Unik arkitektur der holder til hverdagen

Inspiration |  Publiceret: torsdag 1. december 2011

Berømt arkitekt tegnede en perle af et parcelhus til familien Hoff i 1960érne. 40 år efter står det stadig lige smukt med de store vinduer, der får rummene til at vokse sammen med landskabet udenfor. Læs om og se billedserie af den unikke villa.

- Du kender os jo. Byg et hus til os! Et hus, der er, som vi er!

Nogenlunde sådan faldt ordene, da Søren Hoff og hustruen Birte i slutningen af 1960’erne bad deres gode ven, arkitekten Gehrdt Bornebusch, om at tegne et hus til familien og deres fem hjemmeboende børn.

Huset skulle opføres på en kuperet og smukt beliggende naturgrund i Holte – en gammel sommerhusgrund på 7.500 m2 med stendige mod skoven i vest og en storslået udsigt over engene i nord.

Her kan du se en plantegning over villa Hoff.
Her kan du se en plantegning over villa Hoff.

Familien havde arvet grunden efter Birtes bedstefar, og der fulgte både et gammelt sommerhus og masser af gode minder med grunden.

En perle af et parcelhus

- Vi havde det ønske, at det skulle være et robust og afslappet hus med store rammer, som vi kunne fylde ud efterhånden, som vi fik råd. Men derudover blandede vi os ikke i Gehrdts arbejde. Vi havde fuld tillid til det, han lavede, for han kendte jo familien særdeles godt, siger Søren Hoff om samarbejdet med arkitekten.

Her 40 år efter færdiggørelsen af villa Hoff er børnene for længst fløjet fra reden. Der er kommet 14 børnebørn til, og Søren er blevet enkemand og næsten 90 år. Men rummene i den 400 m2 store familievilla gløder stadig af varme og nærvær, og huset vidner om arkitektens helt særlige indlevelse i familien Hoffs liv.

Det er denne kærlige indlevelse, der sammen med husets enestående samspil med den omkringliggende natur gør villa Hoff til én af perlerne i det danske parcelhus’ historie.

Familien mødes på ”torvet”

Villa Hoff er bygget op omkring den centralt placerede spiseafdeling, som Gehrdt Bornebusch kalder for ”torvet”. Spiseafdelingen har et stort ovenlys, der løber i hele rummets bredde, og som markerer, at dette er husets centrum og familiens uformelle mødested – til hverdag og fest.

Fra spiseafdelingen og den delvist overdækkede terrasse åbner huset sig mod skoven med et spændende og perspektivisk kig ind i den mørke frodighed.

Fra spisebordet oplever man dette dybe kig som en glidende overgang mellem inde og ude. Sidder man på torvet, sidder man også midt i skoven.

Husets spiseafdeling "torvet" med det store ovenlys.| Fra spiseafdelingen er der udgang til den hyggelige terrasse.
Husets spiseafdeling "torvet" med det store ovenlys.
Fra spiseafdelingen er der udgang til den hyggelige terrasse.

Egen afdeling til børnene

Familien Hoff ønskede en decideret børneafdeling med fem private soverum og et fælles legeværelse, som kunne lukkes af. Forældre- og børneafdeling er placeret på hver sin side af torvet, og begge afdelinger fungerer nærmest som små boliger i boligen.

Børneværelserne er ikke store, men fornemmes som sådan, fordi de på umærkelig vis er vokset sammen med landskabet udenfor. Rummet slutter ikke ved glasset i de store vinduer, men fortsætter helt ud til enden af haven.

Villa Hoff er helt sikkert et godt hus at være barn i. Her er ikke kun rum til de meditative stunder på eget værelse. Her er også rum til både det lille fællesskab med søskende i legeværelset og det store fællesskab med de voksne på ’torvet’.

Husets biblioteksværelse med flot udsigt til den viltre have.
Husets biblioteksværelse med flot udsigt til den viltre have.

Murværk giver huset karaktér

Forældreafdelingen ligger på modsatte side af ’torvet’ og består af en stor og meget højloftet pejsestue med formidabel udsigt over landskabet, soveværelse med bad og en smal trappe ned til et hyggeligt, huleagtigt arbejdsværelse.

Materialernes mester Gehrdt Bornebusch var uddannet murer, inden han blev arkitekt, og mange af hans byggerier vidner om arkitektens store kærlighed til murværk og sans for materialernes stoflighed, bearbejdning og detaljering.

Ukrukket arkitektur til storfamilien

Villa Hoff er ingen undtagelse. Huset er muret op af røde, blødstrøgne sten, der efterfølgende er pudset og børstet med en gråhvid bakkemørtel. Overfladen er levende og sanselig med tydelige pudsespor og murværk, der hist og her titter frem gennem den fede mørtel.

En væsentlig del af husets ånd sidder netop i de grove og uforfinede vægflader og i bearbejdningen af bygningsdetaljer. Villa Hoff er et ukrukket hus – bygget til en storfamilie, der ønskede robuste rammer omkring familielivet.

Huset holder til slid og hverdagsliv

Den mission er lykkedes. 40 års hverdagsliv med fem børn og nu en stor flok børnebørn er nærmest gået ubemærket hen over huset. Alt står i dag bemærkelsesværdigt velholdt.

Vedligeholdelse har der ikke været meget af, fortæller Søren Hoff. Dog er de karakteristiske gule skabe og alle døre blevet sprøjtelakeret. Men kun en enkelt gang siden indflytningen.

For få år siden lykkedes det Søren Hoff at få huset fredet, og dermed er villa Hoffs originalitet og unikke karakter sikret for eftertiden.

Gehrdt Bornebusch (f. 1925)

Efter sin mureruddannelse i 1947 tog Gehrdt Bornebusch tre år senere afgang fra Kunstakademiets Arkitektskole.

Han startede sin arkitektkarriere som ansat på Arne Jacobsens tegnestue, hvor han bl.a. mødte Henning Larsen. Larsen var gennem mange år Gehrdt Bornebuschs nære samarbejdspartner.

Tre andre vigtige samarbejdspartnere var Max Brüel, Jørgen Selchau og landskabsarkitekten Sven Hansen. Op gennem 60’erne deltog dette skrappe team i utallige arkitektkonkurrencer.

Gruppen fik tilnavnet ”støvsugerbanden”, fordi de i bogstaveligste forstand støvsugede arkitektkonkurrencerne for præmier – ofte flere i samme konkurrence. Blandt vinderprojekterne er bl.a. Herlev Hospital (1963) og Holbæk Seminarium (1966).

Samarbejdet ophørte gradvist og sluttede i 1985, hvor Bornebusch fortsatte med egen tegnestue.

Kolofon / Send feedback

Af 
arkitekt maa Pernille Hjorth
fotograf Jesper Ray

Kommentarer

Fantastisk hus - tak for kigget og inspirationen!
Pelle Sørensen | 20 Dec 2011



Få gratis hjælp af en Bolius ekspert

Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.

Klik og stil dit spørgsmål nu

Få professionel rådgivning

Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.

Klik og få mere at vide
Log ind i Husets kalender for at tilføje artiklen

Log ind

og tryk derefter på +ikonet igen for at tilføje artiklen til Husets kalender





Opret en profil på Husets kalender

Annonce

Nyhedsbrevfh-newsletter

Annonce

Inspirerende billedserier

  • Bolius Boligejernes Videncenter A/S
  • Lautrupvang 2
  • 2750 Ballerup

Se her hvordan du kontakter os

Få GRATIS bogen
"Førstehjælp til dit hus"

 

- så er du klar hvis uheldet er ude

 

Tilmeld dig Bolius Nyhedsbrev her:

Du modtager en velkomstmail med et link så du GRATIS kan downloade
”Førstehjælp til dit hus” som PDF.

Herefter modtager du to gange om ugen Bolius Nyhedsbrev med relevante artikler og billedserier om alt indenfor hus og have.

Luk og vis ikke igen