Revner ved overliggere
Revner ved overliggere over vinduer og døre opstår typisk, fordi der løber vand ned ad husets facade og ind gennem fugerne til overliggernes armering. Når jernet ruster, udvider det sig, og der kommer revner i muren.
Fagområde: Murer
###RATINGS###

- En overligger med skade kræver udbedring for, at skaden ikke bliver endnu værre.
Med jernets og betonens indførsel i byggeriet i 1920´erne blev konstruktionen af murværket over vinduerne ændret.
Det murede stik blev forstærket med en jerndrager, eller også blev murstikket helt erstattet med en armeret teglbjælke.
Trods store fordele ved tegloverliggere og jerndragere, i form af mulighed for større spænd og nemmere udførelse, i forhold til de gamle murede stik, ses der fortsat problemer ved overliggere. I dag skyldes problemet ikke længere, at stikket sætter sig, men at jernet ruster.
Tegn og virkning på revner ved overliggere
Revner ved overliggere opstår typisk, fordi tegloverliggernes armering og jerndragerne ruster. Når jern ruster, stiger volumen til det tidobbelte. Resultatet er, at murværket trykkes ud, og der opstår revner. I visse tilfælde ses også ’udskudte’ mursten.

- Første tegn på rust i armeringsjern er en tynd revne over tegloverliggeren.

Rust i en jerndrager over vinduet har skubbet murværket ud.
Det er typisk funkishuse fra 1930’erne, som får problemet, eftersom murværket ikke beskyttes af tagudhæng. Men problemerne opstår også i andre typer huse.

- Fremskreden rust i en jerndrager har medført behov for større ommuring.

- Gennemtæring af en jerndrager kræver udskiftning af jerndrageren.

- Skader i og omkring en tegloverligger kræver udskiftning af tegloverliggeren.
Løsning på revner ved overliggere
Problemer med rust i tegloverliggere løses ikke ved blot at udskifte de revnede fuger. Revner ved overliggere udbedres ved at reparere selve skaden, dvs. at evt. rustangreb skal fjernes helt.
For at begrænse risikoen for, at problemet opstår igen, er det en god idé at tage fat i årsagen til, at overliggerne ruster.
Udbedring af selve skaden afhænger af, om der er tale om en bagvedliggende jerndrager eller en armeret teglbjælke.
Revner ved en jerndrager udbedres ved at blotlægge selve jerndrageren. Ved et begrænset rustangreb kan rusten fjernes enten manuelt eller med sandblæsning. Herefter forsegles jerndragerens overflade med en dertil egnet maling. Arbejdet afsluttes ved at retablere murværket omkring.
Ved en gennemtæret jerndrager skal drageren udskiftes. Det er en god idé at overfladebehandle den nye drager, så den i højere grad kan modstå evt. indtrængende vand.
Revner ved en tegloverligger med rustne armeringsjern kan ikke udbedres. Her fjernes den gamle tegloverligger, og en ny sættes i.
Grundlæggende beskyttes armeringsjernet i overliggerne mod at ruste ved at beskytte murværket mod vand og fugt. Det kan evt. ske ved at etablere brede tagudhæng.

- Her er isat ny tegloverligger.

En revnet mørtelfuge er her repareret uden at skifte tegloverliggeren. Armeringsjernet fortsætter med at ruste, og revnen komme snart igen.
Publiceret: mandag 22. juni 2009
Kilder
Tekst og foto: Huset Hovmand ApS
Henvisninger
BYG-ERFA nr. 021217/941222
Få gratis hjælp af en Bolius ekspert
Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.
Klik og stil dit spørgsmål nuFå professionel rådgivning
Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.
Klik og få mere at vide




















Kommentarer