Smukke huse med puds - overvejelser
Det er en stor ændring at pudse facaden på et hus. Så hvis du ikke vil ende som ejer af kvarterets skændsel, er der en række overvejelser, du bør gøre dig, før du går i gang.

- Et hus i klassisk stil med pudset facade.
Hvorfor pudse facaden?
I disse år er der nærmest gået mode i at pudse facader. I boligbladene kan vi læse inspirerende artikler om huse, der er istandsat og pudset i bløde farver. Og på rejser til udlandet får vi nye ideer og indtryk med hjem, som ikke bare smitter af på vores madvaner, men også på, hvordan vores huse ser ud. Med pudsede facader i sydeuropæisk stil tager vi lidt af sommerdrømmen og middelhavsstemningen med hjem til novembermørket i parcelhuskvarteret.
Men faktisk er der ikke noget nyt i at hente inspiration udefra. Mange af de første stilfulde villaer på Frederiksberg og Østerbro i København, der blev bygget i perioden 1860-1900, har hentet inspiration i Italien. Bungalowen stammer oprindeligt fra de engelske kolonier i bl.a. Indien, og de første arkitektegnede parcelhuse fra 1950erne er inspireret af japansk tradition for planløsning og konstruktion. Trods de udenlandske rødder opfattes alle disse huse i dag som arketyper på dansk byggetradition.
Den danske byggetradition for enfamiliehuse er mangfoldig og på mange måder ganske enestående. Der er et væld af variationer inden for arkitektur, stilarter, brugen af materialer og valg af farver og overflader. Men samtidig har den enkelte hustype også en bestemt stil og plads i historien. Man kan sige, at der gælder et vist sæt spilleregler for hver hustype. Hvis du ændrer for meget på reglerne, ændrer du også på hustypen. Hvis dit hus er et særlig typisk eksempel på sin hustype, er det ud fra et historisk og arkitektonisk synspunkt endnu mere vigtigt, at husets karakter dyrkes og bevares.
De hastigt stigende huspriser har den konsekvens, at mange huskøbere ikke helt har råd til den type hus, de egentlig gerne vil have. Derfor kan det være fristende at ændre på det hus, man har, for at få det til at ligne drømmehuset lidt mere. Men der skal typisk mere end en pudset facade og en gang sortglaserede tegl til at forvandle et 70?er-parcelhus til en patriciervilla. Den slags ansigtsløftninger er ikke altid særligt vellykkede.
Så selvom der findes puds og facadefarver for enhver smag, er det alligevel en god idé at tage et grundigt kig på dit hus, inden du går i gang. Det er nemlig ikke sikkert, at det er den rigtige løsning at pudse netop dit hus. Du bør derfor overveje, om en pudsning passer til den type hus, du har. Vil det understrege husets karakter, eller forsøger du i virkeligheden at forvandle dit hus til en helt anden hustype?

- Parcelhus med pudset facade.
Hvilke huse kan med held pudses?
Ejer du et større hus i klassisk stil, behøver du ikke at betænke dig længe. Disse huse passer som regel fint til at få pudsede facader. Det vil understrege husets symmetri og proportioner og medvirke til at give bygningen karakter.
Mange hustyper findes både i en pudset udgave og en udgave, hvor murværket står synligt (blank mur). Husene ligner hinanden meget, men de pudsede huse er ofte bygget med ringere mursten end dem, der har blankt murværk. Ud fra et arkitektonisk synspunkt er der ikke noget til hinder for at pudse huse med blankt murværk op.
Andre typer huse kan også blive smukke af at blive pudset. Hvis huset har et jævnt, kedeligt udtryk, kan puds eller andre nye materialer, f.eks. nye træsorter, give huset et fornyet, smukt udtryk.

- Hvis der er fine detaljer i murværket, kan det være en dårlig ide at pudse facaden
Læs mere i Bolius Fakta: Pudsning af murede facader - godt eller skidt?
Hvilke huse bør ikke pudses?
Mursten er et materiale, der er blevet brugt rigtig meget i danske enfamiliehuse gennem tiderne, og i nogle tilfælde har murermestrene været meget fantasifulde. Der er blevet leget med farverne og brugt forskellige typer mursten for at danne finurlige detaljer og mønstre. For de huse vil det være synd og skam at dække de fine detaljer med puds.
Andre eksempler på fantasifulde facader er huse, hvor en kombination af pudsede og murede partier i facaden danner en helhed i husets udtryk og karakter.
Danske tegl er generelt set af en rigtig god og fin kvalitet. Der er derfor mange eksempler på gode gedigne huse, hvor et smukt og sundt murværk er med til at give huset en levende facade. Her er der hverken byggeteknisk eller arkitektonisk set nogen grund til at pudse facaden, tværtimod.
Hvad siger lokalplanen: Må du pudse dit hus?
Inden du går for dybt ind i overvejelserne om at pudse huset op, bør du kontakte din kommune for at sikre dig, at du overhovedet må gøre det. I lokalplanen for dit område kan der nemlig være særlige krav til og begrænsninger for, hvordan du kan ændre udseendet af dit hus. Begrænsningerne kan i nogle tilfælde skyldes, at området og/eller bebyggelsen er bevaringsværdig.
Du kan godt klage til kommunen, hvis du er utilfreds med de begrænsninger, der gælder for dit hus. Det er kommunalbestyrelsen, der kan vedtage ændringer i den eksisterende lokalplan. De vil bl.a. se på, om dit hus eller det kvarter, det ligger i, er bevaringsværdigt, og om de ønsker, at det skal fremstå i en bestemt stil og med et bestemt facadeudtryk.
Hvis du har på fornemmelsen, at dit hus har arkitektonisk og historisk værdi, kan du enten søge oplysninger om huset hos kommunen eller tage kontakt til en arkitekt. Her kan du få mere at vide om dit hus og få inspiration og ideer til, hvordan du kan vedligeholde det med respekt for den oprindelige stil.

- Du kan vælge mellem mange forskellige pudsoverflader til dit hus.
Hvad skal du vælge: Indfarvet puds, malet eller kalket?
Når du har besluttet dig for at pudse dit hus og har sikret dig, at kommunen siger o.k., er næste skridt at finde ud af, hvilken form for pudsoverflade du skal vælge. Der findes fire hovedtyper: Puds der kalkes, puds der står ubehandlet (grå puds), puds med farve i selve pudsen (indfarvet puds) og puds der males. De fire typer er brugt i byggerier fra forskellige tidsperioder.
Puds der kalkes
I middelalderen blev mange af de murede huse pudset med kalkmørtel og kalket hvide; senere, i renæssancen, blev det meget almindeligt at overfladebehandle husene med forskellige kalkfarver. Langt de fleste bondehuse er gennem tiden blevet kalket i farver, der ofte har været bestemt af den lokale og egnsbestemte tradition. Her kan det være en god idé at bibeholde kalken og vælge en af de traditionsbestemte farver, i hvert fald ud fra et historisk og arkitektonisk synspunkt.
Kalkmørtel og kalk er stadig udmærkede materialer til husfacader. Kalkmørtlen er velegnet til at vedligeholde facaden med, og kalken binder fint på den underliggende kalkmørtel. Kalkede huse har som regel et tiltalende blødt udtryk, som kun bliver smukkere med årene.
Puds der står ubehandlet (Grå puds)
Huse helt tilbage fra 1700-tallet blev også pudset og fremstod ofte i mørtlens naturlige grå farve. Ofte blev pudsede facader kombineret med murværk, f.eks. lodrette partier omkring hjørner og indgang. De pudsede facader skulle forestille sandsten og gav et smukt samspil med de murede partier. I løbet af 1800-tallet og starten af 1900-tallet gjorde nyklassicismen sit indtog i arkitekturen, og hele pudsede facader blev meget populære. Med den nye portlandcement fik man mulighed for at få meget lyse pudsede facader, der passede fint til den klassicistiske stil.
Den almindelige grå puds kan virke lidt gold, hvis du vælger den til et hus fra en helt anden periode, mens den passer udmærket til de gamle klassicistiske huse, hvor den understreger de klassiske huses enkle og klare arkitektur.
Hvis du vælger den grå puds, er det nemt senere at male eller kalke. Dog skal du være opmærksom på, at den puds, du vælger, har konsekvenser for, hvilken type maling eller kalk du senere hen kan bruge på huset.
Læs mere i Bolius Fakta: Valg af maling/kalk til facader med ny puds
Indfarvet puds
Først fra 1920erne blev det almindeligt at tilsætte pudsen farve, og der kom nye spændende farver i mørkegrå, grønne og teglrøde nuancer.
Den indfarvede puds har en mere patineret og stoflig overflade, som mere synligt afspejler tidens tand. Fugt tegner sig også meget tydeligt på en facade med indfarvet puds. Ulempen er, at du meget tydeligt kan se reparationer af facaden.
De indfarvede mørtler er også vanskeligere at reparere end den grå puds eller en malet eller kalket overflade, fordi det kan være svært at ramme præcis den samme farve. Til gengæld er indfarvet puds meget smuk med en mere levende glød og har en helt anden dybde end de malede overflader.
Puds der males
Maling har i modsætning til kalk en mere ensartet overflade. Det kan være at fortrække til nyere modernistiske huse. En glat puds med malet overflade kan være med til at fremhæve huset, hvis det har en meget firkantet og præcis form.
I dag er farveudvalget enormt, både når det gælder indfarvet puds og malinger til puds, men det er ikke ensbetydende med, at valget af farve er blevet nemmere for husejeren. En rettesnor kan være at vælge en overfladebehandling, der har oprindelse i den tid, hvor huset blev bygget. Derved bevarer du en vigtig sammenhæng mellem huset og den stil og karakter, facaden har.
En malet overflade vil typisk blive malet over med jævne mellemrum, og derfor er den lettere at vedligeholde end en facade med indfarvet puds.
Ud over hensynet til facadens udseende skal du også tænke på andre forhold, når du skal vælge overfladebehandling til din pudsede facade. Læs mere i BOLIUS Fakta: Valg af maling/kalk til facader med ny puds og BOLIUS Fakta: Pudsning af murede facader - godt eller skidt?
Hvilken farve skal du vælge?
Farven har stor betydning for, hvordan huset fremstår.
Det kan være vanskeligt at vejlede i valg af farve til dit hus, men et godt råd er endnu en gang, at du skal kigge på dit hus og overveje, om der er farver, som er typiske for husets stil og den tidsperiode, det stammer fra. Måske har du mulighed for at se husets oprindelige farve på fotos eller i beskrivelser. Du kan også kratte lidt i lagene på husets facade.
Du kan også se på husene i kvarteret. Er der nogle farver, som er typiske for området eller egnen? Hvis du bor i nærheden af skov, strand eller marker, kan det også give en idé om, hvilke farver du skal vælge eller ikke vælge.
På Dyrups hjemmeside har du mulighed for at lægge et billede ind af dit hus og med musen lægge farver på huset. På hjemmesiden finder du beskrivelsen af, hvordan du gør.
Hvis du stadig føler dig på bar bund i valget af farve, kan du tage kontakt til en farvekonsulent eller en arkitekt, som kan komme ud og give gode råd om netop dit hus.
Publiceret: tirsdag 15. august 2006
Kolofon / Send feedback
Kilder
"Bag hækken. Det danske parcelhus i lyst og nød" | Olaf Lind &Jonas Møller, Arkitektens Forlag, 1996
"Bogen om huset. Vedligeholdelse. Reparation. Istandsættelse" |Søren Vasegaard, Borgens Forlag, 1999
Få gratis hjælp af en Bolius ekspert
Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.
Klik og stil dit spørgsmål nuFå professionel rådgivning
Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.
Klik og få mere at vide




















Kommentarer