Lyst alrum med arkitekttegnet køkken
Intet køkken og meget lidt plads til familien på fire i seks måneder. Det var prisen for et nyt lækkert køkken-alrum. Størstedelen af pengene til projektet havde familien vundet i Bolius Idépris 2006.
En lyst og rummeligt fællesrum i forbindelse med stuen er resultatet af Christian Nielsen og Henriette Ege Jørgensens deltagelse i Bolius idépris 2006. Efter at de havde vundet i kategorien køkken/alrum, gik de i marts 2007 i gang med projektet med 150.000 præmiekroner på bankbogen.
Nyt køkken-alrum giver lys og plads
- Det er helt vildt fedt, at man stadig har kontakt med børnene, når de ser tv eller tegner, mens man står i køkkenet, frem for som tidligere at stå ude i et andet rum, fortæller Henriette Ege Jørgensen.
Også Christian Nielsen, som er uddannet arkitekt og har stået for både tegninger og meget af arbejdet selv, er tilfreds med resultatet.
- Her er meget lyst i forhold til de små værelser, vi har, mener Christian.
Han har udført al arbejdet selv, med undtagelse af el- og vvs-arbejdet.

Væggen afprøvet med flamingo-plader
Inden den endelige udformning af rummet blev lagt fast, overvejede familien flere muligheder.
- I første omgang ville vi kun have køleskabet stående ud i rummet og ikke den væg med højskabe ud i rummet, som vi har i dag, for at få så meget åbent plads som muligt. Men vi fandt ud af, at vi ville have ovnen op i en ordentlig højde, og så blev der brug for væggen til både køleskab og indbygget ovn, fortæller Christian.
For at afprøve, hvordan væggen ville se ud og virke i rummet, byggede Christian en model i 1:1 af nogle store isoleringsplader i flamingo.

Ovenlysvinduerne sparet væk
Det nye køkken-alrum har fået store skydedøre i glas, hvor der tidligere kun var et aflangt vinduesparti. Egentlig var drømmen også, at få såkaldte ateliervinduer i rummet. Det er specielle ovenlysvinduer, som fortsætter ned, så de samtidig er "almindelige" vinduer i væggen. Men den løsning har familien valgt at spare væk - foreløbig.
- Vi fandt ud af, at hele taget sandsynligt skulle skiftes ud, hvis vi først begyndte at pille ved det. Det ville være alt for stor en udskrivning i denne omgang, siger Christian.

Køkken blev en luksusudgave
Til gengæld valgte parret ikke at spare på noget, da de skulle finde frem til de helt rigtige køkkenelementer.
- Vi lavede tre modeller:
-
Et Kvik-køkken,
-
Et Kvikkøkken suppleret med en snedker,
-
og endelig snedker-lavede fronter med forproducerede skuffeelementer bag.
Men vi blev enige om, at "nu skulle det være", så vi valgte den sidste, men også dyreste løsning. Vi har ingen planer om at flytte herfra foreløbig, fortæller Christian.
- Vi ville ikke bagefter tænke, "hvorfor gjorde vi ikke det, vi helst ville", supplerer Henriette.
Skuffeelementer købt af tysk firma
Christian har selv tegnet låger og fronter til de mange køkkenskuffer, men har fået et jysk snedkerfirma til at lave dem, mens skuffeelementer og beslag er købt direkte hos det tyske firma Häfele. Køkkenlågerne er lavet i sortbejset ask, mens skuffeelementerne er i egetræ.
- Vi havde godt set det køkken, vi egentlig ville have. Men vi kunne lave det væsentlig billigere, fordi vi tegnede det selv, fortæller Christian.
Også bordpladen, som er i rustfrit stål, har parret fået fuldstændig, som de ville have den. Det betyder, at skuffer og bordplade er lige dybe, så mest mulig plads bliver udnyttet. Prisen for køkkenet var inkl. hårde hvidevarer fra Gaggenau ca. 150.000 kr.

Betongulvet tørrede i to måneder
Samtidig med ombygningen, blev gulvet støbt om, og der blev lagt vandbåren gulvvarme.
Det var dog med til at forlænge byggeprocessen betydeligt.
- Vi blev lidt overraskede over tørretiden på det nye betongulv, vi havde støbt. Der gik to måneder, hvor Christian kun kunne lave vægge og lofter, men hvor vi ikke kunne komme videre med resten, fortæller Henriette.
Ny egeparket i autentisk look
Som ny gulvbelægning valgte parret at lægge egeparket i stil med husets oprindelige gulv.
- Vi ville gerne have noget, som var varmt, da rummet jo samtidig er vores stue, siger Henriette.
- Egentlig ville vi have haft klinker, men det virker koldt i forhold til trægulv, mener Christian.
Familien har planer om at anlægge en træterasse udenfor de store skydedøre, for at trække haven yderligere ind i køkken-alrummet.

Arkitekt glemte stikkontakt over kogepladen
Selv om køkkenet var nøje planlagt, var der alligevel en enkelt ting, som husets arkitekt havde glemt at tage højde for. Christian havde glemt en stikkontakt i nærheden af kogepladen.
- Men med gode råd fra en elektriker, fik vi ført ledningen fra en anden stikkontakt i køkkenet hen til den nye stikkontakt. Det gjorde vi ved at kradse en fuge ud mellem murstenene og føre ledningen ud og ind gennem væggen igen, der hvor stikkontakten skulle være, forklarer Christian.
På den måde slap de for at fræse i og ødelægge den nypudsede væg over kogepladsen.
Christian fik lov til at tage mad med hjem fra arbejdet
Arbejdet gik i gang 15. marts 2007 og præcis seks måneder senere, kunne familien tage deres nye køkken-alrum i brug. Al den tid havde de kun husets øvrige, men små rum at opholde sig i.
- Det var lidt hårdt, men det har vi jo fuldstændig glemt nu, siger Henriette.
Selv det at undvære et køkken fandt de en løsning på under ombygningen.
- Jeg har en god madordning på mit arbejde, og jeg fik lov til at tage aftensmad med hjem til familien hver dag det halve år. Så jeg fik det samme til middag og om aftenen i seks måneder, smiler Christian.
Fakta om huset i Valby
|
Kolofon / Send feedback
Personlig rådgivning
NETOP NU
Nyhedsbrev
HUS OG HAVE I februar
-
10 gode råd til haven i februar
-
Hvordan undgår du kalk på...
-
10 gode råd om indeklima
-
Husstøvmider
-
Sådan fjernes skimmelsvamp i din...
-
10 gode råd om beskæring af træer...
-
Sådan finder du ud af om der er...
-
Fald på terræn tæt på huset
-
Bortledning af regnvand og...
-
Planlægning af haven
-
Tjek dit badeværelse for...
-
Tjek udluftningen af dit hus




























Kommentarer
Jeg tror ikke jeg er den eneste der har ventet på det.
Der er mange familier med børn som ejer små huse, men uanset hvor man bevæger sig, handler det hele om kæmpe store huse med køkkener på ca. 50m2.