Masser af lyn i vente
85 procent af lynene slår ned om sommeren. Boliger rammes sjældent, men elektronik og elinstallation kan tage skade, hvis blot lynet slår ned i nabolaget. Læs, hvordan du undgår skader.

- I lyn ses ofte spændingsforskelle på mange millioner volt, og strømstyrker på adskillige hundrede tusinde ampere kan forekomme. Så der er temmelig store kræfter på spil, forklarer seniorklimatolog John Cappelen, DMI.
- Samtidig når temperaturen i lynkanalen let op på 30.000 grader Celcius - det er cirka fem gange mere end temperaturen på Solens overflade, tilføjer han.
Lynnedslag i boliger er meget sjældne
Heldigvis er det ekstremt sjældent, at lynet slår ned i boliger.
Det skyldes primært, at lynnedslag – der er en udligning af spændingsforskel mellem sky og jord – fortrinsvis ’sigter’ efter de højeste mål i landskabet.
Eftersom langt det meste danske boligbyggeri er lavt og ligger i områder med høje træer i umiddelbar nærhed, er husene alt andet lige ikke særligt udsatte for lynnedslag.
Sekundære ladninger fra lyn kan også skade
Men lynet behøver heller ikke at slå direkte ned i boligen for at lave skader eller starte en brand. I sjældne tilfælde kan den elektriske ladning nemlig springe til boligen fra nærliggende genstande, der rammes af et lynnedslag – typisk træer eller master.
Det kan populært sagt betyde, at dit hus rammes af en sekundær ladning fra det lyn, der netop har splintret naboens høje fyrretræ.
Men selv om spændingen vil være mindre, end hvis huset rammes af en regulær fuldtræffer, kan skaderne godt være omfattende alligevel. Især, hvis den voldsomme energiudladning starter en brand.
Heldigvis er også denne slags hændelser meget sjældne, og derfor er der som privatperson kun grund til at få etableret et lynbeskyttelsesanlæg som forebyggelse, hvis du bor ekstraordinært udsat. F.eks. på en bakketop eller ret op og ned af høje master eller træer, der tidligere har været ramt af lynet.
Lyn kan ødelægge tv og pc
Mere almindeligt er det, at en ladning fra et lynnedslag ’vandrer’ som en voldsom overspænding gennem el- eller telefonkabler i nabolaget.
- Faktisk opstår de hyppigste skader som følger af lynnedslag, når overspænding rammer elskabe og elektronik, forklarer Bent Lindved fra Jydsk Lynafleder A/S.
En sådan overspænding kan nemlig let ødelægge alle elektroniske komponenter, der er tilkoblet boligens lysnettet på et øjeblik – uanset om der er tændt på stikkontakten eller ej.
Det er derfor en god idé fysisk at frakoble al elektronik, hvis et tordenvejr er på vej ind over hjemmet.
Overspændingsafleder kan beskytte elinstallation
|
Hvordan skal du forholde dig under et tordenvejr? Kommer tordenvejret tæt på, beskytter du bedst dit indbo ved at tage stikket ud på alle elektroniske enheder såsom computer, tv og digital modtageboks osv. Husk også at tage netværksstik ud af computeren, da en voldsom overspænding også kan gå gennem telefonnettet (har du fibernet, eksisterer denne risiko dog ikke, eftersom lysledere ikke er strømførende). Undgå at tale i fastnettelefon eller at berøre radiatorer, vand- og varmerør eller hårde hvidevarer, når tordenvejret er lige oppe over. For i værste fald kan en overspænding - som følge af et nærliggende lynnedslag - forplante sig gennem el- og telenet og skade dig. Du kan derimod trygt tale i mobiltelefon eller trådløs telefon samt bruge din bærbare pc med trådløs netværksforbindelse - bare du ikke har forbundet den med elnettet. Vil du være beredt på lynnedslag, kan du rulle haveslangen ud, så den er klar til at slukke evt. brande, hvis uheldet er ude. Men husk, at du først må rette den mod brændende elinstallationer, når strømmen er gået. |
Alternativt kan du ifølge Bent Lindved få installeret en såkaldt overspændingsafleder, hvis du er bekymret for lynnedslag i almindelighed eller – navnlig – hvis du bor i et område, der erfaringsmæssigt hyppigt rammes af lynnedslag.
En overspændingsafleder er en elektrisk komponent, der sender evt. overspænding direkte i jorden, hvis den måler en pludselig stigning i spændingsniveauet.
– På den måde kan du forebygge alvorlige skader på boligens elinstallation og – i mange tilfælde – også på evt. tilkoblet elektronik, siger Bent Lindved. Han vurderer, at det typisk koster 5.000-7.000 kr. at få installeret en spændingsafleder.
Eltjek kan mindske risiko for skader efter lyn
Desuden kan du få foretaget et eltjek af en autoriseret installatør. Her vil installatøren bl.a. sikre, at HFI/HPFI-afbryderen fungerer, som den skal, samt at alle ledende installationer – el, vand og varme – er forbundet til hinanden.
Begge dele kan nedsætte ulykkesrisikoen betydeligt for hjemmets beboere, hvis lynet slår ned i nabolaget. Det koster typisk 1.000-1.200 kr. at få foretaget et eltjek.
Drop lynafleder
Både Bent Lindved fra Jydsk Lynafleder A/S og John Cappelen fra DMI vurderer til gengæld, at det i langt de fleste tilfælde er at skyde over målet for private boligejere at installere en lynafleder.
En lynafleder er en eller flere ’antenner’ der rager op over boligbyggeriet og sender evt. lyn direkte i jorden via en kraftig leder. Men den skæmmer ofte huset og koster let 20.000-25.000 kr. at få installeret.
Lynafleder kan måske gøre mere skade end gavn
Desuden kan lynaflederen muligvis tiltrække lyn, der ellers ville være slået ned andre steder.
- Det er vitterlig ekstremt sjældent, at lynet slår ned i private boliger. Derfor er en lynafleder kun nødvendig, hvis huset ligger højt i forhold til det omgivende miljø eller af andre årsager er udsat eller sårbart, siger John Cappelen.
Indboforsikring dækker ikke alle lynskader

Forsikringen dækker de fleste skader ved lynnedslag, men ikke alle.
Skulle uheldet alligevel være ude, vil din indboforsikring dog dække langt størsteparten af de skader, der opstår i forbindelse med et lynnedslag.
Dog dækker indboforsikringen kun skader på elektronisk indbo som følge af overspænding i f.eks. elnet, telenet eller kabel-tv-net, hvis du har elskadedækning. Det koster typisk ekstra i forhold til basisdækningen.
Dit forsikringsselskab kan oplyse dig om, hvorvidt du allerede har en elskadedækning, eller hvad det koster at få det.
Personlig rådgivning
NETOP NU
Nyhedsbrev
HUS OG HAVE I februar
-
10 gode råd til haven i februar
-
Hvordan undgår du kalk på...
-
10 gode råd om indeklima
-
Husstøvmider
-
Sådan fjernes skimmelsvamp i din...
-
10 gode råd om beskæring af træer...
-
Sådan finder du ud af om der er...
-
Fald på terræn tæt på huset
-
Bortledning af regnvand og...
-
Planlægning af haven
-
Tjek dit badeværelse for...
-
Tjek udluftningen af dit hus



























Kommentarer