Spar en formue – vælg den rigtige kommune
Der er så stor forskel på udgifterne i landets kommuner, at boligkøbere kan låne op til 1,5 million kroner mere ved vælge en billig kommune. Men mange overser de store besparelser på skat, grundskyld og institutionspladser.

Ved at ændre et enkelt tal i postnummeret kan en typisk dansk familie hvert år spare tusindvis af kroner. Nettokroner. Der er nemlig stor forskel på skatteniveauet i de enkelte kommuner, ligesom prisen på for eksempel vuggestue og børnehave også kan variere kraftigt.
Det betyder, at en gennemsnitsfamilie med to børn kan få et markant højere rådighedsbeløb eller endda købe en dyrere bolig, hvis de skæver til de kommunale nøgletal, når jagten på drømmeboligen sættes ind.
- Vores beregninger viser, at der er en forskel på mellem 500 og 1.500 kroner om måneden, og det er altså et beløb, der kan mærkes hos de fleste. Og med dagens renteniveau, så er det jo et beløb, der svarer til et lån på en halv til halvanden million kroner, siger Sune Worm Mortensen, cheføkonom i Nykredit.
LÆS OGSÅ: Sådan beregner du din ejendomsværdiskat
Gentofte 18.000 kroner billigere end Gladsaxe
Nykredit har for Bolius’ gratis magasin Bedre Hjem lavet beregninger, der viser, hvor store de økonomiske forskelle er fra kommune til kommune, og hvordan det påvirker en gennemsnitsfamilies rådighedsbeløb.
Tallene viser, at der kan være mange penge at spare ved at passere kommunegrænsen. Vælger man for eksempel Vejle frem for Horsens, vil man hvert år spare over 10.000 kroner, og vælger man Gentofte frem for Gladsaxe vil man spare over 18.000 kroner om året.
Så meget kan du spare ved at flytte til nabo-kommunen
Nykredit har for BEDRE HJEM regnet ud, hvor meget en gennemsnitsfamilie med to børn kan spare ved at flytte til nabokommunen. Her er nogle eksempler:
|
Fra |
Til |
Besparelse/år (kr.) |
|---|---|---|
|
København |
Frederiksberg |
13.591 |
|
Gladsaxe |
Gentofte |
18.130 |
|
Horsens |
Vejle |
10.348 |
|
Horsens |
Aarhus |
5.685 |
Beregningerne tager udgangspunkt i en familie med en samlet årsindkomst på 800.000 kroner, der har købt et hus til tre millioner kroner, og som har 2 børn på 1 og 3 år, der går i vuggestue og børnehave.
Beregningerne tager højde for kommuneskat, kirkeskat, grundskyldspromille og takster for institutionspladser.
Boligkøberne kigger ikke på kommune-forskelle
Til trods for at der er mange penge at spare ved at vælge en ”billig” kommune, er de kommunale nøgletal som kommuneskat, grundskyldspromille og prisen på daginstitutioner ikke højt placeret på prioriteringslisten hos boligkøberne, lyder vurderingen fra Per Bie, administrerende direktør i Danbolig.
- Jeg tror ikke, at det er noget tungtvejende argument hos boligkøberne. Så mange vil nok være overraskede over at høre, hvor store forskellene er.
LÆS OGSÅ: Omkostninger ved at købe bolig
Hos Home er kommunikationschef Mads Ellegaard enig med Per Bie i, at de kommunale forskelle kun er et parameter blandt mange, men han oplever, at de har fået større betydning for boligkøberne på grund af finanskrisen og dens effekt på privatøkonomien.
Hvor dyr er din kommune?
Sammenlign din kommune med nabo-kommunen på skm.dk
(Klik på ’Tal-statistik’ i venstre side og klik derefter på ’Kommuneskatter’.)
Se institutionstakster på noegletal.dk
Det er da også langt fra nok at kigge på boligens pris, lyder det desuden fra Morten Skak, der er ekspert i boligøkonomi på Syddansk Universitet.
- Man skal ikke kun kigge på udbudsprisen. Forhold som tilstandsrapport, energiforbrug og de kommunale nøgletal er lige så vigtige, som selve udbudsprisen. De forhold har lige så stor betydning for dit rådighedsbeløb, som selve prisen på boligen, siger han.
Manglende gennemsigtighed hos mæglerne
Selvom de fleste oplysninger, der påvirker boligkøberens økonomi, er tilgængelige på nettet, kan det for mange være lidt af en jungle at finde dem.
Curt Liliegreen, sekretariatschef i Boligøkonomisk Videncenter i Realdania, opfordrer derfor mæglerne til at øge serviceniveauet ved at stille alle relevante oplysninger til rådighed for boligkøberne.
- Vi ved, at folk oplever det at skifte bolig som noget af det mest stressende overhovedet, og det kan derfor være svært for boligkøberne at overskue, hvordan de får adgang til de nødvendige informationer. Så her mener jeg, at mæglerne med fordel kunne udvikle deres rådgivningskoncept, siger han.
Han henviser til, at man som boligkøber i for eksempel USA blot ved at besøge

ejendomsmæglerens hjemmeside får adgang til en lang række supplerende informationer som for eksempel særlige lokale forhold, vurderinger af daginstitutioner og skoler samt beskrivelser af befolkningssammensætningen i nabolaget.
LÆS OGSÅ: Kommunalgrænsen afgjorde boligkøbet
Få styr på udgifterne før du køber
Det er en god idé at få tjek på disse udgifter, inden du køber drømmehuset.
Privat fællesvej
Ligger huset på privat fællesvej, skal du regne med ca. 2.000 kr./år til vedligeholdelse. Andre betydelige udgifter kan være renovering af vej/fortov og vedligehold af grønne arealer og legepladser. Spørg mægleren eller grundejerforeningen/vejlauget.
Belysning
Har grundejerforeningen ansvaret for belysning på vejen, koster det ca. 1.000 kr./år til strøm og vedligehold af master og kabler.
Oliefyr
Regeringen planlægger at forbyde nye oliefyr, måske allerede fra 2013. Så har huset oliefyr, skal du have ny varmekilde, når det er udtjent.
Kælderen
Hvis huset har været oversvømmet, kan det kræve et højvandlukke (ca. 20-30.000 kr.) eller tilbagløbsstop (ca.15-40.000 kr.). Er kælderen ’bare’ fugtig, kan det kræve et omfangsdræn (ca. 200-240.000 kr.).
Elforsyning
I et ældre hus er der måske kun en eller to faser ind i huset, som ikke er nok for en moderne familie. Det vil kræve ny eltavle og udgravning til kabel, ca. 15.000 kr.
Kloakledning
Du er som udgangspunkt ansvarlig for kloakledningen ud til vejen. En renovering koster typisk ca. 15.000 kr. Nogle kommuner er begyndt at kræve spildevand og regnvand adskilt, hvilket betyder, at du skal have en ekstra kloakledning. Pris op til 100.000 kr.
Krav om faskine
Nogle kommuner stiller krav om faskiner på grunden, som medfører udgifter. Beløbet kan variere fra få hundrede kroner til flere tusinde kroner om året.
Kilde: Allan Malskær, Parcelhusejernes Landsforening og bolius.dk
Kolofon / Send feedback
Få gratis hjælp af en Bolius ekspert
Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.
Klik og stil dit spørgsmål nuFå professionel rådgivning
Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.
Klik og få mere at vide





















Kommentarer
Vi var ikke voldsomt opmærksomme på dette ved huskøbet men må konstatere at det koster os ca. et par tusind ekstra om måneden (eller 24000 om året). Det er MANGE PENGE EFTER SKAT :(
Jeg går ud fra at det link du henviser til i din kommentar er linket i højre boks hvor der står: "Sammenlign din kommune med nabo-kommunen på skm.dk"?
Under linket står der desuden: "Klik på ’Tal-statistik’ i venstre side og klik derefter på ’Kommuneskatter’.", og når du gør det, kan du direkte sammenligne alle kommuner. Jeg håber det gør det lidt nemmere.
Mvh Rikke Fieschi, Bolius
1) Beliggenhed (afstand til arbejde, institutioner, venner, familie, indkøb, fritidsinteresser og lign.).
2) Husets indretning og udseende - måske er det drømmehuset?
3) Kvaliteten af serviceydelserne i de forskellige kommuner, som en anden også nævner, kan være ret så forskellige.
4) De lokale værdier.Fx afstanden til natur områder/parker, kulturoplevelser, muligheder for at shoppe, gå i byen, legepladser, sammenhold og godt naboskab m.m. Dertil kommer at de forskellige kommuner og boligområder repræsenterer forskellige værdier og ikke mindst forskelligt ry.
Jeg ville ikke gå på kompromi med mine ønsker til et hus, bare fordi jeg kunne spare 500 - 1500 kr om måneden ved at flytte til nabokommunen. Vi har netop købt hus og det vigtigste for os er at huset er af en god kvalitet og opfylder vores krav til både de mere bløde værdier og de mere fysiske (fx. udseende af huset ude, som inde). Huskøb skal være en hjertesag, ikke kun et spørgsmål om penge
Jeres link henviser bare til skats hjemmeside - og så bliver man da for alvor stresset. I næsten lover i overskrifter at man kan sammenligne kommuner - men alligevel skal man selv frem med regnebrættet. Sådan en overskrift forpligter
vh
Henry
Ovenstående gælder naturligvis ikke altid, men da vi for et par år siden flyttede kommune, oplevede vi at det blev meget billigere at have børnene i institution. Den umiddelbare glæde over at slippe billigere varede dog ikke længe. Kvaliteten var nemlig markant ringere end besparelsen. Det skyldes, at egenbetalingen i daginstitutioner udgør ca. 30 % af den reelle udgift. Sagt med andre ord sparede vi måske 1.000 kr. for en vuggestueplads, men vi fik en vuggestueplads, der var over 3.000 kr. mindre værd... og det kan virkelig mærkes.
Det vil naturligvis være individuelt om man finder det attraktivt at betale mere for at få endnu mere, men at kigge på prisen på børnepasning uden at tænke over, at det har direkte gennemslag på kvaliteten, vil være en stor fejl. Før vi flyttede skulle vi ikke tænke på noget om morgenen. Vi afleverede bare børnene og så var alt bare i topkvalitet indtil vi hentede dem igen. I dag laver vi hver dag 6 madpakker til 3 børn, skal medbringe alt fra bleer til solcreme og passe på at 3 børns udetøj ikke hænger vådt og klamt på en krog til de skal bruge det igen dagen efter. Vi slæber frem og tilbage og bruger utrolig mange timer, som vi tidligere kunne bruge sammen med børnene derhjemme.
På samme måde bør man sikkert overveje, om et lavere kommuneskatteniveau vil medføre markante forringelser for ens familie inden man blindt beslutter sig ud fra nogle nøgletal i et skema.
… synes ikke den kritik, der bringes til torvs i artiklen er særlig berettiget - eller veldokumenteret.
Næsten alle mæglere – i hvert fald Danbolig, Nybolig og home HAR righoldige kommunedata tilgængelige for brugerne om skatteprocenter, pasningstakster osv.
Bevares, der er sikkert plads til forbedring i præsentationen af data - vi lytter gerne ;-)
vh Henrik Jensen, home A/S