Høje varmepriser koster boligsælgere dyrt
Høje priser på fjernvarme kan koste boligsælgere 300.000 kr. Svært at sælge huse i dyre fjernvarmeområder. Læs, hvordan du tjekker fjernvarmepris, inden du køber hus.
|
Undersøg fjernvarmepris, før du køber hus Det er typisk i landområder, at fjernvarmeprisen kan være meget høj. Ejendomsmæglerne skal oplyse varmeudgiften i salgsmaterialet, så husk at se efter. Du kan ikke være sikker på, at det fremgår, om der er tilslutningspligt til det lokale fjernvarmeværk. Derfor er det klogt at undersøge hos kommunen og varmeværket. Det fremgår heller ikke altid af papirerne, om køberen hæfter for den fælles gæld, som er i varmeværket. Det kan du få oplyst hos varmeværket. Generelt kan det også betale sig at høre hos naboerne, hvordan varmesituationen er. |
Boligejere, der bor i et område, hvor fjernvarmen er dyr, må gå langt ned i pris, når de skal sælge deres hus.
I områder, hvor den årlige fjernvarmepris er på over 30.000 kr., tvinges sælgerne til at gå 200.000-300.000 kr. ned i pris, hvis de vil have huset solgt, fortæller en række ejendomsmæglere til Bolius.
- Det påvirker prisen i nedadgående retning. Nogle huse her i området har varmeudgifter på 30.000-40.000 kr. om året. Det bliver vi nødt til at kompensere for, hvis vi skal have huset solgt, siger ejendomsmægler i Mariagerfjord Kommune Bjarne Andersen fra Nybolig
Købere siger nej til høj pris på fjernvarme
Bjarne Andersen har flere huse til salg i Veddum, Skelund og Visborg. Men husene er meget vanskelige at sælge, da køberne også skriver under på at betale landets højeste varmepris på 2.741 kr. om måneden for et typisk hus.
- Det første, folk spørger om, når de er interesseret i et hus her på egnen, er, om det er tilsluttet kraftvarmeværket. Hvis det er det, så smutter de igen, siger Bjarne Andersen.
Huse i dyre fjernvarmeområder billigt til salg
Generelt bliver husene udbudt 200.000-300.000 kr. billigere, end de egentlig er værd. Derfor kan der være folk, der ikke har råd til at sælge.
- Men spørgsmålet for mange er også, om de har råd til at blive boende og betale varmeudgiften. Derfor er der huse, der bliver sat til salg, siger Bjarne Andersen.
Stor forskel på pris på fjernvarme
Andre ejendomsmæglere i området fortæller det samme, men vil ikke stå frem for ikke at skade forretningen. Men en ejendomsmægler fortæller, at han har et hus til salg til 500.000 kr., som med en normal varmepris ville blive udbudt til 700.000 kr.
Alligevel er det meget svært at sælge huse i området. Især fordi prisen på varme andre steder i kommunen er helt nede på 6.629 kr. om året.
Høj varmepris giver høj bruttoydelse
Andre steder i landet med høje varmepriser er historien den samme. Husene står i op til flere år, før de bliver solgt, og prisen er langt lavere end for tilsvarende huse andre steder. Flere steder i Hillerød Kommune er der tilslutningspligt til de lokale og meget dyre fjernvarmeværk.
- Når jeg tager et hus til salg, så er en høj varmepris en af de ting, der trækker ned, når jeg skal fastsætte husets pris. Købere er ikke så fokuserede på, at varmeprisen er højere her end andre steder, men de er meget fokuserede på, at deres bruttoydelse bliver alt for høj. Derfor bliver sælger nødt til at sørge for, at bruttoydelsen kommer ned, og der er prisen en af ting, man kan skrue på, siger Gert Vognstrup Kristensen fra Robinhus i Hillerød.
Store udgifter til varme svarer til dyrt lån
Ejendomsmæglerkæden Home bekræfter situationen.
- Det er svært at sælge i områder med høje varmepriser. Bruttoydelsen på huset bliver for høj. Folk ved jo godt, at 1.000 kr. i bruttoudgift svarer til at låne 250.000 kr. mere. Derfor kan det være billigere at købe et dyrere hus i et andet område, siger kommunikationschef i Home
Niels H. Carstensen.
Home mener dog, at modige købere kan spekulere i at købe de billigere huse og satse på, at prisen på varme ændrer sig.
Tilslutningspligt forhindrer nej til dyr fjernvarme
Mange steder har kommunerne bestemt, at der er tilslutningspligt til de dyre værker. Hvis det er tilfældet, er du tvungen til at betale for tilslutningen, selv om du sørger for at få varmen på anden vis.
Der kan også være store udgifter uden tilslutningspligt. Mange små varmeværker har en meget stor gæld, som alle brugerne hæfter for.
Derfor skal man købe sig ud af gælden for at slippe for varmeregningen. Det gælder i Veddum, Skelund, Visborg området, hvor det koster 50.000-70.000 kr. at afmelde fjernvarmen. Dertil kommer udgifter til at etablere alternativ varme.
- Køberne vil ofte kun købe huset, hvis sælgeren betaler gælden til værket og modregner omkostningerne til at etablere alternativ varme, siger Bjarne Andersen fra Nybolig i Mariagerfjord Kommune.
Kolofon / Send feedback
Henvisninger
Se, hvor dyre fjernvarmeværker er i Energitilsynets prisstatistik. Få gode råd til at spare på energien på Bolius' energisite sparenergi.
Få gratis hjælp af en Bolius ekspert
Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.
Klik og stil dit spørgsmål nuFå professionel rådgivning
Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.
Klik og få mere at vide




















Kommentarer