Lette facadepartier

Fakta | 

Facader med vinduer og lette træpartier, der veksler med almindelige murede ydervægge, er et stiltræk, som er typisk for parcelhuse fra 1960'ene og 70'erne. De lette facadepartier kræver ekstra vedligeholdelse og er i nogle tilfælde så dårligt isolerede, at de bør udskiftes.

Parcelhus med let facadeparti, der går fra sokkel til tag, med store faste vinduespartier.
Parcelhus med let facadeparti, der går fra sokkel til tag, med store faste vinduespartier.

Hvad er et let facadeparti?

Man skelner mellem tunge og lette ydervægge, afhængigt af de anvendte konstruktioner og materialer. I en tung ydervæg er de bærende dele udført af beton, letbeton eller teglsten. I en let ydervæg er det bærende element lavet af et træ- eller stålskelet med en beskyttende yderbeklædning af træ, fibercementplader eller andet. Lette og tunge konstruktioner kan kombineres i ydervægge.

Lette facadepartier som et element på murede huse dukkede op som et element i de såkaldte statslånshuse fra 1950'erne. I parcelhuse fra 1960'erne og 1970'erne er det meget almindeligt, at store dele af facaden består af en blanding af vinduer og lette partier, mens hovedparten dog stadig er murværk.

I nogle huse består den underste del af facaden helt eller delvist af en lav muret brystning. Ovenover er der et vandret bånd, der går op til taget, og som består af skiftevis vinduer og lette træpartier.

I andre huse går vinduer og lette partier hele vejen fra soklen op til taget mellem de fuldmurede vægpartier.De lette facadepartier er et gennemgående og meget karakteristisk stilelement i mange huse fra perioden, og i heldige tilfælde giver de huset et lettere og mere uformelt præg, end hvis ydervæggene udelukkende bestod af murværk.

Parcelhus med vinduer og lette facadepartier ovenpå en muret brystning.
Parcelhus med vinduer og lette facadepartier ovenpå en muret brystning.

Hvilke problemer kan der være ved lette facadepartier?

De lette partier vil under alle omstændigheder have en kortere levetid end de murede. Afhængigt af hvor godt de oprindeligt er lavet, og hvor omhyggeligt de siden er vedligeholdt, vil de i mange huse fra 60'erne og 70'erne være modne til udskiftning på nuværende tidspunkt.

Dårlig vedligeholdelse af den udvendige træbeklædning, fugtproblemer omkring bundrammer og bundglaslister på både faste vinduespartier og oplukkelige vinduer, utilstrækkelig tætning omkring vinduerne og meget andet kan betyde, at fugt trænger ind og skaber råd- og svampeskader i de lette partier.

Lette facadepartier, der vender ind mod badeværelser, kan få fugtproblemer indefra, hvis rummet har en vægbeklædning, der ikke er tilstrækkeligt modstandsdygtig over for fugt, typisk almindelige gips- og træfiberplader.

Træbeklædninger på facadepartierne, som ikke sidder mindst 10 cm over jorden, vil være meget udsat for fugtproblemer. Den korte afstand til jorden betyder, at træet nemt bliver fugtigt. Især lodrette bræddebeklædninger er udsatte, da endetræ let suger vand og fugt. Selv med jævnlig maling eller træbeskyttelse vil de nederste dele af brædderne være i fare for at blive angrebet af råd og svamp.

Dårlig isolering
Lette facadepartier, der stammer fra årtierne 1950-80, vil efter moderne målestok normalt være helt utilstrækkeligt isoleret. Sidder de oprindelige termovinduer stadig i, kan den samlede isoleringsevne på vægpartiet være temmelig ringe. Derudover kan der være dårlig komfort indenfor på grund af kuldenedfald og evt. direkte træk fra utætheder omkring vinduerne.

Hvordan vedligeholdes lette facadepartier?

Den almindelige vedligeholdelse af træbeklædning og vinduer består i jævnlig maling eller træbeskyttelse. Det er en god idé at tjekke en gang om året, om der er tegn på nedbrydning af træ eller maling. Især de nederste og vandrette dele af træværket er udsat, især bundkarm, bundramme og bundglasliste på vinduespartierne.

Maling eller heldækkende træbeskyttelse giver det udvendige træværk den bedste beskyttelse mod vejr og vind.
Maling eller heldækkende træbeskyttelse giver det udvendige træværk den bedste beskyttelse mod vejr og vind.

Læs mere i BOLIUS Fakta: Tjek husets udvendige træværk.

Hvor ofte du skal vedligeholde, afhænger af, hvor hårdt belastet facaden er af sol, regn og vind, og hvordan den er behandlet. På sydvendte facader bliver træværkets overflade hurtigere nedbrudt af solens ultraviolette stråling. Facader, hvor taget har et stort udhæng, er mere beskyttet mod sol og slagregn, mens facader, hvor taget har et lille eller intet udhæng, er mere udsatte.

Intervallerne for vedligeholdelse hænger også sammen med, om træværket er behandlet med maling, træbeskyttelse eller olie. Maling og dækkende træbeskyttelse giver den bedste beskyttelse mod både sol og regn, mens halvdækkende træbeskyttelse beskytter mindre. Transparent træbeskyttelse og træolie giver den ringeste beskyttelse, og behandlingen skal gentages ret ofte, i nogle tilfælde hvert år.

Læs mere om det udvendige træværk i BOLIUS Fakta: Vedligeholdelse af udvendigt træværk.

Er det muligt at udskifte lette facadepartier?

Afhængigt af tilstand og isoleringsmængde kan det være en idé at overveje en omfattende renovering eller udskiftning af de lette facadepartier, som samtidig bringer isoleringen op til moderne standard. Skal vinduerne udskiftes, er det oplagt at tage fat på partierne i samme omgang.

Du kan bevare den bærende trækonstruktion, som forstærkes, så der bliver plads til den ekstra isolering. Den udvendige beklædning erstattes med nyt træværk eller vedligeholdelsesfrie plader af fibercement (eternit), og vinduespartierne udskiftes med nye energivinduer. Ønsker du større ændringer på facaden, eller er der alvorlige problemer med f.eks. fugt eller råd i det lette parti, kan det være aktuelt at udskifte det hele.

I forbindelse med gennemgribende ombygninger af huset, f.eks. tilbygning, kan de lette partier erstattes med murede, og hele huset kan efterfølgende pudses. Hvis det får en tyndpudsbehandling som vandskuring, kan du opnå et ensartet udseende på de gamle og nye murpartier.

Hvilke krav stilles ved udskiftning af lette facadepartier?

Hvis du skifter lette facadepartier ud, kan der være krav om, at isoleringstykkelserne skal være på samme niveau som ved nybyggeri. Dertil kommer de generelle krav, som bygningsreglementet stiller til ydervægge med hensyn til bl.a. stabilitet, brandsikkerhed og fugttæthed.

Udskifter du blot et enkelt parti på en facade, er der ikke specielle krav. Hvis udskiftningen berører mere end 25 procent af klimaskærmen (dvs. tag og facader), eller hvis den koster mere end 25 procent af bygningens værdi (BBR-værdi + grundpris), gælder de omfattende isoleringskrav. Dog kun i den udstrækning det kan betale sig i henhold til faste beregninger af besparelsen set i forhold til investeringen og den forventede levetid.

Læs mere i BOLIUS Fakta: Kan efterisolering betale sig?

Når det gælder nye vinduer, stilles der ingen særlige isoleringskrav, hvis du skifter et enkelt eller nogle få vinduer ud. Skifter du vinduerne på en hel facade eller i hele huset, skal vinduerne leve op til de samme isoleringskrav som ved nybyggeri.

Under alle omstændigheder vil det af hensyn til varmebudgettet og komforten inde i huset være en fordel at forsøge at leve op til isoleringsstandarderne for nybyggeri, både når det gælder nye vinduer og de lette facadepartier.

Publiceret: tirsdag 2. juni 2009

Kolofon / Send feedback

Af 
arkitekt mdd Jan Pasternak
redaktionschef Kristine Virén

Kilder

Kommentarer

Ingen kommentarer
* alle felter skal udfyldes



Nyhedsbrevfh-newsletter

Køb bolig
Læs om naboer og naboskab
Skader på din bolig
  • Bolius Boligejernes Videncenter A/S
  • Lautrupvang 2
  • 2750 Ballerup

Se her hvordan du kontakter os

Få GRATIS bogen
"Førstehjælp til dit hus"

 

- så er du klar hvis uheldet er ude

 

Tilmeld dig Bolius Nyhedsbrev her:

Du modtager en velkomstmail med et link så du GRATIS kan downloade
”Førstehjælp til dit hus” som PDF.

Herefter modtager du to gange om ugen Bolius Nyhedsbrev med relevante artikler og billedserier om alt indenfor hus og have.

Luk og vis ikke igen