10 gode råd om udluftning om vinteren
Selvom det er koldt udenfor, er det en god ide at lukke frisk luft ind i stuerne flere gange om dagen. Om vinteren er der nemlig større risiko for fugtskader, hvis du ikke lufter ud.

- Den friske luft skal ind i stuerne - selvom det er koldt.
- Luft ud kort og intenst. Om vinteren er det særlig vigtigt at få luftet ud, men du kan gøre det i kortere tid end normalt. Hav flere vinduer åbne og lad den friske luft strømme ind i 5-10 minutter.
- Sørg for gennemtræk. Luk vinduer op i begge husets sider, så den friske luft kan cirkulere. Ellers når du ikke at skifte al luften ud på så kort tid.
- Luft ud 2 – 3 gange om dagen, fx morgen, eftermiddag og aften. Når det er koldt udenfor, bliver husets indvendige overflader også koldere, og det gør risikoen for fugtskader større. Derfor er det vigtigt at lufte ud.
- Luft ud efter madlavning og stearinlys. Har du haft tændte stearinlys, lavet mad eller haft mange gæster i stuerne, er det også en god ide at lufte ud. Ellers hænger der fugt og partikler i indeluften.
- Sluk for varmen i de korte perioder, hvor vinduerne står åbne.
- Lad ikke vinduet slå på klem. Lad ikke bare et enkelt vindue stå på klem i flere timer. Det vil afkøle vægge og andre overflader, og så kræver det langt mere tid og energi at få stuetemperaturen op igen.
- Læg mærke til, om ruderne dugger. Hvis kanten af dug bliver over 2 cm bred, er det tegn på, at du skal lufte mere ud.
- Læg mærke til lugten i dit hus. Lugter der indeklemt eller muggent i dit hjem, skal du åbne vinduerne lidt oftere.
- Hold badeværelsesdøren lukket. Når du har været i bad, skal du sørge for, at den fugtige luft kommer helt ud af dit hjem. Hvis du åbner badeværelsesdøren, spreder du bare den fugtige luft til hele boligen. I stedet skal damp og varm luft ud gennem udsugningsanlægget eller et badeværelsesvindue.
- Luk lidt ned for udluftningsventiler i fx vinduer og døre. I køligt vejr kan der komme for meget luft ind af dem, og så vil det kræve ekstra energi at varme din bolig op. Men husk at åbne for ventilerne igen til foråret.
LÆS OGSÅ: Udluftning og naturlig ventilation
Få gratis hjælp af en Bolius ekspert
Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.
Klik og stil dit spørgsmål nuFå professionel rådgivning
Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.
Klik og få mere at vide




















Kommentarer
Udluftning virker ikke alle steder og i alle hjem. Jeg har aldrig fundet en løsning til mine ruder.