Generelt om svampe der ødelægger dit hus

Fakta | 

Svampe kan ødelægge dit hus. De angriber organisk materiale som træ og tapet, hvis der er for fugtigt, og temperaturerne er høje. Der er specielt risiko for svampeangreb tæt på eller i badeværelser og i husets tag.

Svamp i gulvkonstruktion
Svamp i gulvkonstruktion.
Foto: BYG-ERFA

Hvilke skader kan svampe forårsage på et hus?

Svampe kan nedbryde organisk materiale. En evne, som mange steder i naturen er en meget nyttig egenskab. Men når svampe angriber organisk materiale i vores huse (f.eks. træ), er det et problem, som skal stoppes hurtigst muligt. Når svampe angriber organisk materiale, suger de næring fra materialet og nedbryder det.

Der er stor forskel på, hvor store skader de forskellige svampetyper kan forårsage. Visse svampetyper, f.eks. skimmelsvamp, giver typisk mindre overfladiske skader, mens svampetyper som ægte hussvamp helt nedbryder det materiale, de lever af og på. Når en svamp f.eks. nedbryder en trækonstruktion, mister den bæreevnen og skal derfor udskiftes.

Hvornår angriber svampe?

Svampe kræver overordnet set tre ting for at kunne etablere sig og gro.

Organisk materiale
Organisk materiale findes rigtig mange steder i boligen:

  • Alle former for træ og træmaterialer - dvs. tømmerkonstruktioner, brædder, planker, lister, lægter, mdf-plader, krydsfinér osv.
  • Organisk lim og visse malingstyper, tapet, papir og pap.

    Varme
    Svampe kræver temperaturer mellem 20 og 70 grader, hvilket findes naturligt mange steder i boligen.

    Fugt
    Fugt er den faktor, der oftest er den direkte årsag til, at der kommer svampeangreb.

    De enkelte svampetyper kræver ikke den samme mængde fugt eller temperatur for at angribe, men er de tre overnævnte faktorer til stede, vil en bygningsdel være i særlig risiko for et svampeangreb.

    Hvor og hvornår er der især risiko for svampeangreb?

    Svamp omkring faldstamme
    Svamp omkring faldstamme.
    Foto: BYG-ERFA

    Badeværelser og andre vådrum
    Der kan opstå fugtproblemer i forbindelse med en vandskade. Derfor kan bygningsdele som vægge og gulvkonstruktioner tæt på eller i badeværelser og andre vådrum være i risiko for svampeangreb.

    Sokkel, facade og tag
    Utætheder i husets klimaskærm, dvs. sokkel, facade og især tag, kan også medføre svampeangreb.

    Manglende ventilation
    Manglende ventilation kan også være skyld i svampeangreb. Det drejer sig igen om tagkonstruktioner, men også i kældre og krybekældre er det meget vigtigt, at der er god ventilation. Er ventilationen utilstrækkelig i en kælder, er det typisk i bjælker og andet træværk i etageadskillelsen mellem kælder og etagen ovenover, at der opstår svampeangreb. Der kan også opstå skimmelsvamp på indersiden af ydervæggen, hvis der ikke luftes godt nok ud i kælderen, og der kommer kondens på væggene.

    Nye bygningsdele
    Nye bygningsdele kan også være et yndet sted for svampeangreb. Det skyldes enten, at konstruktionerne er udført forkert, og der kommer fugt i dem, eller at byggematerialerne var for fugtige, da de blev anvendt.

    Overflader og skjulte konstruktioner
    Svampe kan både etablere sig på overflader og i skjulte konstruktioner. Sidstnævnte giver de største problemer, fordi svampene her har ro til at brede sig og forvolde store skader, inden de bliver opdaget. Når svampe sætter sig på synlige overflader, er det typisk på malede vægge i kælderen, vinduer, udvendigt træværk osv. Her kan der også opstå skader, men skaderne opdages og udbedres oftest hurtigt og når derfor ikke at blive så store.

    Er svampe skadelige for helbredet?

    Flere svampe kan være skadelige for dit helbred, primært skimmelsvamp. Når skimmelsvampen er aktiv, findes der svampesporer i luften. De kan være generende for vores luftveje og slimhinder og kan give hovedpine, hvis vi i en længere periode indånder luft med mange svampesporer. Hvor skadeligt det er, og hvor store mængder skimmelsvampesporer der skal til for at genere og skade, er der uenighed om. Desuden er vi som mennesker også forskellige, ofte er børn mere følsomme over for svampesporer end voksne.

    Hvilke svampe angriber dit hus eller helbred?

    Oversigt over svampetyper.
    Oversigt over svampetyper.

    Der findes ca. 30 forskellige svampetyper, der angriber bygningsdele. De mest typiske svampe er:

    Ægte hussvamp
    Ægte hussvamp er den svamp, som er skyld i de mest omfattende ødelæggelser i bygningsdele. Ægte hussvamp kan vokse rigtig hurtigt og angriber typisk trækonstruktioner, men som en af de få svampe kan den også brede sig til andre materialer, bl.a. murværk.

    Typiske forekomster:
    I trækonstruktioner, etageadskillelse i kælder og i tagkonstruktioner.

    Hvad skal du se efter:
    Ægte hussvamp er brun med hvide rande. Når den nedbryder træet, kommer der et karakteristisk brunt lag, der ligner støv, i nærheden af svampeangrebet.

    Læs mere om ægte hussvamp i BOLIUS Fakta: Ægte hussvamp .

    Skimmelsvamp
    Skimmelsvamp gør sjældent større skade på materialet. Men den er et tydeligt tegn på et dårligt indeklima - for meget fugt og for lidt udluftning. Derudover er skimmelsvamps mikroskopiske svampesporer skadelige for vores helbred.

    Typiske forekomster:
    I kældervægge, badeværelser, etageadskillelser og tagkonstruktioner.

    Hvad skal du se efter:
    Skimmelsvamp viser sig som mørke, lodne og plettede aftegninger og har derudover en karakteristisk muggen lugt - en "kælderlugt".

    Læs mere om skimmelsvamp i BOLIUS Fakta: Skimmelsvamp.

    Blåsplint
    Blåsplint er en type skimmelsvamp. Den forekommer oftest i nyere træ og trækonstruktioner, fordi den typisk opstår, hvis træet har været fugtigt ved levering og ikke er opbevaret tørt, inden det er blevet anvendt i byggeriet.

    Typiske forekomster:
    I nyt træ, der ofte viser tegn på blåsplint ved levering.

    Hvad skal du se efter:
    Træ med blåsplint får nogle blå, næsten sorte aftegninger, der til tider kan se meget voldsomme ud, og som går dybt ind i træet. Et angreb af blåsplint skal være meget voldsomt, før det direkte skader træet.

    Gul tømmersvamp
    En af de mest almindelige svampe er gul tømmersvamp. Den angriber stort set alle typer trækonstruktioner og kan derfor forekomme mange steder i boligen. Hvis forholdene er gunstige, er gul tømmersvamp i stand til at udvikle sig og vokse hurtigt.

    Typiske forekomster:
    I kælder, etageadskillelse og tag.

    Hvad skal du se efter:
    Gul tømmersvamp giver flade, flossede, gule og brune aftegninger på træet.

    Hvid tømmersvamp
    Hvid tømmersvamp er i familie med gul tømmersvamp. Den ses ofte i konstruktioner i vådrum og tag. Ved angreb af hvid tømmersvamp er der risiko for kraftig nedbrydning af træet.

    Typiske forekomster:
    I etageadskillelse og tag og kan forekomme i kælder.

    Hvad skal du se efter:
    Træ, der er angrebet af hvid tømmersvamp, har hvide eller let gule svampe, og træet sprækker i forholdsvis lige rækker med hvide aftegninger.

    Korkhat
    Korkhat er den svampetype, som kræver mest varme og en god mængde fugt. Derfor vokser den ofte i varme tagkonstruktioner samt facader og vinduer mod syd og vest. Korkhat nedbryder det træ, det lever på.

    Typiske forekomster:
    I udvendigt træværk, vinduer, facadepartier og tag.

    Hvad skal du se efter:
    Korkhat giver sig til kende som brunlige og gyldne svampe med let knoldede former.

    Barksvamp
    Barksvampe dækker over flere typer svampe, bl.a. kæmpe-barksvamp, tofarvet pig-barksvamp og pæle tandsvamp. Barksvampe kræver et meget højt fugtindhold og vokser derfor primært i udendørs træværk. Svampeangreb med barksvamp nedbryder træet.

    Typiske forekomster:
    I udvendigt træværk, facadepartier og vinduer.

    Hvad skal du se efter:
    Barksvampe ses som små hvide aftegninger omkring det træ, der er nedbrudt.

    Hvad kan du gøre for at forebygge svampeangreb?

    Forebyggelse af svampeangreb er altid billigere og nemmere end en efterfølgende reparation. Svampesporer spredes gennem luften, og du kan derfor ikke holde muligheden for svampeangreb væk fra huset. For at undgå svampeangreb er det derfor vigtigt at sørge for, at de ideelle vækstbetingelser for svampene ikke er til stede.

    Det er altid en god idé at se huset efter cirka en gang om året. På den måde kan rigtig mange skader tages i opløbet. For eksempel kan skader og påfaldende store mængder fugt opdages, inden der opstår svampeangreb. For at forebygge svampeskader gælder det derfor primært om at holde øje med huset, holde vand væk og holde indholdet at fugt i luft og materialer nede.

    En god vedligeholdelse af huset både ude og inde er også med til at minimere risikoen for svampeangreb, enten fordi du kan nå at udbedre skader eller overfladebehandle træ med træbeskyttelse. Jævnlig rengøring forebygger også svampeangreb, da svampesporer kan ligge i støv og snavs.

    Gode råd til at forebygge svampeangreb er derfor følgende:

    • Tjek årligt huset for tegn på fugt, råd og svamp - både indvendigt og udvendigt, på overflader og i skjulte konstruktioner.
    • Hold øje med vandskader omkring badeværelser og andre vådrum.
    • Hold øje med utætheder i husets klimaskærm - dvs. tag og facade.
    • Sørg for god ventilation i rum, kælder og tagkonstruktion.
    • Sørg for daglig udluftning i boligen.
    • Hold øje med bygningsdele i forbindelse med ombygning og tilbygning.
    • Sørg for, at hjemmet er rengøringsvenligt.

    Kan du tegne en forsikring, der dækker svampeskader?

    Du har mulighed for at tegne forsikringer, der dækker svampeskader. Men forsikringsbetingelserne kan variere en del forsikringsselskaberne imellem. Det er derfor en god idé at gennemgå betingelserne for at se, hvor godt du er dækket. Udvendigt træværk som terrasser, skure og carporte er det ikke altid muligt at tegne svampeforsikring på.

    I forbindelse med et huskøb kan du overtage husets forsikring, og hvis huset allerede er forsikret mod svamp, har du mulighed for at overtage dækningen. I den forbindelse er det vigtigt at se på, hvor meget forsikringen dækker. Forsikringsselskabet kan have vurderet, at risikoen for svampeangreb i visse bygningsdele er så stor, at de f.eks. tager forbehold for svampeangreb i tag- eller gulvkonstruktion, og du er derfor ikke dækket, hvis der opstår svamp der.

    Er dit hus ikke forsikret mod svampeangreb, kan du kontakte dit forsikringsselskab. De vil så vurdere huset og afgøre, om du kan tegne en svampeforsikring.

    Publiceret: torsdag 8. november 2007

    Kolofon / Send feedback

    Af 
    journalist Dea Lindegaard
    redaktionschef Kristine Virén

    Kilder

    Kommentarer

    Ingen kommentarer
    * alle felter skal udfyldes



    Nyhedsbrevfh-newsletter

    Køb bolig
    Læs om naboer og naboskab
    Skader på din bolig
    • Bolius Boligejernes Videncenter A/S
    • Lautrupvang 2
    • 2750 Ballerup

    Se her hvordan du kontakter os

    Få GRATIS bogen
    "Førstehjælp til dit hus"

     

    - så er du klar hvis uheldet er ude

     

    Tilmeld dig Bolius Nyhedsbrev her:

    Du modtager en velkomstmail med et link så du GRATIS kan downloade
    ”Førstehjælp til dit hus” som PDF.

    Herefter modtager du to gange om ugen Bolius Nyhedsbrev med relevante artikler og billedserier om alt indenfor hus og have.

    Luk og vis ikke igen