Opdag revnerne i dit hus og undgå alvorlige følgeskader

Fakta | 

Revner i dit hus er en alvorlig skade. De farligste revner er dem, der kommer og vokser hurtigt. Tjek dit hus for revner hvert halve år, så du undgår, at revnerne forårsager råd og fugtskader.

Hvad kan revner gøre ved et hus?

Revner i huset er i udgangspunktet ikke godt. En del af de revner, som normalt gør husejere bekymrede, udgør dog ikke noget særlig stort problem.

Sætningsskade i form af en revne i soklen. Foto: Tine R. Sode
Her ses et eksempel på byggesjusk, der har resulteret i revner på facaden. Som man kan se er mørtelfugen nogle steder for tyk, mens den andre steder helt mangler. Foto: Gusta Clausen

Revner kan på den anden side sagtens være starten på mere alvorlige problemer, som i sidste ende kan nedbryde dele af huset.

Hvorfor opstår der revner i huset?

Der kan være mange årsager til, at revner opstår. De mest almindelige er:

  1. Underdimensionering og/eller fejlkonstruktion samt dårlig håndværksmæssig udførelse. 
  2. Påvirkninger fra storm og vind. 
  3. Almindelig udtørring efter endt byggearbejde. 
  4. Opfugtning, der medfører udvidelser eller sammentrækninger.
  5. Temperatursvingninger. 
  6. Rusttæring i murværk.
  7. Bevægelser i undergrunden, der får fundamentet til at "sætte sig".

Underdimensionering og/eller fejlkonstruktion samt dårlig håndværksmæssig udførelse

Underdimensionering og/eller fejlkonstruktion er et rimeligt almindeligt fænomen. Fx skyldes revner i gulve og lofter i gamle bygninger ofte, at bjælkelaget er underdimensioneret, i forhold til hvor meget vægt det skal bære.

Underdimensionering af bygningsdele resulterer normalt i revner på længere sigt, men i meget grelle tilfælde kollapser bygningsdelen.

Det er desværre heller ikke unormalt at se håndværksarbejde, som ikke er udført helt korrekt. Hvis håndværkeren ikke udfører arbejdet rigtigt, er der risiko for, at de forskellige materialer ikke "kan sammen indbyrdes" og revner. 

Påvirkninger fra storm og vind

Kraftig vind kan påvirke et hus med både tryk og undertryk, og kræfterne kan være ret voldsomme. Huse, som ligger for sig selv uden særlig læ fra andre bygninger, er selvfølgelig mest udsat. Men da det blæser meget i Danmark, er revner forårsaget af vinden er ikke unormale på "almindelige" huse i byen.

Revner kan både opstå udvendigt og indvendigt. Her er det et flisegulv inde i huset, der er revnet.
En revne som denne i husets sokkel kan opstå, hvis jorden under husets fundament rykker sig.
Over dette vindue var de jernstænger, der lagde i muren, rustet. For at få skaden udbedret er facaden blevet åbnet, jernstængerne udskiftet og facaden muret op påny. Foto: Tine R. Sode

Konstruktioner, som ikke er udført helt korrekt, kan blive påvirket af storm. Det kan være taget, som ikke er afstivet rigtigt, og det får huset til at bevæge sig, når det blæser, hvilket kan give revner og sprækker i vægge, gulve og lofter.

Almindelig udtørring efter endt byggearbejde

Forskellige materialer og bygningsdele kan svinde ind (krympe), når de tørrer. Mange materialer kan svinde med helt op til 5 procent over tid.

Både støbte gulve og trægulve kan synke, men samtidig også svinde lidt. Til sammen kan det få gulve til at "slippe" fodpanelet, hvorefter der opstår en vandret revne rundt langs panelerne nede ved gulvet.

Man kan fylde hullet mellem fodpaneler og gulv med en akrylfuge og maling, men der er ingen risiko forbundet med blot at lade det være. 

Opfugtning, der medfører udvidelser eller sammentrækninger Opfugtning, dvs. det modsatte af udtørring, opstår også i huse. Hvis fugt hober sig op, kan bl.a. gulve og vægge udvide sig og på den måde skabe revner og sprækker i de tilstødende bygningsdele, oftest i murværket. 

Temperatursvingninger

Temperaturen svinger meget i Danmark, og de relativt store temperatursvingninger kan få bygningsdele og materialer til at trække sig sammen eller udvide sig. Det kan skabe revner og sprækker.

I langt de fleste tilfælde tages der dog højde for dette fænomen, både når husbyggeri projekteres og udføres. 

Rusttæring i murværk

Jern i konstruktionen, såkaldte murbindere, kan forårsage revner i både mursten og fuger. Det kan ske, hvis jernet ruster.

Siden midten af 1990’erne er der kun blevet benyttet galvaniseret stål og rustfrit jern i murværk, men tidligere var det jern, der blev benyttet, ikke rustbeskyttet. Bliver det indbyggede jern udsat for fugt via utætheder i murværket, kan det derfor ruste. Når jern ruster, udvider det sig og får murværket til at "springe" og revne. 

Bevægelser i undergrunden, der får fundamentet til at "sætte sig"

Jorden under os bevæger sig, og det kan også give revner i bygninger. Huse kan almindeligvis optage en del bevægelse, men bliver det for meget, opstår der revner i enkelte bygningsdele. Revner efter undergrundsbevægelser ses især i soklen eller murværket.

Hvor kan du se revner i dit hus?

Kan dit træhus revne?

Der kan også opstå revner i et træhus. Revner i træhuse er noget sværere at se, og i de fleste tilfælde er revnerne ikke så slemme, da træ og trækonstruktioner kan tåle relativt meget bevægelse.

Derfor opstår der ikke de samme problemfyldte revner som i et muret hus.

Træværk vil dog revne og sprække, hvis det ikke vedligeholdes og beskyttes med overfladebehandling, når det trænger.

LÆS OGSÅ: Overfladebehandling af udvendigt træværk

Du kan finde revner i dit hus både udvendigt og indvendigt. Nedenfor kan du se, hvilke steder du særligt skal være opmærksom på.

Udvendigt

Udvendigt kan revner opstå stort set overalt. De mest almindelige steder er:

  •  Ved soklen 
  • I murværket 
  • Over vinduer og døre 
  • I gavlen 
  • Tæt på husets hjørner
  • Fugerne mellem vinduer og mur.

Indvendigt

Indvendigt i huset kan revner oftest ses:

  • I vægge 
  • Mellem gulvet og væggene 
  • Mellem væggene og loftet
  • I flisegulve.

Hvordan gennemgår du dit hus for revner?

Det er generelt en god idé at holde øje med dit hus’ tilstand. 1-2 gange i kvartalet bør du gå en tur omkring huset og tjekke, om der er kommet revner og sprækker.

Har dit hus allerede revner og sprækker, skal du holde øje med, om de udvikler sig. Det kan være en god idé at tage fotos (med dato), hvor du holder en tommestok over revnen, så man kan se, hvor bred og lang den er. Billedet kan senere afsløre, om den er blevet større.

De mest alvorlige revner er brede og udvikler sig over kort tid.

For overblikkets skyld kan det være en god idé at føre en form for logbog over ting, der sker med huset.

Hvilke revner udgør den største risiko?

De værste revner og sprækker i huset er de, der opstår meget hurtigt og/eller over en kort årrække på 1-3 år. Sprækker og revner i gamle huse, som har været der i mange år, er normalt ikke så risikable.

Udvendige revner, især revner bredere end 3-5 mm, skal udbedres. De er ikke nødvendigvis alle sammen "farlige", men skal ordnes, for at bygningsdelene bagved ikke skal tage skade af bl.a. fugt.

Fugt er også grunden til, at det vigtigt at få lavet revner i vådzoner inde i huset, fx i flisegulve og i og omkring brusenichen og badekarret.

Hvad bør du gøre, hvis dit hus har revner?

Hvis du opdager revner og sprækker, som enten er bredere end 3-5 mm eller har udviklet sig over kort tid (1-2 år), bør du kontakte en erfaren murer eller en byggeteknisk rådgiver.

Ved du med sikkerhed, at en eller flere af revnerne har været der i mere end 10 år, kan du tage det lidt mere med ro. Det betyder ikke, at det ikke er nødvendigt at få lavet revnerne. Alle revner, som udsættes for fugt og vand, skal udbedres på et eller andet tidspunkt.

Hvad dækker husforsikringen i forbindelse med revner?

Husforsikringen dækker normalt kun skader, som opstår pludseligt og uventet. Det vil sige, at revner, som udvikler sig langsomt og over mange år, normalt ikke dækkes af den almindelige husforsikring.

I nogle tilfælde kan ejerskifteforsikringen dække skjulte skader og dermed også skader, som kan medføre revner og sprækker i bygningsdele.

Publiceret: tirsdag 1. august 2006, ajourført: mandag 26. marts 2012

Kolofon / Send feedback

Af 
journalist Kim Gregersen
redaktionschef Kristine Virén

Kilder

Kommentarer

Ingen kommentarer



Få gratis hjælp af en Bolius ekspert

Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.

Klik og stil dit spørgsmål nu

Få professionel rådgivning

Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.

Klik og få mere at vide
Log ind i Husets kalender for at tilføje artiklen

Log ind

og tryk derefter på +ikonet igen for at tilføje artiklen til Husets kalender





Opret en profil på Husets kalender

Annonce

Nyhedsbrevfh-newsletter

Annonce

Inspirerende billedserier

  • Bolius Boligejernes Videncenter A/S
  • Lautrupvang 2
  • 2750 Ballerup

Se her hvordan du kontakter os

Få GRATIS bogen
"Førstehjælp til dit hus"

 

- så er du klar hvis uheldet er ude

 

Tilmeld dig Bolius Nyhedsbrev her:

Du modtager en velkomstmail med et link så du GRATIS kan downloade
”Førstehjælp til dit hus” som PDF.

Herefter modtager du to gange om ugen Bolius Nyhedsbrev med relevante artikler og billedserier om alt indenfor hus og have.

Luk og vis ikke igen