Flere vil have lydregulerende lofter

Nyhed |  Publiceret: tirsdag 19. august 2008

Højt til loftet og minimalistisk indretning giver dårligere lyd i danske hjem. Flere køber lydregulerende lofter for at dæmpe støj.

 

Vi vil have højt til loftet. Vi vil have klinker på gulvene i hele huset. Vi vil have en minimalistisk stil med få møbler og ingen tæpper.

akustikloft
Bag dette træloft sidder der akustikplader.
Det er arkitekt Per Webers, C&W
Arkitekter, Svendborg, hus.

Men alle vore nye krav til boligen kan være med til at give en dårligere lyd. Derfor får flere og flere lydregulerende lofter, som før kun blev brugt på arbejdspladser og i kantiner, i deres hjem.

- Traditionelt har man ikke brugt akustiklofter i private hjem. Men med indtoget af den minimalistiske stil, hvor vi bor uden gardiner, uden gulvtæpper og uden polstermøbler, så er der intet tilbage i rummene, der kan absorbere lyden. Derfor er det ikke så mærkeligt, at vi i sådanne hjem får en lang efterklangstid, siger Dan Hoffmeyer, senior specialist hos DELTA, som bl.a. er eksperter inden for akustik.

Lang efterklangstid giver mere støj

Efterklangstiden er et udtryk for, hvor hurtigt lyden i et rum dør ud. Jo længere efterklangstid, jo højere bliver støjen.

Efterklangstiden afhænger af rummets lydabsorberende overflader og rummets størrelse. Eksempler på rum med lang efterklangstid er store kirkerum, mens små soverum med tæpper, dyner, puder og tøj typisk har en kort efterklangstid.

Svært at høre ordentligt med lang efterklangstid

Er akustikken ikke i orden i dit hjem, kan det være svært at høre ordentligt, og det kan virke irriterende og trættende.

- Det er vigtigt at have et fornuftigt lydniveau der, hvor du befinder dig, og derfor er det blevet et must at finde løsninger hjemme i husene, siger Susie Frederiksen, fagredaktør i Bolius.

Bedst at lave lydloft med det samme

Virksomheden Ecophon, der er leverandør af akustiklofter og -vægge, mærker den et stigende behov for at gøre noget ved støjproblemer.

- Vi får dagligt henvendelser fra nye boligejere, der er blevet fanget i fælden og fristet af de høje rum, glatte og hårde overflader.

- Det er muligt at regulere efterklangstiden efter indflytning med f.eks. plader, der integreres i gipsloftet, men det er billigere og betydeligt nemmere at lave en smuk løsning, hvis man tænker det ind fra starten af byggefasen, nemlig under projekteringen, siger Per Knudgaard Larsen, konceptudvikler i Ecophon.

Højt til loftet får lyden til at fare rundt

Samtidig er det blevet populært at have højt til loftet. Flere og flere bygger med loft til kip, og hvis du fordobler rumhøjden, bliver efterklangstiden også fordoblet,

- Derfor er du simpelthen nødt til at gøre noget. Ellers får du et problem med, at lyden farer rundt i dit hus. Når du ikke har de store, bløde overflader til at optage lyden, så har du virkelig behov for lydisolerende lofter, siger Susie Frederiksen.

Lydregulerende lofter i store rum

Hun foreslår lydregulerende lofter som en mulighed, hvis du har problemer med lyden i dit hjem.

- Lydregulerende lofter er et must, hvor du har store rum, f.eks. køkkenalrum, hvor der ikke er bløde materialer til at opsuge lyden. Det samme gælder, hvor der er meget højt til loftet. Generelt vil jeg anbefale, at man overvejer det i rum, hvor der kan være mange mennesker, siger Susie Frederiksen.

Derimod mener hun ikke, at der er behov for særlig lydisolering i de små værelser i et hus.

Gipsloft med huller i dæmper lyd

Et populært lydregulerende loft er det perforerede gipsloft. Det ligner et almindeligt gipsloft med små huller i.

- Hullerne i kombination med den bagvedliggende porøse absorbent får pladerne til at virke som en lydabsorberende overflade, der hjælper med at få sænket efterklangstiden, siger Dan Hoffmeyer fra DELTA.

Du kan også vælge andre typer af lydregulerende lofter som f.eks. mineraluldsplader eller træbeton.

Hvad skaber dårlig lyd?

  • Store rum med højt til loftet

  • Sammenbyggede rum som køkken/alrum

Hårde overflader:

  • Glasflader

  • Bare vægge

  • Trægulve uden gulvtæpper

  • Klinker uden gulvtæpper

  • Vægklinker

  • Fliser

 

Hvad er et lydloft?

Et lydloft er et blødt, porøst loft eller et loft, der har huller, hvori lyden kan optages.

Lofter af træbeton, f.eks. Troldtekt, er et lydloft, der ofte bruges på arbejdspladser eller i hjemmebiografer, hvor lyden prioriteres mere end udseende.




Kolofon / Send feedback

Af Claus Henriksen

Kommentarer

Ingen kommentarer
* alle felter skal udfyldes



Nyhedsbrevfh-newsletter

Køb bolig
Læs om naboer og naboskab
Skader på din bolig
  • Bolius Boligejernes Videncenter A/S
  • Lautrupvang 2
  • 2750 Ballerup

Se her hvordan du kontakter os

Få GRATIS bogen
"Førstehjælp til dit hus"

 

- så er du klar hvis uheldet er ude

 

Tilmeld dig Bolius Nyhedsbrev her:

Du modtager en velkomstmail med et link så du GRATIS kan downloade
”Førstehjælp til dit hus” som PDF.

Herefter modtager du to gange om ugen Bolius Nyhedsbrev med relevante artikler og billedserier om alt indenfor hus og have.

Luk og vis ikke igen