Sådan isolerer du kælderen
Det er bedst at isolere kælderen udefra og samtidig få etableret omfangsdræn. En tør kælder kan også isoleres indefra. Du kan i stedet isolere etageadskillelsen mellem kælder og stueetage. Se eksempler på, hvad det koster, og hvad du kan spare.

Hvorfor isolere kælderen?
Der slipper meget varme ud gennem væggene og gulvet i en ældre kælder, især hvis kælderen er opvarmet. I nogle huse er det helt op til en tredjedel af varmen, som forsvinder ud via kælderen. I sådanne kældre kan man spare meget ved at isolere kælderens ydervægge.
Hvornår trænger kælderen til at blive isoleret?
Som tommelfingerregel trænger en kælder til at blive isoleret, hvis:
- Huset er bygget før år 2000.
- Kælderen ikke allerede er blevet grundigt efterisoleret.
- Kælderydervæggene er utætte og i dårlig stand.
Er huset bygget før år 2000?
Der er som regel ingen grund til at efterisolere kælderen, hvis huset er bygget efter år 2000. I så fald lever hele huset inklusive kælderen op til ret skrappe energikrav i bygningsreglementet med hensyn til omfanget af isolering. Er huset bygget før 2000, vil det ofte kunne betale sig at efterisolere kælderen.
Er kælderen tilstrækkeligt efterisoleret?
Kælderen er tilstrækkeligt isoleret, hvis isoleringslaget i væggen er 125 mm. Det svarer til bygningsreglementets krav til kælderydervæggen i en ny tilbygning. Er isoleringslaget mindre, er det en god idé at supplere med et ekstra lag isolering. På tegninger af huset vil du altid kunne se, om kælderydervæggene er isoleret.
Er kælderydervæggen utæt og i dårlig stand?
Hvis kælderydervæggen er utæt, suser der en masse varme ud. Du bør derfor tjekke, om ydervæggen er tæt og i god stand, så den holder kulde og fugt ude af huset. Vinduer, lyskasser og døre kan også være utætte og give et stort varmetab.
Få hjælp af en energirådgiver
Hvis du står over for at skulle isolere kælderen, kan det godt betale sig at få hjælp af en energirådgiver. Han eller hun kan f.eks. tage et foto af ydervæggene med termografikamera, så du kan se præcis, hvor de er utætte. Ved at kombinere termografifotoet med tegninger af huset kan energirådgiveren eller en bygningssagkyndig vurdere, hvad den bedste løsning er i netop dit hus.
Omfangsdræn og isolering af kælderen er dyre projekter. Derfor kan det være rart at vide, at det, du har planlagt at gøre, rent faktisk vil løse problemet og give mest mulig varmebesparelse for pengene.

Hvordan gør du?
Hvis kælderen er utæt og dårligt isoleret, bør du isolere den. Der er overordnet set tre forskellige måder at isolere kælderen på:
- Du kan isolere kælderen udefra.
- Du kan isolere kælderen indefra.
- Du kan undlade at isolere kælderen og i stedet isolere etageadskillelsen mellem kælderen og etagen ovenover.
Isolering af kælderen udefra
Det er bedst at isolere kælderydervæggen udefra og samtidig etablere et omfangsdræn omkring huset. Omfangsdrænet sørger nemlig for at lede regn- og grundvand væk fra huset, så kælderen holdes tør. Dermed undgår du problemer med fugt og skimmelsvamp i kælderen.
Det er en relativt dyr løsning, men til gengæld får du en tør og velisoleret kælder, som er anvendelig til mange formål.
Isolering af kælderydervæggen udefra foregår på følgende måde:
- Der graves ud langs huset.
- Der opsættes evt. en vandtæt membran.
- Der opsættes drænplader med 100-125 mm isolering på ydersiden af kælderydervæggen.
- Der fyldes op med drænmateriale, grus og jord.
- Husets sokkel pudses op og males.
LÆS MERE: BOLIUS Fakta: Udvendig fugtisolering af kælderydervægge.
Isolering af kælderen indefra
Det er billigere at isolere kælderydervæggen indefra. Men her skal du passe på. Det er nemlig meget vigtigt, at kælderen er tør, da der ellers kan opstå alvorlige problemer med fugt og skimmelsvamp i væggen.
LÆS MERE: BOLIUS Fakta: Sådan minimeres risikoen for skimmelsvamp i ældre huse.
Isolering af væggen indefra foregår ved at bygge et skelet af stålrigler (stålstænger), som isoleringsmåtterne monteres i. Yderst opsættes en ny væg af cementplader. Vægbeklædningen skal altid sidde mindst 20 mm over gulvoverfladen, og der skal være mellemrum mellem kælderydervæg og isolering, så der ikke kan trænge fugt op i pladerne og isoleringen.
Isolering af etageadskillelsen mellem kælder og stueetage
En alternativ løsning er at lade kælderen være, som den er, og i stedet isolere etageadskillelsen mellem kælder og stueetage. Det er en god løsning, hvis kælderen er uopvarmet, og du ikke bruger den til andet end at opbevare ting, der kan tåle det lidt råkolde kælderklima.
Det er en væsentligt billigere løsning end at isolere hele kælderen. Ud over at få en lavere varmeregning slipper du også for kulde og træk ved gulvet i stueetagen.
Hvad koster det?
Isolering af kælderydervæggen indefra med isoleringsmåtter
Der bygges et stålskelet, som isoleringsmåtterne monteres i. Yderst sættes en ny væg af cementplader op. Prisen er i alt 225-500 kr. pr. kvadratmeter kælderydervæg inkl. moms og arbejdsløn.
For et almindeligt parcelhus på omkring 120 kvadratmeter vil prisen typisk være ca. 85.000 kr. inkl. moms (priser november 2009).
Isolering af kælderydervæggen udefra inkl. etablering af omfangsdræn rundt om huset
Der graves ud rundt om huset, der monteres drænplader med isolering på kælderydervæggene, og der fyldes op med grus og drænlag samt jord. Til slut pudses og males husets sokkel. Prisen er ca. 4.000-7.000 kr. pr. løbende meter kælderydervæg, inkl. materialer, arbejdsløn og moms (pris november 2009).
Isolering af etageadskillelsen mellem kælder og stueetage
Der isoleres i etageadskillelsen mellem kælder og stue. Der afsluttes med cementplader, der males. Prisen er ca. 750-1.250 kr. pr. kvadratmeter, inkl. materialer, arbejdsløn og moms (pris november 2009).
Hvilke andre fordele er der ved at isolere kælderen?
Ud over at spare penge er der også andre fordele ved at isolere kælderen. Du slipper for:
- Træk fra kældertrappen eller kælderdøren.
- Kolde gulve og træk ved gulvet i stueetagen.
- Dårligt indeklima i kælderen.
- Etablerer du omfangsdræn, vil kælderen blive tør og anvendelig til mange formål.
Hvordan kommer du i gang med at isolere kælderen?
1). Få hjælp af en energirådgiver
Det kan være svært at afgøre, hvilken løsning der er den bedste i dit hus. Det kan derfor godt betale sig at få hjælp af en energirådgiver, energikonsulent eller bygningssagkyndig, hvis du er i tvivl om, hvad du bør gøre. Han eller hun kan tage fotos med et termografikamera, så du kan se præcis, hvor dit hus er utæt og trænger til isolering.
Rådgiveren kan også hjælpe dig med at finde ud af, hvor det er bedst at starte, hvis du vil energirenovere.
Du kan søge efter energirådgivere, energikonsulenter eller bygningssagkyndige på internettet. Flere forsyningsselskaber tilbyder også gratis vejledning af deres egne energirådgivere og -konsulenter. På Erhvervs- og Byggestyrelsens portal Boligejer.dk kan du se en liste over bygningssagkyndige og energikonsulenter. Der er også en liste over bygningssagkyndige (heraf er nogle også energikonsulenter), der har fået advarsler som følge af alvorlige eller gentagne fejl i tilstandsrapporter.
2). Tjek din husforsikring
Før du går i gang med at isolere hulmuren, bør du kontakte dit forsikringsselskab. Hvis du ikke meddeler dit forsikringsselskab, at du skal i gang med et byggearbejde, dækker forsikringsselskabet ikke eventuelle skader, der sker under byggeriet. I de fleste tilfælde vil præmien stige i den periode, hvor byggeriet står på, da der er større risiko for skader i denne periode.
Det kan også være nødvendigt at tegne en særlig forsikring, som dækker skader på eller tyveri af byggematerialer m.m.
LÆS MERE: BOLIUS Fakta: Forsikring, når du bygger om eller til
3). Vil du selv udføre arbejdet, eller vil du have håndværkere til det?
Du bør altid få et professionelt håndværksfirma til at stå for arbejdet, hvis du skal have isoleret kælderydervæggen udefra, og der skal graves ud til omfangsdræn. Arbejdet skal udføres af erfarne folk, da der ellers kan ske alvorlige skader på huset. Det kan f.eks. i nogle tilfælde være nødvendigt at støtte huset, så det ikke får alvorlige sætningsskader.
Du kan godt selv isolere kælderen indefra, hvis du er praktisk anlagt, men det kan være en god idé at få en bygningssagkyndig til at vurdere, om der er problemer med fugt i kælderen.
At isolere etageadskillelsen er ikke så svært og kan godt være et gør det selv-projekt. Det kan være lidt tungt at stå og bakse med de store gipsplader alene. Men hvis man allierer sig med en hjælper, kan det oftest gøres på en weekend.
4). Hvor mange kvadratmeter skal isoleres?
Start med at finde ud af, hvor mange kvadratmeter kælderydervæg der skal isoleres. Det er vigtigt at vide, både hvis du selv skal købe materialer til projektet, og hvis du skal have et tilbud fra en håndværker.
Hvis der skal laves omfangsdræn, bør du også måle op, hvor mange meter der er rundt om huset. Noter også, om der er "forhindringer", f.eks. terrasser, udestuer, beplantning, lyskasser, kældernedgange m.v., som vil være i vejen, når der skal graves ud rundt om huset. Det skal det firma, der skal udføre arbejdet, vide, når de skal give dig et tilbud på, hvad arbejdet koster.
Er det etageadskillelsen, du vil isolere, skal du måle op, hvor mange kvadratmeter loft der er i kælderen.
5). Vælg materialer
Når du skal have lavet omfangsdræn, og kælderydervæggen skal isoleres udefra, skal der bruges mange forskellige materialer. Da det ikke er en opgave, du selv bør udføre, er det bedst at få håndværkeren til at købe materialer til projektet.
Hvis du selv vil isolere kælderydervæggen indefra, skal du bl.a. bruge materialer til at bygge det skelet, som isoleringen skal monteres på. Her er det bedst at bruge stålrigler, da skimmelsvamp ikke vokser på stål. Som isolering kan du bruge almindelige isoleringsmåtter. Til de nye vægge kan du bruge cementplader.
Til at isolere en etageadskillelse kan du enten bruge almindelige isoleringsmåtter, eller du kan få et isoleringsfirma til at blæse isoleringsgranulat ind i etageadskillelsen.
6). Sådan gør du, når kælderen skal isoleres udefra
Kontakt et firma med stor erfaring i at lave omfangsdræn og isolere kældre og få dem til at udføre opgaven. Det er ikke gør det selv-arbejde.
Det er en god idé at få en uvildig byggesagkyndig til at vurdere, hvilken metode og hvilke materialer der bør anvendes i dit hus. Det afhænger bl.a. af jordbundsforholdene på din grund, hvor dybt grundvandet står og fundamentets dybde.
7). Sådan gør du, når kælderen skal isoleres indefra
Du bygger først et skelet af stålrigler, som isoleringsmåtterne kan monteres i. Uden på skelettet monterer du en ny væg af to lag cementplader.
Den nye væg skal monteres med minimum 50 mm's afstand til ydervæggen for at undgå, at der opstår problemer med fugt på grund af kondens.
Indvendig isolering af en kældervæg bør kun udføres, såfremt væggen er tør, og rummet bliver/er opvarmet i hele fyringssæsonen.
Eksempel 1: Etablering af omfangsdræn og isolering af kælderydervægge udefra.
I en villa på 120 kvadratmeter i grundplan etableres omfangsdræn og isolering af ydervæggen udefra med 125 mm.
Pris for omfangsdræn samt isolering, 125 mm, inkl. alle materialer = 225.000 kr.
Årlig besparelse i varme = 2.500 kr.
Investeringen har tjent sig hjem efter 90 år.
Eksempel 2: Kælderydervæg isoleres indefra med 150 mm isolering
I et hus på 110 kvadratmeter med tør kælder isoleres kælderydervæggen indefra med 150 mm. Isoleringen monteres i et stålskelet, og der afsluttes med to lag cementplader.
Pris for ny efterisolering, 150 mm, inkl. alle materialer = 25.000 kr.
Årlig besparelse i varme = 3.500 kr.
Investeringen har tjent sig hjem efter 7 år.
Alle priser er fra november 2009.
8). Sådan isolerer du etageadskillelsen mellem kælderen og stuen
Etageadskillelsen isoleres nedefra med minimum 300 mm, og det foregår på følgende måde:
- Der skrues et skelet af trælægter og forskallingsbrædder fast i det oprindelige loft. Det skal bære isoleringen.
- Isoleringen skæres til og monteres.
- Der sættes en ny loftsbeklædning af gipsplader op, som evt. males.
Du skal sørge for, at etageadskillelsen opfylder brandkravene i bygningsreglementet.
9). Hvis du vil have en håndværker til at udføre arbejdet
Det er en god idé at bruge et firma, du har fået anbefalet af venner, naboer, kolleger el.lign. En anden mulighed er at bede isoleringsfirmaet om navn og telefonnummer til kunder, så du kan spørge dem, om de har været tilfredse med det udførte arbejde.
Indhent altid minimum tre tilbud, så du får en idé om, hvad opgaven bør koste. Vær opmærksom på, at tilbuddene omfatter alle materialer og alt det arbejde, der skal udføres. Tjek f.eks., om udgiften til isoleringsmaterialer, oprydning og bortkørsel af affald m.m. er med. Det er ikke altid en god idé at vælge det billigste tilbud. Det er mindst lige så vigtigt, at du har tillid til den håndværker, du vælger.
Sørg for at lave en udførlig, skriftlig kontrakt med firmaet. Det gode ved at have en udførlig kontrakt er, at det giver dig bedre mulighed for at klage, hvis det udførte arbejde ikke stemmer overens med det, der er aftalt i kontrakten.
Kontrakten bør bl.a. indeholde:
- En detaljeret beskrivelse af, hvilke arbejder der skal laves, og hvilke materialer der skal bruges.
- Deadline for, hvornår arbejdet skal være færdigt.
- Aftale om, hvem der indkøber materialer og beskytter dem mod regn m.m. i byggeperioden.
LÆS MERE: BOLIUS Fakta: Håndværkeraftaler
10). Kontrol
Hvis du ikke har den store håndværksmæssige erfaring, kan det være en god idé at hyre en rådgiver til at gennemgå arbejdet, når det er færdigt. Det kaldes en afleveringsforretning og koster normalt ca. 2500-5000,00 kr. inkl. moms.
Publiceret: tirsdag 15. december 2009, ajourført: mandag 28. november 2011
Kolofon / Send feedback
bygningskonstruktør, fagredaktør Casper Kjerumgaard
journalist Gusta Clasen
redaktionschef Kristine Virén
Personlig rådgivning
NETOP NU
Nyhedsbrev
HUS OG HAVE I februar
-
10 gode råd til haven i februar
-
Hvordan undgår du kalk på...
-
10 gode råd om indeklima
-
Husstøvmider
-
Sådan fjernes skimmelsvamp i din...
-
10 gode råd om beskæring af træer...
-
Sådan finder du ud af om der er...
-
Fald på terræn tæt på huset
-
Bortledning af regnvand og...
-
Planlægning af haven
-
Tjek dit badeværelse for...
-
Tjek udluftningen af dit hus



























Kommentarer