Tjek dit hus for råd og svamp
Råd og svamp kan nedbryde træværk og andre organiske byggematerialer i huset. Hvis du opdager problemet i tide, er det billigere at reparere skaderne.
Råd og svamp kan nedbryde træværk, træfiberplader, pap i gipsvægge, tapet og andre byggematerialer, der indeholder organisk materiale. Svampene lever nemlig af det organiske materiale.
Træ udgør en vigtig del af skelettet i mange huse. Der er som regel træ i tagkonstruktionen, og som regel er bjælkerne, der bærer gulvet mellem etagerne, af træ. Det kan blive meget dyrt og besværligt at redde huset, hvis der går for lang tid, før du gør noget ved problemet. Derfor er det en god idé jævnligt at tjekke huset for tegn på råd og svam
Hvorfor opstår råd og svamp?
Råd og svamp opstår, når træværk og andre organiske byggematerialer bliver udsat for fugt. Svampene kræver nemlig fugt for at kunne vokse - ligesom planter.
Fugtskader som disse kan medføre råd og svamp:
* Regnvand, der trænger ind gennem utætheder i tag og facade.
* Grundfugt, der stiger op gennem gulvet fra jorden.
* Varm, fugtig luft, der trænger ind i konstruktionerne og sætte sig på kolde overflader som kondens.
* Fugt i køkken og bad, fordi der ikke bliver luftet tilstrækkeligt ud efter badning, tøjtørring, madlavning m.m.
* Vandskader, som ikke opdages i tide, f.eks. utætte vandrør eller utætte fuger i badeværelset.
Hvad er forskellen på råd og svamp?
Det er ikke helt ligegyldigt, om en skade skyldes råd eller svamp, og det er også vigtigt, hvilken slags svampe eller bakterier der er på spil i huset. Nogle svampe er mere alvorlige at få inden for dørene end andre, og der er også forskel på, hvordan forsikringen dækker ved råd og svampeskader. Du kan læse mere om, hvad forsikringen dækker, sidst i artiklen.
Råd
Råd skyldes svampe og/eller bakterier, som nedbryder træet. Det kaldes råd, når nedbrydningen går relativt langsomt. Ofte opstår råd, fordi husejeren ikke reagerer på fugtskader i tide.
Svamp
Det kaldes en svampeskade, når trænedbrydende svampe nedbryder træværket hurtigt. Hvor hurtigt det går, afhænger af, hvilken slags svamp der er tale om.
Ægte hussvamp
Den værste svamp at få ind i huset er ægte hussvamp. Den kan give store ødelæggelser, fordi den vokser hurtigt og er i stand til at sprede sig over meget store områder, f.eks. fra kælder og helt til kvist, selv i høje etageejendomme. Undervejs nedbryder den træværket, og den kan også angribe murværk og andre bygningsdele. Ægte hussvamp spreder sig ved hjælp af strenge, og via disse kan den transportere vand og næring til områder, der ellers er tørre. Det gør det rimelig svært at bestemme omfanget af svampeangrebe
Andre trænedbrydende svampe i huse
Der findes andre svampe, der kan nedbryde træ og andre organiske materialer i vores huse. Det er korkhat, hvid tømmersvamp, gul tømmersvamp og barksvamp. Disse svampe er ikke så slemme som ægte hussvamp, da de ikke breder sig nær så meget. De holder sig til områder, hvor der er fugtigt, og er derfor lettere at komme til livs, når man opdager dem.
Skimmelsvampe
En anden type svampe, som optræder i huse, er skimmelsvampe. Skimmelsvampe nedbryder ikke træværket, men du bør fjerne dem alligevel, da de giver et usundt indeklima. Skimmelsvampe i huse kan f.eks. give irriterede øjne og luftveje, hovedpine, træthed og allergi. Derfor bør du rense skimmelsvampene af hårde overflader og fjerne byggematerialer, f.eks. tapet og gipsplader, der er angrebet. Skimmelsvampe kan i nogle fugtskadede huse give store problemer, da angrebene kan være meget omfattende. For eksempel kan hele tagkonstruktionen være angrebet.
Hvad skal du gøre ved mistanke om råd og svamp?
Hvis du har mistanke om, at der er råd og svamp i dit hus, skal du handle hurtigt. Skaderne bliver nemlig kun værre og dermed dyrere at reparere med tiden. Det er som regel en god idé at starte med at kontakte det forsikringsselskab, hvor du har din husforsikring. Så kan du aftale med dem, hvordan du griber sagen an.
Det kan være svært selv at vurdere, hvad det er for en type råd eller svamp, der er i huset. Det skal der normalt en ekspert til at gøre. Det kan f.eks. være nødvendigt at tage prøver for at afgøre, om det er den ene eller den anden slags svamp, nogle gange er der endda flere slags svampe på en gang. Der skal også en ekspert til at vurdere, hvor omfattende angrebet er, da råd og svampeskader ofte er skjult inde i konstruktionerne. Hvis det er ægte hussvamp, kan svampene have spredt sig til andre dele af huset.
Det er vigtigt at få professionel rådgivning, ellers risikerer du at bruge en masse penge på renovering uden at slippe af med problemet. Hvis svampene ikke er bekæmpet grundigt nok, og der kommer fugt til konstruktionen igen, kan det gamle svampeangreb fortsætte og udvikle sig, så problemet bliver lige så slemt eller værre end før renoveringen.
Der findes firmaer, der har specialiseret sig i at undersøge og renovere bygninger med svampeangreb, men før du kontakter et af disse firmaer, er det som sagt en god idé at aftale sagens gang med dit forsikringsselskab. Det er jo også rart hurtigt at finde ud af, om det er en skade, der er dækket af forsikringen.
Tjekliste: Hvordan opdager du råd og svamp?
Råd og svamp kan nå at udvikle sig meget, inden du opdager det. Dels fordi svampe trives fint på steder, hvor du sjældent kommer, f.eks. på loftet og i kælderen, og dels fordi de kan vokse i skjul inde i konstruktioner, hvor de er usynlige for dig, f.eks. under gulvet eller i væggen.
For at opdage tegn på råd og svamp må du derfor gennemgå huset ret omhyggeligt. Det er især vigtigt, hvis der er eller har været fugtskader.
Lugt af mug
Mange svampe lugter muggent, når de vokser. Hvis der lugter muggent nogle steder i dit hus, er det derfor et tegn på, at der vokser svampe i nærheden. Lugten kendes f.eks. fra fugtige kældre eller fra sommerhuse, der har stået ubenyttede et stykke tid.
Luk vinduer og ventilationsåbninger og vent et døgn. Tjek derefter, om huset stadig lugter muggent. Tjek bl.a. langs paneler, ved stikkontakter og lignende steder, hvor lugt inde fra vægge og gulve kan sive ud i rummet
Kælderen
Bjælkerne inde i kælderens ydervæg kan blive angrebet af råd og svamp, hvis der trænger fugt ind gennem en utæt ydervæg eller op gennem gulvet.
- Tjek, om ydervæggen er fugtig.
- Fjern evt. en mursten fra ydersiden af muren ud for en bjælke og tjek, om der er svampeangreb på enden af bjælken.
Gulve
Gulvkonstruktionen kan blive angrebet af råd og svamp, hvis der er fugt, der er lukket inde under gulvet. Det kan være grundfugt, der trænger op under gulvet fra jorden. I nybyggede huse kan det også være fugt fra materialer, der ikke har fået lov til at tørre ordentligt ud, inden gulvet er blevet lagt.
- Tjek, om der er tegn på fugt, råd og svampevækst ved panelerne.
- Tjek, om linoleum, vinyl og lignende gulvbelægninger buler op.
- Tjek, om der lugter muggent ved panelerne.
Trævinduer
Vinduer kan få råd og svamp, hvis fugerne er utætte, så fugt kan trænge ind, f.eks. når det regner.
- Tjek, om der er tegn på fugt og svampevækst langs kanten af vinduerne.
Ydervægge, indervægge og indvendige lofter
Der kan komme råd og svamp inde i en vægkonstruktion, hvis den er lavet forkert. For eksempel fordi der mangler en dampspærre, som forhindrer fugten i at trænge ind i konstruktionen. Indervægge kan være fugtige, fordi fugten trænger gennem væggen udefra eller fra vandskade under gulvet. Skimmelsvampe kan vokse på vægge og lofter i fugtige rum som køkkenet og badeværelset.
Tjek, om der er tegn på fugt, råd og svampevækst ved panelerne. Tjek, om der lugter muggent ved paneler, stikkontakter og andre steder, hvor lugten kan sive ind i rummet fra væggen bagved. Tjek, om der er svampevækst bag på tapetet. Tjek, om der er synlige angreb af svampe på vægge og lofter. Tjek også bag ved møbler. Tag og loftrum
Træværket i taget kan få råd og svamp på steder, hvor regnvand trænger ind udefra. Det sker især, hvis den inddækning, der skal forhindre vandet i at komme ind gennem revner ved kviste, vinduer og lign., ikke er tæt nok. Fugten kan også komme fra fugtig, varm luft, der trænger op nedefra og sætter sig som kondens på kolde overflader i tagrummet.
Tjek, om der er tegn på fugt, råd og svampevækst på træværket.
Tjek især på steder, hvor der er åbninger i den ensartede tagflade, f.eks. fordi der er en kvist, et tagvindue, en skorsten el.lign. Tjek, om der er synlig svampevækst på vægge og lofter i tagrummet. Hvordan dækker forsikringen ved råd- og svampeskader?
En normal husforsikring dækker svampeskader efter trænedbrydende svampe, mens rådskader som regel kun er dækket, hvis du som tillæg til din husforsikring har tegnet en svampeskadeforsikring.
Svampeskadeforsikringen dækker rådskader, men forsikringsselskaberne tager ofte forbehold for skader i bjælkelaget over krybekældre og i skillevægge af træ.
Du kan ikke altid få lov at tegne en svampeskadeforsikring, hvis dit hus er gammelt eller på grund af sin konstruktion har særlig stor risiko for fugtskader, f.eks. fordi det har et fladt tag.
Selvom man har en svampeskadeforsikring, der dækker rådskader, kan forsikringsselskabet i grelle tilfælde vurdere, at skaden er selvforskyldt, hvis man har forsømt at vedligeholde boligen.
Skader efter angreb af skimmelsvampe er kun dækket af husforsikringen, hvis svampeangrebet er en følge af en skade, som forsikringen dækker. Det kan f.eks. være en vandskade.
Hvornår skal du kontakte forsikringsselskabet?
Når du opdager en råd- eller svampeskade, er det en god idé straks at anmelde skaden til dit forsikringsselskab.
I mange tilfælde vil forsikringsselskabet komme ud for at besigtige skaden. Hvis taksatoren fra forsikringsselskabet vurderer, at skaden er dækket af forsikringen, kan du straks gå i gang med at udbedre den. Nogle gange er det forsikringsselskabet, der står for at rekvirere håndværkere, andre gange skal du selv stå for det. Det aftaler du med forsikringsselskabet.
Hvis taksatoren er i tvivl om, hvorvidt skaden er dækket, kan det være nødvendigt at få eksperter ud for at tage en prøve af det angrebne træ og analysere den for at finde ud af, om det er råd eller svamp. Der skal også nærmere undersøgelser til, hvis huset er angrebet af ægte hussvamp.
Publiceret: tirsdag 1. august 2006
Kolofon / Send feedback
Gusta Clasen, journalist
Jan Bo Felland, videnformidlingschef
Kilder
Kilder
Fonden Byg-Erfa Byggeteknisk Erfaringsformidling:
Trænedbrydende svampe? kendetegn, vækstbetingelserog nedbrydningsformer | Erfaringsblad nr. 03 12 28
Indvendigisolering ? ældre ydermure over terræn | Erfaringsblad nr. 04 07 29
Nedbrydning af træ i bygninger | Erfaringsblad nr.99 04 21
Nedbrydning af trævinduer | Erfaringsblad nr. 9512 20
Ægte hussvamp | Erfaringsblad nr. 92 09 01
Statens Byggeforskningsinstitut, SBI
Bøgh og Vogensen Bygnings Biologisk Rådgivning
Teknologisk Institut
Forsikringsoplysningen
Fotos
Fonden BYG-ERFA, www.byg-erfa.dk
Bøgh og Vogensen Bygnings Biologisk Rådgivning
Henvisninger
Læs gode råd i Pas på dit hus, vejledning for husejere af By- og Boligministeriet, BUR, BYG, Arkitekthjælpen, Huseftersynsordningen, Møller og Grønborg AS Se de vigtigste svampearter på Teknologisk Instituts hjemmeside Læs brochuren om skimmelsvampe fra Statens Byggeforskningsinstitut, Er dit hus muggent Læs om svampe, der nedbryder træ, BYG-ERFA Læs om indvendig isolering, BYG-ERFA Læs om nedbrydning af trævinduer, BYG-ERFA
Personlig rådgivning
Nyhedsbrev
HUS OG HAVE I februar
-
10 gode råd til haven i februar
-
Hvordan undgår du kalk på...
-
10 gode råd om indeklima
-
Husstøvmider
-
Sådan fjernes skimmelsvamp i din...
-
10 gode råd om beskæring af træer...
-
Sådan finder du ud af om der er...
-
Fald på terræn tæt på huset
-
Bortledning af regnvand og...
-
Planlægning af haven
-
Tjek dit badeværelse for...
-
Tjek udluftningen af dit hus


























Kommentarer
vi har haft hussvamp i ejendommen før