- Vi vil aldrig, aldrig mere have vand i kælderen
En oversvømmet kælder i 2004 fik Uffe Sørensen og hans kone til at investere i bl.a. omfangsdræn, højvandslukke og pumpebrønd. Læs, om det holdt kælderen tør ved skybruddet for nyligt.

- Pumpebrønden opsamler drænvandet og pumper det over i kloakken. Hernede sidder en lille flyder, der straks sender besked til alarmcentralen, hvis den registrerer, at pumpen ikke kører tilfredsstillende.
Det var lidt af et syn, der mødte Uffe Sørensen, da han en tidlig morgen kom ned ad trappen til sin kælder og pludselig opdagede, at han stod i vand til anklerne. Og da var han endda ikke kommet helt ned ad trappen endnu.
Hele den 140 kvadratmeter store kælder under patriciervillaen på Dronninggaards Allé i Holte stod under vand – flere steder helt op til knæene.
Tør kælder trods skybrud
Vi skriver eftersommeren 2004. Da himlen åbnede sig igen her i august, og Holte og omegn oplevede et vaskeægte skybrud, forblev familiens kælder knastør. Uden så meget som en dråbe vand. Uden antydningen af fugt.
Men i de mellemliggende 6 år har Uffe Sørensen og hans kone også gjort alt, hvad der er teknisk og praktisk muligt for, at situationen fra 2004 ikke skulle gentage sig.
- Vi vil simpelthen ikke have vand i kælderen en gang til. Det vil vi bare ikke. Så vi har måttet bide i det sure æble og betale det, det koster, siger han, mens han viser, hvor højt vandet stod dengang for 6 år siden.
- Vi skovlede vand i 12 timer
Chokket om morgenen var kun begyndelsen på en lang og travl dag, hvor IBM-direktøren ikke var at træffe på kontoret.
- Vi har et Falck-abonnement, som også omfatter dræning. Og folkene var da meget hjælpsomme, da vi først kom igennem. Men vi var nummer 300 i køen og fik at vide, at de ville hjælpe os i løbet af et par dage. Det kunne vi ikke vente på. Kattene blev lukket inde på førstesalen, og så skovlede vi ellers selv vand op i 12 timer, fortæller Uffe Sørensen.
Trods den ihærdige indsats nåede vandet i kælderen alligevel at ødelægge bl.a. møbler og kunst.
Store investeringer for at holde kælder tør

- Så højt stod vandet i Uffe Sørensens kælder i august 2004.

- Familien har fået lagt drænrør hele vejen rundt om huset. Rørene leder vandet over i en brønd.

- En sensor i brønden bliver tilsluttet overvågningssystemet fra G4S, så en alarm starter, hvis pumpen stopper.
Derefter var det ikke så svært at træffe beslutningen om, at der skulle ske noget drastisk.
- Vi fik fat på en kloakmester, der satte højvandslukke på alle afløb i kælderen. De skal forhindre, at der sker et tilbageløb af kloakvandet, så vi kan være sikre på, at der ikke kommer vand op den vej. Og så blev der gravet op hele vejen langs huset. Ydervæggene blev fugtisoleret, og der blev lagt drænrør hele vejen rundt. Alt vandet fra drænet ender i en brønd, der ligger lavere end kloakniveauet. Derfor blev der også installeret en pumpe, der sørger for at vandet pumpes op og videre over i kloakken, fortæller Uffe Sørensen.
Generator sikrer strøm til pumpe i tordenvejr
Et tordenvejr kan dog kappe strømforsyningen til pumpen, men den situation er der også tænkt på.
- For en sikkerhedsskyld har vi en nødstrømsgenerator, så vi til enhver tid kan starte en lille motor, der kan lave strøm til pumpen i to døgns tid, siger han.
Alarm fortæller om for meget vand
Men pumpen er akilleshælen. Den må ikke sætte ud på et kritisk tidspunkt.
- Derfor får vi nu koblet overvågningen af pumpen til vores generelle overvågning af huset hos G4S. Vi er så langt, at vi bare mangler at få installationen tilsluttet. Så hvis vandet af en eller anden årsag stiger i drænet, bliver det registeret af en lille flyder, og så går alarmen. Hvis vi selv er hjemme, fortæller en alarmklokke nede i kælderen, at der er noget fat med vandstanden, siger Uffe Sørensen.
Frygter stadig oversvømmet kælder
Familien har investeret flere hundredetusinde kroner i at holde kælderen tør, og Uffe Sørensen kan ikke forestille sig, hvad han mere kan gøre. Alligevel er han ikke 100 procent rolig.
- Efter at kommunen har lavet et par hastighedsbump på Dronninggaards Allé kan vandet på vejen ikke løbe af længere, så der dannes store søer, der når helt ind i vores have. Men det bliver der heldigvis taget action på nu fra kommunens side, fortæller han.
Giv kælderen et omfangsdræn
Et omfangsdræn omkring huset kan sammenlignes med en nedgravet tagrende, der leder overskydende vand videre til en regnvandsbrønd og derfra til kloaksystemet.
Et omfangsdræn er en god løsning, hvis husets fundament, sokkel eller kælder suger fugt til sig på grund af store regnmængder eller en høj grundvandsstand.
Det bedste resultat opnås, hvis der samtidig fugtisoleres med en vandtæt membran og isolerende drænplader på ydersiden af kælderydervæggen.
Hvad koster det?
Det er ikke et gør det selv-arbejde og heller ikke billigt at etablere et omfangsdræn.
Selve drænet, afløbsinstallationerne og koblingen til kloaksystemet skal udføres af en autoriseret kloakmester.
Evt. kan du selv hjælpe til med gravearbejdet eller bortskaffelsen af den overskydende jord.
Afhængig af jordbundsforhold, dybde etc. koster det fra 5.000-10.000 kr. pr. løbende meter at etablere et omfangsdræn.
Læs mere på BOLIUS Fakta: Omfangsdræn.
Undgå oversvømmelse med højvandslukke og pumpebrønd
Når det regner stærkt, kan kloakkerne komme under så voldsomt pres, at kloakvandet kan løbe baglæns i rørene. Hvis kælderen ligger lavt i forhold til kloakken ude i vejen, kan det resultere i oversvømmelse af kælderen.
Et højvandslukke kan være en simpel løsning på problemet. Højvandslukket er en stump kloakrør med to indbyggede klapper, der fungerer som en slags sluse. Den åbner, når spildevandet løber ud af huset, og lukker hvis kloakvandet presser på udefra.
Hvad koster det?
Hvis der er flere afløb i kælderen – f.eks. også i en lavtliggende garage - skal alle afløb sikres. I nogle tilfælde kan højvandslukket installeres på røret før forgreningen ud til kloakken. Arbejdet skal udføres af en autoriseret kloakmester. Prisen for installation af et højvandslukke starter ved ca. 20.000 kr.
Læs mere: BOLIUS Fakta: Højvandslukke
Pump selv vandet væk med pumpebrønd
En pumpebrønd er nødvendig, hvis husets drænbrønd ligger lavere end kloaksystemet. Installation af en pumpebrønd til drænvand koster omkring 40.000-60.000 kr. (februar 2008).
Læs mere: BOLIUS Fakta: Pumpebrønd.
Kolofon / Send feedback
journalist Rie Jerichow
fotograf Torben Klint
Få gratis hjælp af en Bolius ekspert
Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.
Klik og stil dit spørgsmål nuFå professionel rådgivning
Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.
Klik og få mere at vide




















Kommentarer