Villalejlighed med udsigt

Inspiration |  Publiceret: torsdag 15. april 2010

Kirsten og Mads Grønborg faldt for en højt beliggende villalejlighed i Utterslevkvarteret i København. Her var skøn udsigt og store gode rum, men huset var i årtier kun blevet renoveret med tapet, guld og strukturmaling. Under overfladen gemte sig et klassisk hus, som trængte til en konstruktiv kur. Familien måtte lave det farligste først.

To løse altaner, tærede faldstammer, et uergonomisk køkken og et utæt badeværelse. Det blev de første moderniseringsopgaver for Kirsten og Mads. Efter syv års renovering bor familien nu sikkert og lyst på de to øverste etager af den treetagers villa.

Parret har fået to nye altaner, et nyrenoveret køkken, et nyt badeværelse og en hel nyindrettet øverste etage. Nu tør de faktisk sidde på deres to altaner og nyde udsigten ud over Utterslev Mose.


Den færdige altan, hvor Kirsten og Mads kan skue ud over Utterslev Mose. Foto: Lotte Raabo Larsen 

Realistisk rådgiver

- Vi vidste, at der ville være meget arbejde i at istandsætte et hus fra 1930, for vi havde taget en ingeniør med ved huskøbet. Ud fra en tilstandsrapport lavede han en beregning på, hvor meget der minimum skulle renoveres for, og vi fik forhandlet prisen ned med 220.000 kr.

Første fælles voksenbolig

Kirsten og Mads fandt huset ved en tilfældighed. De var i begyndelsen af 30’erne og klar til at flytte sammen.

- Huset var til salg hos min nabo, som er  ejendomsmægler, og jeg kendte kvarteret, fordi jeg boede tæt på, fortæller Kirsten Grønborg. En dejlig sommerdag for jeg vild i nabolaget og opdagede Utterslevkvarteret. Jeg boede i en delevilla i Brønshøj, og Mads boede i andelslejlighed i Valby. Det virkede velkendt og trygt at skulle dele en tofamilievilla. Vi var ikke klar til at eje vores egen parcel.

Et hjem fra en anden tidsalder

Ved første fremvisning af huset blev Kirsten og Mads mødt af en duftende blomsterhave. Inde i huset var det som at komme ind i et hjem fra 1920erne. Indretningen var både ude og inde intens og gennemført - bestemt ikke til at overse.


Sådan så stuen ud, før Kirsten og Mads rykkede ind. Foto: Lotte Raabo Larsen

-Der var guld overalt - på paneler og rosetter, og der var statuer og buddhaer af guld. Der var tapeter med grønt harlekinmotiv og brogede blomster. Møblerne var tunge og mørke. Lofter og gulvtæpper var i koboltblå, og der var tykke gardiner for vinduerne.

I 28 år var der ikke lavet andet i huset end kosmetiske overfladebehandlinger og voluminøs indretning, fortæller Kirsten Grønborg.


Kirsten og Mads gjorde stuen mere lys og enkel. Foto: Lotte Raabo Larsen 

- Heldigvis var huset bygget af ordentlige, tidstypiske materialer med gamle koksvægge og trægulve. Vi kunne godt gennemskue, at det under overfladen var dejlige rum med kæmpe vinduespartier og skøn udsigt.

- Haven var yderst velholdt med stauder og en lille tepavillon. Alle blomster var lilla. Udsigten var fantastisk. Sollyset spillede i vandet ved mosen.

Isolering og nye altaner frem for nyt køkken

I starten drømte Kirsten og Mads om at få et køkken-alrum åbent til kip og med nye hemse og en ny trappe op til husets øverste etage. Men drømmene blev noget reducerede, fortæller Kirsten.

- Vi var begrænset af aftræk og faldstammer fra flerfamiliehusets badeværelser og køkkener, især i loftrummet, så vi valgte en logisk og billigere renovering. Nemlig at få sikret altaner, faldstammer og konstruktioner og at sætte det gamle køkken i stand med få midler.


Sådan så det gamle køkken ud, før Kirsten og Mads renoverede det. Foto: Lotte Raabo Larsen 

- Vi sparede penge ved at renovere køkkenet frem for at sætte et nyt op, så der var også penge til at isolere hulmuren. Det var afgørende, at vores nyfødte datter ikke skulle fryse i vores store nye bolig.

Snedkermoderniseret køkken

- Vi var lettet over, at huset stadig havde sit originale køkken. Det var hyggeligt indrettet, men køkkenbordet var lavt. Vi fik en snedker til at hæve bordet og lægge en ny bordplade af eg på samt lave en ekstra række skuffer.


Med en ekstra række skuffer kom bordpladen op i en fornuftig arbejdshøjde. Foto: Lotte Raabo Larsen 

Det gav mening at bevare dele af køkkenet i stedet for at skifte ud. Køkkenet var indrettet godt og lavet af solide materialer.

Køkkenskabene blev malet med en oliealkydmaling glans 90. Kirsten har søgt at skabe en balance mellem de kolde og de varme farvetoner. Hun arbejder med komplementærfarver i svage toner af grå/blå og creme - farver, der svarer til husets facadenuancer.


Det nye køkken, hvor mange af de gamle køkkenelementer er frisket op og bevaret. Foto: Lotte Raabo Larsen.  

Altanen - den nærmeste have

På husets 1. sal hos Kirsten og Mads er der langt ned til delehaven, så altanen er lejlighedens nærmeste have. Her stilles barnevognen til middagsluren, og her drikkes en kop kaffe i solen.

- Vi lukker ikke lige børnene ud i haven, for vi kan risikere, at underboen smækker den fælles yderdør, så de ikke kan komme ind igen. Det rigtige privatliv har vi på altanen. Haven deler vi med underboen, ligesom i en gård i en større ejendom.

Kirsten og Mads Grønborg besluttede i samråd med deres underbo at få renoveret husets altaner samtidig, da de to altaner på hver 5 kvadratmeter hænger sammen. De to altaner er en vigtig del af husets arkitektoniske udtryk.


Kirsten på den øverste altan. De to altaner hænger sammen, både i form og konstruktion. Foto: Lotte Raabo Larsen 

- Vi ville gerne nyde udsigten og have lys og sol, og derfor prioriterede vi altanrenoveringen højt.

Konstruktioner til sol, lys og luft

Kirsten Grønborg tegnede selv de nye altaner, og de blev specialfremstillet, så de passer til husets proportioner. Altanerne var oprindeligt konstrueret som "svævende" altaner af jern og beton, og de var monteret langt inde i husets konstruktion. De vejede flere tons, og jernet var rustet, havde løsnet sig og lavet sætningsrevner i muren.


Altanerne er monteret på facaden og støttet af stålsøjler. Foto: Lotte Raabo Larsen 

I dag er altanerne lavet som en let stålkonstruktion, der er monteret med murankre på facaden og bærende stålsøjler i altanens yderste hjørner. Håndlisterne og gulvet er af vejrbestandigt teaktræ. Under trægulvet ligger en brandhæmmende plade, der danner loft for underboen. Rækværket udgøres af en perforeret pulverlakeret stålplade, hvis overkant følger linjerne i den gamle bygnings vinduesbånd.

Huset som et skib i landskabet

- Vores hus blev bygget i 1935 af en snedkermester. Han fik bygget de "svævende" altaner til den gode udsigt. Vi har holdt fast i facadens karakteristiske form med de to altaner.

Den "krigsskibsgrå" farve på altan, vinduer og yderdøre er et kompromis mellem den tidligere underbo og Kirsten og Mads. En mellemting mellem hvid og mørkegrå.

Jura for vedligehold

Huset er en ejerforening med to medlemmer - de to familier. I samråd med en advokat har de to familier fået udarbejdet vedtægter for delehuset, der omfatter konstruktion, klimaskærm og husets æstetiske ydre.


De to familier i huset samarbejder om at holde ejendommen ved lige. Her ses den fælles indgang. Foto: Lotte Raabo Larsen 

Ejendommen skal holdes i forsvarlig stand og altid fremtræde med et smukt ydre. Der skal som minimum vedligeholdes med samme materialer og farver. Familierne holder et årligt møde, men meget bliver klaret på bagtrappen.

- Hvis noget skal renoveres, er man på godt og ondt to om det. Både om pris og idé. Vi betaler 60 procent for vores to etager og vores underboer 40 procent. Heldigvis har vi nogle rigtig gode underboer og et godt samarbejde.

Kvaliteter og udfordringer

Efter de mange års byggearbejde er Kirsten og Mads kommet ind til kernen af det gamle hus fra 1935.

- Huset er grundlæggende sundt og af gedigne materialer. Vi kan mærke, at arkitekten har været af den klassiske skole med sans for gode rumlige proportioner. Der er højt til loftet, og man har ikke været bange for pynt i form af stuk og store vinduespartier.

- Ulemperne er, at bygningsdelene ikke lige passer til standardvarer i dag. Alle fem døre i gangen har f.eks. forskellig størrelse, da de afspejler de bagvedliggende rums størrelse.

- Væggene er desuden pilskæve. Det erfarede vi, da vi skulle sætte skabe, fliser og et rumstort spejl op i badeværelset. Når huset ikke har været grundrenoveret i 70 år, er der et kæmpe efterslæb. Alt trænger til istandsættelse. 

Aluminium, husets nye materiale

- Man behøver ikke være fundamentalist, når man renoverer, dvs. lave alt som oprindeligt. Vores gamle utætte vinduer trænger til at blive udskiftet, og så vil jeg have aluminium udvendigt, så jeg slipper for at male ydersiden i 3. sals højde, siger Kirsten.


Også i soveværelset er der en altan. Skydedøren har aluminium på den udvendige side. Foto: Lotte Raabo Larsen 

- Vores nye skydedør oppe i soveværelset er af aluminium udvendigt og træ indvendigt, da den er meget udsat. Det vil betyde meget for vores komfort, for varmeregningen og for energibesparelsen, når vi får vores vinduer renoveret. Vi fik nyt fjernvarmeanlæg i 2005, og da faldt varmeregningen med 7.000 kr. på årsbasis.

Kvarteret er en perle

- Jeg sætter pris på at bo i dette område ved Utterslev Mose. Folk kommer hinanden ved på tværs af alder. Der bor mange familier i kvarteret, og vi har fået mange gode kontakter. Vi passer på hinandens huse, børn og kæledyr, og børn leger sammen. Mads har løbevenner, en nabo har lavet vores havelåge, og vi køber honning hos vores genbo, som er biavler.

- Vi ligger centralt ved Hareskovvejen, tæt på københavnsområdet og Nordsjælland. Her er ingen pendlerstress. Mads har et kvarter til sit arbejde i Birkerød, og jeg har 10 minutter til mit arbejde i København, siger Kirsten.

Fakta om bygningen og villalejligheden

• Huset er en gulstensejendom med funkistræk, tegnet af arkitekt L. Steensen i 1935. Huset har tre etager samt kælder og ligger på en skrånende grund. Huset har tegltag og har stadig de originale hjørnevinduer med forsatsruder samt en fin stuk.

• Kirsten og Mads Grønborg købte husets to øverste etager som villalejlighed i 2002. 153 kvadratmeter plus 34 i kælderen. Pris 2.180.000 kr.

• Grunden er på 800 kvadratmeter, og Kirsten og Mads deler den fælles for- og baghave med deres underboere.

• Grunden hører til Utterslevhøj Grundejerforening, et villakvarter med direkte udsigt til Utterslev Mose. Kvarterets grunde blev udstykket i 1928 og ligger i skellet mellem landzone og byzone med 6 km til Københavns centrum. Området er præget af huse med forskellig håndværksmæssig udførelse. Folk har købt en grund og fået bygget et hus af en håndværksmester. Ikke to huse er ens, og der må ikke bygges mere end to etager plus tagetage. Mange har i dag udnyttet tagetagen, og 10-15 procent af husene er nu flerfamilieboliger.

Fakta om ombygningen

• Ombygningen omfattede:

• To altaner: 150.000 kr.
Det tog ni måneder at få altanerne opført, inklusive byggetilladelse.

• Køkken: 30.000 kr. ekskl. hvidevarer.  
Heraf snedker: 10.000 kr., maling 3.000 kr., italienske fliser fra Starck, 100 kr. pr. kvadratmeter. Restbeløbet dækker ny el, aftræk til emhætte, køkkenvask overskabe og ny radiator.

• Hvidevarer: 16.000 kr., komfur, opvaskemaskine, køleskab og emhætte.

• Hulmursisolering: 18.000 kr. for hele huset,

• Badeværelse på lejlighedens nederste etage, 1,80 x 1,80 meter, 200.000 kr.

• Lejlighedens nyrenoverede øverste etage har overalt fået udskiftet de gamle stofledninger til ny el med jord på alle kontakter: 60.000 kr.
Etagen har tre nye værelser, det ene med nyt walk-in closet og altan med ny altandør, nyt entrégulv og nyt badeværelse

• Malerarbejde: 50.000 kr.

• Walk-in closet: 20.000 kr. Inkl. skabsdele, lys, skydedør, gipsvægge.

• Altanrenovering inkl. ny altandør: 60.000 kr.

• Entrégulv: 5000 kr.

• Indvendige værelsesdøre mod entréen: 10.000 kr.

• Badeværelse: 250.000 kr.

I huset bor arkitekt og underviser i multimediedesign Kirsten (37 år), hendes mand Mads, it-konsulent (37 år), og datteren Lykke på 5 år.

Siden år 1997 har Kirsten Grønborg haft egen arkitektvirksomhed Oktopus, hvor hun laver grafisk design og hjemmesider. Hun har også lavet mindre ombygninger for private.
Læs mere om Kirsten Grønborgs arkitektvirksomhed.

Kolofon / Send feedback

Af Lotte Raabo Larsen, arkitekt MAA

Kommentarer

Ingen kommentarer
* alle felter skal udfyldes



Nyhedsbrevfh-newsletter

Køb bolig
Læs om naboer og naboskab
Skader på din bolig
  • Bolius Boligejernes Videncenter A/S
  • Lautrupvang 2
  • 2750 Ballerup

Se her hvordan du kontakter os

Få GRATIS bogen
"Førstehjælp til dit hus"

 

- så er du klar hvis uheldet er ude

 

Tilmeld dig Bolius Nyhedsbrev her:

Du modtager en velkomstmail med et link så du GRATIS kan downloade
”Førstehjælp til dit hus” som PDF.

Herefter modtager du to gange om ugen Bolius Nyhedsbrev med relevante artikler og billedserier om alt indenfor hus og have.

Luk og vis ikke igen