Kvalitetskøkken
Gennemførte detaljer, massivt træ og lang holdbarhed er nogle af fordelene ved et kvalitetskøkken. Der er kun en ulempe - prisen.

- Stilfulde sammensætninger og veludført håndværk hører med til et kvalitetskøkken.
Hvad er et kvalitetskøkken?
Der er selvfølgelig forskellige meninger om, hvad et kvalitetskøkken er, og nok især, hvad det bør indeholde. Der er også delte meninger om design, farver og materialer. Men vi kan alle nikke anerkendende til lækre fingertappede skuffer i massivt træ, som stort set lukker af sig selv, blot ved et lille skub. Skuffen hamrer ikke i, men glider stille og lydløst i.
Der er heller ingen låger, der klaprer eller hænger. Hængslerne er af metal og ikke af plastic, og de er skruet fast i massivt træ og ikke i spånplade. Der er rene linjer og til tider vovede materialesammensætninger.
Der er kogende vand i en hane, og espressomaskinen bipper, når café latten er færdig. Der er mange ting i nutidens køkkener, som ud over at forsøge at virke tiltrækkende på vores opmærksomhed, rent faktisk også er nøje gennemtænkt, flot designet og funktionelt.
Gennemførte detaljer
I et kvalitetskøkken er materialerne rare at røre ved. Detaljerne er gennemførte, og der mangler ikke noget. Beslagene til låger og skuffer hænger ikke, og der er ikke noget, der skramler.

- Fingertappet skuffe.
Forud for et resultat med disse kvaliteter er der blevet studeret og bearbejdet, og der er brugt mange timer på design, materialer og deres sammensætning, udseende, funktionalitet og "lækkerhed" samt i nogle tilfælde "blærerøvseffekt".
Massive træelementer
Et køkken i massivt træ er for mange mennesker et kvalitetskøkken. Her er elementerne sammensat af hele og massive træelementer, som oftest er limet sammen. Der er ingen spånplader med finér i disse køkkener. Spånplade "oser" ikke af kvalitet og lækkerhed og slet ikke, når fineren begynder at slippe spånpladen og dermed ikke sidder ordentligt fast.
I dag er de fleste køkkenelementer lavet af spånplader i varierende kvalitet. Men en spånplade bliver aldrig en egetræsplade, bare fordi der er kommet et tyndt lag finér på oversiden. Finér er et tyndt lag af den ægte træsort, der under stort pres bliver limet på pladerne.
"Blærerøvseffekten"
Hvor mange køber køkken efter navnet og ikke efter dets design eller funktionalitet? Familier, som ikke går særligt meget op i madlavning, betaler flere hundrede tusinde kroner for minimalistiske udstillinger i hjemmet og bruger kun køkkenet som showroom udadtil. Hvorfor kaste så mange penge i et køkken, som næsten aldrig bruges?
"Kitchen couture"
I dag kan du også købe "kitchen couture". Det leder straks tankerne hen mod modeuge i Paris og haute couture. "Kitchen couture" er et køkken, der er blevet gjort noget helt ekstraordinært ved. Det kan være skind, som er sat på skabe og skuffers fronter, og andre finesser, der får køkkenet til at fremstå som et unika. Der bliver gjort ekstra meget ud af detaljerne, og prisen vil selvfølgelig være derefter.

- Minimalistisk køkkenelement i god kvalitet.
Holdbarhed
God holdbarhed er også et af kendetegnene ved et kvalitetskøkken. Der burde ikke være låger eller skuffer, der mister form eller facon, så de ikke kan åbne eller lukke. Kvaliteten hænger også ofte sammen med køkkenets design, og hvordan er alle delene kombineret. Der skal være sammenhæng mellem aktiviteterne i køkkenet. Valg af materialer og den måde, de er sat sammen og forarbejdet på, har også stor betydning for køkkenets holdbarhed.
Nogle af de ting, der oftest bliver slidte at se på, fordi de ikke er skabt til hårdt brug hver dag, er bordpladen. Bordpladen er det element, der binder selve køkkenet sammen, men også det element, der udsættes for det hårdeste pres. Selvom der findes mange forskellige typer bordplader, er der dog ikke nogen, der kan opfylde alle krav til funktion, æstetik og økonomi.
Bordplader af kompositmaterialer som corian eller af stål er meget slidstærke. Begge materialer bliver selvfølgelig slidte at se på, men de ældes med ynde. Men de kan, hvis du ikke kan leve med dette, poleres op igen, så de ser ud som ny.
Vælger du derimod bordplader af træ, skal du uanset træets hårdhed være indstillet på løbende vedligeholdelse. Det kræver lidt mere at have en bordplade af træ. Den skal altid tørres af for fugtige plamager eller andet, der kan give skjolder. Men kan du leve med den ekstra vedligeholdelse, er en bordplade af træ et smukt valg, som er behageligt at lave mad ved.
Der betales normalt ekstra for:
- Designede og anderledes løsninger.
- Materialevalg, som regel eksklusive og/eller utraditionelle eksotiske træsorter.
- Massive køkkenelementer, dvs. ingen spånplade med finér.
- Snedkerfremstillede elementer, som er håndlavede på værksted.
- Fingertappede skuffer, indlæg og bestikindsatser.
- Specielle lukkesystemer, så skuffer næsten lukker af sig selv.
- Underlimet eller nedfræset vask (vasken er plan med bordpladens øverste kant).
- Kvalitetsblandingsbatterier.
Hvad betaler du ekstra for?
Et kvalitetskøkken eller snedkerkøkken er i mange tilfælde specialfremstillet til det pågældende rum. Du har meget større indflydelse på, hvordan køkkenet kommer til at se ud, da der ikke som almindelige køkkener er standarder for, hvordan tingene skal være. Snedkeren, der skal bygge dit køkken, vil naturligvis rådgive dig på bedste måde.
Et håndlavet kvalitetskøkken har mange lækre detaljer. Træets årringe løber igennem på alle skabe og skuffers fronter. Der er fingertappede og svalehalesamlinger på skuffer og skabe.
Når du køber et snedkerkøkken eller kvalitetskøkken, er der normalt mange fordele og kun en ulempe, nemlig prisen. Det er ofte meget dyrt at købe kvalitet. Men opholder du dig en del i dit køkken og bruger det meget, kan du have fornøjelse af det i årevis. Et kvalitetskøkken kan stort set ikke slides op, men holder form og facon, bare du passer på det.
Du betaler også mere, hvis du vælger et køkken fra et køkkenfirma, hvis løsninger er banebrydende nytænkning. I nogle tilfælde bliver køkkenet betragtet som designikon og et rent kunstværk. Der bliver leget med materialer og lavet vovede sammensætninger af eksklusive materialer - og det betaler du ekstra for.
Hvilke materialer bruges typisk til kvalitetskøkkener?
Det er svært at sige noget generelt om materialerne i et kvalitetskøkken, da de ofte varierer meget. Men der er dog enkle materialer, der er så dyre, at de kun findes i luksuskøkkenerne.
I mange eksklusive køkkendesign bliver der, som et led i at være nyskabende og anderledes, satset på nye og ukendte materialer. Især i forhold til træ er der en tendens til at udforske mulighederne og eksperimentere med overflader, lakker, olier osv.
Der bruges bløde træsorter, som egentlig ikke egner sig som køkkenmateriale, men de kan behandles med flere gange lak og kan dermed blive modstandsdygtige over for slag, hakker og ridser.
Det er et led i køkkenbutikkernes kamp for overlevelse på et hårdt marked at inspirere og overraske med valg af materialer. Der er ingen tvivl om, at corian og andre kompositmaterialer er kommet for at blive. Men der vil formentlig også altid være efterspørgsel efter træ i køkkenet. Naturligvis gerne kombineret med andre typer materialer såsom:
- Sten
- Komposit
- Kakler
- Fliser
- Klinker
- Beton
- Stål
- Aluminium.
Følgende træsorter er dyre, men samtidig særdeles velegnede i et køkken og ses da også i sortimentet hos mange af de førende køkkenfirmaer:
- Valnød
- Wengé
- Europæisk/amerikansk elm
- Zebrano
- Ahorn
- Ask.
Elm er et af de nyere materialer i køkkenbranchen. Det er et lunt og lækkert materiale med en rødbrun, varm glød.
Publiceret: torsdag 6. marts 2008
Kolofon / Send feedback
journalist Dea Lindegaard
bygningskonstruktør, fagredaktør Casper Kjerumgaard
redaktionschef Kristine Virén
Kilder
"Bogen om køkkenet" | Pernille Hjorth | Politikens Forlag 2004
"Opbevaring" | Terence Conran | Aschehoug 2006
"Danmark er et køkkenland" | Artikel i Berlingske Tidende, søndag 11. februar 2007
Diverse numre af Bo Bedre
Personlig rådgivning
NETOP NU
Nyhedsbrev
HUS OG HAVE I februar
-
10 gode råd til haven i februar
-
Hvordan undgår du kalk på...
-
10 gode råd om indeklima
-
Husstøvmider
-
Sådan fjernes skimmelsvamp i din...
-
10 gode råd om beskæring af træer...
-
Sådan finder du ud af om der er...
-
Fald på terræn tæt på huset
-
Bortledning af regnvand og...
-
Planlægning af haven
-
Tjek dit badeværelse for...
-
Tjek udluftningen af dit hus



























Kommentarer