Sådan fjernes skimmelsvamp i din bolig

Fakta | 

Skimmelsvamp på badeværelset kan vaskes af, men er der større angreb, skal der formentlig andre metoder til. Måske er du nødt til at fjerne angrebne materialer og udskifte dem med nye.

Inspektion af skimmelsvamp.
Inspektion af skimmelsvamp.
Foto: Udlånt af SBi.

Hvornår bør du fjerne skimmelsvamp?

Der er ingen, der ved, hvor meget skimmelsvamp der skal til, før det er sundhedsskadeligt. Det er nemlig meget forskelligt, hvor følsomme mennesker er over for svampene.

Nogen eksperter mener, at du bør fjerne skimmelvækst med det samme for at være på den sikre side. Du kan nemlig ikke med sikkerhed vide, om du eller din familie hører til den gruppe, som er særligt følsomme over for skimmelsvampe. Du kan f.eks. risikere at udvikle allergi over for skimmelsvamp eller astma, som kan være en ret alvorlig sygdom.

Andre eksperter mener, at der ikke er grund til panik, fordi der vokser lidt skimmelsvamp i boligen. Skimmelsvampe findes jo alligevel overalt i naturen, og det er relativt få danskere - kun ca. 1-3 procent - som bliver allergiske over for skimmelsvampe.

I anvisningen "Renovering af bygninger med skimmelsvampevækst" fra Statens Byggeforskningsinstitut giver man nogle tommelfingerregler for, hvornår man bør gøre noget ved skimmelangreb.

Du bør gøre noget straks

  • Hvis der er beboere, som reagerer kraftigt på skimmelsvamp.
  • Hvis der har været vandskade i et opholdsrum eller i konstruktioner, som støder op til et beboelsesrum, og der derefter findes skimmelsvampe af vandskadetypen - dvs. de mest aggressive skimmelsvampe.

Dette gælder uanset omfanget af skimmelvæksten.

Du bør gøre noget hurtigst muligt
Hvis du registrerer større områder (mere end 1 kvadratmeter) med skimmelsvamp i nogle af de konstruktioner, som støder op til beboelsesrum.
 
Det gælder bl.a.:

  • Stuer, værelser, køkken, bad og andre rum, som bruges meget, f.eks. kælderrum, som er indrettet til hobbyrum el.lign.
  • Krybekældre under beboelsesrum, hvis der kan trænge luft fra krybekælderen op i rummet.
  • Konstruktioner, hvorfra der kan trænge skimmelsvampe eller sporer ind i opholdsrum. Det er f.eks. konstruktioner med indvendig efterisolering, hvor dampspærren ikke er tæt.

Du bør gøre noget, men det er ikke så presserende
Hvis der er mere end 3 kvadratmeter med skimmelvækst i rum, hvor du kun opholder dig kortvarigt.

Det gælder f.eks.:

  • Gennemgangsrum
  • Kælderrum
  • Loftsrum og tagrum
  • Andre skjulte, lukkede og tætte konstruktioner som f.eks. gipsvægge og etageadskillelser.

Hvad skal du tænke på, før du går i gang med at fjerne skimmelsvamp?

Lad være med at gå i panik, hvis du opdager, at der er angreb af skimmelsvamp i din bolig.

Hvis skimmelvæksten findes på badeværelset, f.eks. i fuger, hjørner og på lofter, vægge og gulve, kan du hurtigt gøre noget ved problemet. Vask skimmelen af med klorin eller Rodalon, og skrub grundigt, hvis det er nødvendigt for at få al skimmelvæksten af.

Er der større områder med skimmelvækst, eller lugter der muggent, er det en god idé at få undersøgt boligen grundigt, før du gør noget. Ellers risikerer du at bruge mange penge på at fjerne skimmelvæksten, blot for at opdage, at problemet vender tilbage efter kort tid.

Før du går i gang med at fjerne skimmelvæksten, bør du bl.a. undersøge følgende:

  • Hvor meget skimmelvækst er der i boligen?
  • Hvor vokser svampene?
  • Vokser svampene i eller lige op til beboelsesrum, eller vokser de på steder, hvor du ikke kan komme i kontakt med dem eller deres sporer?
  • Er der skimmelsvampe i skjulte konstruktioner?
  • Hvilke arter skimmelsvampe vokser i boligen, og hvor sundhedsskadelige er de?

Det er en god idé at få et firma med ekspertise i skimmelsvampe til at foretage denne undersøgelse. Man kan ikke selv undersøge skjulte konstruktioner for skimmelsvamp.  I nogle tilfælde er man nødt til at foretage forskellige målinger for at konstatere, om der er skimmelvækst.

Fjern fugten, før du fjerner skimmelsvampene
Før du går i gang med at fjerne skimmelsvampe, er det også meget vigtigt at finde årsagen til, at svampene overhovedet er i boligen. Årsagen er normalt fugt. Skimmelsvampe kan nemlig kun vokse i boligen, hvis der fugtigt. Hvis du ikke sørger for at fjerne fugten og årsagen til den, vil skimmelsvampene komme tilbage efter kort tid.

Der kan være mange årsager til, at der er fugtigt i boligen. Fugten kan f.eks. skyldes:

  • En vandskade, f.eks. oversvømmelse eller et sprunget vandrør.
  • Et utæt tag.
  • Utætte eller dårligt isolerede vinduer.
  • Dårligt isolerede vægge, som giver kondens på kolde overflader.
  • Dårligt indeklima, f.eks. at boligen ikke bliver luftet nok ud.
  • Uhensigtsmæssig adfærd, f.eks. at du tørrer tøj i boligen, undlader at lufte ud efter badet eller ikke tænder emhætten, når du laver mad.

Læs mere i BOLIUS Fakta: Sådan undgår du skimmelsvamp i din bolig.

Før skimmelvæksten fjernes, skal du altså finde ud af, hvor fugten kom fra, og gøre noget ved problemet. Dernæst skal du sørge for, at gamle vandskader er tørret helt ud, så skimmelsvampen ikke længere kan vokse der. Først når du er nået så langt, giver det mening at fjerne skimmelvæksten.

Selvom skimmelsvampe dør, når de tørrer ud, er det nødvendigt at fjerne angrebet helt. De indtørrede skimmelsvampe kan nemlig stadig afgive sporer, og nogle svampe dør ikke, selvom de tørrer ud. De vil genoptage væksten, hvis der igen bliver tilstrækkeligt fugtigt. Rester af døde skimmelsvampe i støv menes også at kunne give symptomer hos mennesker, der er følsomme over for skimmelsvampe.

Hvordan fjernes skimmelsvamp i boliger?

Der findes flere forskellige metoder, som kan bruges til at fjerne skimmelsvamp. Hvilken der skal bruges i din bolig, afhænger bl.a. af, hvor stort et område der er angrebet, og hvor skimmelvæksten findes.

Her er nogle eksempler på, hvad man kan gøre:

  • Hvis der er tale om mindre pletter af skimmelsvampe, f.eks. på lofter, vægge, gulve eller i fuger på badeværelset, er det ret nemt selv at vaske angrebene væk, f.eks. med klorin eller Rodalon.
  • Faste materialer, der er angrebet af skimmelsvamp, kan vaskes af på tilsvarende måde. Større områder kan også renses med damp eller særlige kemiske midler, der er beregnet til formålet.
  • Normalt vil faste, uorganiske materialer ikke være angrebet af skimmelvækst, medmindre de er meget våde og beskidte. Det er dog alligevel vigtigt, at de rengøres grundigt for at fjerne sporer og støv med skimmelsvampe i.
  • Bløde og porøse materialer som isolering, tæpper, gipsplader, tapet, hessian eller glasvæv kan ikke renses. De må fjernes og skiftes ud med nye, rene materialer. Pak materialerne godt ind i plastik og fjern dem, så skimmelsvampen ikke spredes til andre dele af boligen.
  • Hvis skimmelen vokser inde i faste materialer, f.eks. i pudset på væggene, kan det være nødvendigt at slibe eller høvle den angrebne del af væggen væk og pudse den op igen.
  • Hvis skimmelen vokser på træværket i tagkonstruktionen, må man finde ud af, om spærene skal skiftes, eller om de kan renses, f.eks. med tørdamp.
  • Det er vigtigt at støvsuge grundigt, så du fjerner alt støv og skidt, der kan være skimmelsvampe eller sporer i.

Det kræver stor ekspertise både biologisk og byggeteknisk, hvis du vil være sikker på at slippe af med skimmelproblemet. Derfor er det en god idé at få et byggefirma med speciale i skimmelsvampe til at stå for afrensningen, især hvis der er tale om større skimmelangreb.

Kræver det særlige sikkerhedsforanstaltninger at fjerne skimmelsvamp?

Der er vigtigt at afgrænse det rum eller det område i et rum, hvor man er i gang med at afrense. Skimmelsvampesporerne og -støv fra afrensningen må ikke brede sig ud i boligens andre rum.

Man kan f.eks. afgrænse området med en såkaldt støvskillevæg, som kan laves ved hjælp af to lag plastikdug, som sættes fast til gulv, vægge og lofter. Afgrænsningen skal gøres helt tæt, f.eks. ved at bruge tape langs kanterne, da skimmelsporer ellers kan slippe ud gennem små utætheder. Det er en god idé at lave en sluse der, hvor man går ud og ind af rummet eller det afgrænsede område, så skimmelsporerne ikke så let kan slippe ud.

De personer, der foretager selve afrensningen, skal bære sikkerhedsudstyr, så de ikke udsætter sig selv for unødig risiko. Der kan være meget store mængder skimmelsvamp i luften, mens man arbejder med afrensningen. Sikkerhedsudstyret kan være en støvtæt sikkerhedsdragt, handsker og åndedrætsværn.

Hvad koster det at få fjernet skimmelsvamp?

Det er desværre ofte både omfattende og dyrt at få fjernet større angreb af skimmelsvamp. Det er ikke muligt at give et prisoverslag, da prisen vil afhænge af mange faktorer, f.eks.:

  • Hvor omfattende skimmelvæksten er.
  • Hvor skimmelsvampene vokser.
  • Om der er skimmelvækst inde i skjulte konstruktioner.
  • Om materialerne skal erstattes med nye, eller skimmelvæksten kan renses af.
  • Hvilke materialer der er tale om.
  • Hvilken afrensningsmetode der skal bruges i det konkrete tilfælde.

I hvert enkelt tilfælde er det meget vigtigt at overveje de forskellige muligheder grundigt og derefter vælge den løsning, der både er effektiv, praktisk og billigst muligt. I nogle tilfælde vil det være nemmest og billigst at udskifte de angrebne materialer, mens det i andre vil være bedst at rense dem for skimmelvækst.
 
Det kan være svimlende dyrt at fjerne skimmelsvampen, f.eks. hvis svampene vokser inde i konstruktioner, som ikke umiddelbart er til at komme til. I så fald kan det i stedet være en løsning at indkapsle skimmelsvampen, så husets beboere ikke kan komme i kontakt med skimmelsvampene eller deres sporer.

Publiceret: mandag 9. februar 2009, ajourført: torsdag 1. september 2011

Kolofon / Send feedback

Af 
journalist Gusta Clasen
bygningsingeniør Susie Frederiksen
redaktionschef Kristine Virén

Kilder

Kommentarer

Hvis der kommet disse sorte prikker på mit badeværelse. Det starter hvor teresso gulvet går i væg.
og spreder sig derefter som en steppe brand op af væggen. Hvis ansvar er det at fjerne skimmelsvampen?
Jeg bor i en lejlighed som jeg lejer af en udlejerforening.
Julie | 25 Jan 2012
Lidt og upræcist grundlæggende om svampe: svampe er ikke tilhørende planteriget, men har derimod deres eget, dvs. der er plante, dyre og svamperiget. Nogle nævner mug-svampene. De skal ikke forveksles med skimmelsvampene, da der her er tale om to forskellige arter, men inden for samme type. Hvis det her var for lidt, så er Google sandsynligvis jeres bedste ven. Mvh
Frederic Dalgård | 13 Dec 2011
www.RadonFri.dk kan du købe Danmarks billigste gør-det-selv skimmelsvamp tests, fra kun 80 kr
Allan Rabe | 18 Nov 2011
www.RadonFri.dk er der mulighed for at købe Danmarks billigste skimmelsvamp indikationtests
Allan Rabe | 01 Oct 2011
Filmen om skimmelsvamt er fejlagtig på blandt andet følgende punkter:
1) Rodalon ses benyttet med bare hænder på en klud. Det er ikke den anbefalede metode som omfatter både hansker og briller.
2) Udluftning er ikke løsningen i kældre om sommeren. Fugt i kældre er et separat emne og skal behandles anderledes end resten af boligen.
Jan Heisterberg | 13 Sep 2011
I burde beskrive hvordan skimmelsvampen ser ud.
PJ | 14 Aug 2011
Har igennem flere år haft skimmelsvamp i min lejebolig, men er blevet afvist hver gang jeg har henvendt mig til bestyrelsen med problemet. Efter ny formand blev der udfærdiget en rapport fra Dansk Byggeanalyse som anbefalede at alt glasvæv blev nedtaget, der blev afvasket, og støvsuget med Herba-filter. Der skulle isoleres pga. kuldebroer og kolde overflader. Boligselskabet sendte herefter 2 tømrer op og nedtage glasvæv rundt om vinduet, men man lukkede kun skabene af med malertape, disse blev ikke nedtaget. De var her 2 dage af ca. 2 timers varighed, og 3 dag var man her 5 minuttet, hvor man tog en Mykometer-test, som man ville få resultat af senere samme dag.
Hvorfor genhuser man folk i længere tid, hvis man som vores boligselskab mener, kan fjerne det på 4 timer og 5 min. Man vil ikke isolere, eller lave noget andet.
Jeg må ikke have væv, tapet eller lignende oppe på væggen ved vinduet, hvor der i vinterperioden er max. 11 grader.. Alle andre har tapet oppe, hvorfor vil dette skade ved mig ?
susanne Møller | 05 Aug 2011
Efter disse voldsomme regnskyl har for første gang fået skimmelsvamp i garagen: på cementgulvet. Vi har tømt garagen, skuret og renset med både Rodalon og Klorin, men alligevel vender svampeangrebene tilbage efter få dage.svampene ligger synligt oven på gulvet. Hvad skal vi gøre? Der er mulighed for udluftning i begge ender af garagen.
Niels-Erik Nielsen | 03 Aug 2011
Hvad bør skimmelsvamp anføres til i en tilstandsrapport?

Vi har kig på et hus, hvor der i tilstandsrapporten er beskrevet en K1 (mindre alvorlig skade).

På ventileret loftsrum med ikke isoleret listetagpap på spånplade er der på nordvendt skrående flade mørke plamager efter skimmelsvamp, samt hvid lodden skimmelsvamp. I tilstandsrapporten nævnes det som et kendt problem, idet der kan dannes kondens om vinteren, når temperaturforskellen bliver for stor. Fugtniveauet i træet er ikke alarmerende, og det angives, at skimmelsvampen vil udtørre henover sommeren og komme igen om vinteren. Under loftet er beboelsesrum. Huset er fra 2000.

Umiddelbart synes jeg, at det lyder lidt kækt, at skimmelsvar kun skulle være en K1. Nogen bud på hvor alvorligt man skal tage det?
Rune | 13 Jul 2011
jeg har skimmelsvamp i mine bøge, kan man gøre noget til dem til at fejen den??
Mary Barrett | 03 Jul 2011
* alle felter skal udfyldes



Nyhedsbrevfh-newsletter

Køb bolig
Læs om naboer og naboskab
Skader på din bolig
  • Bolius Boligejernes Videncenter A/S
  • Lautrupvang 2
  • 2750 Ballerup

Se her hvordan du kontakter os

Få GRATIS bogen
"Førstehjælp til dit hus"

 

- så er du klar hvis uheldet er ude

 

Tilmeld dig Bolius Nyhedsbrev her:

Du modtager en velkomstmail med et link så du GRATIS kan downloade
”Førstehjælp til dit hus” som PDF.

Herefter modtager du to gange om ugen Bolius Nyhedsbrev med relevante artikler og billedserier om alt indenfor hus og have.

Luk og vis ikke igen