Automatisk mekanisk ventilation
Mekanisk ventilation er mere effektiv end udluftning gennem vinduer, døre og andre ventilationsåbninger. Den ekstra ventilation er især vigtig i badeværelse og køkken.

- Mekanisk ventilationsanlæg.
Hvad er automatisk mekanisk ventilation?
Automatisk mekanisk ventilation er ventilering eller udluftning af huset, som forgår ved hjælp af en eldreven ventilator. Ventilationsanlægget suger "forurenet" luft ud indefra og blæser evt. også frisk luft ind udefra.
Der findes i princippet to forskellige typer mekaniske ventilationsanlæg:
- Et anlæg, der kun suger den "forurenede" indeluft ud, f.eks. et udsugningsanlæg i badeværelset eller emhætten i køkkenet.
- Et anlæg, der både suger forurenet indeluft ud og blæser frisk luft ind udefra.
Det er mere effektivt at ventilere med et mekanisk ventilationsanlæg end at lufte ud gennem vinduer, døre og forskellige ventilationsåbninger (kaldes også naturlig ventilation).
Ventilationsanlæg med varmegenvinding
En del nye huse bliver i dag udstyret med et mekanisk ventilationsanlæg med varmegenvinding, hvor varmen fra den luft, der suges ud, bruges til at opvarme den friske luft, der blæses ind. Derved får beboerne automatisk et behageligt indeklima med et godt luftskifte uden varmespild, og uden at de selv behøver at sørge for at lufte ud.
Du kan også installere et ventilationsanlæg med varmegenvinding i dit, evt. gamle, hus. Det giver dog kun mening, hvis huset er velisoleret og tæt, da varmespildet gennem utætheder ellers er for stort.
Læs mere i BOLIUS Fakta: Genbrug af varmen med varmeflytning og varmegenvinding.

- Indblæsningsrist.
Hvorfor er det vigtigt med ventilation?
Beboerne i et hus "forurener" indeluften ved at opholde sig i huset og foretage sig helt dagligdags ting. Luften forurenes f.eks. med røg og partikler, når du laver mad og tænder stearinlys m.m., og der kommer fugt i luften, når du bader, vasker tøj, vander planter m.m. Selv når du sover, forurener du luften blot ved at trække vejret, da luftens indhold af kuldioxid og fugt derved stiger.
Hvis indeluften skal være frisk og sund, er det derfor vigtigt, at den jævnligt skiftes ud med mere ren og tør udeluft. Hvis huset ikke luftes ud jævnligt, vil indeluften komme til at føles tung og indelukket. Dårlig indeluft kan bl.a. give hovedpine, træthed, hoste og irriterede øjne. Hvis luften bliver for fugtig, stiger risikoen for vækst af sundhedsskadelige skimmelsvampe.
Hvis indeluften er for fugtig gennem længere tid, kan der også komme fugt- og rådskader på husets materialer og i konstruktionerne.
Hvilke fordele og ulemper har den mekaniske ventilation?
Fordele
- Er mere effektiv end udluftning og andre former for naturlig ventilation.
- Udluftningen sker automatisk, uden at du selv behøver at gøre en indsats.
- Hvis ventilationsanlægget har varmegenvinding, slipper du for at spilde varme, når du udlufter din bolig.
- Afhænger ikke af vejr- og vindforhold.
Ulemper
- Ventilationsanlæg er aldrig helt lydløse, men der er stor forskel på, hvor meget de forskellige anlæg støjer.
- Ventilationsanlægget er dyrere at købe og installere end systemer til naturlig ventilation.
- Anlægget bruger el.
- Anlægget skal vedligeholdes løbende, bl.a. skal filtrene renses.
Hvilke rum har især brug for mekanisk ventilation?
I mange huse foregår udluftningen, ved at man åbner vinduer og døre og lufter ud. Gør du det to-tre gange om dagen i 5-10 minutter, er det som regel tilstrækkeligt til at give et godt indeklima i de fleste af boligens opholdsrum.
Men i nogle rum er der behov for ekstra udluftning, og her er det en god idé med et mekanisk ventilationsanlæg. Det gælder især i badeværelse, køkken og bryggers. Årsagen er, at luften i disse rum bliver mere forurenet med fugt og mados.
Krav til ventilationen
Bygningsreglementet stiller da også krav om, at der skal være mekanisk ventilation i disse rum i nye huse, der er bygget efter 1985. Kravet er, at luftskiftet - dvs. den mængde luft, der udskiftes i et bestemt tidsrum - skal være:
- 20 liter pr. sekund pr. kvadratmeter i køkken.
- 15 liter pr. sekund pr. kvadratmeter i badeværelse.
- 10 liter pr. sekund pr. kvadratmeter i bryggers.
Ifølge bygningsreglementet skal al luften i huset udskiftet mindst én gang hver anden time. Det svarer til et luftskifte på 35 liter pr. sekund pr. kvadratmeter.
Hvad skal du overveje, når du køber et ventilationsanlæg?

- Mekanisk ventilationsanlæg.
Der er flere forhold, som du bør overveje, når du skal købe et ventilationsanlæg:
- Kapacitet
- Støj
- Installation.
Ventilationsanlæggets kapacitet
Det er vigtigt, at du vælger et anlæg, der har den nødvendige kapacitet. Hvor stor kapaciteten skal være, afhænger selvfølgelig af, om der er tale om et mindre anlæg til badeværelset eller køkkenet, eller om der er tale om et større anlæg, som skal ventilere hele huset.
For at opnå et godt indeklima bør du sikre dig, at ventilationen overholder de krav, der stilles til ventilationen i nye huse (se forrige afsnit).
Hvis du skal købe et udsugningsanlæg til badeværelset eller en emhætte til køkkenet, afhænger den nødvendige kapacitet bl.a. af:
- Hvor stort rummet er.
- Hvor mange der bruger rummet, f.eks. hvor mange der går i bad, eller hvor meget mad der bliver lavet.
Anlæggets kapacitet vil fremgå af pakken eller den vedlagte beskrivelse af anlægget. Du kan evt. få forhandleren eller en elektriker til at hjælpe dig med at finde et anlæg, der passer til behovet.
Hvis du overvejer at anskaffe et større mekanisk ventilationsanlæg med varmegenvinding til at ventilere hele huset, bør du kontakte en ingeniør. Han eller hun kan hjælpe dig med at beregne og dimensionere anlægget, så det passer til behovet i netop din bolig.
Støj
Ud over kapaciteten bør du også tjekke ventilationsanlæggets lydniveau. Der er stor forskel på, hvor meget de enkelte anlæg larmer, og et støjende anlæg kan jo være ret generende, hvis det f.eks. befinder sig i nærheden af dit soveværelse. Normalt vil anlæggets lydniveau fremgå af pakken eller den vedlagte beskrivelse.
Ifølge bygningsreglementet må ventilationsanlæg og andre tekniske installationer i boligen højst have et lydniveau på 30 decibel (dB).
Installation
Det er også meget vigtigt, at du tænker over, hvordan ventilationsanlægget skal installeres.
Hvis der allerede er en ventilationskanal, skal anlægget gerne passe til det hul, der er lavet. Derfor bør du måle op, så du kan tjekke, at anlægget har den rette størrelse. Du må ikke selv slutte anlægget til elnettet. Det er et arbejde, som skal udføres af en autoriseret elektriker.
Hvis der ikke allerede er lavet huller og trukket kanaler til anlægget, skal der bores huller i ydervæggen eller i loftet og taget og måske også gennem etageadskillelsen, så den forurenede luft kan ledes ud i det fri. Du bør altid få en fagperson med byggeteknisk erfaring til at lave den slags arbejde, da det er meget vigtigt, at hullerne bliver lukket og dækket korrekt af, da der ellers kan opstå fugt- og rådskader i huset.
Hvis der er tale om et større ventilationsanlæg, kan du normalt få ventilationsfirmaet til at stå for rørføringen og installation af anlægget. Vær opmærksom på, at der skal trækkes mange rør, hvis hele huset skal ventileres med et mekanisk ventilationsanlæg.
Hvordan kan du styre ventilationen?
I de fleste tilfælde har du brug for at kunne styre ventilationsanlægget, så du kan tænde eller skrue op for ventilationen, når behovet er særlig stort, f.eks. mens du laver mad eller går i bad.

- Emhætte.
I køkken
I køkkenet er det nemt at styre ventilationen, hvis du har en emhætte, som du kan tænde, når du steger eller koger.
Læs mere om emhætter i BOLIUS Fakta: Køb af emhætte.
I badeværelse
I badeværelset er der flere forskellige muligheder for at styre ventilationen:
- Du kan selv tænde og slukke for ventilatoren (manuel styring).
- Lyset styrer ventilationen, dvs. at ventilatoren tænder, når du tænder lyset på badeværelset, og slukker, når du slukker lyset. Der kan også indbygges en forsinkelse, så ventilatoren f.eks. kører i 10 minutter, efter at du har slukket lyset.
- Fugtstyret ventilation. Ventilatoren starter automatisk, når fugtniveauet i badeværelser kommer over et bestemt niveau, og slukker igen, når fugtniveauet falder.
- Tidsstyring af ventilationen. Ventilatoren styres af et ur, så den starter og stopper på forudbestemte tidspunkter i døgnet.
De forskellige styringsmetoder kan kombineres.
Læs mere om ventilation i badeværelset i BOLIUS Fakta: Valg af udsugningsanlæg til badeværelser.
Større ventilationsanlæg
Større ventilationsanlæg, som omfatter hele boligen, kan enten have en konstant ventilation (CAV-anlæg, constant air volume), eller udsugningen og indblæsningen kan variere efter behovet (VAV-anlæg, variable air volume).
I VAV-anlæg kan ventilationen styres på flere forskellige måder:
- Ventilationen kan være tidsstyret, dvs. at ventilationen automatisk tændes og slukkes på de tidspunkter af døgnet, hvor behovet er størst.
- Ventilationen kan være CO2-styret, dvs. at ventilationen tænder, når CO2-niveauer stiger over et vist niveau (CO2 er kuldioxid).
Det er vigtigt, at anlæg, der både suger luft ud og blæser luft ind, er indstillet, så der indblæses cirka lige så meget luft, som der suges ud. Normalt anbefales det dog, at have et lille undertryk i boligen. Så er der nemlig mindre risiko for, at fugtig luft trænger ind i konstruktionerne og giver fugtskader eller problemer med skimmelsvampe.
Hvilke krav er der til mekaniske ventilationsanlæg?
Mekanisk ventilationsanlæg skal være udført, så de lever op i kravene i Norm for mekaniske ventilationsanlæg (Dansk Standard 447). Kravene i normen skal øge sikkerheden for, at anlægget er konstrueret korrekt, ikke bruger for meget el, og at det kan rengøres og vedligeholdes på en både teknisk og hygiejnisk forsvarlig måde.
For ventilationsanlæg med varmegenvinding er der krav om, at dets temperaturvirkningsgrad skal være på minimum 65 procent, dvs. at anlægget skal genanvende mindst 65 procent af den varme, der suges ud.
Publiceret: torsdag 13. november 2008
Kolofon / Send feedback
bygningskonstruktør, fagredaktør Casper Kjerumgaard
journalist Gusta Clasen
redaktionschef Kristine Virén
Kilder
"Anvisning om Bygningsreglement 2008" | SBi-anvisning 216 | Statens Byggeforskningsinstitut 2008
"Indeklimahåndbogen" | SBi-anvisning 196 | Statens Byggeforskningsinstitut 2000
"Ren besked. Godt indeklima" | Forbrugernes Hus nr. 6, 2003
Elsparefonden.dk
Personlig rådgivning
NETOP NU
Nyhedsbrev
HUS OG HAVE I februar
-
10 gode råd til haven i februar
-
Hvordan undgår du kalk på...
-
10 gode råd om indeklima
-
Husstøvmider
-
Sådan fjernes skimmelsvamp i din...
-
10 gode råd om beskæring af træer...
-
Sådan finder du ud af om der er...
-
Fald på terræn tæt på huset
-
Bortledning af regnvand og...
-
Planlægning af haven
-
Tjek dit badeværelse for...
-
Tjek udluftningen af dit hus



























Kommentarer
Mes patyrusių vėdinimo IR Oro kondicionavimo įrengimo kompanija UAB " Danira " Lietuva ". Du mes siūlome platu gaminių IŠ įvairių vėdinimo įrenginių gamintojams . Mūsų IMON buvo įkurta metais 2005. Per SI laikotarpį mes Turim expierenced dirbti Su daugybe bendrovių IR Privačių KLIENTŲ instaling įvairių vėdinimo IR Oro kondicionavimo sistemu , IR Daro PASLAUGA veikia ju . Mes searcing del Danijos partneriais, Kuri norėtų turėti stiprų Partneriai KAIP subrangovas , ventiliacijos darbai Australijoje . Mes galime pasiūlyti kokybišką Darbo sertifikuota montavimo matereals , iranga IR Gera darbuotojų komanda, Curia galėtų padėti Jums objektai visišką atsakomybę uz Darba , drausmės IR sąlygos conctract . JEI patekote Į MŪSŲ bendradarbiavimo svarbos prašome susisiekti Su mumis kontaktų išvardytų žemiau . Mes tikimės išgirsti uz Tai , KAD bet Nikia Informācija .
Have a nice day na nuoširdžiausi linkėjimai ,
UAB " Danira " direktorius
Danas Lukšas
UAB " Danira "
Elnio g. 5, LT- 76247 Šiauliai
Lietuva
Telefonas / faksas: +370 41 399699
Pagrindinis webpage: www.danira.lt
Tešlos gaminiai : danas.luksas @ danira.lt
Mob: 370699 38365
Mūsų partneris JAV : Vaida Brazys
Mob: +4550330597