Skader ved efterisolering
Efterisolering kan forbedre både varmebudgettet og indeklimaet, men du skal være opmærksom på, at der er mange faldgruber. Forkert udført efterisolering kan skabe alvorlige fugtproblemer, som kan føre til råd og svamp i husets konstruktioner

- Efterisolering kan forbedre både varmebudgettet og indeklimaet.
I hvilke situationer kan efterisolering give skader på huset?
Formålet med at efterisolere er at mindske husets behov for opvarmning og forbedre indeklimaet. Når det bliver nemmere at holde en behagelig temperatur, og gener fra træk og kuldenedfald fra kolde ydervægge forsvinder, øges komforten betydeligt.
Efterisolering er dog for de fleste bygningsdeles vedkommende en kompliceret sag, da isolering ændrer temperatur- og fugtforhold i konstruktionerne. Forkert udført dampspærre og utilstrækkelig ventilation kan også skabe store problemer.
Fugt er husets værste fjende, og det meget vigtigt for de fleste konstruktioner, at de bliver tilstrækkeligt ventileret, så eventuel fugt kan ledes bort. Manglende ventilation, forkert brug af materialer og ukorrekte konstruktioner kan alle medføre ophobning af fugt i konstruktioner.

- Ændrede fugtforhold i ydervæggen i forbindelse med efterisolering, har været årsag til afskalning af mursten og smuldrede fuger. Foto: Jan Pasternak.
Fugten giver grobund for skimmelsvamp, som giver et dårligt og i visse tilfælde direkte farligt indeklima. Fugt kan på længere sigt føre til angreb af råd og svamp i træ og andre organiske materialer og ikke mindst ægte hussvamp.
Ægte hussvamp er den farligste blandt de trænedbrydende svampe, som angriber bygninger. Den kan forekomme overalt i bygningen i forbindelse med mur- og træværk, cement, indskudsler og isolering.
Hvordan opdager man skaderne?
Der kan gå flere år, før isoleringsskader viser sig. Da fugtproblemer ligger inde i konstruktionerne, kan de være svære at opdage. Synlige kendetegn kan være:
- Skimmelsvamp på den indvendige side af ydervægge og i tagrummet på undertaget.
- Fugtskjolder på ydervægge.
- Afskalninger, frostsprængninger og fugtaftegninger på facaden.
- Fugtig luft i tagrummet, evt. med kondens på undersiden af tagbelægningen.
Skader forårsaget af manglende, utæt eller forkert placering af dampspærre
I mange konstruktioner er det nødvendigt at indbygge en dampspærre i forbindelse med efterisolering. Det gælder de bygningsdele, hvor der er risiko for, at fugtig luft indefra kan trænge ud i konstruktionerne og skabe problemer:
- Tagkonstruktioner
- Lofter
- Skunkvægge og skråvægge
- Ydervægge, der isoleres på den indvendige side.
Indbygning af dampspærre kan skabe problemer på flere måder:
- Dampspærren mangler helt.
- Dampspærren er ikke monteret omhyggeligt nok og er derfor ikke tæt.
- Dampspærren er placeret lige under beklædning på vægge eller lofter og gennembrydes i forbindelse med elarbejde eller opsætning af f.eks. hylder.
- Dampspærren er placeret et forkert sted i konstruktionen.
- Der er monteret to lag dampspærre, fordi man ikke var opmærksom på, at der allerede var en dampspærre i konstruktionen. Det vil medføre, at fugten spærres inde.
Læs mere i BOLIUS Fakta: Efterisolering, fugt og dampspærre.
Skader i forbindelse med isolering af loft og tag
En af de mest almindelige årsager til fugtproblemer i forbindelse med efterisolering af loft og tag er forkert opsat dampspærre. Dermed slipper der fugt ud i tagkonstruktionerne, som på enfamiliehuse stort set altid er af træ, og som risikerer at blive angrebet af råd og svamp.
På en kompliceret tagkonstruktion med sammenskæringer, gennembrydninger i form af kviste, ovenlysvinduer, ventilationskanaler og skorstene kan det være svært at lave en helt tæt dampspærre, hvor alle tilslutninger og samlinger er helt tætte.
Efterisoleringen kan også blokere for udluftningen af taget. De fleste tagkonstruktioner er ventilerede - både selve tagfladen og tagrummet skal være ventileret, så fugten ikke spærres inde. Hvad enten der efterisoleres på indersiden af taget eller på loftet, er det meget vigtigt at undgå, at isoleringen kommer til at spærre for udluftningen.
Læs mere i BOLIUS Fakta: Efterisolering af loft og tag.
Skader ved hulmursisolering
Ved efterisolering af hulmuren, altså mellemrummet mellem for- og bagmur i en muret ydervæg, blæses isoleringsmateriale ind i hulrummet. Det er meget vigtigt, at der foretages en grundig undersøgelse af murens fugtforhold, hulrummet og bagmurens tæthed inden indblæsning.
Eventuelle problemer eller skader skal udbedres, inden der isoleres.
Læs mere i BOLIUS Fakta: Sådan tjekker du hulmursisoleringen i dit hus.
Skader i forbindelse med indblæsning
Selve indblæsningen indebærer sig selv en risiko for skader, da den sker under meget højt tryk.
- Hvis bagmuren er utæt, evt. på grund af revner, kan puds, tapet og maling på den indvendige side blive flået af. Selve bagmuren kan i værste tilfælde blive trykket delvist ind.
- Er der ført et uisoleret røgrør fra brændeovn eller pejs gennem ydermuren, kan visse isoleringsmaterialer, især flamingo (polystyren), som har kontakt med røret, smelte eller ligefrem antændes.
Skader på længere sigt
Andre typer skader viser sig først flere år efter indblæsningen af efterisolering, og de kan være svære og dyre at udbedre. Skaderne har forskellige årsager, men overordnet set skyldes de, at isoleringen ændrer ydermurens temperatur- og fugtbalance.
Hulmursisoleringen vil medføre, at temperaturen i formuren sænkes, fordi isoleringen holder på varmen inde fra huset. Det betyder, at fordampningen er mindre fra murens udvendige flade, og muren har derfor sværere ved at slippe af med ophobet fugt. Den ophobede fugt kan give skader i form af bl.a. frostsprængninger af murværket eller kan trænge ud i andre bygningsdele.
Fugtophobning kan have flere årsager, som normalt allerede er til stede inden hulmursisolering, men problemerne vil forstærkes efter isoleringen:
- Formuren er ikke tæt mod slagregn på grund af revner eller huller i murværket eller forvitrede, bløde fuger.
- Murværket påvirkes af vand fra utætte tagrender og nedløbsrør, som ikke leder regnvandet væk. Defekte inddækninger og murafslutninger ved tag kan også give problemer.
- Opstigende fugt fra jorden, der ikke standses af et vandtæt lag mellem mur og sokkel.
- Huller eller sprækker i bagmuren, som lader fugt indefra trænge ud i murværket.
Mange lag gammel maling, især plastmaling, kan forhindre fugt i at forsvinde fra facaden. Problemet bliver værre efter hulmursisolering.

- Frostsprængninger og afskalninger af mursten, puds og maling er opstået efter indblæsning af ny hulmursisolering. Foto: BYG-ERFA.
Hvis forundersøgelserne ikke har været grundige nok, har de muligvis ikke afsløret, at hulrum i tilstødende gulve og tagkonstruktioner ikke er lukket. Dermed blæses isoleringen også ind i disse hulrum, hvor den kan blokere for ventilation af konstruktionerne, og det kan føre til fugtskader.
Skader ved indvendig isolering af ydervægge
En af de hyppigste årsager til skimmelproblemer i boliger er forkert udført indvendig isolering. Problemerne opstår, hvis ydervæggen ikke er renset totalt af. Tapet, grundpapir, tapetklister m.m. indeholder organisk materiale, som skimmelsvampene kan leve af.
Hvis der i forvejen er problemer med fugt, bliver situationen blot værre. Muren kan optage fugt, der trænger ind udefra eller fra fundamentet, eller fordi der ikke er opsat en helt tæt dampspærre på den indvendige side, når der efterisoleres. Dampspærren skal forhindre fugt inde fra huset i at trænge ud og kondensere på den kolde ydervæg.
Isoleringen sættes op i en såkaldt forsatsvæg, der opbygges som et selvstændigt skelet på den indvendige side af ydervæggen. Forsatsvæggen må ikke skrues direkte på ydervæggen, men skal monteres med afstand, da lægterne ellers vil fungere som kuldebroer.
Skimmelsvampe udgør en helbredsrisiko, og da de sidder mellem den nye forsatsvæg og ydervæggen, er de svære at få øje på og kan desuden brede sig til andre dele af huset.

- Billedet viser indersiden af en massiv ydermur efter fjernelse af indvendig isolering. Mellem mellem mur og isolering er opstået skimmelsvamp, som skyldes, at fugtig rumluft har kunnet trænge ud gennem en utæt dampspærre. Foto: BYG-ERFA.
Skader i forbindelse med isolering af krybekælder
Der kan opstå fugtproblemer, når dækket mellem stueetage og krybekælder efterisoleres, ved at der sættes isoleringsmåtter op under gulvbelægningen.
- Når dækket efterisoleres, trænger der ikke længere varme fra stueetagen ned i krybekælderen, og fugtbalancen i kælderen forrykkes, fordi den relative luftfugtighed stiger. Det kan i visse tilfælde føre til dannelse af skimmelsvamp, som kan brede sig til resten af huset.
- Forkert udført isolering, som blokerer for ventilationsåbningerne i soklen, vil hurtigt give problemer med fugt, da isoleringen i sig selv øger behovet for ventilation. Blokeringen kan ske, ved at der isoleres i et for tykt lag, eller at der fejlagtigt blæses isolering ind i krybekælderen eller det ventilerede hulrum under stueetagen. I mange tilfælde er det faktisk nødvendigt at lave flere nye ventilationsåbninger, når der efterisoleres.
- Opsættes der vindpap på undersiden af isoleringen for at modvirke træk fra kældere
Læs mere i BOLIUS Fakta: Isolering af krybekælderdæk.
Publiceret: tirsdag 29. september 2009
Kolofon / Send feedback
Kilder
BYG-ERFA, Byggeteknisk erfaringsformidling
Rockwool
Isover
Henvisninger
Personlig rådgivning
NETOP NU
Nyhedsbrev
HUS OG HAVE I februar
-
10 gode råd til haven i februar
-
Hvordan undgår du kalk på...
-
10 gode råd om indeklima
-
Husstøvmider
-
Sådan fjernes skimmelsvamp i din...
-
10 gode råd om beskæring af træer...
-
Sådan finder du ud af om der er...
-
Fald på terræn tæt på huset
-
Bortledning af regnvand og...
-
Planlægning af haven
-
Tjek dit badeværelse for...
-
Tjek udluftningen af dit hus



























Kommentarer