Skybrud
Der kan ske store ødelæggelser på boligen, når himlens sluser virkelig åbner sig. Heldigvis dækker forsikringen langt de fleste skader efter voldsom regn, men du skal selv gøre en indsats for at begrænse dem.

- Et skybrud under opsejling.
Hvad er skybrud?
DMI definerer et skybrud som et regnvejr, der giver mindst 15 mm nedbør på højst 30 minutter. Villaforsikringen dækker almindeligvis skader forårsaget af såkaldt "’voldsomme skybrud", hvor der falder mindst 1 mm regn i minutter eller 40-50 mm regn på et døgn.
Skybrud kan godt optræde over større områder, men kan også optræde som meget lokale fænomener, der "smider", hvad der svarer til en måneds normalnedbør, på meget kort tid for derefter at forsvinde igen. Det gør dem svære at forudsige. Den mest almindelige skadestype i forbindelse med skybrud er nok oversvømmede kældre. Men i ekstreme og - heldigvis - meget sjældne tilfælde kan boliger og endda hele kvarterer blive sat under vand.
Er skybrud et større problem i dag end for 50 år siden?
Ja, og det er der flere grunde til. Ofte er forklaringen, at voldsomme skybrud bliver mere almindelige, i takt med at klimaet bliver lunere. Men det er langtfra hele historien.

- Skybrud fører oftere til oversvømmelser og vandskader nu end for 50 år siden.
Når skaderne bliver hyppigere og voldsommere i omfang end tidligere - set over længere tid, har det i meget høj grad baggrund i ren byplanlægning. Der er de seneste 30-40 år bygget mange boliger på lavtliggende områder, der tidligere lå hen som f.eks. eng eller mose. Medmindre de ansvarlige myndigheder har gennemført ekstraordinære tiltag med hensyn til kloakering og afledning, vil mange af disse boliger være mere udsatte for skader efter voldsomme nedbørsmængder end boligmassen som helhed.
En del af disse boligområder er koblet til kloakerings- og afledningssystemer, der oprindeligt ikke blev dimensioneret til også at skulle afledevand fra senere tilsluttede kvarterer, f.eks. vand fra tagrender og flisearealer. For at gøre ondt værre er mange af disse afledningssystemer også misligholdt.
Alle disse forhold medvirker til, at risikoen for oversvømmelser eller vandskader i de pågældende områder øges i tilfælde af skybrud eller ekstreme nedbørshændelser af længere varighed.
Hvilken forsikring dækker skader efter skybrud?
Villaforsikringen dækker udbedringen af bygningsskader efter voldsomme skybrud, mens indbo/familieforsikringen dækker skader på indbo. Indbo, f.eks. haveredskaber, dækkes også, selvom det står i kælder eller skur. Derimod dækker ingen af forsikringerne skader på haveanlæg og bed.
Som udgangspunkt er det ikke et krav, at kælderen er sikret med omfangsdræn. Er dit hus af en eller anden grund særligt udsat for skader i forbindelse med voldsomme skybrud, kan forsikringsselskabet godt kræve, at du etablerer højvandslukke eller omfangsdræn som betingelse for dækning af eventuelle skader. Et sådant krav vil typisk blive stillet som direkte opfølgning på en skade efter et voldsomt skybrud.

- En forsikring kan dække skaderne efter et skybrud.
Nogle forsikringsselskaber giver også mulighed for at tilkøbe vandskadedækning, der træder i kraft, hvis du oplever skader som følge af kraftig regn. Denne dækning sælges typisk som en slags "udvidet vejrdækning", der f.eks. også dækker opstigende grundvand eller skader fra smeltende fygesne, der ligger utilgængeligt på loftet.
Det kan være temmelig svært at gennemskue, hvordan de forskellige forsikringer helt præcis dækker i bestemte tilfælde. Så er du i tvivl, bør du kontakte dit selskab og bede om en uddybning - hellere før, end efter at skaden er sket.
Skal du selv begrænse skaderne efter et voldsomt skybrud?
Ja, som udgangspunkt. Det er et krav, at du selv gør en aktiv indsats for at begrænse skaderne. Det skal f.eks. ske ved selv at fjerne kostbart indbo fra kælderen, hvis du opdager, at der siver vand ind. Hvis du ikke gør en rimelig indsats for selv at begrænse skaderne, kan du risikere, at dækningen begrænses. Dog kræver selskaberne ikke det umulige af dig. Du skal f.eks. ikke frygte, at dækningen bortfalder, fordi du ikke får tætnet sprækker eller rørgennemføringer, når vandet begynder at fosse ind i boligareal eller kælder.
Kontakt dit selskab hurtigst muligt efter skaden. Er det umuligt at komme igennem, f.eks. fordi mange andre er i samme situation som dig - skal du ikke vente med at begrænse skaderne. Heller ikke selvom det medfører udgifter, som du forventer at få dækket sidenhen.
Forsøg derfor at skaffe pumper, så du kan få vandet væk igen hurtigst muligt - hvis der vel at mærke er steder at pumpe det hen. Har du mulighed for at leje en eller flere affugtere, så du kan komme i gang med at tørre boligen, så gør også det. Dine udgifter vil som udgangspunkt blive dækket fuldt ud, hvis du vel at mærke søger for at begrænse en skade, som er dækningsberettiget.
Det gælder også, hvis du hyrer håndværkere til at begrænse skaderne eller for at forhindre, at de udvikler sig. Et eksempel kan være, at du hyrer en tømrer til at skære hul i en væg og trække våd isolering ud. Du skal sørge for at få kvitteringer på alle udgifter. Husk også at tage billeder af alle skader, og vent med at kassere ødelagt indbo, til du har talt med forsikringsselskabet.
Afhænger dækningen af skader efter skybrud af, hvor du bor?
Som hovedregel omfattes alle forsikringskunder af samme basisdækning, der som nævnt bl.a. dækker skader forårsaget af voldsomt skybrud. Det er imidlertid ikke det samme, som at du automatisk kan blive kunde i hvilket som helst selskab, du ønsker eller få dækket alle skader som følge af skybrud.
Eksempelvis har stort set alle forsikringsselskaber de senere år hævet præmierne for at forsikre huse med kælder mod vandskader. I nogle tilfælde ’blot’ med 10-15 procent, i andre tilfælde med helt op til 40 procent. Nogle selskaber – f.eks. Tryg – har meldt ud, at skader på gulv i kælderen kun dækkes, første gang skaden indtræffer. Herefter forventes kunden at udskifte træ- eller laminatgulv med klinker eller beton, der bedre kan klare indtrængende vandmasser.
Men der er også mere radikale tiltag på vej. Efter det historisk voldsomme skybrud 2. juli 2011 meldte Alm. Brand fx ud, at selskabet i visse tilfælde ikke vil forsikre huse i lavtliggende og særligt udsatte områder med utilstrækkelige kloak- og afløbsforhold mod vandskader, før kommunen har iværksat planer for, hvordan husene kan sikres bedre. Så drastiske skridt hører indtil videre til undtagelserne.
Faktum er dog, at forsikringsselskaberne over en bred kam er begyndt at indregne risikoen for oversvømmelser og deraf følgende skader i deres præmier. Derfor vil det ofte blive dyrere for dig at tegne en villaforsikring, hvis du bor særligt udsat.
Kan forsikringsselskaberne forudse, om din bolig er særlig udsat for oversvømmelser?
Nogle selskaber skelner relativt groft mellem risikoprofilerne, typisk på postnummerniveau. Andre forsøger at afdække risikoen for skader helt ned på gade- og/eller husnummerniveau og regulerer præmierne herefter. Selskaberne er dog på en svær opgave, for der findes ingen samlet geografisk kortlægning over, hvilke områder der er mest udsatte for oversvømmelser – og selv de bedste, eksisterende højdekort er slet ikke detaljerede nok til at afdække den reelle risiko i vores mange lavtliggende boligkvarterer.
Risikoen afhænger nemlig ofte af ultralokale geografiske højdeforhold, som kortene ikke fanger, dels af hvor godt områdets kloak- og afløbsinstallationer fungerer. Endelig spiller det naturligvis også ind, om dit hus har kælder, og om du i så fald har installeret omfangsdræn eller højvandslukke.
I teorien vil risikoen over tid være direkte målbar i form af flere vandskader i nogle kvarterer (og huse) end i andre. Det er da også primært dén historik, forsikringsselskaberne kigger på, når de udregner forsikringspræmiernes størrelse – eller når de afgør, om de i yderste konsekvens overhovedet vil forsikre din eller andre boliger i det pågældende område. Men metoden er ikke skudsikker. Skybrud er nemlig ikke bare temmelig uforudsigelige, men ofte også meget lokale hændelser. Derfor er skadeshistorikken ikke altid brugbar, når man skal gætte sig frem til, om et hus et ’vandsikkert’ eller ej. Slet ikke, hvis såkaldt ’ekstremregn’ bliver stadig mere hyppigt fremover.
Desuden gælder det, at selv om et bestemt område har været udsat for oversvømmelser, kan en grundig, forebyggende myndighedsindsats ofte gøre stedet markant mindre sårbart overfor efterfølgende ’vandhændelser’ end andre områder, der aldrig har været under vand. Derfor er det vigtigt at søge viden om de lokale myndigheders reelle forebyggende indsats, hvis man skal gætte sig frem til, om der er risiko for våde tæer i kælder (eller dagligstue!).
Af samme årsag er flere forsikringsselskaber da også gået i direkte dialog med kommuner, hvor der findes bebyggelser, der har været udsat for flere oversvømmelser, for på den måde at fremskynde tiltag, der begrænser risikoen i fremtiden.
Publiceret: tirsdag 10. august 2010, ajourført: mandag 22. august 2011
Kolofon / Send feedback
Kilder
Jørn Jensen, fagkonsulent, TRYG
Riccardo Krogh Pescatori, konsulent, Forsikringsoplysningen
Dmi.dk
Forsikringogpension.dk
Alm. Brand Forsikring
Personlig rådgivning
NETOP NU
Nyhedsbrev
HUS OG HAVE I februar
-
10 gode råd til haven i februar
-
Hvordan undgår du kalk på...
-
10 gode råd om indeklima
-
Husstøvmider
-
Sådan fjernes skimmelsvamp i din...
-
10 gode råd om beskæring af træer...
-
Sådan finder du ud af om der er...
-
Fald på terræn tæt på huset
-
Bortledning af regnvand og...
-
Planlægning af haven
-
Tjek dit badeværelse for...
-
Tjek udluftningen af dit hus



























Kommentarer
Her fandt jeg dem billigst:
http://saninetto.dk/fittings-roer/hoejvandslukke/16662-capricorn-110-hoejvandslukke - var temmelig besværlig at installere dog...
http://saninetto.dk/haven/draenpumpe/36047-grundfos-draenpumpe - gode gamle danfoss ved man sgu hvad er!
Man kan også gøre brug af en vandalarm til kælderen. Så kan man høre hvis der sker noget, måske før det er for sent!
Søgte på Google og fandt et internetfirma, der har en billig vandalarm http://www.safegear.dk/vandalarm-h2o-guardian-lt-27790.html
Det er da bedre end ingenting :-).