Boliger for singler
I takt med at ejerlejlighederne er faldet i pris, er det blevet lettere at være single på boligmarkedet. Ønsker du at bo til leje, er det ikke umuligt at finde en lille lejlighed til ca. 5.500 kr. månedligt, hvilket en single med en årsløn på 240.000 kr. burde have råd til at betale.

- Som single skal du regne med en husleje på omkring 5.500 kroner.
Hvordan er økonomien for en single?
Med en månedsløn på 20.000 kr. får du ca. 13.200 kr. udbetalt efter skat. I denne beregning af skat er der taget hensyn til et fradrag for a-kasse og fagforening på 12.000 kr. Er du på højeste dagpengesats, ligger nettoudbetalingen på 11.100 kr.
Som en tommelfingerregel bør du regne med ca. 2.800 kr. til faste udgifter plus husleje på ca. 5.500 kr. Den resterende del af din disponible indkomst på 4.900 kr. skal dække tøj, mad, husholdning og fornøjelser.
I budgettet er det forudsat, at du ikke skylder penge væk og derfor ikke skal betale renter og afdrag.
Hvilke muligheder har en single på boligmarkedet?
Ønsker du at bo alene, har du valget mellem en ejerlejlighed eller en lejelejlighed. I begge tilfælde er der tale om en relativt dyr mulighed, som dog ligger inden for rammerne af en månedsløn på 20.000 kr.
Kan du stille dig tilfreds med fælles køkken og bad samt måske en fælles opholdsstue, kan du leje et værelse i en villa eller i en lejlighed. Denne løsning er typisk noget billigere end at bo i egen lejlighed.
Er du indstillet på at have nogen at spise aftensmad sammen med, kan du leje dig ind som "room mate" sammen med en anden single i en mindre lejlighed.
Ønsker du flere mennesker omkring dig, er et kollektiv eller et bofællesskab en oplagt mulighed.
Hvad må en ejerlejlighed koste?
Har du en opsparing til udbetaling og købsomkostninger på ca. 65.000 kr., vil du med et fornuftigt forbrug kunne regne med at blive godkendt til køb af en lejlighed, der koster ca. 3,5 gange din årsindkomst.
Tjener du eksempelvis 20.000 kr. månedligt og skylder ikke penge væk, vil du have råd til at købe en lejlighed til omkring 850.000 kr. En lejlighed i det prisniveau vil typisk kunne fås med en nettoydelse på ca. 5.500 kr. pr. måned.
Med en månedsløn på 25.000 kr. rækker økonomien til en bolig i prislejet 1.050.000 kr., hvilket typisk giver en nettoydelse omkring 6.200 kr.
Ønsker du flere penge til forbrug, kan du vælge et afdragsfrit realkreditlån. Har du købt en lejlighed til ca. 900.000 kr., vil afdragsfriheden typisk give dig 1-1.200 kr. mere til forbrug hver måned.
Hvad må en lejelejlighed koste?
Da realkreditinstitutterne typisk giver grønt lys for en nettohusleje på ca. 5.500 kr. i en ejerlejlighed ved en månedlig indkomst på 20.000 kr., vil en husleje i en lejebolig på samme niveau være rimelig.
På samme vis som i en ejerlejlighed skal der til nettoydelsen lægges forbrugsafgifter til varme, vand, antenne og el. Regn med et månedligt beløb på mellem 600 og 800 kr.
Efter skat og husleje vil du have et rådighedsbeløb på ca. 7.700 kr. Beløbet skal dække alle dine udgifter til varme, el, telefon, licens, mad, tøj, ferie, fornøjelser osv.
Hvor stort kontantbehov har du ved køb af ejerlejlighed?
Køber du en lejlighed til omkring 900.000 kr., skal du regne med et kontantbehov på omkring 65.000 kr. Beløbet rækker til udbetalingen og advokatens salær.
Har du i stedet fået fingre i en lejelejlighed til 5.500 kr., skal du i nogle tilfælde betale op til seks gange den månedlige leje i indskud. Dermed har du brug for ca. 33.000 kr. i kontanter.
Ved leje af værelser er kontantbehovet væsentligt mindre, da lejen typisk er lavere, og der ofte kun forlanges en eller to måneders forudbetalt husleje.
Hvilke muligheder er der i Storkøbenhavn?
Et hurtigt tjek på hjemmesiden Boliga.dk viser, at selv med en indkomst på 20.000 kr. månedligt, er det muligt at finde en lille lejlighed, der er til at betale.
Den 25. marts 2008 er der således udbudt 117 lejligheder til en pris på 900.000 kr. og derunder. Med en udbudspris i den størrelsesorden vil det være realistisk at opnå et prisnedslag på 50.000 kr., hvilket bringer prisen ned på de 850.000 kr., som realkreditinstituttet typisk vil acceptere for en låntager med en indkomst i denne størrelsesorden.
For pengene får du eksempelvis en nyere etværelses lejlighed på 35 kvadratmeter på Nørrebro til en månedlig nettoydelse på 5.462 kr. Ønsker du mere plads, må du til Nordvestkvarteret, hvor du får 41 kvadratmeter for de samme penge. Dog bliver det særdeles svært at finde en toværelses lejlighed med et budget på omkring 900.000 kr.
På lejeboligmarkedet er det derimod ikke umuligt, at finde en fremlejelejlighed med to værelser til 5-6.000 kr. månedligt. Hos Boligportal.dk finder vi eksempelvis en toværelses lejlighed i Nordvestkvarteret til 5.000 kr. månedligt.
Hvilke muligheder er der i Odense?
Ikke helt overraskende får du som single væsentligt mere for pengene i Odense, hvor priserne på både leje- og ejerboliger er væsentligt lavere end i Storkøbenhavn.
For 895.000 kr. er det muligt at erhverve sig en toværelses tæt på centrum til en månedlig nettoydelse på 5.424 kr. Ønsker du flere kvadratmeter, må du til Dalum, hvor du får en treværelses lejlighed på 79 kvadratmeter til den samme pris, men dog med en lidt højere nettoydelse
På lejeboligmarkedet udbydes via hjemmesiden Findbolig.nu en etværelses lejlighed i Odense SØ på 49 kvadratmeter til en månedlig leje på 4.026 kr.
Hvilke muligheder er der i Århus?
Prisniveauet på ejerlejligheder i Århus ligger kun en anelse under københavnerniveauet, men udbuddet er væsentligt mindre. For 895.000 kr. får du en toværelses lejlighed på 51 kvadratmeter i Viby J syd for Århus' centrum. Nettoydelsen ligger på 5.600 kr.
Kan du klare dig med 38 kvadratmeter, får du en etværelses lejlighed et par kilometer fra centrum i Åbyhøj. Prisen er 795.000 kr., og nettoydelsen ligger på 4.800 kr.
På lejeboligmarkedet kan du støde på en toværelses fremlejelejlighed i centrum til omkring 5.000 kr. månedligt. Vil du have mere plads, finder du en treværelses lejlighed i Brabrand på 61 kvadratmeter til en månedlig leje på ca. 3.500 kr.
Hvordan er økonomien i en delelejlighed?
Har du en ekstra god økonomi, vil realkreditinstituttet måske godkende dig til køb af en treværelses lejlighed til omkring 1½ mio. kr. Økonomien vil i så fald blive ganske stram, men lejer du et værelse ud til en god ven eller veninde, får du et pænt tilskud til dit månedlige forbrug. Samtidig sparer du penge på både varme, el, avishold og tv-licens.
I København får du eksempelvis en 73 kvadratmeter stor lejlighed i Nordvestkvarteret Nørrebro til 1.598.000 kr. med en månedlig nettoydelse på 9.600 kr. Vælger du afdragsfrie lån, reduceres nettoydelsen til 7.700 kr.
Udlejer du et værelse til en god ven eller veninde til 3.500 kr. månedligt, vil du selv sidde for en nettohusleje på 4.200 kr. Afhængigt af lejlighedens vurdering kan du risikere at skulle betale skat af en del af beløbet. Som udgangspunkt er de første 2.000 kr. af den månedlige husleje dog skattefrie.
Publiceret: søndag 15. juni 2008
Kolofon / Send feedback
Kilder
Danmarks Statistik
Forbrugerstyrelses husholdningsbudgetter, 2005
Beregning af ydelse ved køb af bolig, BRFkredit
Personlig rådgivning
Nyhedsbrev
HUS OG HAVE I februar
-
10 gode råd til haven i februar
-
Hvordan undgår du kalk på...
-
10 gode råd om indeklima
-
Husstøvmider
-
Sådan fjernes skimmelsvamp i din...
-
10 gode råd om beskæring af træer...
-
Sådan finder du ud af om der er...
-
Fald på terræn tæt på huset
-
Bortledning af regnvand og...
-
Planlægning af haven
-
Tjek dit badeværelse for...
-
Tjek udluftningen af dit hus


























Kommentarer