Skader ved læmure
Fugerne i en læmur af mursten kan smuldre og blive porøse, hvis de bliver fugtige af regn og sne og der kommer frost. Derfor skal læmurens top være udført, så der ikke kommer vand ned i muren.
Fagområde: Murer
###RATINGS###

- Læmur med murkrone udført i rulleskifte. Læmuren mangler fuger og har løse sten efter påvirkning af vand og frost.
Mange huse har læmure ved terrassen for at beskytte mod indblik og vind.
Læmurene er typisk udført i samme stil og sten som resten af huset. Foroven er de ofte udført med rulleskift som en forlængelse af gavlen. Men de ellers solide mure har en svaghed for vand og frost.
Læmurenes ubeskyttede murværk ses derfor ofte med skader som følge af en kombination af vand og frost.
Tegn og virkning på skader ved læmure
Skader på læmure opstår, når fugerne i rulleskiftet opfugtes af regn og sne.
Med efterfølgende frost begynder fugerne at smulre og blive porøse. Herved kan endnu mere fugt trænge ned i murværket. Resultatet bliver en mur med manglende fuger og løse sten.

- Læmur med afskallede mursten som følge af frost i opfugtede mursten af ringe kvalitet.
En anden typisk skade på læmure er afskallede mursten. Hvis læmuren er udført i mursten af en for ringe kvalitet, kan murstenene binde fugt i overfladen. Den efterfølgende frost vil medføre, at fugten ekspanderer i murstenenes overflade, og det vil resultere i, at muren får afskalninger.
Løsning på skader ved læmure
Grundlæggende skal muren beskyttes mod vand, da frost kun gør skade i kombination med vand.
Læmurens top skal være udført, så der ikke kan trænge vand ned i muren. Afdækningen skal være udformet, så der løber så lidt vand ned i og ned ad muren som muligt.
Reparation af en skadet læmur med rulleskifte kræver i værste tilfælde, at øverste skifter mures om.
Hvis skaderne er mere begrænsede i form af løse og manglende fuger, kan man nøjes med at udfræse de defekte fuger til en dybde på minimum 50 mm. Derpå udføres nye fuger med en dertil egnet mørtel.

- Ved reparation af læmuren, fræses de dårlige fuger ud og erstattes af nye.

- Et godt udhæng på afdækningen mindsker opfugtningen af murens facade.

- Afdækning med skråtstillede tagsten.

- Afdækning med zink med tagpap.
Læmure med murkrone i rulleskifte udføres bedst med zinkløskant med underliggende pap.
Løsningen vil dog kræve vedligeholdelse med få års mellemrum.
En bedre løsning vil være at udføre en tættere afdækning, f.eks. i zink eller skifer. Ud over at være tætte kan disse afdækninger udføres med udhæng. Udhæng sikrer, at vandet ledes væk fra murens overflade og mindsker opfugtning af selve muren.
Publiceret: lørdag 20. juni 2009
Kilder
Tekst og foto: Huset Hovmand ApS
Få gratis hjælp af en Bolius ekspert
Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.
Klik og stil dit spørgsmål nuFå professionel rådgivning
Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.
Klik og få mere at vide




















Kommentarer