Vælg den rigtige maling til en pudset facade
Det kan være en både god og smuk løsning at male facaden, men det er vigtigt, at du vælger den rigtige type maling til opgaven - og der er adskillige typer at vælge imellem.

- Du vil typisk skulle vælge mellem akrylplastmaling, olieemulsionsmaling eller silikonemaling, når du skal male en muret facade.
Maling af facaden?
Det vil ofte være en dårlig idé at male direkte på facader, der står i ren mur. Det skyldes, at teglstenene og mørtelfugerne har forskellige egenskaber og sugeevne. Især gælder det gamle teglstenshuse, hvor materialerne ikke er beregnet til at kunne bære et lag maling.
På facader, hvor fugerne er trukket tilbage i forhold til stenene, kan der også opstå problemer, da der kan ophobe sig fugt i fugerne. Det kan medføre frostsprængninger, og at malingen skaller af. Mure, hvor fugen ligger i plan med stenenes yderside, kan i nogle tilfælde godt males, hvis murværket er i god stand og ikke har problemer med fugt. Hvis du har et nyere hus, skal du dog være opmærksom på, at garantien hos nogle producenter bortfalder, hvis murværket males udvendigt.
Pudsede og tyndpudsede (vandskurede, filtsede osv.) facader og ydermure af beton kan sagtens males, hvis de er i god stand. Pudslaget skal hænge sammen og sidde godt fast på muren.
Hvilken type maling du skal vælge, afhænger af flere faktorer, bl.a. murens og facadens tilstand, fugtforhold, eventuelle tidligere behandlinger, samt hvilket udseende og virkning du gerne vil opnå.
Til maling af blank mur vil valget almindeligvis stå mellem akrylplastmaling, olieemulsionsmaling eller silikonemaling.
Det vigtigste er, at malingen er så diffusionsåben som muligt, hvilket vil sige, at den fugt, der trænger gennem muren indefra, kan slippe ud igennem malingslaget. Kan den ikke det, vil den hobe sig op i muren bag malingen og få maling og eventuel puds til at løsne sig. Samtidig skal malingen være vandtæt i forhold til regn og anden påvirkning med vand udefra.
Teglmure med pudset overflade bør være mindst to år gamle, inden de males, ellers er der risiko for saltudblomstringer, som er hvide aftegninger på facaden.
De første vandbaserede plastmalinger, der blev udviklet til facadebrug, var alt for tætte og skabte i mange tilfælde store fugtproblemer. De moderne malinger er meget bedre i den retning, men det gælder stadig, at hvert lag maling nedsætter diffusionsåbenheden. Det er altså ikke ligegyldigt, hvor mange gange du maler oven på de gamle lag maling.

- Maling, der skaller fra muret facade og træværk.
Uanset type skal du altid vælge maling af god kvalitet og følge fabrikantens anvisninger nøje. Maling af god kvalitet har et højt pigmentindhold og dækker derfor bedre. Maling består grundlæggende af pigment, et bindemiddel og et opløsningsmiddel, som til facademalinger normalt vil være vand.
Indimellem kan det være svært at gennemskue, hvilken type maling der er tale om, når du står og kigger på hylderne hos farvehandleren, da malingen ofte sælges under navne som "Murmaling" eller "Facade".
Akrylplastmaling
Akrylplastmaling er en af de mest almindelige malinger til facadebrug. Bindemidlet er akryl opløst i vand, og malingen er meget langtidsholdbar, smudsafvisende, robust over for vejr og vind og samtidig diffusionsåben. Malingen kan bruges oven på både ny og tidligere malet bund og på beton, puds og cementpuds. Da den hæfter moderat godt, er det vigtigt, at underlaget er fast og grundigt afrenset. Den er ikke egnet til overflader, der smitter af, f.eks. kalkede facader.
På sugende underlag grundmales først med fortyndet maling eller en såkaldt forankringsgrunder. Akrylplastmaling giver en jævn og dækkende, mat eller halvmat overflade og kan fås i mange forskellige farver. Akrylplastmaling kan også fås i en udgave, der er specielt beregnet til sokler af puds og beton.

- Gammelt hus med malet facade.
Olieemulsionsmaling
Hvis underlaget er problematisk, f.eks. smitter af, har rester af kalk, eller du ikke er klar over, hvad det tidligere er malet med, er olieemulsionsmaling svaret. Malingen kan også bruges oven på cementpulvermaling. På trods af navnet er malingen på vandbasis og hører til blandt akrylplastprodukterne. I lighed med "rigtige" oliemalinger trænger den godt ned i underlaget og hæfter derfor særdeles godt.
Olieemulsionsmaling fås normalt i mange farver og giver en diffusionsåben, vaskbar og helmat overflade med et kalket udseende, og den hæmmer desuden mug og skimmelvækst. Hvis facaden ikke tidligere har været behandlet, skal du normalt grundmale med fortyndet maling først.
Silikatmaling
Silikatmaling bruges ofte i stedet for kalkning, da den giver en helmat, levende, lysægte og meget diffusionsåben overflade. Bindemidlet er silikat (vandglas) opløst i vand, og malingen kan kun bruges på ubehandlede mineralske overflader som f.eks. tidligere silikatmalede overflader, vandskuret mur, puds, beton og eternit, som den indgår i kemisk forbindelse med. Overfladen er porøs og har en selvrensende effekt. Silikatmaling fås i dæmpede, ikke for mørke farver.
Silikonemaling
Malingen består i princippet af en silikoneharpiks som bindemiddel, der er opløst i vand. Den minder med sin matte, levende overflade en del om silikatmalingen, men er mere vand- og smudsafvisende.
Malingen er meget diffusionsåben og vejrbestandig og kan bruges på de fleste underlag, inklusive underlag, der tidligere er malet - også med andre typer maling. Underlaget må dog ikke smitte for meget af. Silikonemaling kan i nogle tilfælde bruges på ubehandlet ("blank") mur og fås i hvid og dæmpede farver.
Cementpulvermaling
Malingen købes som et cementholdigt pulver, der skal røres op med vand lige inden brug. Den er nem at påføre og kan også bruges på fugtige mure- For at undgå for hurtig tørring skal muren faktisk vandes inden maling.
Cementpulvermaling er vandafvisende, men diffusionsåben og egner sig bedst til mineralske underlag som beton, pudsede og vandskurede mure. Malingen fås i flere forskellige farver og tørrer op til en mat, pudsagtig, vaskbar overflade, der er noget modtagelig over for snavs.
Publiceret: tirsdag 27. januar 2009, ajourført: tirsdag 20. marts 2012
Kolofon / Send feedback
journalist Dea Lindegaard
bygningskonstruktør, fagredaktør Casper Kjerumgaard
redaktionschef Kristine Virén
Få gratis hjælp af en Bolius ekspert
Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.
Klik og stil dit spørgsmål nuFå professionel rådgivning
Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.
Klik og få mere at vide




















Kommentarer