Tjek dit hus efter stormen
Efter en storm er det vigtigt, at du undersøger, om der er sket skader på dit hus. Der sker typisk skader på tag, ydervægge, tagrender, skorstene og udestuer.
Hvilke bygningsdele på huset skal tjekkes?
Når der har været storm, er det vigtigt bagefter at undersøge, om der er sket skader på huset. Gå en tur rundt om dit hus, og tag en stige under armen.
De steder, hvor der typisk kan være skader efter stormen, er:
-
Tag
-
Ydervægge
-
Tagrender og nedløbsrør
-
Skorsten og antenner
-
Udestuer
Alle de ovennævnte områder bør grundigt efterses efter en storm. Hvis der er sket skader, bør du selv udbedre dem eller kontakte en fagmand, som vil kunne give råd og vejledning om, hvordan du bedst får det ordnet. Selvom skaden ikke umiddelbart ser slem ud, kan en ny storm gøre det meget værre, hvis der er opstået et svagt punkt i husets konstruktioner.

Mange stormskader skyldes, at der i forvejen er fejl og mangler ved huset. Undersøgelser fra SBi, Statens Byggeforskningsinstitut, viser, at mange af de huse, der sker flest og størst skader på i stormvejr, er huse af nyere dato med grove bygningsfejl. I de fleste tilfælde opfylder husene ikke kravene til, hvordan der skal bygges, og kan dermed ikke modstå kraftige storme.
Når du overtager et hus - nyt som gammelt - er det en god idé at få tjekket, om huset kan modstå en storm.
Hvordan tjekker du de forskellige bygningsdele?
Med udgangspunkt i tjeklisten ovenfor kan du undersøge husets konstruktioner. Det skal du gøre mindst en gang om året og især lige efter en kraftig storm.
Tag
Taget bør først tjekkes udefra:
-
Sidder tagstenene eller tagpladerne forsvarligt fast, eller er der nogen, der sidder løst eller helt er røget af?
-
Sidder rygninger og rygningssten på taget ordentlig fast - både toprygning og eventuelle grater?
-
Er inddækningerne stadig velfungerende og sidder, som de skal?
-
Er skotrenden fri for snavs, nedfaldne blade og grene?
-
Er tagrender og nedløbsrør frie for snavs, blade og grene?
Du bør også tjekke den indvendige tagkonstruktion fra loftsrummet:
-
Sidder alle bindere godt fast? Bindere er ståltråd eller stålhager, der holder tagstenene fast til lægterne.
-
Er spærene forsvarligt monteret?
-
Er der monteret vindkryds, og er disse spændt ordentlig op?
-
Er remme og tagkonstruktion gjort forsvarligt fast til ydervæggene?
Ydervægge
Ydervæggene bør tjekkes for revner. Revner behøver ikke give store bekymringer, men bør dog altid undersøges. Revner i ydervægge kan dog også give så store problemer, at de i værste fald kan få huset til at styrte sammen. Der opstår som oftest revner i et hus som følge af, at konstruktionerne er for små, deciderede fejlkonstruktioner samt dårligt udført håndværk. Men det kan også ske under en voldsom storm.
Tagrender og nedløbsrør
Tagrender og nedløb bør også efterses efter en storm. Tagrenderne bør tjekkes for, om rendejernene sidder ordentligt fast. Rendejernene er de jern, der holder tagrenden på plads, og som sikrer, at der er det rigtige fald ned mod nedløbet. Det er også vigtigt at tjekke, om tagrenden har den rigtige vinkel. Det vil sige, at tagrenden skal ligge solidt og rigtigt i rendejernene og ikke være bøjet som følge af stormen, hvilket vil få vandet til at løbe ud over siden på tagrenden i stedet for at løbe ned i nedløbsrøret.
Du skal også tjekke, om nedløbsrøret sidder ordentligt fast i ydervæggen. Hængselsstiften, som er den stålhage, der holder nedløbsrøret på plads, skal sidde forsvarligt fast i ydervæggen. Hvis ikke nedløbsrøret er monteret rigtigt eller sidder ordentligt fast, vil der kunne opstå store vandskader og fugtophobninger i ydervæggene.
Skorsten og antenner
Skorstene og antenner sidder meget udsat under storme. Efter en storm bør du kravle op på taget og tjekke, om der er løse og/eller defekte dele. Under en storm kan mursten i skorstenen have revet sig løs og kan dermed være til fare, hvis de falder ned.
Tjek ligeledes, om stålwirer og beslag sidder forsvarligt fast på antennen.
Udestuer
En udestue er ofte bygget på det eksisterende hus. Der findes mange måder at udforme dette uderum på. Nogle foretrækker at bygge ud fra en eventuel dør fra en eksisterende stue, andre bygger den på en eksisterende terrasse.
Udestuen kan også være meget udsat under en storm. Mange udestuer er bygget op af rene glasvægge, som kan være svage over for kraftige vindstød, hvis de ikke konstrueret rigtigt. En storm vil kunne danne både under- og overtryk inde i udestuen, og der vil kunne opstå betragtelige skader.
Det er meget vigtigt at gennemgå udestuen efter stormen og tjekke, om der er dele af konstruktionen, der er blevet rystet løse. Tjek udestuen grundigt, især alle forankringer og befæstigelser af hovedkonstruktioner og evt. glaskonstruktionen.
Har du behov for ekspertråd?
Der er ting, der kan være svære selv at tjekke. Derfor kan det anbefales, at du henvender dig til f.eks. en tømrer eller bygningskonstruktør. En fagmand vil kunne undersøge dit hus mere specifikt for fejl og mangler og vil kunne komme med en generel vurdering af huset.
Hvor ofte bør du tjekke husets bygningsdele?
Ud over at tjekke bygningsdele og konstruktionerne før og efter en storm bør du naturligvis jævnligt se dit hus efter. Det er også en god idé at vedligeholde huset jævnligt frem for at vente, til skaden er sket.
Hvilke skader dækker forsikringen?
Din almindelige husforsikring vil i de fleste tilfælde dække de skader, der er direkte forårsaget af en storm. Den dækker også eventuelle følgeskader på huset, hvis f.eks. taget er blevet utæt, og der sker vandskade inde i selve huset.
For at forsikringen dækker stormskader, skal vindstyrken være 8, dvs. mindst 17,2 m pr. sekund.
Når du køber et nyt hus, skal du tjekke, om der står noget i tilstandsrapporten om husets konstruktioner. Hvis der er nævnt løse tagsten eller andre ting, som kan forværres under en storm, kan forsikringsselskabet afvise at dække skaden.
Hvis en bygningsdel ikke er udført korrekt - den kan f.eks. være underdimensioneret på grund af en beregningsfejl og derfor for lille og svag til huset - vil din almindelige husforsikring ikke dække. Det vil en ejerskifteforsikring derimod. Hvis du ikke har en ejerskifteforsikring, er du tvunget til at rejse sag mod det firma, der har bygget huset, eller mod den tidligere ejer.
Hvordan reagerer du på de fejl og skader, du finder?
Hvis du ved din gennemgang af huset opdager fejl og skader, som du ikke selv kan lave, bør du hurtigst muligt henvende dig til en håndværker eller entreprenør.
-
En murer kan reparere husets murværk, murede skorstene, tegltage m.m.
-
En tømrer kan reparere husets tag, lette facadebeklædninger, ovenlys m.m.
-
En blikkenslager kan reparere inddækninger, tagrender og nedløbsrør på huset m.m.
Publiceret: torsdag 16. august 2007
Kolofon / Send feedback
Dea Lindegaard, journalist
Casper Kjerumgaard, fagredaktør
Kristine Virén, videnformidlingschef
Kilder
"Huse med sjæl" | Søren Vadstrup | Gyldendal 2005
"Bogen om huset" | Søren Vasegaard | Borgen 2000
Træinformation
Forsikringsoplysningen
"Stormskade på murede vægge" | Erfaringsblad 99 05 31 | BYG-ERFA
"Stormskade på murede gavltrekanter" | Erfaringsblad 01 10 03 | BYG-ERFA
"Stormskade på tagkonstruktioner" | Erfaringsblad 97 11 28 | BYG-ERFA
"Stormskade på tagdækninger" | Erfaringsblad 97 11 27 | BYG-ERFA
Få gratis hjælp af en Bolius ekspert
Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.
Klik og stil dit spørgsmål nuFå professionel rådgivning
Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.
Klik og få mere at vide




















Kommentarer
Læs mere her:
www.haandvaerkerfradrag.dk