Sort skønhed
Store vinduespartier fra gulv til loft og enkle indvendige linjer, der fortsætter ubrudt uden døre. Det er vigtige elementer i designer Bruno Jakobsens enfamiliehus, som han selv har skabt i tæt samarbejde med arkitekt Per Dybro. Den entusiastiske bygherre, der har en uddannelse som elektriker i bagagen, stod egenhændigt for udførelsen af alle byggeprojektets mange processer, lige på nær vvs-arbejdet.
"En ildsjæl". Sådan karakteriserer Bruno Jakobsen meget rammende sig selv, når han taler om sit selvbyggede hus. Pilevænget 3 i Randers-forstaden Hornbæk ligger i et etableret kvarter og et område med god arkitektur. Den skrånende grund, som Bruno Jakobsen købte for 350.000 kroner i samråd med arkitekt Per Dybro, er relativt lille, lige knap 800 kvadratmeter. Men den tilbagetrukne beliggenhed fra vejen sikrer et godt privatliv, og samtidig er der en fin udsigt mod syd over Gudenådalens bakkede terræn.
Forberedelserne til huset begyndte i starten af 2003, og først ultimo 2004 sluttede den lange byggeproces. Men Bruno Jakobsen har ikke et øjeblik været i tvivl om, at det betaler sig at bruge god tid på at finde ud af, hvad man vil med sit byggeprojekt, og på at sætte tingene i system. Som en tæt og aktiv sparringspartner har han under hele forløbet har arkitekten Per Dybro, der bidrog med sine mange gode indfaldsvinkler og råd. Inspirationen til byggeriet og indretningen blev hentet i funkisstilen og skandinavisk arkitektur og design.
Kasse i to etager
Resultatet er en velproportioneret "kasse" i to etager. I underetagen er der entré, bryggers og bad samt tre værelser og et centralt placeret kontor-legerum. Førstesalen er indrettet med badeværelse og et stort sammenhængende rum med opholdsfunktioner, køkken og spiseafsnit. Hele herligheden sluttes flot af mod syd med en udvendig altan, der strækker sig i hele husets længde oppe over en stor terrasse. Carport og udhus er bygget til mod nordvest i fuldendt harmoni med husets linjer.
Bygningens stramme, nærmest minimalistiske stil, understreges af, at facaden er beklædt med brædder i sortmalet lærk. Et eksempel på, at der er kælet for alle detaljer i husets udførelse, er, at der blev målt op til placeringen af samtlige 4.000 skruer, som gik til monteringen. "Det giver et flot resultat, selv om det hele skal males igen bagefter," bemærker Bruno Jakobsen med tilfredshed i sin byggedagbog.
Mange var på forhånd skeptiske over for, at han ville male huset sort. "Men sort er en jordfarve og ikke spor kold. Tværtimod giver den huset en varm glød. Den grafiske effekt forstærkes yderligere af, at vinduespartier, karme og fodlister også er malet sorte. Indvendig danner det sorte en skarp kontrast til de hvide vægge og giver et langt flottere udtryk end den gængse løsning, hvor alt fra vægge til fodlister, stikkontakter og dørplader er holdt i såkaldt hvidt. For når glans og tone skifter, bliver noget uvægerligt æggegult og andet nikotinfarvet," fastslår designeren.
Vinduer efter funktion
Den allervigtigste del af et godt byggeri er lyset, mener Bruno Jakobsen. Det kunstige af slagsen er der sørget for i rigt mål med diverse former for belysning både ude og inde, nøje udvalgt og anbragt efter formålet. Men også den ægte vare er tilgodeset mest muligt. Således består en stor del af sydfacaden af vinduespartier, der går fra gulv til loft, så lyset kan strømme i kaskader ind i rummene. Vinduernes placering spiller i det hele taget en central rolle. "Hvor de fleste anbringer vinduerne i samme højde, så det tager sig godt ud udefra, har mit udgangspunkt været, hvad de skal bruges til. Derfor er alle mine vinduer placeret, så du faktisk ser noget, når du kigger ud, og ikke f.eks. stirrer lige op i luften, når du sidder ved spisebordet."
Ingen overgange
Et andet bærende element i arkitekturen er, at der skal være mindst mulig forskel på linjerne inde og ude. Vinduerne går så vidt muligt helt op til loftet, der synes at fortsætte som nærmest et "svævende udhæng", afsluttet med patinerede zinkkanter og tagrende i samme materiale. En lignende effekt er opnået forneden, hvor bygningen uden mærkbar niveauforskel glider over i den mægtige træterrasse, der i overensstemmelse med bygherrens ønske "har plads til rigtig mange mennesker". Da terrassen er i jordhøjde, er der heller ingen overgang til græsplænen.
Rustikke detaljer
Ligesom de ydre rammer overalt er præget af høj kvalitet, karakteriseres også det indvendige af godt design og funktionalitet. Sort og hvidt er de gennemgående farver i indretningen. Som kontrast til enkelheden har Bruno Jakobsen krydret med brunt i læder og træ samt detaljer i skrappe kulører som orange og turkis. Senest er mange aftentimer gået med at skære kinesisk skifer ud i små strimler og sætte dem op uden synlige overgange omkring den indbyggede niche til brænde. "Det var et kæmpearbejde, men farverne, der changerer i brunt og rust, gav lige det rustikke look, jeg søgte, til at bryde alt det hvide og stramme," siger designeren.
Alt i alt står huset sin ejer i cirka 1,6 mio. kroner. Men endnu er projektet ikke helt slut. Et 23 meter langt stendige i indkørslen står snarest for tur. I haven venter de nye platan- og birketræer på at få selskab af flere planter, som Bruno Jakobsen bestiller hos en anlægsgartner til en pris, der ligger omtrent 40 procent lavere end planteskolens.
Hjemmeside til inspiration
Til inspiration for andre selvbyggere og interesserede oprettede Bruno Jakobsen en hjemmeside, hvor projektet kunne følges, efterhånden som det skred frem. På www.projektnythus.dk kan du se flere tegninger, modeller og billeder og få masser af gode ideer og råd fra den erfarne selvbygger.
Bruno Jakobsens unikke hus blev præmieret med Randers Kommunes Arkitekturpris i 2003.
Få gratis hjælp af en Bolius ekspert
Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.
Klik og stil dit spørgsmål nuFå professionel rådgivning
Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.
Klik og få mere at vide




















Kommentarer