Støjgener i lejlighed og rækkehus

Fakta | 

Støj fra naboer, under- eller overboer kan være en daglig gene. Læs her om, hvad du kan gøre for at mindske støjproblemerne, og hvordan du selv undgår at genere de andre beboere.

 

 

Hvad skyldes støjgener i etageboliger og rækkehuse?

Ny_Etageejendom01_JP.jpg Godt en fjerdedel af alle etageboliger, svarende til ca. ½ million beboere, er plaget af støj fra naboerne. Også i tofamilie- og rækkehuse er der problemer med nabostøj. Problemerne skyldes i mange tilfælde ikke, at naboerne støjer urimeligt meget, men at vægge og etageadskillelser ikke er tilstrækkeligt lydisolerede. Gennem mange år er antallet af støjkilder i boligen vokset, samtidig med at vores forventninger til lydmæssig komfort nok er steget.

Problemerne er størst i ældre ejendomme, men selv i helt moderne byggerier, der lever op til bygningsreglementets minimumsstandarder for lydisolering, døjer mange med støjproblemer. I totalrenoverede, ældre ejendomme kommer man sjældent støjen til livs, for det kræves ikke, at lydisoleringen føres op til moderne standard, blot at den ikke forringes i forhold til de eksisterende forhold.

Hvordan breder støjen sig?

Lyden kan trænge gennem væggen fra naboer, gennem gulvet fra underboere og gennem loftet fra overboere, og faktisk er trinstøj det største problem. I de fleste tilfælde vil det være muligt at dæmpe støjen fra almindelige lyde som fodtrin, installationer, tale og musik, mens det er svært at beskytte sig mod høje baslyde og fester.

Støj breder sig ikke alene gennem selve etagedækket og vægge, men også gennem installationer som ventilationskanaler, kabler og rør, der går igennem flere lejligheder, lodret eller vandret. Installationerne kan i sig selv transmittere lyd, og ofte vil der være huller eller åbninger omkring dem, som ikke er tætnet ordentligt. Selv den mindste åbning, hul eller sprække giver lyden mulighed for at komme ind. I praksis kan det være svært at fastslå, hvor støjen kommer ind, og det vil derfor være en god idé at få eksempelvis en bygningsingeniør til at gennemgå problemet og komme med forslag til løsninger.

Hvor meget må dine naboer støje?

Støj fra naboer er et meget følsomt emne, for vi skaber jo alle støj, når vi bevæger os rundt i boligen og foretager almindelige gøremål, og der skal jo også være plads til børns leg og til at holde selskaber og fester. Hvis du vedvarende føler dig generet af naboers støj, er det altid en god idé at få en snak om det først. Mange er slet ikke klar over, at en given aktivitet kan høres hos naboerne. I nogle ejendomme er der en husorden for brug af maskiner osv., som skal følges. Hvis der ikke er en husorden, kan ejerforeningen udarbejde et sæt regler, som skal følges af alle beboere.

Der er ingen entydige love eller regler for, hvornår man støjer for meget, men i praksis vil det høre ind under politivedtægten, og det er da også politiet, man skal klage til, når alle andre muligheder er udtømt. Det gælder bl.a. høj musik, støjende adfærd og hundegøen.

Gode råd i det daglige

Du kan selv være med til at nedbringe støjniveauet i din ejendom og således undgå at genere dine naboer ved at følge disse enkle råd i det daglige:

  • Skru lydstyrken på musikanlæg og tv ned på et rimeligt niveau, især sent om aftenen.

  • Undgå at bruge vaskemaskine, tørretumbler og støvsuger sent om aftenen og om natten.

  • Undlad at lave større gør det selv-arbejder, der involverer elværktøj og hamren meget tidligt om morgenen og sent om aftenen.

  • Lad være med at gå i fodtøj med hårde såler og høje hæle i boligen. Brug i stedet fodtøj med bløde såler, som ikke skaber trinstøj.

  • Placer ikke bashøjtalere lige op ad væggen til naboerne

  • Tænk over, hvor du placerer støjende udstyr som motionsapparater, vaskemaskiner og klaverer, så svingninger i gulvet minimeres

Hvordan kan du dæmpe støjen igennem væggen fra naboen?

Støj trænger gennem selv små åbninger og sprækker, så det første, der kan gøres, er at tætne eventuelle utætheder omkring rørgennemføringer osv. Tætningen er dog sjældent nok i sig selv. En effektiv og forholdsvis enkel måde at lydtætne en væg ind til naboen på er en såkaldt forsatsvæg, som er en ny væg, der bygges uden på den gamle.

Ny_Forsatsvag.jpg En forsatsvæg opbygges typisk med to lag gipsplader på et skelet af stålprofiler, som holdes fri af den eksisterende væg, men slutter helt tæt til de omgivende vægge, gulv og loft. Alle samlinger skal fuges for at sikre tætheden. I hulrummet mod den eksisterende væg anbringes isoleringsmateriale, således at cirka tre fjerdedele af hulrummet er fyldt op. Isoleringen må ikke trykkes sammen, og der skal være mindst 10 cm mellem den gamle og den nye væg. Jo større afstand mellem den gamle væg og forsatsvæggen, desto bedre lydisolation. En forsatsvæg kan i bedste fald næsten halvere støjen.

Problemet med en forsatsvæg er dog, at den optager plads og i nogle tilfælde kræver flytning af installationer. I ældre ejendomme med stuk i loftet kan det være svært at etablere en forsatsvæg på en pæn måde. En nødløsning kan være at montere en tyndere forsatsvæg direkte på den eksisterende, men den vil være mindre effektiv, og det forudsætter, at den eksisterende væg er tung, dvs. enten af beton eller murværk.

Hvordan kan du dæmpe støjen igennem loftet fra overboen?

En konstruktion, som minder meget om en forsatsvæg, bruges også, hvis man vil isolere loftet mod støj fra overboen, f.eks. trinlyd. Loftet opbygges med gipsplader på stålprofiler, og for at være effektivt skal det spænde frit fra væg til væg og slutte helt tæt til rummets omgivende vægge, men ikke være forbundet med det eksisterende loft. Også her lægges isolering ind, og afstanden mellem det gamle og det nye loft skal helst være omkring 10 cm for at være effektivt.

Ny_Underloft.jpg For at loftet kan bære sig selv uden at bøje for meget nedad skal de bærende profiler være rigtigt dimensioneret til opgaven. Til meget store rum kan man benytte et såkaldt nedstroppet loft, hvor de bærende dele er elastisk ophængt i det eksisterende loft. Et korrekt udført underloft vil i bedste fald næsten kunne halvere støjen fra overboerne og omvendt dæmpe støj fra din lejlighed hos overboen. Hvis støjen fortrinsvis sker via væggene, vil et lyddæmpende underloft ikke være helt så effektivt.

Et lydisolerende underloft tager noget af højden i rummet, og her skal man være opmærksom på bygningsreglementets krav om mindstehøjde i beboelsesrum på 230 cm. Underloftet vil skjule eventuel stuk i det gamle loft, og i nogle tilfælde vil det være svært at lave en pæn tilslutning til højtsiddende vinduer.

Hvordan kan du dæmpe støjen igennem gulvet fra underboen?

Hvis du er generet af støj fra underboen, er det mest effektive at lave et lyddæmpende loft hos ham. Kan det ikke lade sig gøre, er der forskellige muligheder for at lydisolere gulvet i din lejlighed.

Lydisolerende blændgulv

Ny_Overgulv.jpg Et lydisolerende gulv kan bygges oven på det eksisterende gulv. Nederst lægges 3-5 cm lyddæmpende, trædefast isoleringsmateriale, f.eks. mineraluld, med et eller flere lag tunge, stive plader, enten gulvspånplader eller gulvgipsplader. Øverst lægges en afsluttende gulvbelægning, f.eks. et lamineret trægulv. Gulvet må ikke være gjort fast til det gamle gulv med søm eller skruer, og det må heller ikke røre væggene. Der skal i stedet laves en tæt, elastisk fuge i mellemrummet.

Et lydisolerende overgulv kan i bedste fald omtrent halvere støjen fra underboen. Men det trækker fra loftshøjden og kan give problemer med eksisterende døre og installationer.

Ændring af etageadskillelsen

En bedre, men meget mere omfattende og kostbar løsning i ejendomme med etageadskillelser af træ, er at fjerne det eksisterende gulv og bygge hele etageadskillelsen om. En sådan løsning kan være realistisk i forbindelse med større renoveringer, og det vil være muligt at minimere tabet af loftshøjde i rummet.

Hvordan kan du dæmpe støjen fra opgangen?

I din lejlighed er det bedste bud på at dæmpe støj fra opgangen normalt en solid og lyddæmpende hoveddør, som slutter helt tæt til væggen. Meget af støjen fra opgangen skyldes dårlige lydforhold i selve trapperummet, som forstærker lyden, og her kan sættes ind med lydabsorberende plader på trappens undersider. Lyddæmpende gulvbelægning er også en mulighed, men her skal tages hensyn til det store slid, rengøring m.m.

Hvilke love og regler skal du være opmærksom på i forbindelse med støjdæmpning?

I etageejendomme og tofamiliehuse med vandret lejlighedsskel vil du i mange tilfælde skulle søge kommunen om tilladelse til at etablere lyddæmpende gulve, lofter og vægge.

I rækkehuse kan du lave den slags indvendige ændringer uden at skulle søge kommunen om tilladelse.

I begge tilfælde skal du dog som ejer overholde de forskellige krav til konstruktioner og materialer i bygningsreglementet, herunder brandkrav.

Læs mere i BOLIUS Fakta: Brandsikker bolig

Hvad kan du gøre ved støj fra værtshuse og restauranter m.m. i din ejendom?

Ikke så få beboere i byejendomme oplever støjgener fra værtshuse, restauranter el.lign. i ejendommen. Det er kommunens miljøkontrol, som fastsætter grænserne for, hvor meget sådanne virksomheder må støje, og hvilke tiltag i form af lydisolering, støjdæmpning osv., der skal foretages, f.eks. at døre og vinduer skal holdes lukkede.

Du kan klage til miljøkontrollen, der så vil komme og kontrollere forholdene. Hvis de ikke findes i orden, kan der udstedes påbud om, at de bringes i orden inden for et vist tidsrum. Miljøkontrollen kan foranledige, at musikanlæg plomberes, så de højst kan spille på et bestemt lydniveau.



 

 

Publiceret: tirsdag 28. august 2007

Kolofon / Send feedback

Af 
arkitekt mdd Jan Pasternak
redaktionschef Kristine Virén

Kilder

Kommentarer

Ingen kommentarer
* alle felter skal udfyldes



Nyhedsbrevfh-newsletter

Køb bolig
Læs om naboer og naboskab
Skader på din bolig
  • Bolius Boligejernes Videncenter A/S
  • Lautrupvang 2
  • 2750 Ballerup

Se her hvordan du kontakter os

Få GRATIS bogen
"Førstehjælp til dit hus"

 

- så er du klar hvis uheldet er ude

 

Tilmeld dig Bolius Nyhedsbrev her:

Du modtager en velkomstmail med et link så du GRATIS kan downloade
”Førstehjælp til dit hus” som PDF.

Herefter modtager du to gange om ugen Bolius Nyhedsbrev med relevante artikler og billedserier om alt indenfor hus og have.

Luk og vis ikke igen