Når du skal kalke dit hus, er der mange ting, du skal tænke på.

 

Bunden

Kalk kan binde på stort set alle materialer, men den bedste bund er en pudset, filtset eller berappet facade udført af en ren kalkmørtel. Jo mere forstærkende bindemiddel, cement eller hydraulisk kalk, der er i mørtlen, des dårligere bliver vedhæftningen og holdbarheden.

En dårlig overflade kan forbedres til kalkning med et lag sandkalk (hvidtekalk iblandet 5 procent fint kvartsand eller slemmet kridt), der røres i blandingen før hvert påstrøg. En glat overflade er bedre egnet end en ru og grovkornet overflade.

Kalkmælken

Du blander kulekalkdejen med vand i forholdet 1:5/6. Kalkdej og vand røres godt sammen og står 2-3 timer før brug. Den opblandede kalk skal være passende tynd, som sødmælk. Den kaldes derfor også for kalkmælk.

Blandingen skal afpasses efter bundens sugeevne. Du skal kunne arbejde vådt i vådt - det vil sige, at kalkstrøgene ikke må tørre hurtigere, end at du kan nå at stryge dem sammen – ligesom maling.

Kvalitet på kalk og pigmenter

Der er stor forskel på kvalitet af kalk og farvepigment. Gå efter en vådlæsket kulekalk, der mindst har lagret i 2 år. Kirkekalk fra Nexø Kalkværk eller Rødvig Kulekalk kan anbefales.

Hvis der iblandes farvepigmenter, skal de være kalkægte. De naturlige jordfarve-pigmenter, f.eks. okker, er bedst egnede. Der må maksimalt iblandes 10 procent (volumen) pigment i den færdigblandede hvidtekalk, da farven ellers smitter eller regner af.

Kalkkosten

Den pæneste og mest jævne overflade uden striber, får du med en kalkkost af rene naturhår – en såkaldt limfarveanstryger, eller en stor flad pensel med hvide naturhår. En rigtig anstryger er dyr, men behandler man den godt, kan den holde i årevis. En nylonkost i god kvalitet med opsplittede spidser (ikke de almindelige gule) er dog et rimeligt alternativ.

Til meget store flader kan også bruges en god syrekost, eller græskost af naturbørster. Gule nylonkoste, som også ofte kaldes kalkkoste, er som regel uegnede, og de ”bærer” heller ikke nok kalk i en dypning.

Forvanding

Overfladen skal fugtes med en forvanding, som lige skal nå at trække mat ind i overfladen, inden der kalkes. Forholdene omkring bundens beskaffenhed og vejrtemperaturen afgør, hvor store flader der kan forvandes ad gangen.

Påstrygning

Påstrygning skal ske med et godt tryk på kosten – ind mod muren. Kalken maseres godt ind i bunden. Straks herefter trækkes overfladen op med lodrette, lette, parallelle strøg.

Der skal altid kalkes i skygge, og det er bedre, efter solen har stået på, end før solen skinner på overfladen. En for hurtig optørring giver en svagere kalkning. Vær opmærksom på, at du ikke kan kalke i frostperioder og ikke i meget varme og tørre perioder.

Overstryger du de nykalkede facader dagen efter med kalkvand, får du en ekstra stærk kalkoverflade, der ikke smitter af. Kalkvand er det klare vand, som står oven på en bundfældet kalkblanding. Kalkning udført på denne måde kan holde i 8-15 år, afhængig af stedet, før genbehandling er nødvendig.

Sådan får du et godt kalkeresultat

1. Bunden, overfladen der kalkes på, skal være egnet til kalkning.
2. Kalken og evt. farvepigmenter skal være af god kvalitet.
3. Kalkkosten skal være af god kvalitet.
4. Kalken skal påføres i tynde lag (vådt-i-vådt) på en fugtet overflade og ikke tørre for hurtigt.
5. Kalken kan bindes ekstra med ”kalkvand”, efter selve kalkningen er tørret.

Kilder: Bogen Sommerhuset af Søren Vadstrup og Katrine Martensen-Larsen (Forlaget Gyldendal) samt www.gamle-huse.dk (arkitekt Niels-Holger Larsen).