Rækkehus slår parcelhus
Der er bygget langt flere række- og kædehuse end parcelhuse - forholdsvist. De tiltrækker både unge, ældre og enlige.
Rækkehuse, kædehuse og dobbelthuse har været rigtigt populære gennem en lang periode. Mens der er kommet 18,5 procent flere parcelhuse fra 1981-2007, er der blevet bygget 86,6 procent flere rækkehuse, kædehuse og dobbelthuse.
Det viser Danmarks Statistiks Bygningsopgørelse 1. januar 2007, der netop er udkommet.
Private andelsboligforeninger bag mange rækkehuse
Ifølge kommunikationschef i ejendomsmæglerkæden EDC, Jan Nordmann, skyldes de sammenhængende huses popularitet især en støtteordning til at fremme byggeriet i 1982. Det fik mange private andelsboligforeninger til at bygge rækkehuse.
- Fra 1982 og frem skete der en næsten eksplosiv udvikling, fortæller han.
Byggefirmaer tjener ekstra på rækkehuse
Rækkehuse, kædehuse og dobbelthuse er også til fordel for firmaerne, der bygger dem.
- Set med bygherrers øjne, er det interessant og populært, fordi der kan bygges - og dermed sælges - langt flere enheder på et areal, når der er tale om mindre række- og kædehuse frem for traditionelle parcelhuse. Bygherren får simpelthen et bedre indtjeningsgrundlag ved at bygge rækkehuse eller kædehuse, siger kommunikationschef i Nybolig, Eva Nørgaard Petersen.
Ældre foretrækker rækkehuse i ét plan
Rækkehuse og kædehuse er ofte små. Derfor appellerer de til enlige, par eller små familier.
- Når vi taler étplans kædehuse, er det ofte ældre (60+) - måske sidstegangskøbere - som flytter ind. Her er boligformen især populær, fordi det er mere overkommeligt med de færre kvadratmeter og ikke mindst den mindre have, fortæller Eva Nørgaard Petersen.
I rækkehuse i to plan, er det især yngre par eller børnefamilier med et enkelt barn, der skriver under på slutsedlen. Det kan være førstegangskøbere, og/eller købere, hvor den ene måske er studerende og indkomsten dermed ikke så stor.
- Kvadratmeterprisen på et rækkehus er ikke nødvendigvis mindre end på et parcelhus. Men grunden er langt mindre, og dermed bliver købsprisen mere overkommelig for førstegangskøbere, forklarer Eva Nørgaard Petersen.
Rækkehuse og kædehuse tiltrækker enlige
- Vi skal heller ikke glemme, at vi har fået en meget stor andel af enlige i vores husstande. Både folk, der lever som singler, og folk, som efter en skilsmisse har solgt fælleshuset, og skal til at bo alene, evt. med et par delebørn. Her er kun én indkomst, og samtidig skal boligen have en størrelse, så den er rar - både når man har børnene, og når man er alene. Det opfylder det mindre rækkehus, fortsætter Nyboligs kommunikationschef.
Rækkehuse i mange danske byer
Rækkehusene ligger ikke midt i de store byer, men mange andre steder.
- Jeg tror rækkehusene er et forstadsfænomen, men de findes også i sovebyer og provinsbyer, siger Jan Nordmann.
Ifølge Eva Nørgaard Petersen er der bygget flest rækkehuse og kædehuse i mellemstore danske provinsbyer i de senere år.
Udvikling i hustyper
Udvikling i antal bygninger i tusinder:
|
|
1981 |
1986 |
1991 |
2006 |
2007 |
|
Parcelhuse |
888 |
922 |
959 |
1.052 |
1.059 |
|
Række-, kæde- og dobbelthuse |
118 |
146 |
178 |
215 |
220 |
|
Etagebolig- |
89 |
85 |
85 |
88 |
88 |
Kilde: Bygningsopgørelse 1. januar 2007, Danmarks Statistik
Kolofon / Send feedback
Få gratis hjælp af en Bolius ekspert
Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.
Klik og stil dit spørgsmål nuFå professionel rådgivning
Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.
Klik og få mere at vide




















Kommentarer