Må du grille på din altan?
Det er ikke alle steder, du må grille på altaner eller fællesarealer. Læs om reglerne her og få gode grillråd, når du bor i rækkehus eller lejlighed.

Danskerne har i dén grad taget grillen til sig - og der bliver også grillet ofte på lejlighedernes altaner. Men det er ikke en selvfølge, at du må grille på terrasse eller altan, hvis du bor i lejlighed eller rækkehus.
Din ejer- eller andelsboligforening – eller udlejer – kan nemlig hælde en spand koldt vand på ambitionerne ved at forbyde grill på ejendommens altaner.
- En del af ”prisen” for at bo i et fællesskab er, at man aftaler et fælles sæt spilleregler. Det samme ses i f.eks. grundejerforeninger. Her har du nok ikke grillforbud, men f.eks. forbud mod at slå græs på bestemte tidspunkter, forklarer boligadvokat Allan Ohms fra Forumadvokat
Grill kan også forbydes på fællesarealerne
Visse ejer- eller andelsforeninger forbyder også grill på de fælles arealer.
- Foreningen bestemmer også over fællesarealerne og kan i vedtægterne bestemme, at det er forbudt at grille dér. Men alle regler kan jo laves om. Du kan jo stille forslag om en ophævelse af forbuddet, men så skal det ske på en generalforsamling, siger Allan Ohms.
Kommunen kan forbyde brug af grill
Selv om der ikke er regler for din bebyggelse, der hindrer grillaktiviteter, kan brandvæsenet i din kommune forhindre dig i at grille. I sidste ende er de lokale brandmyndigheder, som bestemmer – og de udsteder undertiden forbud mod grill eller anden åben ild, typisk i tørkeperioder.
Du skal derfor tjekke reglerne hos din kommune.
Beredskabsstyrelsen har udarbejdet et sæt generelle retningslinjer, som mange brandmyndigheder følger. Retningslinjerne omhandler både de traditionelle griller og bålgriller.
Regler for grill på din altan
Endvidere skal din altan have mindst én åben langside, og samtidig skal bygningen have et hårdttækt tag af tegl, eternit eller blik En tommelfingerregel siger, at der skal være en halv meter frirum rundt om grillen i forhold til andre flader, og der skal være et par meter hen til f.eks. en dug eller en markise. Din grill skal stå fast og have et ikke-brandbart underlag. Læg f.eks. en stenplade under.
Der er ikke eksakte krav til din grills størrelse. Det handler mere om proportioner.
- Din grill skal være i en begrænset størrelse og til husbehov. Du må altså ikke bruge en 200 liter overskåren olietønde, som kan tage 25 kilo kul, forklarer Ib Bertelsen, direktør i Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut.
Er bygningens tag ikke hårdttækt og dermed brandbart, må du ikke grille på din altan. Her skal din grill stå mindst 15 meter væk fra bygningen.
Lille bålgrill ok på altan
På en altan må du også bruge en flytbar bålgrill, så længe den ikke har et areal, som er større end 0,3 m2. En bålgrill er typisk en kvadratisk eller rund gryde af stål eller støbejern.
Ingen altangrill må fodres med brændestykker, så hold dig til trækul eller briketter. Når det gælder optænding, skal du bruge papir, elektrisk grillstarter eller optændingsblokke, mens tændvæske er forbudt.
Vælg grill efter blæst
Mange altaner i Danmark plages af blæst, oftest fra vest.
- Har du en altan med meget vind, skal du vælge en kulgrill. Den er mindre følsom over for vind, mens en gasgrill kan gå ud, forklarer leder af Webers grillskole i Danmark, Martin Mygdam.
Ellers kan du købe en el-grill, men den kræver, at der trækkes strøm ud til den, og så kan du falde i ledningen.
Vind kan sende røg fra grill over til naboer
En kulgrill har dog den ulempe, at den kan sende aske og røgskyer rundt på altanen eller over til naboen. Her er løsningen en grill med låg, anbefaler Martin Mygdam.
Udover at holde røgen inde og evt. nedbør ude, har låget også den fordel, at grillens temperatur er stabil.
Hurtigt gang i grillen
Vil du have hurtigt gang i en grill ned kul, har Martin Mygdam følgende råd:
- Bruger du kul, vil jeg altid anbefale en grillstarter i stedet for at stable kullene i en pyramide. Det andet tager for lang tid.
Hvis du vil vide, om din grill er klar, lægger du et stykke kød på risten. Syder kødet, er temperaturen rigtig.
Hold dig væk fra engangsgrills
Martin Mygdam mener ikke, du skal bruge engangsgrills på din altan eller terrasse.
- Med mindre du skal til stranden eller bare vil grille fem pølser, så skal du ikke vælge en engangsgrill. Den er lang tid om at varme op, og når den er varm, så brænder den tingene af, fordi maden lægges på risten nærmest lige oven på kullene, siger Martin Mygdam.
Desuden kan en engangsgrill oftest ikke placeres i et stativ eller på en opsats. Da den afgiver meget varme i bunden, kan det være svært at placere den forsvarligt på en altan.
Drop kæmpemåltider fra din altangrill
På grund af plads og brandregler vil din grill på altanen sandsynligvis være mindre end en havegrill. Derfor skal du ikke have for store ambitioner.
- Forskellen på at grille på en altan i forhold til haven eller terrassen er, at du skal begrænse armbevægelserne. Det er altså ikke en fire retters menu, du skal diske op med, understreger grillmester Martin Mygdam.
|
Danskere griller mestDanmark er angiveligt verdens største grill-nation målt i forhold til indbyggertallet. Ifølge en rundspørge udført af grill-producenten Weber svarede 99 procent af de danske deltagere, at de foretrak at grille udendørs frem for at lave mad indendørs. 800.000 danske husstande har en Webergrill, oplyse Weber. |
Gode råd til grill på altanen
|
Kolofon / Send feedback
Personlig rådgivning
NETOP NU
Nyhedsbrev
HUS OG HAVE I februar
-
10 gode råd til haven i februar
-
Hvordan undgår du kalk på...
-
10 gode råd om indeklima
-
Husstøvmider
-
Sådan fjernes skimmelsvamp i din...
-
10 gode råd om beskæring af træer...
-
Sådan finder du ud af om der er...
-
Fald på terræn tæt på huset
-
Bortledning af regnvand og...
-
Planlægning af haven
-
Tjek dit badeværelse for...
-
Tjek udluftningen af dit hus



























Kommentarer