Køb af opvaskemaskine
Før du køber opvaskemaskine, bør du overveje, hvor meget du kommer til at bruge den. Dernæst kan du se på en række forhold som energiforbrug, støjniveau og pris.

- I en test udført for forbrugerbladet Tænk i februar 2005 blev en Asko-opvaskemaskine kåret som vinder.
Hvad er dit behov?
Inden du begynder at jagte tilbud på opvaskemaskiner, er det værd at overveje, hvor meget du skal bruge din nye maskine.
Bor du alene, kan du måske nøjes med en lille bordopvaskemaskine til fire eller seks kuverter. Består husstanden af fire-fem personer, er det typisk mere hensigtsmæssigt med en opvaskemaskine til 12-14 kuverter.
I en test af bordopvaskemaskiner udarbejdet for forbrugerbladet Tænk i juni 2005 svinger priserne fra 1.599 til 4.045 kr. Forbruget af strøm og vand er typisk 30 til 40 procent lavere end for en opvaskemaskine til 12 kuverter, mens prisen på maskinen ikke er tilsvarende lavere.
Hvor lang tid må en opvask tage?
Opvaskemaskiners tidsforbrug svinger meget fra model til model. De mest langsomme maskiner bruger op mod tre timer på vask og tørring, mens de hurtigste maskiner klarer jobbet på den halve tid.
Nogle vaskemaskiner fås med et lynprogram, så opvasken overstås på en times tid. Ifølge Elsparefondens prisdatabase er der ingen entydig sammenhæng mellem en maskines vasketid og dens pris. Dog er maskiner med muligheden for lynvask typisk lidt dyrere.
Hvilken rolle spiller energiforbruget?
Vælger du en opvaskemaskine i energiklasse A, er der ikke megen forskel på strømforbruget mellem de enkelte maskiner. Typisk ligger forbruget på 1 kWh for en opvask, hvilket løber op i ca. 1,80 kr.
Maskinernes vandforbrug svinger derimod fra 9,9 liter til hele 17 liter. Bruger maskinen meget vand, udgør omkostningerne pr. vask 2,50 kr. Dermed løber den årlige merpris for at benytte en vandslugende opvaskemaskine op i ca. 100 kr. Vælger du en energiøkonomisk maskine, udgør omkostningerne til el og vand ca. 2,20 kr. pr. opvask.
Set i forhold til en gammeldags opvask i hånden er opvaskemaskinen næppe dyrere målt på forbruget af el og vand. De færreste kan vaske bestik og service til 12 personer op uden at bruge mere end to opvaskebaljer varmt vand.
Hvad skal du i øvrigt lægge mærke til?
Ud over energiforbrug og vasketid bør du lægge mærke til følgende faktorer:
- Støjniveau: Da opvaskemaskinen typisk er placeret i køkkenet, kan et højt støjniveau være generende. Læg derfor mærke til decibelniveauet (db), som typisk ligger omkring 50. Jo lavere tallet er, jo mindre er støjen.
- Vaskeevne: Vaskeevnen bliver testet på laboratorier og angives med et bogstav. Maskiner mærket A har den bedste vaskeevne.
- Kapacitet: Overvej, om du kan fylde maskinen helt op hver gang. En maskine til 14 kuverter bruger lidt mere energi end en maskine til 12 kuverter. Energiforbruget er det samme, uanset om maskinen er fyldt op eller ej.
- Betjening: Vurder, om betjeningen er enkel og logisk opbygget. Undersøg, om maskinen rummer tydelige lysindikatorer for afspændingsmiddel og salt.
Hvordan er sammenhængen mellem pris og kvalitet?
Opvaskemaskiner fås i et prisleje fra ca. 1.600 kr. for de billigste bordopvaskere op til 11.000 kr. for en high-end-indbygningsmaskine. Sammenhængen mellem pris og kvalitet falder ikke altid ud til de dyreste maskiners fordel, hvilket illustreres af en test udført for Tænk i februar 2005.
Testvinderen blev Asko (Vølund) til pris på 5.725 kr., mens testens dyreste maskine til 7.252 kr., en Miele havnede på en andenplads.
Kan det betale sig at købe en dyr maskine?
Svaret er desværre ikke entydigt, da en lang række forhold spiller ind. Redaktionen har sammenlignet to opvaskemaskiner, nemlig en Asko (Vølund) til 5.725 kr. og en Gorenje til 3.995 kr. Begge maskiner deltog i en test publiceret i Tænk i februar 2005.
- Indregnet alle udgifter, inklusive afskrivning og forrentning, viser det sig, at Asko-maskinen koster forbrugeren 5,47 kr. pr. opvask, hvis maskinen holder i 10 år.
- Den billige Gorenje koster forbrugeren 5,64 kr. pr. opvask ved 10 års drift.
Noget tyder altså på, at en dyr opvaskemaskine ikke nødvendigvis er det dyreste køb på langt sigt. Dertil kommer, at du med valget af en dyr maskine typisk får en bedre kvalitet, der kan vise sig ved et lavere støjniveau og en bedre vaskeevne.
Kan en tillægsforsikring betale sig?
Under normale omstændigheder bryder en opvaskemaskine sjældent sammen i de første leveår. Garantien dækker uden diskussion det første halve år og i princippet også det næste halvandet år. I sidstnævnte tilfælde er det dog op til dig som forbruger at bevise, at du har ret til dækning under garantiordningen.
En tillægsforsikring dækker typisk i de fire-fem første år af produktets levetid, hvor risikoen for sammenbrud også er mindst. Rent økonomisk er en tillægsforsikring derfor ikke nogen god forretning for dig, selvom den kan give dig en følelse af tryghed og sikkerhed mod uventede udgifter. Prisen for en forsikring svinger typisk mellem 700 og 1.100 kr. for fem års dækning.
Kan det betale sig at leje en opvaskemaskine?
Opgjort i kroner og øre kan det næppe betale sig at leje en opvaskemaskine i stedet for selv at købe en. Årsagen er, at hvis du låner til indkøbet, kan du trække renterne fra i skat, mens lejeudgiften ikke kan trækkes fra i skat. Derudover skal leasingselskabet have dækket sine omkostninger til administration og service, hvilket er et ekstra fordyrende led.
Kan det betale sig at få opvaskemaskinen repareret?
Køber du en opvaskemaskine til et par tusinde kroner, vil det næppe kunne betale sig at få den repareret, hvis den bryder sammen efter tre-fire år. Alene besøget af en montør koster 600-800 kr.
Investerer du i en dyr opvaskemaskine, udgør udgiften til reparation en mindre andel af maskinens pris, hvorfor en reparation bedre vil kunne betale sig. Under alle omstændigheder er maskinens forventede restlevetid afgørende for, hvorvidt en reparation kan betale sig.
Hvor lang tid kan en opvaskemaskine holde?
Levetiden for en opvaskemaskine afhænger bl.a. af dens pris. Køber du en opvaskemaskine i mellemklassen, kan du normalt regne med en levetid på 8-10 år, afhængigt af hvor hyppigt du bruger maskinen, og hvor godt du behandler den.
I den dyre ende af prisskalaen er maskinerne fremstillet i en anden kvalitet og holder væsentligt længere. Eksempelvis er en af markedets dyreste opvaskemaskiner, Miele, konstrueret til at kunne holde 10.000 driftstimer, hvilket svarer til en levetid på 15-20 år.
Hvordan finder du et godt tilbud?
Priserne på den samme model opvaskemaskine kan svinge meget fra forhandler til forhandler. Er du på udkig efter et godt køb, må du følge med i tilbudsaviser, avisannoncer og på internettet.
Hvor store kan prisforskellene være?
For at undersøge prisforskelle på identiske opvaskemaskiner foretog redaktionen et tilfældigt pristjek i uge 23 i 2007.
Hos Elgiganten fandt vi en Miele G975SCU til 4.999 kr. i et begrænset antal eksemplarer. En hurtig søgning på internettet afslørede, at samme maskine kunne købes for 7.899 kr. hos internetforhandleren el-plus.dk.
Eksemplet viser intet om, hvilken forhandler der generelt er billigst, men antyder blot, at du kan spare mange penge ved at shoppe rundt mellem forhandlerne.
Publiceret: torsdag 22. november 2007
Kolofon / Send feedback
Kilder
Teknologiportalen.dk
Elgiganten
Punkt1
Få gratis hjælp af en Bolius ekspert
Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.
Klik og stil dit spørgsmål nuFå professionel rådgivning
Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.
Klik og få mere at vide




















Kommentarer
Vi vil gerne skifte igen, men ønsker lidt Info om emnet.
På forhånd tak
Venlig hilsen
John forslund