Sådan finder du ud af, om der er skimmelsvamp i din bolig

Fakta | 

Der findes forskellige målemetoder til at finde ud af, om der er skimmelsvamp i en bolig, bl.a. ved luftmåling, en Mycometer-test og med aftryksplader.

Bjælkehus under opførelse - regnvand
Bjælkehus under opførelse - regnvand
trængt op i bjælker.

Hvordan finder du ud af, om der er skimmelsvamp i din bolig?

Hvis du har mistanke om, at din bolig er angrebet af skimmelsvamp, er det vigtigt at få det undersøgt, da skimmelsvamp i boliger kan gøre mennesker syge. Det er vigtigt at finde et uvildigt firma til at undersøge dit hus for dig.

Der findes flere mere eller mindre gode målemetoder. Teknologisk Institut anbefaler og anvender disse tre metoder:

  • Luftmåling
  • Mycometer-test
  • Aftryksplade.

Ofte er en kombination af to slags prøver det optimale. Der findes også andre prøvemetoder, bl.a. den såkaldte tapeprøve og opsamling af skimmelsvampe på stedet.

Hvordan måles skimmelsvamp ved luftmåling?

Det er relevant at måle antallet af sporer fra skimmelsvamp i luften, da det er dem, beboerne i huset bliver udsat for.

Skimmelsvampe i luften kan f.eks. måles ved hjælp af et luftgennemstrømningsapparat. Ved denne metode sætter sporer fra skimmelsvampe sig på dyrkningsplader, og det er derefter muligt at bestemme antallet af forskellige skimmelsvampekolonier. Resultat af målingen kommer i løbet af fire-seks dage.

En luftmåling inde i huset bør dog aldrig være den eneste test, da skimmelsvampesporer findes naturligt i luften store dele af året. Derfor bør der også foretages en måling udenfor, så man kan finde ud af, om der er flere forskellige skimmelsvampe indenfor end udenfor.

Er der det, kan det tyde på, at der er skimmelsvampe, der gror inde i huset. Især hvis de typer skimmelsvamp, der findes indenfor, er af den type, der ofte gror i bygninger, og hvis der er mange af dem. Så er der god grund til at begynde at lede efter de steder, hvor skimmelsvampen gror.

Fordele ved luftmåling

  • Kan gennemføres uden at ødelægge noget i huset.
  • Er god til at finde ud af, om skimmelsvampe har spredt sig fra et rum til andre.
  • Kan bruges til at finde ud af, om der er bygningsrelaterede skimmelsvampe, dvs. skimmelsvamp, der angriber pap på gipsplader, træ eller puds.
  • Kan bruges efter en renovering af boligen for at se, om skimmelsvampene er forsvundet.

Ulemper ved luftmåling

  • Bør aldrig være den eneste målemetode, da den er meget afhængig af luftens indhold af skimmelsvampe.
  • Kan ikke altid registrere skjulte skimmelsvampe (inde i konstruktioner).
  • Viser ikke, hvor i boligen skimmelsvampene er.
  • Bevægelser i rummet påvirker resultatet, da der hvirvles støv op, som blander sig med skimmelsvampene i luften og kommer med i luftmålingen
  • Er meget afhængig af, hvor mange skimmelsvampe der naturligt er i udeluften, og som kommer ind i boligen, når der luftes ud.
  • Det tager fire-seks dage at få resultatet.

Hvordan måles skimmelsvamp med en Mycometer-test?

En anden meget anvendt metode, når der skal testes for skimmelsvamp, er den såkaldte Mycometer-test. Du kan selv lave testen, som foregår, ved at du tager en steril vatpind og kører den hen over den overflade, som du mistænker for at have skimmelsvamp.

Vatpinden puttes ned i en steril væske og analyseres enten på stedet med det samme eller på et laboratorium. Ved en Mycometer-test registreres enzymer fra skimmelsvampe, som evt. findes på den undersøgte overflade.

Du skal tænke dig godt om, når du vælger det sted, hvor prøven skal tages. Tester du f.eks. på et støvet loftrum, vil Mycometer-testen altid give udslag, fordi der her kommer sporer ind med udeluften, som lægger sig i støvet.

I visse tilfælde kan resultatet desværre være misvisende. Det anbefales derfor at foretage en kontrolprøve et sted, hvor du ikke forventer skimmelsvamp, så du er sikker på, at resultatet af prøven er rigtig. Hvis resultatet ikke viser, at der er synlig skimmelsvamp på stedet, kan du stadig ikke være sikker på, at der ikke er skimmelsvamp på stedet, og der bør også testes med en anden metode.

Fordele ved Mycometer-test

  • Svar inden for få timer.
  • Du kan selv tage prøven og lave testen, hvis du har testudstyret, eller du kan sende prøven til et laboratorium.
  • Velegnet til at registrere, om skimmelvækst er blevet fjernet efter en renovering, som den skulle.

Ulemper ved Mycometer-test

  • Det er ikke muligt at bestemme, hvilke skimmeltyper der er tale om.
  • Giver ofte middel udslag, hvis der tidligere har været skimmelsvamp, da de enzymer, som den registrerer, ikke er helt væk, selvom skimmelsvampen er væk.

Hvordan måles skimmelsvamp med aftryksplader?

En aftryksplade er en plade med et vækstmedium, dvs. et organisk materiale, som skimmelsvampene godt kan lide. Pladen trykkes mod den overflade, hvor der forventes, at der er skimmelsvamp. Der foretages en kontrol på en overflade, hvor man ikke tror, der er skimmelsvamp. Aftrykspladerne sendes til et laboratorium, hvor de dyrkes.

På laboratoriet tælles svampekolonierne, og de forskellige typer skimmelsvamp bestemmes. På den måde er det muligt at skelne mellem de skimmelsvampe, der findes naturligt i luften (de luftbårne), og de bygningsrelaterede skimmelsvampe.

Nogle skimmelsvampe foretrækker materialer som pap, f.eks. det, der er på en gipsplade, mens andre skimmelsvampe foretrækker træ eller puds. Ved præcis at finde ud af, hvilke typer skimmelsvamp der er tale om, og hvad de lever af, er det nemmere at lede efter dem.

Fordele ved aftryksplader

  • Det er muligt at bestemme typen af svampe.
  • Alle typer svampe bliver fundet - både luftbårne og bygningsrelaterede.
  • Selvom bygningen er våd, virker metoden stadig.
  • God til at bestemme, om skimmelsvampene er væk efter en renovering.

Ulemper ved aftryksplader

  • Det tager fire-seks dage at få resultatet.
  • Det kræver et laboratorium og eksperter at sætte navn på svampene.

Hvilke målingsmetoder er de bedste?

Der er ikke én enkelt målingsmetode, der hurtigt kan give det fulde overblik over omfang, type, og hvor i boligen skimmelsvampene er. De forskellige metoder bør altid ses i sammenhæng med en byggeteknisk viden og husets fugthistorie. Med husets fugthistorie menes der, om der f.eks. er kendskab til vandskader på huset, som kan være med til at forklare den fugt, der skal være til stede, for at skimmelsvampene kan leve.

Det er vigtigt, at målingerne foretages af en person med en byggeteknisk viden, som ved, hvor han eller hun skal lede. Ellers risikerer du at få forkerte resultater, og så kan du starte forfra. Har du en mistanke om, at der er skimmelsvamp i din bolig, skal du altid få det undersøgt.

Publiceret: torsdag 17. juli 2008, ajourført: torsdag 15. marts 2012

Kolofon / Send feedback

Af 
bygningsingeniør Susie Frederiksen
journalist Dea Lindegaard
redaktionschef Kristine Virén

Kilder

Kommentarer

Måleudstyr. Hvor kan man få fat i det?
Allan | 02 May 2012
Hvor anskaffer jeg måleudstyr?
Steen Søby | 18 Mar 2012
Ja det spørger jeg også om? (Som L.S.Vestergaard)
nola | 17 Mar 2012
Jeg har præcis samme spørgsmål som L.S. Vestergaard.
Jesper | 05 Dec 2011
Hvad hvis man bor i lejebolig, og ejer er ligeglad? Hvad gør man så? Har kommunen ansvar eller skal man regne med at stå med problemet selv?
L.S. Vestergaard | 11 Nov 2011



Få gratis hjælp af en Bolius ekspert

Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.

Klik og stil dit spørgsmål nu

Få professionel rådgivning

Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.

Klik og få mere at vide
Log ind i Husets kalender for at tilføje artiklen

Log ind

og tryk derefter på +ikonet igen for at tilføje artiklen til Husets kalender





Opret en profil på Husets kalender

Annonce

Nyhedsbrevfh-newsletter

Annonce

Inspirerende billedserier

  • Bolius Boligejernes Videncenter A/S
  • Lautrupvang 2
  • 2750 Ballerup

Se her hvordan du kontakter os

Få GRATIS bogen
"Førstehjælp til dit hus"

 

- så er du klar hvis uheldet er ude

 

Tilmeld dig Bolius Nyhedsbrev her:

Du modtager en velkomstmail med et link så du GRATIS kan downloade
”Førstehjælp til dit hus” som PDF.

Herefter modtager du to gange om ugen Bolius Nyhedsbrev med relevante artikler og billedserier om alt indenfor hus og have.

Luk og vis ikke igen