Hul og løs facadepuds
Fugt i husets facade, som ikke kan komme væk, kan give problemer med hul og løs facadepuds. Find årsagen til, at der kommer fugt, og gør noget ved det. Bank al hul og løs facadepuds væk og puds facaden op.
Fagområde: Murer, rådgiver
###RATINGS###

- Filset og malet overflade i tydeligt forfald.
Facaden skal være intakt for at beskytte huset mod vand og naturens øvrige påvirkninger.
En facade med afskallet puds og maling betyder, at facadens murværk ”står åben”. Vand vil trænge ind og forårsage yderligere nedbrydning af huset.
Facadens tilstand er også vigtig for husets udtryk. En ensartet overflade virker harmonisk og giver et roligt udtryk. Afskallinger, manglende puds og maling giver indtryk af dårlig stand og forfald.
Tegn og virkning på hul og løs facadepuds
Når husets facade bliver udsat for fugt, som ikke kan komme væk, kan der opstå problemer med bl.a. hul og løs facadepuds.
Hul og løs facadepuds skyldes grundlæggende, at facaden er opfuget, og at fugt ekspanderer ved frost. Når det fryser, udvider pudslaget sig og slipper sit greb i underlaget.

- Får facadepudsen lov til at forfalde, ender det med, at murstenene tager skade.
Fugten kommer enten ude fra naturen eller inde fra huset.
- Udefra udsættes facaden for regn og sne.
- Indefra kan facaden blive udsat for den varme (fugtige) indeluft eller indespærret byggefugt.
En facade, der er malerbehandlet med plastmaling, er ikke diffusionsåben, dvs. indefra kommende fugt hindres i at komme ud. Resultatet er opfugtet murværk/pudslag.
En facade, der udsættes for intensiv vandpåvirkning udefra, vil ligeledes medføre opfugtet murværk/pudslag.
Afskallet facadepuds ses tydeligt som manglende puds i felter i varierende størrelse.
Skjult hul og løs facadepuds findes ved at banke på facaden. Man kan da høre, hvor overfladen har mistet sin vedhæftning til underlaget.
I huse, der er mere end 100 år gamle, er der ofte anvendt mursten af ringe kvalitet. F.eks. blev der dengang anvendt sten, der ikke er fugt og frostbestandig i samme grad som de hårdbrændte sten, der anvendes i dag. Pudsen blev dengang anvendt som en beskyttelse af murværket.
En afskalling af facadepudsen på et murværk, der er opført af mursten af ringe kvalitet, vil i løbet af meget kort tid kunne medføre betydelige skader på det bagved liggende murværk.
Udbedring af pudsskade:

- Områder med hul og løs puds findes nemmest med en lille hammer.

- Al den løse puds hakkes ned, så kun det, der sidder fast, er tilbage.

- Når hullet er renset og svummet, kan der pudses op igen. Vær påpasselig med at bruge den rigtige mørtel.

- Når mørtlen er fingertør, skal den pudses over med et pudsebræt.

- Inden der males, skal der gå mellem 6 og 12 måneder, så man er helt sikker på, at reparationen er tør.
Løsning på hul og løs facadepuds
Al hul og løs facadepuds bankes af, og facaden pudses op. Udbedring af skader ved pudsede overflader skal ske i god tid inden evt. malerarbejde. Pudsen skal være helt tør, det vil sige en tørretid på mellem 6 og 12 måneder.
For at undgå, at problemer med hul og løs facadepuds gentager sig, bør man fjerne årsagen til problemet. Det kan dog i nogle tilfælde være omfattende.
Skader, som følge af udefra kommende fugt, kan undgås ved, at facaden beskyttes mod sne og regn. Løsningen kan f.eks. være at øge udhæng eller at erstatte evt. stråtaget med andet tagmateriale for at kunne montere en tagrende.

- Den forfaldne facade med afskallinger er ikke et kønt syn.

- Her er facaden repareret og filtset op på ny.
Skader som følge af indefra kommende fugt, enten ”indeluft” eller ”byggefugt” kan undgås ved at sikre, at overfladen lader fugten passere. Løsningen er at bruge en diffusionsåben maling, f.eks. af typen silikatmaling. Silikatmaling har en åben struktur, der lader vandpartiklerne passere.
Evt. diffusionslukket maling skal fjernes, inden den ”rigtige” maling kan påføres. At fjerne plastmaling kræver sandblæsning og efterfølgende udbedring af følgeskader.
Publiceret: mandag 22. juni 2009
Kilder
Tekst og Foto: Huset Hovmand ApS
Personlig rådgivning
NETOP NU
Nyhedsbrev
HUS OG HAVE I februar
-
10 gode råd til haven i februar
-
Hvordan undgår du kalk på...
-
10 gode råd om indeklima
-
Husstøvmider
-
Sådan fjernes skimmelsvamp i din...
-
10 gode råd om beskæring af træer...
-
Sådan finder du ud af om der er...
-
Fald på terræn tæt på huset
-
Bortledning af regnvand og...
-
Planlægning af haven
-
Tjek dit badeværelse for...
-
Tjek udluftningen af dit hus



























Kommentarer