Families nye hus var fyldt med skimmelsvamp
Dagen før Marianne og Carsten Kronborg skulle flytte ind i deres nybyggede hus i Virum, opdagede en rådgiver skimmelsvamp.

- Vi var blevet anbefalet at hyre en boligsagkyndig til at gennemgå overdragelsen af huset. Og det viste sig at være en rigtig god idé. Ikke alene kunne han konstatere, at byggeriet var forsinket, så vi kunne få kompensation gennem dagbøder, men det var også ham, der sagde, at vi lige skulle gå en tur op på loftet, siger Marianne Kronborg.
Entreprenør: Normalt, at et nyt hus lugter
Det var ikke faldet hverken Marianne eller hendes mand, Carsten, ind at tjekke loftet i forbindelse med overdragelsen. Men så snart de kom derop, reagerede Bolius-rådgiver Per Grunert.
- Vi var ikke klar over, hvad vi skulle kigge efter, men han kunne lugte det med det samme. Der var skimmelsvamp. Så jeg ringede straks efter Carsten, der kom hjem, siger Marianne Kronborg.
- Entreprenøren prøvede at fortælle os, at det var meget normalt, at et nyt hus lugtede lidt i starten, indtil det tørrede ud, men rådgiveren sagde, at vi skulle nægte at overtage huset, før det var undersøgt nærmere. Så vi kontaktede vores advokat, der straks ringede til byggefirmaet og stillede krav om dagbøder og fortalte, at vi ikke ville overtage huset, som det var.
Vådt vejr gav fugtige byggematerialer
Byggeperioden havde været meget våd, og eftersom det var vinter, var der ikke mange af byggematerialerne, der var tørret ordentligt igennem, før de blev brugt.
- Vi undrede os faktisk lidt over, at de ikke fik tag på noget hurtigere. Men vi havde tidligere prøvet at få bygget hus hos et andet firma, og det var gået rigtig godt, så vi var sikre på, at også dette firma vidste, hvad de lavede, siger Carsten Kronborg.
- Desuden havde vi set, at de havde brugt affugtere til nogle af byggematerialerne. Så man kan måske sige, at de gjorde det, de skulle. De gjorde det bare langt fra godt nok.
Overtagelsestidspunkt udskudt i to måneder
Rådgiveren fra Bolius henviste Marianne og Carsten til nogle eksperter, der kunne komme ud og konstatere, om der virkelig var tale om skimmelsvamp. Og der var ingen tvivl. Desuden målte de fugtighedsprocenten i mure og øvrige relevante materialer.
- Fordi der rent lovgivningsmæssigt var tale om en ”væsentlig mangel”, idet vi af sundhedsmæssige årsager ikke kunne flytte ind, så endte vi med at udskyde overtagelsen i næsten to måneder, siger Marianne Kronborg.
Skimmel i hele tagkonstruktionen
Carsten Kronborg ringede og afbestilte flyttemændene, og han aftalte med køberen af deres gamle hus, at de kunne udskyde overtagelsen.
- Og så kom eksperterne ellers ud og rensede af på loftet. Og det var entreprenøren, der naturligvis måtte betale den regning. Al skimmelsvampen sad i hele tagkonstruktionen, siger han.
Skimmelsvamp bag skabe
Eksperterne brugte tørdamp til at få has på skimmelen. Den specielle behandling slog skimmelsvampene ihjel, så sporene kunne støvsuges op.
- Vi overtog altså huset omkring 5-6 uger efter, at rådgiveren havde opdaget skimmelen. Men det var ikke overstået endnu, siger Carsten Kronborg.
- Pludselig opdagede vi, at der lugtede ude i entreen. Og lugten kom ind fra skabene. Vi besluttede os for at rive skabene ned, og vi fik næsten et chok, for der var helt grønt inde bagved. Og så måtte eksperterne tilbage og rense ned.
Væggen var helt lodden
Efter flere måneders forsinkelse og kamp med skimmelsvampen, så det nu endelig ud til, at familien Kronborg kunne begynde at nyde tilværelsen i deres nye hus.
- Men da vi kom hjem fra sommerferie, var den ene af ydervæggene i kælderen helt lodden. Så vi måtte ringe til firmaet igen, siger Carsten Kronborg.
Entreprenøren kom ud og kunne konstatere, at de havde begået en stor fejl. I hasten med at få huset færdigt og undgå for mange dagbøder, havde håndværkerne glemt at tjære og isolere den ene af ydervæggene.
Fugt var inde under gulvet
For at reparere skaderne var virksomheden nødt til at grave hele væggen fri, men fugten havde ikke kun sat sig i væggen.
- Der var så meget fugt, at det var kravlet ind under gulvet. Vi måtte udskifte 35 kvadratmeter trægulv, og vi måtte have al vævet ned og lave hele ydervæggen om, siger Carsten Kronborg.
Marianne og Carsten Kronborg ringede en sidste gang efter Per Grunert, der nu kom ud og tjekkede hele huset igennem fra kælder til kvist. Han udarbejdede en endelig rapport, hvor han konstaterede, at alle fugtproblemerne nu endelig var løst.
- Det er naturligvis dejligt, at huset nu er fri for fugtproblemer, og vi er både glade for stedet og for at have fået mere plads. Men vi boede i et Lind & Risør-hus før, og det var af langt højere kvalitet. Vi kan godt mærke, huset ikke er i samme standard, siger Marianne Kronborg.
Kolofon / Send feedback
Få gratis hjælp af en Bolius ekspert
Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.
Klik og stil dit spørgsmål nuFå professionel rådgivning
Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.
Klik og få mere at vide




















Kommentarer