Fredag, klokken cirka 9

- Hey, du må for HELVEDE ikke køre her! Du sender vand ind i mit hus! Ja, du skal vende om. Ja, LIGE NU!

Da jeg gik i seng torsdag aften, lå det ikke lige for, at jeg ni timer senere skulle stå gennemblødt foran mit hus i Godsparken.

Eller at jeg stod der for at brøle havnearbejdergloser til en kvinde, der med alt for høj fart trodsede en halv meter vand på villavejen og sendte regulære flodbølger op ad min hoveddør.

Ørentviste på flugt

Et kvarter senere kunne det såmænd også have været det samme. Da tog de første ørentviste nemlig flugten fra dér, hvor ørentviste nu bor, og løb over vores gulv for at komme væk fra de vandmasser, der med stadig større hast piblede op mellem gulvbrædderne.

Min hustru og jeg tog hvert et barn under armen og vadede et par hundrede meter ned til de stadig tørre områder, hvor svigermor ventede med sin bil for at køre børnene hjem til sig selv.

Det brune vand bredte sig

Tilbage i huset bredte brunt vand sig overalt men - mystisk nok - ikke fra de afløb, vi havde sikret med tape og måtter i timerne forinden. Computeren blev kastet op på skrivebordet, og børnenes træklodser blev brugt til at klodse arvestykker og træmøbler op.

Gudskelov har vi ingen kælder.

Papirer og tøj slæbt væk

Fem minutter senere kom mine forældre vadende og hjalp med at slæbe huspapirer og tøj til et par dage over til deres bil. Der var ikke mere at gøre lige nu. Vi vidste i hvert fald ikke, hvad det skulle være.

- Det skal nok gå, sagde vi til hinanden. Og troede måske også på det.

Men det var først der, i bilen, at vi så småt begyndte at finde ud af, hvad der var sket.

Fredag, kl. 6:30

Dagen startede en halv time før vanligt, da naboen vækkede os med en ret så insisterende ringen på hoveddøren. Han behøvede ikke at forklare nærmere.

Vandet stod 5-6 centimeter under hoveddøren, vejen var totalt oversvømmet. Alt i alt lignede det et tv-billede fra et af de flodnære boligområder i Mellemeuropa, der altid trækker den store nitte i lotteriet, når naturen raser.

I baghaven var det ikke meget bedre. Mindst en halv meter vand. Dækmateriale fra bedene flød rundt sammen med træsko, legetøj og sandkasse.

Kaniner under vandoverfladen

Kaninerne i deres indhegning havde ikke havde haft nogle steder at flygte hen og kunne svagt anes under vandoverfladen. Ingen vej uden om at fortælle Maria på fire, at de nu var i himmelen.

- Har de så vinger på?, spurgte hun.

Hun havde heldigvis ikke set dem fra vinduet.

På vadetur hos naboerne

Gulvet var stadig tørt. Men vi var godt klar over, at huset sikkert havde taget skade. På den anden side havde vi ikke rigtig nogen ide om, hvor alvorligt det var.

Vi spiste morgenmad og tog jævnligt på vadetur hos naboerne for at høre, om vandet var trængt ind. Det var det ikke endnu.

Undtagen, naturligvis, når en eller anden idiot i firhjulstrækker pløjede gennem vandmasserne med speederen i bund.

En god vejfest på vej

Jovist havde vi tidligere talt med de, der boede tættest på, i de fem år vi havde boet i kvarteret. Nogle mere end andre. Men det var faktisk først der, i en halv meter vand, at jeg fandt ud af, at genboen hedder Torben og er en rigtig fin fyr. Tror der er basis for en god vejfest næste år.

Automatpilotsvar fra kommunen

Vandet steg langsomt, men sikkert. Jeg ringede til den kommunale forsyningstjenestes alarmnummer for at høre, om de per rygmarvsrefleks pumpede vand til dræningsarealet bag vores hus - der nu var flydt sammen med parcellerne. Samt om de ikke nok de var søde at holde op, hvis de gjorde.

Beskeden var - som liret af på automatpilot - at "vi har mandskab i området, og de gør alt for at hjælpe jer".

Altså hverken svar på spørgsmålet og heller ikke videre betryggende taget i betragtning, at der var så meget som en eneste sølle kommunalvogn i sigte. Heller ikke naboerne havde set skyggen af hjælp.

Vandet steg - strømmen gik

Imens blev vandet ved med at stige. Nu til en centimeter under hoveddøren. Strømmen gik. Et sikringsskab to husnumre væk udsendte syrlig røg. Nok en god ide at holde sig væk.

Genboen skråt overfor havde tabt kampen. Hans bryggers var oversvømmet, og vi klyngede os til det egoistiske håb, at det snart stoppede, så i det mindste vores gulv og vægge blev skånet. Hvis det efterhånden gjorde nogen forskel, for isoleringen var nok alligevel røget i svinget.

Vandet gurglede under gulvet og boblede op mellem brædderne

Endnu et opkald til Forsyningstjenesten. Stort suk i den anden ende og intet nyt. "Var det ikke også dig, der ringede før"?

Så begyndte vandet at gurgle under gulvet, boble op mellem brædder og strømme ind gennem hoved- og havedør. De første ørentviste meldte deres ankomst, og vi ringede til kavaleriet for at få børnene evakueret.

Fredag formiddag og eftermiddag

Med børnene afskibet, prøvede vi at samle stumperne over en kop kaffe hos mine forældre, der bor - en del mere tørt - et par kilometer væk.

Ringede til forsikringsselskabet, der havde hørt, at den var rigtig gal i området. De ville sende skadeservice med pumper og affugtere, men der var så meget knald på, at de ikke anede hvornår.

Hvem vil leje et hus ud?

Prøvede at fange en god ven, der er ejendomsmægler, for at høre om han kunne skaffe et lejehus, mens vores eget blev ordnet. Typisk nok er han på ferie. Men hans kollega var så sød at sende besked rundt, og vi hørte hurtigt fra en, der måske havde et hus i Solrød, vi kunne leje. Der krydses fingre. Og forsikringsselskabet bakkede op om ideen.

Min far kørte os tilbage i huset for at slæbe computer og noget mere tøj af sted. Blev modtaget ved indkørslen til Godsparken af politibetjente, der varslede, at "NATOs nordflanke" alias Beredskabsstyrelsen og forsyningstjenesten snart ville lægge beslag på området.

Journalist i waders foran huset - et dårligt tegn

På vejen mødte vi en tidligere fotografkollega fra Berlingske Tidende på opgave.

- Vi hørte, at der var vand hernede, men ikke at det var så sindssygt. Sig mig, BOR du her? Åh nej…

Flere journalister kom hurtigt til. Når TV2 laver standups foran dit hus, er det sjældent et godt tegn. Slet ikke når journalisten står i waders.

Huset ubeboeligt i mindst et halvt år

Nogle naboer var skånet af høj sokkel og have, andre havde 10-20 centimeter vand i hele huset, men rygterne gik om huse i den anden ende af bebyggelsen med en meter vand i stueplan og smadret kælder.

Med blot et par centimeter vand på gulvet var vi relativt nådigt skånet. På den anden side var vi også klar over, at alt skulle flås op, og at der var udsigt til mindst et halvt års genhusning, mens håndværkerne gjorde huset beboeligt igen.

Bilens udstødning dækket af vand

Bilens udstødning stod dækket af vand. Værkstedet fortalte, at vi under ingen omstændigheder måtte starte den, når vandet var væk. Moderne biler og deres elektronik er ikke gode venner med brakvand. Men indtil videre stod der over en halv meter vand på vejbanen. Så, jo tak, vi skulle nok lade være.

Hentede bærbar pc på kontoret i København, så jeg kunne arbejde hjemme fra mine forældre, når det blev lidt mere hverdag igen. Min gode kollega begyndte at fortælle, at torsdag aften på Roskilde bare var "SÅ vildt smattet, at du ikke kan forestille dig det"!

Trumfer beretningen og peger på et par gennemblødte shorts.

Politihjemmeværnet passede på husene

Aftensmad, flere besøg i Godsparken. Mere tøj og flere genstande slæbt væk. Blev hver gang modtaget af Politihjemmeværn og Guardian Angels, der ville se sygesikringsbevis. "Der er plyndringsbander på vej". Oven i al ulykken var vi glade for, at nogle passede på området. Og dybt forargede over, at nogen kan være så forbandet lave at profitere på den slags situationer.

Vandet stod stadig højt, og pumperne kørte ikke. Fatter ikke, at den slags ikke kan gå hurtigere, når kommunen i en halv uge havde vidst, at der kom oversvømmelser, hvis regnen blev ved.

Skæbnen har sort humor

Lidt over ni om aftenen ringer Skadeservice. "Tjo, I må gerne komme med pumper, men der er ingen steder at pumpe vandet hen. I kan heller ikke komme helt op til huset".

De lovede at vende tilbage over weekenden.

Vi lagde os til rette på mine forældres gæsteseng med William på to år imellem os og Maria i et andet værelse. Hun var den eneste, der sov godt den nat.

Fredag skulle jeg have skrevet en artikel til Bolius om indretning af svømmesøer i haven. Det er ikke engang løgn. Skæbnen har trods alt humor, og den er sort.

Fortsættelser følger Michael C. Svendsen vil i den kommende tid skrive flere historier, om de oplevelser, som oversvømmelsen medfører.