Pas på – frosten kan smadre dit tag
Den hårde frost kan gå ud over dit hus, skur og terrasse. Se, hvilke skader frosten kan give, og hvad du kan gøre for at forebygge og reparere skader.

- Den hårde frost kan bl.a. være skyld i revner og frostsprængninger i soklen, hvis soklen har været fugtig i forvejen.
Den hårde frost går ikke kun udover dine tæer og dine ører – den kan også ramme dit hus.
- Plast bliver meget ’sprødt’ i hård frost, og det kan fx gå ud over trapeztage (plasttage) på skure eller tagrender og nedløbsrør. Hvis de får et lille slag, revner de, så pas på med at ramme dem eller stille en stige opad dem, anbefaler bygningskonstruktør og fagredaktør i Bolius, Tine Rensch Sode.
Fugtigt hus kan give revner og frostsprængninger
Hvis dele af dit hus har været fugtigt - fx soklen, facaden eller nedgangen til kælderen - inden frosten satte ind, kan det tage skade af frosten,
- Når vandet trænger ind og senere fryser, opstår der større eller mindre frostsprængninger i overfladen. Reparerer du ikke hullerne, vil de vokse sig større over tid og i værste fald medføre andre og mere alvorlige problemer, fordi vand og fugt får lov at trænge længere og længere ind i soklen, siger bygningskonstruktør og fagredaktør i Bolius, Casper Kjerumgaard.
Du kan dog først reparere sprængningerne eller revnerne, når det bliver frostfrit. Husk efterfølgende at holde øje med, at der ikke opstår nye fugtskader. Find ud af, hvor fugten kommer fra og få løst problemet. Sørg fx for at fjerne sne, der ligger opad huset – for det bliver som bekendt til vand, når det begynder at tø.
LÆS OGSÅ: Tjek husets sokkel
Frost skader skorstene
- Også skorstene kan tage skade af frosten, hvis de er dårligt vedligeholdt. Det yderste af murstene og pudsen kan begynde at skalle af eller sprænge. Vent med at reparere skaderne, til det er frostfrit, forklarer Tine Rensch Sode.
LÆS OGSÅ: Skader på skorstene
Frost kan give terrasser revner
Frosten kan også give revner i træterrasser, hvis de har været fugtige. Også her skal du vente med at reparere skader, til det bliver varmere. Men du kan forebygge skader – eller yderlige skader på terrassen – ved at fjerne sne fra den, så træet ikke bliver mere fugtigt.
- Træet skal have en chance for at tørre, før du begynder at arbejde med det. Ellers risikerer du at skulle gøre arbejdet om senere på foråret, forklarer Casper Kjerumgaard.
LÆS OGSÅ: Hvordan undgår du, at træterrassen bliver glat?
Grav stolper ned i frostfri dybde
Frosten kan også få hegnet til at sætte sig.
- Er hegnet blevet skævt efter vinteren, skyldes det formentlig, at du ikke har gravet stolperne langt nok ned. De skal altid ned i frostfri dybde – 90-120 cm under jordoverfladen. Ellers risikerer du, at frosten skubber dem op, forklarer Casper Kjerumgaard.
Få gratis hjælp af en Bolius ekspert
Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.
Klik og stil dit spørgsmål nuFå professionel rådgivning
Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.
Klik og få mere at vide




















Kommentarer
Casper Kjerumgaard
Fagredaktør og webmaster i Bolius