Få kogende vand i hanen

Nyhed |  Publiceret: torsdag 6. marts 2008

En vandhane med kogende vand er en af de nyeste ting inden for køkkendesign. Du sparer tid, vand og energi, siger producenten. En unødvendig velstandsting, mener Energitjenesten.

 

Nu behøver du ikke længere bruge tid på at koge vand i en elkedel eller i en gryde på komfuret. En hollandsk opfindelse betyder, at du nu kan få kogende vand direkte ud af vandhanen.

Kogende vand direkte fra vandhanen

Quooker kogende vandhaneFoto udlånt af Quooker Skandinavien A
S.

Den kogende vandhane - Quooker - består af en speciel vandhane, der er monteret på køkkenbord og en lille vandbeholder (normalt tre liter), som sidder i skabet under vasken.

Frisk koldt vand ledes ind i beholderen, som varmer vandet op, så det er kogende, når det kommer ud af vandhanen. Lige til at hælde i tepotten, blanchere grøntsager eller skolde sutteflasker med.

Ingen risiko for skoldning

Ifølge salgschef Lars Karsbek fra Quooker Skandinavien A/S er det ikke farligt at have en vandhane med kogende vand. Heller ikke hvis du har børn eller du selv tager fejl af hanerne.

- Jeg kan godt forstå, at folk er bange for skoldningsulykker første gang de hører om en Quooker. Der er den første barriere, vi støder på. Men der er ingen risiko for skoldningsulykker overhovedet, fortæller han.

Det skyldes ifølge Lars Karsbek tre ting:

  1. Vandhanen er sat fast i bordpladen, så den ikke kan vælte, som f.eks. en elkedel kan.

  2. Vandhanen er sikret med en tryk- og drejemekanisme, der gør den meget svær at åbne for børn.

  3. Det kogende vand kommer ikke ud i en hård stråle, men som vand blandet med luft i små perler.

Det samme som at tage en finger gennem en flamme

- Når vandet kommer ud i små perler, skolder du dig ikke. Huden bliver højst lidt rød, og så vil du per refleks fjerne hånden igen. Det er lidt som at tage en finger igennem en flamme. Det gør heller ikke ondt lige med det samme, og du bliver ikke forbrændt, forklarer han.

Flere tusinde Quooker uden skoldningsulykker

Hvert år kommer flere tusinde til skade ved skoldningsulykker, men der har endnu aldrig været en i forbindelse med en Quooker, siger Lars Karsbek.

- Der findes 150.000 Quookere i Holland. Der har aldrig de seneste ti år, hvor Quookeren ser ud, som den gør nu, været anmeldt en eneste skade, fortæller han.

Quooker optager ikke plads på køkkenbordet

Quooker - kogende vand fra havenFoto udlånt af Quooker Skandinavien A
S.

En Quooker kan erstatte elkedel og en kaffemaskine, da du kan hælde vandet direkte fra hanen og ned i tepotten eller over kaffebønnerne.

- Jeg synes Quookeren er en smuk og æstetisk løsning på køkkenbordet. Særligt når man tænker på, at du slipper for også at have en elkedel og en kaffemaskine stående. Det giver også mere køkkenbordsplads, siger arkitekt og fagredaktør i Bolius, Kristine Virén.

Med den kogende vandhane spares på vandforbruget

En anden og nok så vigtig fordel ved at tappe det kogende vand direkte fra vandhanen er, at du sparer på den mængde vand, du bruger, pointerer Lars Karsbek.

- Du koger aldrig mere vand, end det du skal bruge. For vi kender alle det med at koge lidt mere vand i elkedlen, end det vi skal bruge. Vand som vi bare hælder ud, siger han.

Quooker bruger strøm for 45 øre om dagen

Lars Karsbek oplyser, at en Quooker har et elforbrug på 10 W, hvilket svarer til 45 øre om dagen, når den står på standby. Men han kan ikke præcist oplyse, hvor meget strøm den bruger, når den varmer vandet op igen, efter du har tappet vand fra beholderen.

- Du sparer både vand og strøm med en Quooker. Vi kan ikke sige præcist, hvor meget, men det er der ved at blive lavet undersøgelser på, siger han.

Til gengæld koster en standard Quooker ca. 10.000 kr. med montering.

Unødvendig velstandsting

Christian Oxenvad, informationsmedarbejder hos Energitjenesten Sjælland er dog ikke imponeret.

- Hvis den bruger 10 W på at køre i døgnet svarer det til 87,6 kWh om året. Med en pris på 2 kr. pr. kW svarer det til 140-175 kr. om året. Det lyder ikke af meget, men hvis 200.000 hjem har sådan en, bliver det pludseligt meget, siger han.

- Det er endnu en lille velstandsting, som ikke er nødvendig.

Du kan opnå samme besparelser på vandforbrug med en elkedel

Christian Oxenvad kan dog godt se det fornuftige i, at du kun bruger det vand, som du skal bruge med en Quooker.

- Det kan selvfølge være en fordel, at du kan hælde kogende vand direkte op i pastaen eller kun lige det op i kaffekoppen, som du skal bruge, men du kan opnå det samme med en elkedel, siger han.

Christian Oxenvad mener, at hvis du koger vand med omtanke, kan du opnå samme besparelser på energi og vandforbruget som med Quooker.

- Ved at bruge elkedlen bevidst, kan du opnå det samme. Vi synes jo ikke, der skal flere af den slags maskiner ind i hjemmet, siger han.

Vurdér dit behov inden du køber

Kristine Virén mener også, at du, trods fordele ved Quooker, lige skal tænke dig om, inden du køber.

- Det er en god idé at prøve den af hos venner og familie, inden du selv går ud og køber en. Få en fornemmelse af om den dækker dine behov, eller om elkedlen er fuld tilstrækkelig, siger Kristine Virén.

Fordele og ulemper ved en vandhane med kogende vand (Quooker)

Fordele

  • Du spare på vandforbruget, da du kan tappe nøjagtig den mængde vand, du skal bruge.

  • Du skal ikke vente på, at vandet koger.

  • Den optager ikke så meget plads på køkkenbordet som en elkedel og en kaffemaskine.

Ulemper

  • Behovet kan være begrænset.

  • Den er forholdsvis dyr. 8.000-10.000 kr. plus montering.

 



Det kan du bl.a. bruge Quooker til

  • Brygge kaffe og te

  • Kogende vand til pasta

  • Skolde sutteflasker

  • Blanchere grøntsager

  • Flå tomater

  • Sterilisere køkkenredskaber f.eks. et spækbræt.

 



 

Kolofon / Send feedback

Af Dea Lindegaard

Kommentarer

Vi for 1 år siden fået en sådanne - og det er denne skønneste ting vi nogen sinde har købt til vores køkken.
Vi er super glade for den og bruge den rigtig meget.
Nette Nielsen | 22 Nov 2010
Det lyder lidt besnærende sådan bare at kunne hælde en enkelt kop kogende vand i et thekrus m.m. men jeg vil ikke spare vand ved at installere en Quooker, selv om jeg ikke fylder nøjagtigt det vand i elkedlen, jeg skal bruge. Jeg hælder nemlig altid det ikke forbrugte kogte vand i en vandkande, som jeg så bruger til at vande blomster med. Således bliver mit kogte vand udnyttet fuldstændigt, og mine blomster får blødere vand, så jeg fortsætter nok med elkedlen!
Annie Jæger | 27 Oct 2010



Få gratis hjælp af en Bolius ekspert

Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.

Klik og stil dit spørgsmål nu

Få professionel rådgivning

Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.

Klik og få mere at vide
Log ind i Husets kalender for at tilføje artiklen

Log ind

og tryk derefter på +ikonet igen for at tilføje artiklen til Husets kalender





Opret en profil på Husets kalender

Annonce

Nyhedsbrevfh-newsletter

Annonce

Inspirerende billedserier

  • Bolius Boligejernes Videncenter A/S
  • Lautrupvang 2
  • 2750 Ballerup

Se her hvordan du kontakter os

Få GRATIS bogen
"Førstehjælp til dit hus"

 

- så er du klar hvis uheldet er ude

 

Tilmeld dig Bolius Nyhedsbrev her:

Du modtager en velkomstmail med et link så du GRATIS kan downloade
”Førstehjælp til dit hus” som PDF.

Herefter modtager du to gange om ugen Bolius Nyhedsbrev med relevante artikler og billedserier om alt indenfor hus og have.

Luk og vis ikke igen