Sådan forebygger du vandskade i kælderen
Der er meget, du kan gøre, for at forebygge en vandskade i din bolig. Det handler især om at vedligeholde kloakken, så den kan klare de vandmængder, der kommer med regn og sne.
Hvorfor opstår der vandskader i kælderen?
Der kan være flere årsager til, at der opstår en vandskade i et hus:
- Havet eller åer kan gå over deres bredder, så der løber vand ind i huse og kældre.
- Kloakkerne kan blive overbelastet, så afløbsvandet bliver presset op gennem gulvafløbet i en kælder.
- Grundvandet kan stige, så vandet presses op igennem utætheder i kældergulvet.
Vandskaderne kan også skyldes problemer i huset:
- Hvis der mangler et omfangsdræn rundt om huset, eller hvis et eksisterende omfangsdræn ikke fungerer ordentligt, så vandet ikke bliver ledt væk fra huset.
- Hvis der er revner eller huller i fundamentet, så vandet kan trænge ind i kælderen.
Hvis du gerne vil vide, om der tidligere har været vandskader i kælderen, kan du eventuelt kontakte den tidligere ejer. Du kan også kontakte dit forsikringsselskab, som kan hjælpe dig med at undersøge om kælderen har været vandskadet.
I tilstandsrapporten på dit hus kan der også være oplysninger om tidligere vandskader.
Hvordan forebygger du en vandskade til daglig?
Du behøver ikke gøre så meget for at tage de store forholdsregler, hvis du kun skal bruge kælderen til opbevaring af madvarer, diverse haveredskaber, cykler og andet. I de fleste tilfælde er det godt nok blot at holde kælderen pæn og ren og sørge for god ventilation.
Det er en god idé at vælge reoler og andre opbevaringsmøbler af stål eller andet uorganisk materiale, som skimmelsvamp og andre ubehagelige svampe ikke kan gro i.
Køb evt. en vandalarm, som afbryder vandforsyningen, hvis vandforbruget pludseligt stiger, fordi der er kommet en utæthed på et vandrør e.lign. Vandalarmen kan også sladre, hvis forbruget stiger over en længere periode pga. en mindre utæthed.
14 billeder Åben hele serien BILLEDSERIE
Tjekliste til gennemgang af huset ude og inde
Du kan forebygge vandskader ved jævnligt at tjekke og vedligeholde dit hus:
- Tjek ventiler, rør og stophaner for tegn på tæring eller utætheder.Sørg
- for, at samtlige rør i kolde rum er isolerede, så de ikke springer i frostvejr.
- Rens og vedligehold tagrender, nedløb og brønde, så de ikke stopper til.
- Rens med jævne mellemrum sandfanget for blade, sand og småsten. Sandfanget er den afløbsbrønd, som modtager vandet fra nedløbsrørene.
- Sørg for, at terrænet omkring huset skråner væk fra huset.
- Tjek husets sokkel og væggene i kælderen for revner eller skader.
Hvordan forebygger du større problemer med vand i kælderen?
Hvis du ofte oplever, at der kommer vand ind i din kælder, er der flere forskellige løsninger, du kan overveje:
Hvis vandet kommer op gennem gulvafløbet i kælderen:
- Lukning af afløb.
- Højvandslukke.
- Tilbageløbsstop.
- Pumpebrønd.
Hvis vandet trænger ind gennem vægge eller gulve i kælderen:
- Drænlag.
- Omfangsdræn.
Forbedringer eller ændringer af kloaksystemet skal altid udføres af en autoriseret kloakmester.
Lukning af afløb
Hvis der ofte trænger vand op gennem afløbet i din kælder, kan du simpelhen vælge at få gulvafløbet lukket af. Det er den billigste løsning. Det koster ca. 10.000 kr. inklusive moms (1. marts 2007). Du skal have en autoriseret kloakmester til at lukke afløbsinstallationerne ved hovedforsyningen. Derefter skal du støbe afløbet i gulvet til med en mørtelblanding, der bliver lagt ned i det eksisterende afløb.

- Højvandslukke.
Højvandslukke
Et højvandslukke er en anden løsning, der kan forhindre vandet i at trænge op gennem dit kælderafløb.
Højvandslukket forhindrer kloakvandet i at rende den forkerte vej. Hvis vandet begynder at løbe baglæns, f.eks. på grund af for meget vand i kloakkerne, sørger højvandslukket for at lukke for afløbet, så vandet ikke kan trænge op i kælderen gennem afløbet.
Det koster ca. 9.000-10.000 kr. inklusive moms at få monteret et højvandslukke af en autoriseret kloakmester (februar 2008). Der til kommer udgiften til at brække gulvet op og genopbygge det igen omkring højvandslukket.
Læs mere i BOLIUS Fakta: Højvandslukke .
Tilbageløbsstop
Et tilbageløbsstop er en tredje løsning, der kan forhindrer kloakvandet i at trænge op gennem kælderafløbet. Et tilbageløbsstop er faktisk en slags højvandslukke.
Tilbageløbsstoppet forhindrer vandet i at løbe den forkerte vej op gennem afløbet. Hvis kloakvande i den offentlige kloak løber den forkerte vej ind i din kloak, løftes røret i brønden op og rammer en plade, så det lukkes tæt. Kloakvandet bliver i brønden i stedet for at komme ind i din kælder.
Det koster mellem 13.000 kr. og 38.000 inklusive moms at få monteret et tilbageløbsstop af en autoriseret kloakmester (februar 2008).
Læs mere i BOLIUS Fakta: Tilbageløbsstop .

- Pumpebrønd.
Pumpebrønd
En fjerde mulighed er at få installeret en pumpebrønd, som sørger for at lede overskydende vand væk. Vandet ledes ud til pumpebrønden, hvor det opsamles. Når der igen er plads i kloakken, pumpes vandet ud til hovedkloakken ved hjælp af en eldrevet pumpe.
Det koster ca. 63.000 kr. inklusive moms at få monteret en pumpebrønd af en autoriseret kloakmester (februar 2008).
Læs mere i BOLIUS Fakta: Pumpebrønd.
Drænlag
Når der bygges huse i dag, bliver der både isoleret og etableret et drænlag, som hindrer vand i at stige op gennem kældergulvet. Men de fleste ældre huse har ikke sådan et drænlag.
Hvis der ofte trænger vand op gennem gulvet i kælderen, er det en god idé at gøre noget ved problemet, men det er en ret omfattende løsning:
- Først skal kældergulvet brækkes op
- Så skal der graves ud.
- Derefter bliver der lagt et lag af sten og isolering.
- Eventuelt lægges der et lag plastik for at forhindre radon i at trænge op gennem kældergulvet.
- Til slut støbes det nye kældergulv, og der kan sluttes af med klinker.
Det koster ca. 150.000 kr. inklusive moms at få lagt et drænlag i kældergulvet (1. marts 2007).

- Omfangsdræn omkring hus.
Omfangsdræn
Hvis dit problem i stedet er, at der i perioder kommer vand ind igennem ydervæggene, kan løsningen være at investere i et omfangsdræn og samtidig få fugtisoleret kælderydervæggene. Det er ikke noget, du selv kan gøre, men hvis du tager kontakt til en rådgiver, vil han eller hun kunne hjælpe dig med at indhente tilbud m.m.
Det koster ca. 200.000 kr. inklusive moms at få udført et omfangsdræn af en autoriseret kloakmester (1. marts 2007).
Læs mere i BOLIUS Fakta: Omfangsdræn og BOLIUS Fakta: Udvendig fugtisolering af kælderydervægge .
Publiceret: onsdag 28. februar 2007, ajourført: mandag 19. september 2011
Kolofon / Send feedback
bygningsingeniør Susie Frederiksen
bygningskonstruktør, fagredaktør Casper Kjerumgaard
journalist Gusta Clasen
journalist Lisette Lykke Andersen
redaktionschef Kristine Virén
Kilder
BYG-ERFA
Teknologisk Institut
Forsikringsoplysningen
Fotos og illustrationer
Kloakmestrenes Kvalitetskontrol A/S
Personlig rådgivning
Nyhedsbrev
HUS OG HAVE I februar
-
10 gode råd til haven i februar
-
Hvordan undgår du kalk på...
-
10 gode råd om indeklima
-
Husstøvmider
-
Sådan fjernes skimmelsvamp i din...
-
10 gode råd om beskæring af træer...
-
Sådan finder du ud af om der er...
-
Fald på terræn tæt på huset
-
Bortledning af regnvand og...
-
Planlægning af haven
-
Tjek dit badeværelse for...
-
Tjek udluftningen af dit hus


























Kommentarer
Læs meget mere om det her: www.haandvaerkerfradrag.dk
Jeg bor på Strandvejen 30 st. 5, 2100 København Ø.
For ca. 1 år siden fik jeg en vandskade i mit kælderrum. Det skyldes utæthed i rør og som løb langsomt ud i kælderrummet (rørende var isoleret, men ikke tætte). Jeg fik skader for over kr. 10.000.
Min egen forsikring vil ikke betale og ejendommens nægte også at refunderer skaden.
Kan I fortælle hvem der har skylden og hvordan jeg skal komme videre.
Med venlig hilsen
Mogens Betzer