Stop utætheder i dit hus nu og spar penge til vinter

Nyhed |  Publiceret: tirsdag 26. august 2008

Du kan stadig nå at efterisolere og montere tætningslister, før det bliver koldt. Læs her, hvad du kan gøre i din bolig i september og få gode råd ved køb af brænde.

isolering på loft De stigende energipriser har gjort det dyrere at varme huset op. Men gør du noget ved utæthederne i dit hus nu, kan du undgå, at varmeregningen løber løbsk til vinter.

- Det kan hurtigt lade sig gøre at lave en mindre efterisolering som at smide noget mere isolering på loftet. Man kan også nå at montere nogle tætningslister rundt om vinduer og døre, hvis det trækker ind, siger fagredaktør i Bolius Boligejernes Videncenter, Kristine Virén.

Brug rådgiver inden du isolerer krybekælder

Hvis du har en uisoleret krybekælder under huset, kan den også være værd at se på. Også her kan efterisolering være med til at spare på varmen.

- Men her skal du have rådgivning, om konstruktionen på dit hus kan tåle, at krybekælderen bliver efterisoleret. For det kan give fugtproblemer, der kan føre til råd og svamp, advarer Kristine Virén.

Brændeovn kan klare morgenkulden

Isolering og varme er nogle af de vigtigste ting, du skal tænke på i din bolig i september. Drømmer du om en brændeovn, du kan varme dig ved til vinter, er det en god idé snart at købe én.

- Når det begynder at blive koldt om morgenen, kan du tænde for brændeovnen i stedet for centralvarmeanlægget. En brændeovn kan være en billig varmekilde, men husk at vælge en brændeovn, der har en kapacitet, der passer til dit hus. Ulemperne ved en brændeovn kan være, at den sviner og udleder meget CO2, påpeger Kristine Virén.

Skal brændeovnen svine så lidt som muligt og være så billig som muligt i drift, skal du tænke over, hvordan du fyrer. Brændet skal altid være tørt, og der skal være godt træk i skorstenen.

Mal, hvis vejret bliver godt

Hvis vejret igen begynder at vise sig fra sin gode side, bør du se, om træværket på f.eks. vinduer, døre eller gavl trænger til at blive malet igen.

- Hvis vi får tørt vejr med sol i 3-4 dage i træk, så træværket kan tørre ordentligt, er september en rigtig god måned at male i. En tommelfingerregel er, at der ikke skal ligge vandpytter på fliserne. Temperaturen i september er god, og solen er ikke så skarp, så malingen tørrer godt og ikke for hurtigt, forklarer Kristine Virén.

Gode råd, når du køber brænde

brændestabel Du kan typisk købe det billigste brænde ved at købe et såkaldt sankekort hos dit lokale skovdistrikt. Med det kan du enten hente brænde fra træer, der allerede er fældet og opskåret, eller selv fælde, opskære og kløve træet.

Du kan også købe brænde en lang række andre steder som f.eks. tankstationer eller trælaster. Få et godt overblik over priserne ved at tjekke dem på internettet. For at sammenligne priserne skal du undersøge:

  • Hvilken træsort er der tale om?

  • Hvordan er mængden af brændet opgjort (rummeter, skovrummeter eller kasserummeter)?

  • Hvilken længde har brændestykkerne, og er brændet kløvet?

  • Hvor meget fugt er der i brændet ved leveringen?

  • Skal du selv hente brændet, eller bliver det leveret?

En rummeter brænde er den mængde brænde, der kan være i en brændestabel, der er 1 m høj, 1 m bred og 1 m lang. Brændet skal være kløvet og opskåret i ens længder og stablet relativt tæt uden for meget luft mellem de enkelte stykker brænde.

En skovrummeter er en tilsvarende stabel brænde, der ikke er kløvet eller opskåret. Brændestykkerne er normalt lidt længere. Da der er mere luft omkring brændet her, er der reelt mindre brænde i en skovrummeter end i en almindelig rummeter.

En kasserummeter er en kasse på 1 x 1 x 1 m, hvor brændestykkerne er smidt hulter til bulter i stedet for at blive stablet pænt. Her er der endnu mere luft omkring de enkelte brændestykker, og en kasserummeter rummer derfor mindre end både en skovrummeter og en almindelig rummeter brænde.

Kilde: BOLIUS Fakta: Brænde til brændeovne og pejse



Kolofon / Send feedback

Af Kim Gregersen

Kommentarer

Ingen kommentarer



Få gratis hjælp af en Bolius ekspert

Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.

Klik og stil dit spørgsmål nu

Få professionel rådgivning

Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.

Klik og få mere at vide
Log ind i Husets kalender for at tilføje artiklen

Log ind

og tryk derefter på +ikonet igen for at tilføje artiklen til Husets kalender





Opret en profil på Husets kalender

Annonce

Nyhedsbrevfh-newsletter

Annonce

Inspirerende billedserier

  • Bolius Boligejernes Videncenter A/S
  • Lautrupvang 2
  • 2750 Ballerup

Se her hvordan du kontakter os

Få GRATIS bogen
"Førstehjælp til dit hus"

 

- så er du klar hvis uheldet er ude

 

Tilmeld dig Bolius Nyhedsbrev her:

Du modtager en velkomstmail med et link så du GRATIS kan downloade
”Førstehjælp til dit hus” som PDF.

Herefter modtager du to gange om ugen Bolius Nyhedsbrev med relevante artikler og billedserier om alt indenfor hus og have.

Luk og vis ikke igen