Hvad er et typehus fra 1960-1980?

Et typehus fra 1960'erne og 1970'erne er et etplanshus, der enten har én længe eller er opført som et vinkelhus. Huset er bygget i materialer, der adskiller sig markant fra tidligere tiders byggeri ved i vid udstrækning at være præfabrikerede og fabriksfremstillede som f.eks. letbetonvægge, gitterspær og parketgulve.

Et typehus blev ikke tegnet specielt til grunden og efter den enkelte bygherres ønsker. I stedet kunne den kommende boligejer som noget helt nyt slå op i typehusfirmaets katalog og her se præcis, hvordan det færdige hus ville komme til at se ud, og hvad det ville koste.

Huset var langt hurtigere og billigere at opføre end tidligere tiders boliger. Dermed kunne typehusfirmaerne imødekomme den eksplosive efterspørgsel efter enfamiliehuse, som opstod i 1960'erne, hvor den økonomiske fremgang i Danmark betød, at mange flere danske familier end tidligere havde råd til at købe eget hus med have.

I perioden fra 1960 til 1980 blev et meget stort antal typehuse opført i Danmark. Husene blev opført i store parcelhuskvarterer rundt om alle de større stationsbyer.

I Københavnsområdet ligger disse parcelhuskvarterer i en ring uden om de tidligere villakvarterer, som opstod fra starten af 1800-tallet frem til 1960. Men parcelhuskvarterer følger i høj grad også den såkaldte fingerplan fra 1947, som har haft stor betydning for hovedstadens byudvikling.

S-togs-nettet blev i løbet af 1960'erne og 1970'erne gradvist udbygget langs "fingrene" i fingerplanen mod vest til Taastrup (1963), mod nord til Hillerød (1968) og Farum (1977) og mod syd til Solrød Strand (1979). Det gjorde det muligt for de nye beboere i parcelhuskvartererne at komme frem og tilbage fra arbejdspladserne i byen. Men også bilerne holdt for alvor deres indtog. I 1958 var der én personbil for hver 16 hovedstadsbeboere, mens tallet i 1973 var steget til én bil for hver syv beboere.

Hvordan er disse typehuses arkitektur?

Med typehuset overtog typehusfirmaerne skabelsen og udformningen af enfamiliehuset, og arkitekterne blev næsten helt fortrængt fra markedet. I typehuset er hovedvægten lagt på husets funktion, og der er ikke lagt særlig meget vægt på at skabe en arkitektonisk idé for huset.

• Fundamentet blev støbt.
• Letbetonelementer blev rejst som de bærende vægge.
• Skalmuren på husets yderside blev muret op med maskinfremstillede mursten.
• Tagkonstruktionen af præfabrikerede gitterspær med lav hældning blev sat op og beklædt med eternitplader.
• Facaderne blev monteret med store termovinduer i trærammer og store skydedøre med termoruder ud til haven.
• Der blev lagt trægulve af parket eller med gulvtæppe direkte på betongulvet.
• Indervægge af betonelementer blev sat op.
• Der blev monteret brædder i loftet.

Den industrielle udvikling betød meget for hele byggeprocessen og håndværkets udvikling. Mange nye byggevarer og systemer dukkede op. Mursten, letbeton, isoleringsmaterialer og alle trævarer blev nu fabriksfremstillet, hvilket øgede effektiviteten i produktionen betydeligt.

Materialernes udseende fik også et helt andet udtryk. De fabriksfremstillede materialer som f.eks. mursten og teglsten var meget mere glatte og ensartede i overfladen end tidligere tiders mursten, som havde mere struktur og variation. Ved at tilsætte farvestoffer kunne murstenene nu også fremstilles i andre farver end den traditionelle røde, f.eks. gul og hvid, hvilket ikke tidligere havde været muligt.

Hvordan så haven til typehusene oprindeligt ud?

Haverne omkring typehusene havde et helt andet udtryk end tidligere tiders nytte- og prydhaver. Mange kvinder var kommet ud på arbejdsmarkedet, så der var ikke tid til at passe en stor køkkenhave eller sylte og henkoge frugter og bær fra frugthaven. Disse haveelementer havde derfor ikke den store plads i typehushaven.

I stedet blev haven et sted, hvor man slappede af i weekenderne og dyrkede sol på terrassen - ugeneret bag høje ligusterhække og afskærmningen af bambus. Også stedsegrønne træer og buske var meget populære, især i forhaverne, som derved var pæne og grønne året rundt, uden at det krævede den store arbejdsindsats.

Hvordan bliver typehusene brugt i dag?

Typehuset fra 1960'erne og 1970'erne har ikke ligefrem været en hustype, der har stået øverst på boligkøbernes ønskeseddel de seneste to årtier. Måske fordi det udtrykker det modsatte af, hvad mange gerne vil have. Vi er tilbage, hvor vi ønsker huse, der byder velkommen og fortæller, hvem vi er. Vi vil gerne have boliger med stor signalværdi, individualitet og personlighed, og derfor matcher det lidt kedelige, masseproducerede parcelhus måske ikke lige boligdrømmen.

Alligevel og måske heldigvis er typehuset nu ved at få en opblomstring. Mange typehusejere har med vellykket resultat gjort en stor indsats for at ændre og ombygge deres typehus, så det har fået nyt liv og et mere moderne udtryk. Det har sikkert været medvirkende til, at flere og flere boligkøbere nu har fået lyst til at flytte tilbage i de børnevenlige rammer i parcelhuskvartererne.

Fordele ved typehuset

• Typehuset fra 1960'erne og 1970'erne er en god familiebolig, der passer perfekt til en kernefamilie med far, mor og to børn. De fleste huse ligger i børnevenlige kvarterer med gang- og cykelstier samt grønne områder.
• Typehuset er forholdsvis nemt at vedligeholde. Stort set alle materialer og overflader er lavet af materialer og byggevarer, der kan købes i de fleste byggemarkeder. Byggeteknisk er huset ikke særlig kompliceret, så en stor del af arbejdet kan gøres af en handy gør det selv-mand.
• Typehuset har vist sig at være bedre end sit rygte. De nye byggemetoder og industrivarer var ellers ikke spået særlig lang levetid, men tiden har vist, at de fleste materialer har lige så lang levetid og holdbarhed som materialerne i mange andre hustyper.
• Typehuset er en af de mest rummelige hustyper. Typehuse fra 1960'erne er typisk på omkring 110 kvadratmeter, mens de i 1970'erne voksede til at være over 140 kvadratmeter.
• Hvis man har brug for mere plads, er det forholdsvis nemt at bygge til huset - enten med en tilbygning i forlængelse af huset eller i en vinkel. Det er muligt at bygge tilbygningen i samme stil og materialer, som huset oprindeligt blev bygget i, da materialerne stadig fås i de fleste byggemarkeder.
• Husene er relativt lette at bygge om, da mange af indervæggene er lette og ikke-bærende. Men der skal ofte meget store ombygninger og ændringer til, hvis man ønsker en en åben og fleksibel planløsning.

Ulemper ved typehuset

• Nogle typehuse fra 1960'erne og 1970'erne er bygget, uden at man har sikret sig, at jordunderlaget og fundamentet var tilstrækkelig stabilt til at bære huset. Det har medført revner og sætningsskader i nogle huse.
• Nogle af typehusets materialer har en begrænset levetid. Det gælder f.eks. de tynde indvendige døre, der let flækker, og parketgulvene, der har et tyndt slidlag, så de ikke kan slibes lige så mange gange som massive planker.
• Kvaliteten af træværket er ikke altid så god, og nogle af husets trækonstruktioner har vist sig at være uheldige. Der ses f.eks. ofte råd og svampeskader i træværk under vinduer, omkring indbyggede tagrender og i udkragede bjælkeender.
• Det kan være nødvendigt at skifte træværket ud og i nogle tilfælde at ændre konstruktionen.
• Typehuse, der er bygget før energikrisen i begyndelsen af 1970'erne, er normalt ikke særlig godt isolerede. Det kan derfor være en god idé at efterisolere og skifte vinduerne ud med lavenergivinduer for at spare på varmeudgifterne.
• Indretningen i typehuset passer ikke altid så godt til de moderne boformer, f.eks. til singler, ægtepar uden hjemmeboende børn eller familier med mere end to børn.