"Vi faldt for huset lige med det samme, fordi det både var sødt og meget brugbart. Lige til at rykke ind i!" Hanne og Jens Juel Nielsen var på jagt efter en bolig i Københavnsområdet, som kunne leve op til deres lille lejlighed på Christianshavn med det tætte nærmiljø og gode indkøbsmuligheder. Med parrets første barn i vente var der opstået et behov for mere plads, og så måtte der for resten også gerne være en ordentlig skole i nærheden.

Forventningerne fik parret opfyldt i et rækkehus på Vagtelvej i det gamle Frederiksbergske Fuglebakken-kvarter. Der er tale om en bebyggelse etableret i fire symmetrisk udformede enklaver, som siden opførelsen i 1928 været residens for en række kendte personligheder. Deriblandt afdøde skuespiller Emil Hass Kristensen, af hvis enke Hanne og Jens købte huset.

Med et grundplan på 70 m2, er der god plads til en lille familie i stuen og på første sal, der også har almindelig loftshøjde. Dertil kommer fuld kælder, der indtil videre kun anvendes til opbevaring, men som rummer gode udnyttelsesmuligheder.

Utæt terrazzo

Selv om huset fungerede godt i dagligdagen, havde årene og til dels manglende vedligeholdelse alligevel sat deres spor. De første problemer viste sig i form af et utæt terrazzogulv i det gamle, men pæne, hvide badeværelse på første sal. Det satte gang i en gennemgribende renovering af rummet. Gulvet og alle "våde" vægområder blev beklædt med grå, uglaserede fliser. For børnefamilien, der nu talte både Nynne og Niclas, var et badekar et must. Det blev indbygget for enden af rummet. En afskærmning af glas blev efter kort tid dømt alt for pladskrævende og uhensigtsmæssig. Derfor blev den erstattet med et forhæng, der samtidig giver mulighed for at variere rummets farveholdning. På toppen af nye, snedkerfremstillede skabe af lyst træ blev der lagt en grånistret granitbordplade med to runde håndvaske. Et mægtigt indbygget spejl giver ekstra lys i det relativt smalle og aflange rum og er samtidig praktisk, når flere skal være færdige samtidig i den travle hverdag. Stakke af rene håndklædes opbevares i kurve på væggen ved siden af nedfaldsstammen, der bevidst ikke er skjult. I stedet fremstår den i kraft af sit blanke rustfri stål med en nærmest skulpturel, stilren effekt.

Kontakt til børnene

Næste moderniseringsprojekt kom til at foregå i stueetagen. "Som det ofte går, når man tager fat i det ene hjørne, så sker der noget i det andet", konstaterer Hanne. "Husets oprindelige køkken var lille og lukket med adgang både fra entreen og stuen. Når vi gik i køkkenet, havde vi oplevelsen af at være langt væk og mangle kontakt med børnene. Samtidig sad køkkendøren og entredøren i stuen underligt, lige ved siden af hinanden. Det ville vi gerne lave om på".

Parret lagde vægt på, at man ikke skulle have følelsen af at opholde sig i køkkenet, når man sad ved spisebordet i stuen. Derfor fandt de på at lave det, som deres venner har kaldt "et sympatisk hul" i væggen. Samtidig blev døren fra stuen til køkkenet blændet. En konsulent fra køkkenfirmaet Invita aflagde besøg for at komme med indretningsforslag. Hanne og Jens valgte elementer af ulakeret naturkirsebærtræ, som passer godt i husets stil. Lange greb af rustfrit stål giver låger og skuffer et stramt udtryk. De tunge overskabe blev flået ned og erstattet af svævende hylder. Desuden blev der indrettet et åbent risteskab til gryder og pander.

Nej til samtalekøkken

"I dag er køkkenet omkring 10 år gammelt, og selv om det kun er seks-syv m2 i alt, fungerer det så godt, at vi grundlæggende ikke ville gøre noget anderledes i dag. Alle vigtige funktioner – vask, kogeplade, indbygningsovn og køleskab - er placeret, så vi hele tiden kan nå det hele. Vi skal ikke fare rundt for at finde tingene. Vi ville netop ikke have et "samtalekøkken", hvor dem i spisestuen kan følge med i alt, hvad der foregår i køkkenet. Vi har ryggen til, når vi laver mad og vasker op. Til gengæld er der en smal køkkenbordsplads ud mod stuen, hvor vi f.eks. kan stå og smøre mad og have et øje på, hvad der foregår, uden at vi føler os forstyrrede i det, vi har gang i", pointerer Hanne.

Nye vinduer med gammel sjæl

Utætte vinduer og yderdøre gav problemer med at holde kulden ude og varmen inde. I stueetagen var forsatsvinduerne af jern meget charmerende med deres smalle profiler. Desværre viste de sig ved nærmere eftersyn at være så forvitrede, at der skulle lægges uoverskueligt mange resurser i at restaurere dem. Det samme gjaldt den dobbelte hoveddør af jern samt udgangen til baghaven fra stuen.

Efter mange overvejelser besluttede Hanne og Jens at lade energihensynet veje tungere end romantikken. Valget faldt på en vedligeholdelsesfri Velfac-løsning med fine, smalle profiler i den oprindelige stil. Desuden blev det muligt at komme tæt på den oprindelige "Fuglebakken-grønne" farve udadtil, mens der på den indvendige side er hvide karme, der passer bedre til den øvrige indretning. Som en yderligere "cadeau" til husets gamle stil, valgte beboerne at bevare husets yderste grønne, dobbeltdør af træ med dens patinerede ydre. Den står til daglig opslået som en skoddeagtig indramning af hoveddøren, men kan også tjene som ekstra vindfang og aflukke.

I forbindelse med, at døren til baghaven blev fornyet, valgte parret at nedlægge de to småsprossede vinduer med vindueskarme til fordel for vinduer i dørens højde. Det giver lys i den lange stue og skaber helhed og symmetri mellem de to ender.

Nicher mod nysgerrige blikke

I sagens natur er der tæt til naboer og genboer i rækkehuset. Bygningen er placeret lige midt mellem forhave og baghave, der arealmæssigt er omtrent lige store. På alle sider er haverne omgivet af raftehegn med bark, et obligatorisk fællestræk for husene i kvarteret. For at bryde de lange linjer op er der anlagt hække og buskadser på tværs, så der opstår nicher og hyggekroge skærmet af for nysgerrige blikke. Både i den vestvendte have foran huset og i baghaven mod øst er der anlagt opholdspladser med krukker og bede, der sætter deres skiftende præg på uderummet året rundt. En nyanlagt udsigtsterrasse af træ ud for stuen vakte modstand fra beboere på bagvejen og måtte i henhold til lokale servitutter barberes ned fra sine 70 cm's højde til de nuværende 40 cm over jorden. Det har dog ikke givet varige skår i familiens glæde over at kunne nyde udelivet i denne perle af den travle og alligevel fredelige, frederiksbergske bydel.