Lettere at handle forurenet ejendom
Med ny lov kan du lettere gennemskue, om jordforureningen under drømmehuset er sundhedsfarlig eller fuldstændig harmløs.
Det bliver lettere at sælge din forurenede grund, efter at en ny lov om jordforurening er trådt i kraft.
Siden nytår har regionerne haft pligt til at tildele alle nyfundne, forurenede grunde en simpel kode, så det er let at overskue, hvilken betydning forureningen har for anvendelsen af boligen. De forurenede grunde kan få tre stempler:
-
F0 betyder, at forureningen ikke udgør en risiko for anvendelse af hus og have.
-
F1 betyder, at forureningen ikke udgør en risiko ved anvendelsen af hus og have, hvis man blot følger nogle få og simple råd.
-
F2 betyder, at grunden skal undersøges nærmere, eller der skal iværksættes en oprydning.
På den måde kan du aflæse den forurenede grunds tilstand, ligesom du læser en tilstandsrapport.
Ny lov fordel for ejere og købere
Alle de kilder, Bolius har talt med, spår, at den revidere lov vil få stor positiv betydning. Både for de, der ejer en forurenet grund og for de, der overvejer at købe en.
- De nye regler skaber større gennemsigtighed. Det er alt andet lige til fordel for alle parter, ligesom det ofte kan være med til at afdramatisere problemet med jordforurening, vurderer Allan Malskær, formand for Parcelhusejernes Landsforening.
Gamle regler gav boligejerne problemer
Ejendomsmæglere har længe haft pligt til at fortælle eventuelle købere, hvis myndighederne havde kortlagt en ejendom som "måske forurenet" eller "konstateret forurenet".
Kortlægningen har derimod ikke fortalt eventuelle købere noget om forureningens karakter. F.eks. om den udgjorde en sundhedsrisiko eller begrænsede den måde, de kunne anvende grunden på.
Derfor gik køberne ofte uden om forurenede grunde, navnlig i udkantsområderne, hvor priserne er lave, og der er forholdsvis mange ejendomme til salg. Ligeledes var realkreditforeninger og banker tit tilbageholdende med at udstede lån med pant i forurenede ejendomme, da de reelt kunne være umulige at værdifastsætte.
Forurening ofte helt uskadelig
Ofte har der imidlertid slet ikke været en saglig begrundelse for de talrige problemer, ejerne af de forurenede grunde kunne løbe ind i.
- Mere end halvdelen af de kendte, danske tilfælde af jordforurening er heldigvis fuldstændig uskadelige for dem, der bor på grunden. Andre tilfælde er mere eller mindre alvorlige.
Det siger Søren A.V. Nielsen, cand.scient. geolog, Videncenter for Jordforurening under Danske Regioner.
Alle forurende grunde skal registreres
Regionerne - og før dem amterne - har pligt til at kortlægge al jordforurening i Danmark.
- Derfor registrerer vi også nidkært den dér klat olie, der ligger to meter under din græsplæne, hvor den tidligere ejer havde et værksted og lod en motor stå og ruste i 15 år. Men med et F0-mærke vil vi jo samtidig gerne indikere, at forureningen ikke gør en kat fortræd, så længe den bare bliver liggende, forklarer Søren A.V. Nielsen.
Ny lov giver mere viden om forurening
Hos Dansk Ejendomsmæglerforening vurderer vicedirektør Thomas Torp, at den nye lov vil skabe langt større klarhed, når du skal købe eller sælge en forurenet ejendom.
- Des større viden, vi som professionelle rådgivere har omkring alle boligens forhold, des lettere er det at handle til den rigtige pris. Her mener jeg afgjort, at de nye nuanceringsregler er et skridt i den rigtige retning. Både for købere og sælgere, siger han.
Få din gamle forurenede grund registreret
Indtil videre vil grunde kun blive registreret efter det nye nuanceringsprincip, hvis de kortlægges som forurenede efter 1. januar 2007.
Er din grund blevet kortlagt tidligere, skal du selv henvende dig til din region for at bede dem om at nuancere kortlægningen, så din grund mærkes som F2, F1 eller - forhåbentlig - blot F0.
|
Ny lovgivning gør det lettere at være forureningsramtSidste sommer vedtog Folketinget en meget grundig revision af den gældende jordforureningslov. Den reviderede lovgivning indeholder flere elementer, der sigter på at gøre livet lettere for de, der ejer en forurenet grund. Regionerne har nu pligt til inden for to år at konstatere, om arealer, der er kortlagt som "måske forurenet" faktisk er forurenede. Fra 2008 er fristen et år. Forurenede grunde deles op i F0, F1 og F2 Desuden skal det i kortlægning af al konstateret forurening efter 1. januar 2007 angives, om forureningen kategoriseres som F0, F1 eller F2. Opdelingen hjælper ejere, potentielle købere og rådgivere med at vurdere, hvor alvorlig en konstateret forurening er, og hvilken konsekvenser den får for anvendelsen af bolig og grund. Ligeledes er regionerne forpligtet til at informere og rådgivere ejere af forurenede grunde bedre end hidtil. Heldigvis er de letteste forureningstilfælde langt i overtal. Her vil du ofte kunne nøjes med at anlægge græs på bare jordoverflader, vaske hænder, når du har været i haven og i øvrigt dyrke grøntsager og krydderurter i ren jord som f.eks. spagnum. Ingen forsikring - men måske prisnedslag Der er ikke nogen forsikring, der dækker prisen for oprensning eller for den sags skyld kompenserer for værditab, hvis det viser sig, at din grund er forurenet. Omvendt tvinger myndighederne dig heller ikke til at rydde op, med mindre du selv har været skyld i forureningen. Du kan dog i visse tilfælde anlægge et civilt søgsmål mod den tidligere ejer for at få nedsat købsprisen til det, grunden ville have kostet, hvis du havde kendt til forureningen. |
Kolofon / Send feedback
Personlig rådgivning
Nyhedsbrev
HUS OG HAVE I februar
-
10 gode råd til haven i februar
-
Hvordan undgår du kalk på...
-
10 gode råd om indeklima
-
Husstøvmider
-
Sådan fjernes skimmelsvamp i din...
-
10 gode råd om beskæring af træer...
-
Sådan finder du ud af om der er...
-
Fald på terræn tæt på huset
-
Bortledning af regnvand og...
-
Planlægning af haven
-
Tjek dit badeværelse for...
-
Tjek udluftningen af dit hus


























Kommentarer