsbrev med relevante artikler og billedserier om alt indenfor hus og have.

Luk og vis ikke igen